Sag T-450/12
Alexios Anagnostakis
mod
Europa-Kommissionen
»Regler for institutionerne – europæisk borgerinitiativ – økonomisk og monetær politik – misligholdelse af offentlige gældsforpligtelser – bekræftelse af nødretsprincippet – afslag på registrering – Kommissionens beføjelser – begrundelsespligt«
Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 30. september 2015
1. Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – påstand om, at en institution meddeles et påbud – afvisning
(Art. 263 TEUF)
2. Annullationssøgsmål – anbringender – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – manglende eller utilstrækkelig begrundelse – efterprøvelse af egen drift
(Art. 263 TEUF og 296 TEUF)
3. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – Kommissionens afgørelse om afslag på at registrere et forslag til borgerinitiativ
(Art. 24, stk. 1, TEUF og 296 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 211/2011, betragtning 1 og art. 4, stk. 3)
4. Annullationssøgsmål – anbringender – manglende eller utilstrækkelig begrundelse – anbringende forskelligt fra anbringendet vedrørende retsaktens materielle lovlighed
(Art. 263 TEUF og 296 TEUF)
5. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – Unionens kompetence til at yde finansiel støtte til medlemsstater i vanskeligheder – rækkevidde – vedtagelse af lovgivning, der fastsætter et nødretsprincip, ifølge hvilket en medlemsstat, som står over for alvorlige finansieringsproblemer, ville have ret til ikke at tilbagebetale hele eller en del af sin gæld – ikke omfattet
(Art. 122 TEUF)
6. Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – samordning af de økonomiske politikker – Unionens kompetence – rækkevidde – vedtagelse af lovgivning, der fastsætter et nødretsprincip, ifølge hvilket en medlemsstat, som står over for alvorlige finansieringsproblemer ville have ret til ikke at tilbagebetale hele eller en del af sin gæld – ikke omfattet
(Art. 136 TEUF)
7. EU-traktaterne – solidaritetsbestemmelse – anvendelsesområde – pligt til at vedtage lovgivning, der fastsætter et nødretsprincip, ifølge hvilket en medlemsstat, som står over for alvorlige finansieringsproblemer ville have ret til ikke at tilbagebetale hele eller en del af sin gæld – foreligger ikke
(Art. 222 TEUF)
8. Kommissionen – beføjelser – lovgivningsmæssig initiativret – mulighed for uden kompetence i henhold til traktaterne at basere et lovgivningsinitiativ på et folkeretligt princip – udelukket
(Art. 13, stk. 2, TUE)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 12)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 21)
3. Forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning, der følger af artikel 296 TEUF, har til formål at give den berørte oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for beslutningen, eller om den i givet fald er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes, ligesom forpligtelsen har til formål at gøre det muligt for Unionens retsinstanser at efterprøve den omhandlede beslutnings lovlighed.
Hvad angår en afgørelse om afslag på en ansøgning om registrering af et europæisk borgerinitiativ kan den omstændighed, at forslaget til europæisk borgerinitiativ ikke er blevet registreret, påvirke selve effektiviteten af den ret, som borgerne har til at indgive et borgerinitiativ, der er fastsat i artikel 24, stk. 1, TEUF. Følgelig skal grundene til det nævnte afslag klart fremgå af en sådan afgørelses begrundelse. En borger, der har indgivet et forslag til borgerinitiativ, skal nemlig være i stand til at forstå grundene til, at dette ikke blev registreret af Kommissionen. Det påhviler sidstnævnte, når denne skal tage stilling til et forslag til borgerinitiativ, at afveje, men ligeledes at begrunde, sin afgørelse om afslag under hensyntagen til afgørelsens indvirkning på den effektive udøvelse af den i traktaten fastsatte ret. Dette følger af selve kernen i denne ret, der som anført i første betragtning til forordning nr. 211/2011 om borgerinitiativet skal styrke unionsborgerskabet og skabe øget demokrati i den måde, hvorpå Unionen fungerer, ved, at alle borgere deltager i det demokratiske liv i Unionen.
(jf. præmis 22 og 25- 26)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 33)
5. Artikel 122, stk. 1, TEUF, kan under alle omstændigheder ikke udgøre et passende retsgrundlag i EU-lovgivningen for at vedtage et nødretsprincip, ifølge hvilket en medlemsstat ville have ret til ensidigt at beslutte ikke at tilbagebetale hele eller en del af sin gæld som følge af, at medlemsstaten står over for alvorlige finansieringsproblemer. Selv om det i denne henseende er korrekt, at det ikke følger af ordlyden af denne bestemmelse, at den nødvendigvis begrænser sig til, at Rådet alene vedtager foranstaltninger i tilfælde af, at der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse produkter, især på energiområdet, angiver den ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne, der kræves i forbindelse med, at Rådet vedtager foranstaltninger, der er afpasset efter den økonomiske situation som omhandlet i den nævnte bestemmelse, at disse foranstaltninger er baseret på bistand medlemsstaterne imellem.
Derudover er vedtagelsen af et sådant nødretsprincip, åbenbart heller ikke omfattet af de finansielle støtteforanstaltninger, som Rådet har beføjelse til at vedtage på grundlag af artikel 122, stk. 2, TEUF. Selv om denne bestemmelse nemlig tildeler Unionen kompetence til på bestemte betingelser at yde finansiel ad hoc-støtte til en medlemsstat, kan den til gengæld ikke berettige en lovgivningsmæssig indførelse af en mekanisme til afskrivning af gæld som den, sagsøgeren ønsker – allerede på grund af en sådan mekanismes generelle og permanente karakter.
Idet genstanden for artikel 122 TEUF i øvrigt udelukkende er finansiel støtte, som ydes af Unionen, og ikke af medlemsstaterne, ville vedtagelsen af nødretsprincippet – selv om det antages, at et sådant princip omfattes af begrebet om finansiel støtte som omhandlet i den nævnte bestemmelse – ikke omfattes af de støtteforanstaltninger, som ydes af Unionen under anvendelse af den ovennævnte bestemmelse, for så vidt som bl.a. vedtagelsen af et sådant princip ikke alene ville omfatte en medlemsstats gæld over for Unionen, men ligeledes gæld, som den nævnte stat har til andre juridiske eller fysiske personer eller offentlige eller private aktører, selv om det er åbenbart, at denne situation ikke er omfattet af den pågældende bestemmelse.
(jf. præmis 42, 43 og 48-50)
6. Unionens rolle på området for den økonomiske politik er begrænset til vedtagelse af samordningsforanstaltninger. I denne forbindelse ville vedtagelsen af en retsakt, der tillader, at en medlemsstat misligholder nationale gældsforpligtelser – langt fra at være omfattet af begrebet økonomisk-politiske retningslinjer som omhandlet i artikel 136, stk. 1, litra b), TEUF – reelt medføre, at de kontraherende parters frie vilje erstattes af en lovgivningsmekanisme for ensidig afskrivning af den nationale gældsforpligtelse, hvilket det er åbenbart, at denne bestemmelse ikke tillader.
(jf. præmis 58)
7. Et afslag på at indarbejde et nødretsprincip i EU-retsakter, hvorefter en medlemsstat ville have ret til ensidigt at beslutte ikke at tilbagebetale hele eller en del af sin gæld som følge af, at medlemsstaten står over for alvorlige finansieringsproblemer, er ikke i strid med solidaritetsbestemmelsen i artikel 222 TEUF, om ikke af anden grund, så fordi denne solidaritetsbestemmelse klart hverken omfatter den økonomiske og monetære politik eller den økonomiske situation eller medlemsstaternes budgetvanskeligheder.
(jf. præmis 60)
8. Selv om det antages, at der eksisterer en folkeretlig regel, der fastsætter et nødretsprincip, ifølge hvilket en medlemsstat i ekstraordinære situationer ville have ret til ikke at tilbagebetale sin offentlige gæld, ville den blotte tilstedeværelse i folkeretten af et sådant princip under alle omstændigheder ikke være tilstrækkeligt til at danne grundlag for et lovgivningsinitiativ fra Kommissionens side, eftersom der i traktaterne ikke findes nogen kompetencetildeling desangående.
(jf. præmis 65)