RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)

15. november 2023 (*)

»Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed – indefrysning af pengemidler – liste over personer, enheder og organer, som er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer – opførelse og opretholdelse af sagsøgerens navn på listerne – begrebet »fremtrædende erhvervsmand« – artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145/FUSP – ulovlighedsindsigelse – begrundelsespligt – urigtigt skøn – ret til at blive hørt – ejendomsret – frihed til at oprette og drive egen virksomhed – forholdsmæssighed – magtfordrejning«

I sag T-193/22,

OT ved advokaterne J.-P. Hordies og C. Sand,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved V. Piessevaux, A. Boggio-Tomasaz og M.-C. Cadilhac, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af

Kongeriget Belgien ved C. Pochet, L. Van den Broeck og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede,

intervenient,

har

RETTEN (Første Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, D. Spielmann (refererende dommer), og dommerne R. Mastroianni, M. Brkan, I. Gâlea og T. Tóth,

justitssekretær: fuldmægtig H. Eriksson,

på grundlag af kendelse af 30. maj 2022, OT mod Rådet (T-193/22 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:307),

på grundlag af den skriftlige forhandling og navnlig:

–        stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 15. april 2022

–        afgørelsen af 2. juni 2022 om imødekommelse af sagsøgerens anmodning om anonymitet og om afslag på hans anmodning om en fremskyndet procedure

–        afgørelsen af 25. august 2022, hvorved Kongeriget Belgien fik tilladelse til at intervenere til støtte for Rådet

–        anmodningen om tilpasning, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 11. november 2022

–        sagsøgerens dokumenter, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 19. december 2022 og tilført sagens akter, og

–        afgørelsen af 6. februar 2023 om ikke at tilføre sagens akter nye dokumenter, som sagsøgeren havde fremlagt den 24. januar 2023,

efter retsmødet den 26. april 2023,

afsagt følgende

Dom

1        Med søgsmålet anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, OT, nedlagt påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2022/429 af 15. marts 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 87 I, s. 44), og af Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/427 af 15. marts 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 87 I, s. 1) (herefter samlet »de oprindelige retsakter«), dels efter tilpasning af stævningen af Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1530 af 14. september 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 239, s. 149), og af Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/1529 af 14. september 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 239, s. 1) (herefter samlet »retsakterne om opretholdelse«), for så vidt som disse retsakter (herefter samlet »de anfægtede retsakter«) vedrører sagsøgeren.

 Tvistens baggrund

2        Sagsøgeren er en russisk erhvervsmand.

3        Rådet for Den Europæiske Union vedtog den 17. marts 2014 på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 16). Samme dag vedtog Rådet på grundlag af artikel 215 TEUF forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 6).

4        Den 21. februar 2022 undertegnede præsidenten for Den Russiske Føderation et dekret, der anerkendte uafhængigheden og suveræniteten for den selvudråbte »Folkerepublikken Donetsk« og »Folkerepublikken Luhansk« og beordrede, at russiske væbnede styrker skulle deployeres i disse områder.

5        Den 22. februar 2022 offentliggjorde Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (herefter »den højtstående repræsentant«) en erklæring på Unionens vegne, hvorved disse handlinger blev fordømt, eftersom de udgjorde et alvorligt brud på folkeretten. Den højtstående repræsentant meddelte, at Unionen ville reagere på disse tilsidesættelser fra Den Russiske Føderations side ved hurtigst muligt at vedtage yderligere restriktive foranstaltninger.

6        Den 23. februar 2022 vedtog Rådet en første række af restriktive foranstaltninger. Disse restriktive foranstaltninger vedrørte for det første restriktioner, der fandt anvendelse på de økonomiske forbindelser med områder i regionerne Donetsk og Luhansk, der ikke var kontrolleret af regeringen, for det andet restriktioner for adgangen til kapitalmarkedet, bl.a. ved at forbyde finansiering af Den Russiske Føderation, dens regering og dens centralbank, og for det tredje tilføjelsen af medlemmer af regeringen, banker, erhvervsmænd, generaler og 336 medlemmer af Gosudarstvennaya Duma Federal’nogo Sobrania Rossiskoï Federatsii (statsdumaen i Den Russiske Føderations føderale forsamling) på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger.

7        Den 24. februar 2022 annoncerede præsidenten for Den Russiske Føderation en militær operation i Ukraine, og de russiske væbnede styrker angreb Ukraine.

8        Samme dag offentliggjorde den højtstående repræsentant en erklæring på Unionens vegne, hvorved denne på det kraftigste fordømte de russiske væbnede styrkers »uprovokerede invasion« af Ukraine, og anførte, at Unionens svar ville omfatte både sektorspecifikke og individuelle restriktive foranstaltninger.

9        På et ekstraordinært møde samme dag fordømte Det Europæiske Råd den russiske militære intervention i Ukraine og gav samtidig sin principielle tilslutning til vedtagelsen af restriktive foranstaltninger og økonomiske sanktioner mod Den Russiske Føderation i lyset af forslagene fra Europa-Kommissionen og den højtstående repræsentant.

10      Den 25. februar 2022 vedtog Rådet endnu en række restriktive foranstaltninger. Samme dag vedtog Rådet i betragtning af den alvorlige situation i Ukraine dels afgørelse (FUSP) 2022/329 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2022, L 50, s. 1), dels forordning (EU) 2022/330 om ændring af forordning nr. 269/2014 (EUT 2022, L 51, s. 1), med henblik på bl.a. at ændre de kriterier, hvorefter fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer kunne være omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger.

11      Artikel 2, stk. 1 og 2, i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, bestemmer følgende:

»1.      Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af:

[…]

d)      fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, som materielt eller finansielt støtter eller drager fordel af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine

[…]

g)      fremtrædende erhvervsfolk eller juridiske personer, enheder eller organer, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen for Den Russiske Føderation, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine,

og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. bilaget, indefryses.

2.      Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilaget.«

12      De nærmere bestemmelser om denne indefrysning af pengemidler er fastsat i artikel 2, stk. 3-6, i afgørelse 2014/145.

13      Artikel 1, stk. 1, litra b) og e), i afgørelse 2014/145, som ændret, bestemmer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at hindre indrejse i eller transit gennem deres område for fysiske personer, der opfylder visse kriterier, som i det væsentlige er identiske med dem, der er fastsat i samme afgørelses artikel 2, stk. 1, litra d) og g).

14      Forordning nr. 269/2014, som ændret ved forordning 2022/330, foreskriver vedtagelse af foranstaltninger med henblik på indefrysning af pengemidler og fastlægger de nærmere bestemmelser om denne indefrysning med en ordlyd, som i det væsentlige er identisk med ordlyden af afgørelse 2014/145, som ændret. Artikel 3, stk. 1, litra a)-g), i denne forordning, som ændret, gentager således i det væsentlige nævnte afgørelses artikel 2, stk. 1, litra a)-g).

15      I denne sammenhæng tilføjede Rådet ved de oprindelige retsakter sagsøgerens navn til listerne over personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, hvilke lister fremgik af bilaget til afgørelse 2014/145, som ændret, og af bilag I til forordning nr. 269/2014, som ændret (herefter »de omtvistede lister«).

16      Begrundelsen for opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister er følgende:

»[Sagsøgeren] er storaktionær i konglomeratet Alfa Group, der omfatter Alfa Bank, som er en af Ruslands største skatteydere. Han menes at være en af de mest fremtrædende personer i Rusland. Han har veletablerede forbindelser til den russiske præsident. Vladimir Putins ældste datter Maria ledte et velgørenhedsprojekt, Alfa-Endo, som blev finansieret af Alfa Bank. Vladimir Putin belønnede Alfa Groups loyalitet over for de russiske myndigheder ved at yde politisk bistand til Alfa Groups udenlandske investeringsplaner.

Han har derfor materielt eller finansielt aktivt støttet og draget fordel af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine. Han er også en fremtrædende russisk erhvervsmand involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine.«

17      Den 16. marts 2022 offentliggjorde Rådet i Den Europæiske Unions Tidende en bekendtgørelse til de personer, enheder og organer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/429, og i forordning nr. 269/2014, som gennemført ved gennemførelsesforordning 2022/427 (EUT 2022, C 121 I, s. 1). Det fremgik navnlig af denne bekendtgørelse, at de berørte personer kunne indgive en anmodning med tilhørende dokumentation til Rådet om, at afgørelsen om at opføre deres navne på listerne i bilagene til de nævnte retsakter blev taget op til fornyet overvejelse.

18      Ved skrivelser af 5. og 8. april 2022 anmodede sagsøgeren Rådet om at få tilsendt de sagsakter, der lå til grund for opførelsen af hans navn på de omtvistede lister.

19      Den 13. april 2022 fremsendte Rådet alle akter i sag WK 3073/2022 (herefter »bevismaterialet«), som det havde baseret sin afgørelse på, til sagsøgeren.

20      Den 14. april, den 30. maj, den 7. juni, den 5. juli og den 18. august 2022 fremsendte sagsøgeren sine bemærkninger til Rådet og anmodede navnlig Rådet om at tage afgørelsen om at opføre hans navn på de omtvistede lister op til fornyet overvejelse og høre ham.

21      Den 14. september 2022 vedtog Rådet retsakterne om opretholdelse. Det følger af disse retsakter, at de individuelle restriktive foranstaltninger, der fandt anvendelse på sagsøgeren, blev forlænget indtil den 15. marts 2023 af de samme grunde som dem, der var anført i de oprindelige retsakter (jf. præmis 16 ovenfor).

22      Ved skrivelse af 15. september 2022 meddelte Rådet bl.a. sagsøgeren, at bemærkningerne i hans skrivelser af 14. april, 30. maj, 7. juni, 5. juli og 18. august 2022 ikke rejste tvivl om Rådets vurdering af behovet for at opretholde de omhandlede restriktive foranstaltninger. Rådet anførte ligeledes, at det i betragtning af ligheden mellem argumenterne henviste til sine bemærkninger i sagen om foreløbige forholdsregler og i den foreliggende sag. Det konkluderede på denne baggrund, at sagsøgerens navn skulle opretholdes på de omtvistede lister.

23      Den 15. september 2022 offentliggjorde Rådet i Den Europæiske Unions Tidende en bekendtgørelse til de personer og enheder, der var omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/1530, og i forordning nr. 269/2014, som gennemført ved gennemførelsesforordning 2022/1529 (EUT 2022, C 353 I, s. 1).

24      Den 1. november 2022 indgav sagsøgeren en anmodning til Rådet om, at afgørelsen blev taget op til fornyet overvejelse.

 Parternes påstande

25      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        De anfægtede retsakter annulleres.

–        Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

26      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

27      Kongeriget Belgien har nedlagt påstand om, at annullationssøgsmålet afvises.

 Retlige bemærkninger

28      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren med indsigelsen gjort gældende, at bestemmelserne i artikel 1, litra d) og g), i forordning 2022/330 er ulovlige. Han har endvidere påberåbt sig et anbringende om tilsidesættelse af artikel 7 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, af artikel 2 og 3 i konventionen om barnets rettigheder, undertegnet i New York den 20. november 1989, samt af artikel 8 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, et anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten, et anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar og af retten til at blive hørt, et anbringende om et åbenbart urigtigt skøn, et anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og et anbringende om tilsidesættelse af ejendomsretten, af friheden til at oprette og drive egen virksomhed og af retten til at udøve et erhverv. Som led i anmodningen om tilpasning har sagsøgeren ligeledes fremsat et anbringende om magtfordrejning.

29      Sagsøgeren har i retsmødet anført, at han frafalder at påberåbe sig argumenterne om tilsidesættelse af artikel 7 og 24 i chartret om grundlæggende rettigheder, af artikel 2 og 3 i konventionen om barnets rettigheder, undertegnet i New York, og af artikel 8 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt argumenterne vedrørende privatliv og familieliv, hvilket blev ført til protokols.

 Indsigelsen vedrørende ulovligheden af artikel 1, litra d) og g), i forordning 2022/330, der medfører en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltning

30      Sagsøgeren har principalt gjort gældende, at opførelsen af hans navn på de omtvistede lister følger af anvendelsen af en ulovlig tekst, med den begrundelse, at forordning nr. 269/2014, som ændret, gør det muligt for Rådet på de omtvistede lister at opføre navnene på russiske personer, der ikke har nogen som helst tilknytning til det regime, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, under påskud af, at de gennem deres økonomiske virksomhed er en indtægtskilde for den russiske regering. Han har påberåbt sig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltning. Opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister som følge af anvendelsen af en ulovlig tekst skal derfor annulleres. I replikken har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet udøvede sit skøn på en selektiv og dermed diskriminerende måde på grundlag af nationalitet eller de berørte økonomiske sektorer. Ifølge sagsøgeren skulle Rådet endvidere have været i stand til at begrunde, hvorledes oprettelsen af de kategorier, der er omhandlet i artikel 1, litra d) og g), i forordning 2022/330, har bevirket, at den manglende effektivitet af de foranstaltninger, der er blevet vedtaget siden 2014, er blevet afhjulpet, og godtgøre, at de er nødvendige, hensigtsmæssige og ikke substituerbare. I anmodningen om tilpasning har han fremhævet, at sammenhængen mellem situationen i Ukraine og den rolle, som de fysiske personer, der sanktioneres i henhold til de kriterier, der er blevet opstillet siden 2022, spiller, er blevet udvisket, og at der derfor er behov for øget domstolsprøvelse.

31      Rådet har, støttet af Kongeriget Belgien, bestridt denne argumentation.

32      Ifølge artikel 277 TEUF kan hver part i en retstvist, der angår en almengyldig retsakt vedtaget af en institution, et organ, et kontor eller et agentur under Unionen, over for Den Europæiske Unions Domstol påberåbe sig de i artikel 263, stk. 2, TEUF nævnte grunde og gøre gældende, at retsakten ikke kan finde anvendelse.

33      Artikel 277 TEUF er udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part i en retssag, med henblik på at opnå annullation af en afgørelse, som er rettet til vedkommende, er berettiget til at anfægte gyldigheden af de almengyldige retsakter, som ligger til grund for en sådan afgørelse, også selv om parten ikke var beføjet til i medfør af artikel 263 TEUF at anlægge direkte søgsmål til prøvelse af disse retsakter, hvis virkninger parten således er omfattet af, uden at have været i stand til at påstå dem annulleret. Den generelle retsakt, hvis ulovlighed påberåbes, skal finde direkte eller indirekte anvendelse på den sag, der er genstand for søgsmålet, og der skal være en direkte retlig forbindelse mellem den anfægtede individuelle afgørelse og den pågældende generelle retsakt (jf. dom af 17.2.2017, Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl. mod Rådet, T-14/14 og T-87/14, EU:T:2017:102, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

34      Hvad angår domstolsprøvelsens intensitet følger det af fast retspraksis, at Unionens retsinstanser i overensstemmelse med de kompetencer, som er blevet tildelt dem i medfør af EUF-traktaten, skal sikre en – principielt fuldstændig – legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter under hensyn til de grundlæggende rettigheder, der udgør en integrerende del af EU-rettens almindelige retsgrundsætninger. Dette krav er udtrykkeligt fastslået i artikel 275, stk. 2, TEUF (jf. domme af 28.11.2013, Rådet mod Fulmen og Mahmoudian, C-280/12 P, EU:C:2013:775, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis, og Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

35      Rådet har ikke desto mindre et vidt skøn med hensyn til den generelle og abstrakte fastsættelse af retlige kriterier og af fremgangsmåden for vedtagelse af restriktive foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet, C-605/13 P, EU:C:2015:248, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig er de almengyldige regler, der fastsætter disse kriterier og fremgangsmåder, såsom de bestemmelser i de anfægtede retsakter, der fastsætter de omtvistede kriterier, som er omfattet af dette anbringende, underlagt en begrænset domstolsprøvelse, der begrænser sig til en efterprøvelse af, om reglerne for proceduren og om angivelse af en begrundelse er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger en retlig fejl, og af, at Rådet ikke åbenbart har overskredet grænserne for sin skønsmargen, samt af, at der ikke er begået magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 9.7.2009, Melli Bank mod Rådet, T-246/08 og T-332/08, EU:T:2009:266, præmis 44 og 45, og af 12.2.2020, Amisi Kumba mod Rådet, T-163/18, EU:T:2020:57, præmis 149 (ikke trykt i Sml.)).

36      I den foreliggende sag følger det af artikel 2 og artikel 3, stk. 1, litra d) og g), i forordning nr. 269/2014, som ændret, at alle pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende »fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, som materielt eller finansielt støtter eller drager fordel af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine« [artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 269/2014, som ændret] [herefter »kriterium d)«], og »fremtrædende erhvervsfolk eller juridiske personer, enheder eller organer, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen for Den Russiske Føderation, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine« [artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 269/2014, som ændret] [herefter »kriterium g)«], indefryses.

37      Sagsøgeren har gjort gældende, at kriterium d) og g) (herefter samlet »de omtvistede kriterier«), som er anvendt i den foreliggende sag, er i strid med ligebehandlingsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltning.

38      For det første bemærkes, at ligebehandlingsprincippet, der er et grundlæggende retsprincip, forbyder, at ensartede situationer behandles forskelligt, eller at forskellige situationer behandles ens, medmindre en forskelsbehandling er objektivt begrundet (dom af 9.7.2009, Melli Bank mod Rådet, T-246/08 og T-332/08, EU:T:2009:266, præmis 135).

39      I den foreliggende sag må det imidlertid konstateres, at de omtvistede kriterier ikke kun vedrører russiske statsborgere eller visse økonomiske sektorer, men alle, som materielt eller finansielt støtter russiske beslutningstagere, og alle fremtrædende fysiske personer, som omhandlet i de gældende kriterier. Som Rådet har anført, kan statsborgere i Unionens medlemsstater ligeledes gøres til genstand for restriktive foranstaltninger.

40      For så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet har undladt at vedtage restriktive foranstaltninger over for visse personer eller enheder, der opfylder de omtvistede kriterier, har udøvet sine beføjelser på en diskriminerende måde og har undladt at undersøge alle forhold vedrørende disse personer eller enheder omhyggeligt og upartisk, henhører sådanne argumenter desuden under undersøgelsen af sagsøgerens individuelle situation. De skal derfor forkastes som værende uden relevans for det omhandlede kriteriums lovlighed.

41      Dette klagepunkt skal derfor forkastes.

42      For det andet indebærer retssikkerhedsprincippet, at EU-lovgivningen skal være klar og utvetydig, og at retssubjekterne kan forudse dens anvendelse (jf. dom af 5.3.2015, Europäisch-Iranische Handelsbank mod Rådet, C-585/13 P, EU:C:2015:145, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.2.2017, Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl. mod Rådet, T-14/14 og T-87/14, EU:T:2017:102, præmis 192 og den deri nævnte retspraksis).

43      I den foreliggende sag har sagsøgeren gjort gældende, at de omtvistede kriterier ikke opfylder kravet om forudsigelighed, i det væsentlige med den begrundelse, at de er fastsat i for generelle vendinger.

44      Det bemærkes indledningsvis for så vidt angår kriterium d), at det utvetydigt fremgår af selve ordlyden af forordning nr. 269/2014, som ændret, at det nævnte kriterium målrettet og selektivt er rettet mod fysiske og juridiske personer, som, selv om de ikke som sådan har nogen tilknytning til destabiliseringen af Ukraine, materielt eller finansielt støtter eller drager fordel af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for dette. Kriterium d) består således af to elementer, nemlig den materielle eller finansielle støtte til de russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine, og den omstændighed, at der drages fordel af disse beslutningstagere, idet disse to elementer ikke er kumulative. Desuden kræver dette kriterium ikke, at de pågældende personer eller enheder personligt drager fordel af annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine. Det er tilstrækkeligt, at de drager fordel af en af de »russiske beslutningstagere«, som er ansvarlige for disse begivenheder, uden at det er nødvendigt at fastslå en forbindelse mellem de fordele, som de udpegede personer nyder godt af, og annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine (jf. i denne retning dom af 30.11.2016, Rotenberg mod Rådet, T-720/14, EU:T:2016:689, præmis 87).

45      Hvad dernæst angår kriterium g) henviser dets ordlyd tilstrækkeligt klart og utvetydigt bl.a. til fremtrædende erhvervsfolk, der er involveret i sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for den russiske regering. Henset til ordlyden af dette kriterium må det fastslås, at de omhandlede personer skal anses for fremtrædende som følge af deres betydning i den sektor, hvor de udøver deres virksomhed, og som følge af denne sektors betydning for den russiske økonomi (jf. i denne retning dom af 13.9.2018, Rosneft m.fl. mod Rådet, T-715/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:544, præmis 157).

46      Desuden indgår kriterium g) i en retlig ramme, som er klart afgrænset af de formål, der forfølges med den lovgivning, der regulerer de omhandlede restriktive foranstaltninger, nemlig nødvendigheden af, henset til situationens alvor, at lægge maksimalt pres på de russiske myndigheder, for at disse ophører med deres aktioner og politikker, der destabiliserer Ukraine, samt ophører med den militære aggression mod Ukraine. På denne baggrund er de omhandlede restriktive foranstaltninger i overensstemmelse med formålet i artikel 21, stk. 2, litra c), TEU om at bevare freden, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt, som blev undertegnet i San Francisco (USA) den 26. juni 1945 (jf. i denne retning dom af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 115 og 123, af 25.6.2020, VTB Bank mod Rådet, C-729/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:499, præmis 59, og af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 163).

47      Den skønsbeføjelse, som Rådet er tillagt ved de omtvistede kriterier, opvejes endvidere af en begrundelsespligt og styrkede processuelle rettigheder (jf. i denne retning dom af 16.7.2014, National Iranian Oil Company mod Rådet, T-578/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:678, præmis 122 og den deri nævnte retspraksis).

48      Det følger heraf, at de omtvistede kriterier opfylder den grad af forudsigelighed, der kræves i henhold til EU-retten.

49      Hvad i øvrigt angår kriterium g) er der i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, en logisk forbindelse mellem på den ene side at målrette foranstaltningerne mod fremtrædende erhvervsfolk, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen, henset til den betydning, som disse sektorer har for den russiske økonomi, og på den anden side formålet med de restriktive foranstaltninger i det foreliggende tilfælde, som er at øge presset på Den Russiske Føderation og gøre dens handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed mere omkostningsfulde (jf. i denne retning dom af 13.9.2018, Rosneft m.fl. mod Rådet, T-715/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:544, præmis 157 og den deri nævnte retspraksis).

50      Sagsøgerens argument om, at sammenhængen mellem situationen i Ukraine og den rolle, som de fysiske personer, der er genstand for de omhandlede restriktive foranstaltninger, spiller, er blevet udvisket, skal derfor forkastes.

51      Klagepunktet om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet skal følgelig forkastes.

52      For det tredje er klagepunktet om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, hvortil er knyttet kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag (jf. i denne retning dom af 30.6.2016, Al Matri mod Rådet, T-545/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:376, præmis 58, og af 6.6.2018, Arbuzov mod Rådet, T-258/17, EU:T:2018:331, præmis 61), ikke underbygget på anden vis og skal derfor ligeledes forkastes.

53      For det fjerde har sagsøgeren i replikken foreholdt Rådet ikke at have været i stand til at begrunde, hvorledes de kategorier af personer og enheder, der er omhandlet i artikel 1, litra d) og g), i forordning 2022/330, har bevirket, at den manglende effektivitet af de foranstaltninger, der er blevet vedtaget siden 2014, er blevet afhjulpet, og godtgøre, at de er nødvendige, hensigtsmæssige og ikke substituerbare.

54      Som Rådet har fremhævet, uden at dette er blevet afkræftet af sagsøgeren i retsmødet, er der imidlertid tale om et argument, som ikke er blevet fremført i stævningen. Det må derfor afvises i medfør af artikel 84, stk. 1, i Rettens procesreglement, hvorefter der ikke under sagens behandling må fremsættes nye anbringender, som ikke støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

55      I øvrigt er lovligheden af restriktive foranstaltninger ikke betinget af, at det fastslås, at disse har umiddelbare virkninger, men kræver alene, at de ikke er åbenbart uhensigtsmæssige i forhold til det formål, som den kompetente institution forfølger (jf. i denne retning dom af 17.9.2020, Rosneft m.fl. mod Rådet, C-732/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:727, præmis 97). Rådet var derfor på ingen måde forpligtet til at godtgøre, at de omtvistede kriterier kunne afhjælpe den hævdede manglende effektivitet af de foranstaltninger, der var blevet vedtaget siden 2014.

56      Hvad angår sagsøgerens klagepunkt, hvorved han bestrider, at de omtvistede kriterier er nødvendige og hensigtsmæssige, bemærkes, at proportionalitetsprincippet, som hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, indeholder et krav om, at de foranstaltninger, som iværksættes med en EU-retlig bestemmelse, skal være egnede til at nå det mål, der forfølges, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (dom af 13.3.2012, Melli Bank mod Rådet, C-380/09 P, EU:C:2012:137, præmis 52).

57      Desuden har Rådet et vidt skøn inden for områder, der for Rådet indebærer valg af politisk, økonomisk og social karakter, og hvor det skal foretage komplekse vurderinger, og kun såfremt en foranstaltning på disse områder er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som vedkommende institution forfølger, vil en sådan foranstaltning kunne kendes ulovlig (dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 77).

58      I den foreliggende sag forekommer de omtvistede kriterier, således som de fortolkes i lyset af den lovgivningsmæssige og historiske sammenhæng, hvori de er vedtaget, ikke at være åbenbart uhensigtsmæssige, henset til formålet med de restriktive foranstaltninger, der er nævnt i præmis 46 ovenfor, til den afgørende betydning af at bevare freden samt til den europæiske og globale sikkerhed og stabilitet.

59      Endelig henhører sagsøgerens klagepunkter, i hvilke han har fremhævet, at hans navn er opført på de omtvistede lister alene på grund af hans egenskab af aktionær i Alfa Bank og kvalificeringen af Alfa Bank som en stor skatteyder i Rusland, hvilket han har bestridt, under undersøgelsen af hans individuelle situation og dermed under behandlingen af anbringendet om et urigtigt skøn.

60      Ulovlighedsindsigelsen skal følgelig forkastes.

 Anbringendet om en tilsidesættelse af begrundelsespligten

61      Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at begrundelsen for de anfægtede retsakter ikke gjorde det muligt for ham præcist at afgøre, hvilke »omstridte transaktioner« der var tale om, og at forstå rækkevidden af den foranstaltning, der var truffet over for ham. For det andet gør begrundelsen det ikke muligt at fastslå, at Rådet foretog en omhyggelig undersøgelse af grundene til opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister, og begrundelsen er i realiteten rent formel. Han har i replikken tilføjet, at begrundelsen for retsakterne ikke er underbygget, og at den ikke er korrekt. I anmodningen om tilpasning har sagsøgeren gjort gældende, at de retsakter, hvorved hans navn blev opretholdt på de omtvistede lister, ikke gør det muligt at identificere grundene til en sådan opretholdelse i september 2022, når situationen havde ændret sig i forhold til situationen i den oprindelige forordning fra 2014. Desuden er der ikke gjort status over foranstaltningernes virkning eller foretaget en opdateret vurdering. Tilsvarende indeholder skrivelsen af 15. september 2022, hvorved Rådet afslog sagsøgerens anmodning om, at afgørelsen blev taget op til fornyet overvejelse, ingen begrundelse, der gør det muligt at forstå grundene til opretholdelsen af hans navn på de omtvistede lister.

62      Rådet har, støttet af Kongeriget Belgien, bestridt denne argumentation.

63      Ifølge retspraksis har forpligtelsen til at begrunde en bebyrdende retsakt, der er en nødvendig følge af princippet om retten til forsvar, for det første til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed (dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 49).

64      Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal imidlertid tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves bl.a. ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, eller at den detaljeret besvarer de bemærkninger, som den berørte måtte have fremsat under høringen inden vedtagelsen af den nævnte retsakt, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. En retsakt, der er bebyrdende, er følgelig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 53; jf. ligeledes dom af 22.4.2021, Rådet mod PKK, C-46/19 P, EU:C:2021:316, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

65      For det første er en retsakt, der er bebyrdende, således tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den berørte part bekendt og således gør det muligt for den pågældende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne. For det andet må graden af præcisering af en retsakts begrundelse afpasses efter de faktiske muligheder og de tekniske eller tidsmæssige betingelser, hvorunder retsakten bliver til (jf. dom af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

66      Det er desuden i retspraksis blevet fastslået, at begrundelsen for en retsakt udstedt af Rådet, hvorved der foreskrives en restriktiv foranstaltning, ikke alene skal angive retsgrundlaget for denne foranstaltning, men også de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse finder, at den berørte bør være omfattet af en sådan foranstaltning (jf. dom af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

67      I den foreliggende sag blev de omtvistede foranstaltninger truffet på grundlag af de anfægtede retsakter, der både hvad angår de oprindelige retsakter og retsakterne om opretholdelse præciserer omstændighederne – i deres respektive betragtninger – og retsgrundlaget for deres vedtagelse.

68      Desuden udgør redegørelsen for de faktiske omstændigheder, som anført i præmis 16 ovenfor, en begrundelse, der er tilstrækkeligt klar og præcis til at gøre det muligt for sagsøgeren at forstå grundene til, at hans navn blev opført og derefter opretholdt på de omtvistede lister.

69      I denne henseende afkræfter argumentet om, at begrundelsen for de anfægtede retsakter ikke gjorde det muligt for ham præcist at afgøre, hvilke »omstridte transaktioner« der var tale om, ikke denne konstatering, eftersom det ikke kræves, at begrundelsen angav alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, inden der blev vedtaget en retsakt om opretholdelse af hans navn på den omtvistede liste. I betragtning af den anvendte begrundelse må argumentet om, at den er rent formel, ligeledes forkastes. Begrundelsen indeholder nemlig i den foreliggende sag tilstrækkelige faktiske oplysninger og præciseringer til, at sagsøgeren kan forstå rækkevidden af den foranstaltning, der er truffet over for ham, og til, at Retten kan udøve sin prøvelsesret.

70      Sagsøgerens argumenter om, at Rådets begrundelse ikke er korrekt eller ikke er underbygget, vedrører den materielle lovlighed og er uden relevans med hensyn til begrundelsespligten. Det samme gælder argumentet om, at der ikke er gjort status over foranstaltningernes virkning eller foretaget en opdateret vurdering.

71      Endelig har sagsøgeren i anmodningen om tilpasning gjort gældende, at retsakterne om opretholdelse ikke gjorde det muligt at identificere grundene til en sådan opretholdelse.

72      Som det fremgår af præmis 20 og 22 ovenfor, skal det imidlertid konstateres, at Rådet efter at have gennemgået sagsøgerens bemærkninger fandt, at sagsøgerens tidligere bemærkninger i den foreliggende sag fandt anvendelse som følge af ligheden mellem argumenterne.

73      Dette viser tilstrækkeligt klart, at grundene til opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister var de samme som dem, der begrundede hans oprindelige opførelse på listerne, idet det ikke var nødvendigt at komme med en yderligere begrundelse efter blot seks måneder. Derudover kræves det heller ikke, at begrundelsen for retsakterne om opretholdelse detaljeret besvarer de bemærkninger, som den berørte måtte have fremsat under høringen inden vedtagelsen af den nævnte retsakt.

74      Argumentet om, at gennemførelsesforordning 2022/1529 henviser til forordning nr. 269/2014, selv om situationen ifølge sagsøgeren havde ændret sig, vedrører i øvrigt begrundelsens retmæssighed og er ikke relevant med hensyn til begrundelsespligten. Det skal under alle omstændigheder forkastes. Betragtningerne til afgørelse 2022/1530 er nemlig støttet på Ruslands fortsatte militære aggression i Ukraine, og gennemførelsesforordning 2022/1529 tilpassede blot bilag I til forordning nr. 269/2014 for at bringe det i overensstemmelse med bilaget til afgørelse 2014/145 efter sidstnævntes ændring ved afgørelse 2022/1530.

75      I lyset af ovenstående betragtninger må det konkluderes, at de anfægtede retsakter i tilstrækkelig grad angiver de retlige og faktiske forhold, der ifølge deres ophavsmand udgør grundlaget for dem.

76      Anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten må derfor forkastes.

 Anbringendet om en tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til at blive hørt

77      Sagsøgeren har påberåbt sig en tilsidesættelse af sin ret til forsvar med den begrundelse, at han ikke rettidigt modtog begrundelsen for opførelsen af hans navn på de omtvistede lister. Han har gjort gældende, at Rådet ikke meddelte ham de anfægtede retsakter individuelt, men offentliggjorde en bekendtgørelse i EU-Tidende, selv om de franske myndigheder kendte hans adresse. Han har fremhævet, at hans anmodning om at blive hørt, som blev fremsat i hans skrivelse af 7. juni 2022, forblev ubesvaret. Han har i anmodningen om tilpasning tilføjet, at Rådet skulle have oplyst ham om grundene til opretholdelsen af hans navn på de omtvistede lister. Endvidere udgør fremlæggelsen af et nyt dokument i duplikken en tilsidesættelse af hans ret til forsvar.

78      Rådet har, støttet af Kongeriget Belgien, bestridt denne argumentation.

79      Det bemærkes, at retten til at blive hørt i forbindelse med enhver procedure, der er fastsat i artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder, som udgør en integrerende del af overholdelsen af retten til forsvar, garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under en administrativ procedure, og inden der over for vedkommende træffes en afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. dom af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

80      Artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder indrømmer imidlertid begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder, der anerkendes heri, for så vidt som en given begrænsning skal være fastsat ved lov, respektere hovedindholdet i den omhandlede grundlæggende rettighed og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet være nødvendig og reelt svare til målsætninger af almen interesse, der er anerkendt af Unionen (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

81      I denne henseende har Domstolen ved flere lejligheder fastslået, at retten til forsvar kan undergives begrænsninger eller undtagelser, navnlig på området for restriktive foranstaltninger, der er vedtaget inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (jf. i denne retning dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

82      Hertil kommer, at en tilsidesættelse af retten til forsvar skal undersøges ud fra de specielle omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, navnlig arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget, samt de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

83      Det skal endvidere bemærkes, at Unionens retsinstanser sondrer mellem på den ene side den oprindelige opførelse af en persons navn på de omhandlede lister og på den anden side opretholdelsen af denne persons navn på de pågældende lister (jf. i denne retning dom af 30.4.2015, Al-Chihabi mod Rådet, T-593/11, EU:T:2015:249, præmis 40).

84      Det foreliggende anbringende skal undersøges i lyset af disse i retspraksis fastsatte principper.

 Vedrørende de oprindelige retsakter

85      For det første har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet skulle have meddelt ham de oprindelige retsakter ved direkte underretning.

86      I den foreliggende sag var meddelelsen af begrundelsen for opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister genstand for en bekendtgørelse offentliggjort i EU-Tidende den 16. marts 2022 (jf. præmis 17 ovenfor).

87      I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at dels artikel 3, stk. 2, i afgørelse 2014/145, som ændret, dels artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 269/2014, som ændret, bestemmer, at Rådet meddeler sin afgørelse, herunder begrundelsen for opførelsen på listen, til den person, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, »enten direkte, hvis adressen er kendt, eller ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, og giver en sådan person [...] mulighed for at fremsætte bemærkninger«.

88      Dernæst fremgår det af retspraksis, at hvis en individuel meddelelse om denne type afgørelser principielt er nødvendig, således at en offentliggørelse i EU-Tidende ikke i sig selv er tilstrækkelig, skal Unionens retsinstanser dog i hver enkelt sag undersøge, om den omstændighed, at sagsøgeren ikke individuelt er blevet meddelt begrundelsen for den anfægtede afgørelse, har hindret sagsøgeren i rettidigt at få kendskab til begrundelsen for den anfægtede afgørelse og at vurdere, om der var grundlag for den foranstaltning i form af indefrysning af midler og økonomiske ressourcer, som er blevet vedtaget over for denne (dom af 13.9.2013, Makhlouf mod Rådet, T-383/11, EU:T:2013:431, præmis 48, og af 22.9.2021, Al-Imam mod Rådet, T-203/20, EU:T:2021:605, præmis 102; jf. ligeledes i denne retning dom af 16.11.2011, Bank Melli Iran mod Rådet, C-548/09 P, EU:C:2011:735, præmis 56).

89      Det følger desuden af retspraksis, at det kan anses for umuligt for Rådet individuelt at meddele den berørte fysiske eller juridiske person eller enhed en retsakt om restriktive foranstaltninger over for denne, enten når denne persons eller enheds adresse ikke er offentlig, og Rådet ikke har fået den stillet til rådighed, eller når meddelelsen til den adresse, som Rådet har til rådighed, mislykkes, på trods af de bestræbelser, som det har iværksat under iagttagelse af behørig omhu med henblik på at foretage denne meddelelse (dom af 5.11.2014, Mayaleh mod Rådet, T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926, præmis 61, og af 22.9.2021, Al-Imam mod Rådet, T-203/20, EU:T:2021:605, præmis 103).

90      I den foreliggende sag har Rådet gjort gældende, at det ikke havde sagsøgerens adresse.

91      Sagsøgeren har ikke fremlagt indicier, der kan godtgøre, at Rådet havde enten hans personlige adresse eller hans arbejdsadresse på datoen for vedtagelsen af de oprindelige retsakter, enten fordi den nævnte adresse var blevet stillet til rådighed, eller fordi den var offentlig. I denne forbindelse må den omstændighed, som sagsøgeren har påberåbt sig, at de franske myndigheder havde hans adresse, forkastes. Den omstændighed, at de franske myndigheder kunne have hans adresse, afkræfter nemlig ikke den konstatering, at Rådet på tidspunktet for de nævnte retsakter ikke havde den.

92      Det må derfor fastslås, at argumentet om, at Rådet burde have meddelt sagsøgeren de oprindelige retsakter ved direkte underretning, skal forkastes.

93      Det skal i øvrigt bemærkes, at det følger af retspraksis, at den manglende individuelle meddelelse af de oprindelige retsakter, selv om den havde indvirkning på det tidspunkt, hvor søgsmålsfristen begyndte at løbe, ikke i sig selv begrunder en annullation af de pågældende retsakter. Sagsøgeren har ikke fremført noget argument, der godtgør, at den manglende individuelle meddelelse af disse retsakter i den foreliggende sag resulterede i en tilsidesættelse af sagsøgerens rettigheder, som kan begrunde en annullation af disse retsakter, for så vidt som de vedrører denne (jf. i denne retning dom af 13.9.2018, VTB Bank mod Rådet, T-734/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:542, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis).

94      For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at han ikke rettidigt modtog begrundelsen for opførelsen af hans navn på de omtvistede lister.

95      Det fremgår imidlertid af sagsakterne, at sagsøgeren efter den bekendtgørelse, der blev offentliggjort den 16. marts 2022, ved skrivelse af 5. april 2022 anmodede Rådet om at tilstille ham de dokumenter, der underbyggede den nævnte opførelse, hvilket Rådet gjorde ved skrivelse af 13. april 2022. Ved skrivelse af 14. april 2022 blev sagsøgerens bemærkninger fremsendt til Rådet.

96      Meddelelsen af begrundelsen skal derfor i den foreliggende sag anses for at være blevet foretaget rettidigt, for så vidt som den gjorde det muligt for sagsøgeren på en hensigtsmæssig måde at tilkendegive sit synspunkt i forhold til den begrundelse, der blev lagt til grund i hans sag.

97      For det tredje bemærkes, at hverken den omhandlede lovgivning eller det almindelige princip om overholdelse af retten til forsvar giver de berørte ret til en høring, idet muligheden for at fremsætte sine bemærkninger skriftligt er tilstrækkelig (jf. i denne retning og analogt dom af 23.10.2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, T-256/07, EU:T:2008:461, præmis 93, af 6.9.2013, Bank Melli Iran mod Rådet, T-35/10 og T-7/11, EU:T:2013:397, præmis 105, og af 10.11.2021, Alkattan mod Rådet, T-218/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:765, præmis 64).

98      Efter at have modtaget alt bevismaterialet den 13. april 2022 fremsendte sagsøgeren i den foreliggende sag sine bemærkninger til Rådet den 14. april, den 30. maj, den 7. juni, den 5. juli og den 18. august 2022. Han har ligeledes kunnet anlægge sag ved Retten og fremsætte en begrundet begæring om foreløbige forholdsregler.

99      Det må derfor fastslås, at Rådets manglende høring af sagsøgeren i den foreliggende sag ikke tilsidesatte hans ret til forsvar.

 Vedrørende retsakterne om opretholdelse

100    Sagsøgeren har i anmodningen om tilpasning gjort gældende, at Rådet forud for opretholdelsen af hans navn på de omtvistede lister skulle have oplyst ham om grundene til den nævnte opretholdelse.

101    Det bemærkes, at i tilfælde af en afgørelse om indefrysning af midler, hvorved navnet på en person eller en enhed, der allerede er opført på listen over personer og enheder, hvis midler er indefrosset, opretholdes på denne liste, skal der forud for vedtagelsen af en sådan afgørelse principielt gives den omhandlede person eller enhed meddelelse om, hvilke omstændigheder der lægges den pågældende til last, samt lejlighed til at blive hørt (dom af 15.9.2021, Boshab mod Rådet, T-107/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:583, præmis 78; jf. ligeledes i denne retning dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 62).

102    Retten til at blive hørt forud for vedtagelsen af retsakter, som opretholder navnet på en person eller en enhed på en liste over personer eller enheder, som er omfattet af restriktive foranstaltninger, gælder, når Rådet i afgørelsen om at fastholde opførelsen af en persons navn på listen lægger nye forhold til grund mod vedkommende, dvs. forhold, som ikke fremgik af den oprindelige optagelse af denne persons navn på samme liste (jf. dom af 12.2.2020, Amisi Kumba mod Rådet, T-163/18, EU:T:2020:57, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

103    Når opretholdelsen af navnet på en person eller en enhed på en liste over personer eller enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, er baseret på de samme grunde som dem, der begrundede vedtagelsen af den oprindelige retsakt, og der ikke lægges nye forhold til grund mod vedkommende, er Rådet imidlertid ikke forpligtet til på ny at give den omhandlede person eller enhed meddelelse om de omstændigheder, der lægges den pågældende til last, for at overholde dennes ret til at blive hørt (dom af 7.4.2016, Central Bank of Iran mod Rådet, C-266/15 P, EU:C:2016:208, præmis 32 og 33, og af 22.6.2022, Haswani mod Rådet, T-479/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:383, præmis 85).

104    I den foreliggende sag afslog Rådet imidlertid ved skrivelse af 15. september 2022 anmodningen om, at afgørelsen blev taget op til fornyet overvejelse, med den begrundelse, at sagsøgerens bemærkninger ikke rejste tvivl om Rådets vurdering af, at der var tilstrækkeligt grundlag for at opretholde hans navn på de omtvistede lister. Henset til ligheden mellem argumenterne henviste Rådet desuden til sine bemærkninger i de sager om foreløbige forholdsregler, der vedrører sagsøgeren (T-193/22 R og C-526/22 P (R)), og til svarskriftet i den foreliggende sag.

105    Herved underrettede Rådet sagsøgeren om opretholdelsen af hans navn på de omtvistede lister af de samme grunde som dem, der havde begrundet vedtagelsen af de oprindelige retsakter, uden at der blev lagt nye forhold til grund mod ham.

106    Henset til disse omstændigheder var Rådet ikke forpligtet til på ny at meddele sagsøgeren de omstændigheder, der blev lagt ham til last, for at overholde hans ret til at blive hørt.

107    Det skal i øvrigt fastslås, således som Rådet har gjort gældende, at artiklen i avisen Le Monde diplomatique fra september 2019 om korruption i Rusland blev fremlagt i duplikken som svar på et argument i replikken og ikke som en efterfølgende begrundelse. Der kan derfor ikke fastslås en tilsidesættelse af retten til forsvar i denne henseende.

108    Anbringendet om tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til at blive hørt skal derfor forkastes.

 Anbringendet om et åbenbart urigtigt skøn og en ubegrundet begrundelse

109    Det følger af begrundelsen for opførelsen på og opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister, at han er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger i medfør af de omtvistede kriterier.

110    Inden for rammerne af dette anbringende har sagsøgeren for det første bestridt bevisværdien af de beviser, der er fremlagt til støtte for opførelsen af hans navn på de omtvistede lister, og for det andet gjort gældende, at skønnet i begrundelsen for de anfægtede retsakter er åbenbart urigtigt.

111    Retten finder, at det er relevant at begynde med en undersøgelse af disse to led i forhold til kriterium g).

 Det første led om manglende bevisværdi af de beviser, der er fremlagt til støtte for kriterium g)

112    Sagsøgeren har bestridt bevisværdien af de dokumenter, der udgør Rådets bevismateriale. Han har gjort gældende, at de af Rådet fremlagte nyhedsartikler ikke er dateret eller er mere end 17 år gamle, eller at ophavsmanden til dem er ukendt. Han har sat spørgsmålstegn ved deres troværdighed og fremhævet, at der ikke er blevet foretaget nogen kontrol af deres sandsynlighed ved at sammenholde dem med andre kilder fra officielle myndigheder.

113    Rådet har, støttet af Kongeriget Belgien, bestridt denne argumentation.

114    Det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at der for Unionens retsinstansers virksomhed gælder et princip om fri bevisbedømmelse, og at det alene er de forelagte bevisers troværdighed, der er afgørende for bedømmelsen af værdien heraf. Ved vurderingen af et dokuments bevisværdi skal der i denne henseende tages hensyn til sandsynligheden af de oplysninger, dokumentet indeholder, og der må herved navnlig tages hensyn til, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, dets adressat, og om dokumentet efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt (jf. dom af 31.5.2018, Kaddour mod Rådet, T-461/16, EU:T:2018:316, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.2.2020, Amisi Kumba mod Rådet, T-163/18, EU:T:2020:57, præmis 95 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis).

115    Eftersom der ikke foreligger nogen beføjelse til at foretage undersøgelser i tredjelande, skal EU-myndighedernes skøn de facto være støttet på offentligt tilgængelige informationskilder, rapporter, nyhedsartikler, rapporter fra efterretningstjenester eller andre tilsvarende informationskilder (dom af 14.3.2018, Kim m.fl. mod Rådet og Kommissionen, T-533/15 og T-264/16, EU:T:2018:138, præmis 107, og af 1.6.2022, Prigozhin mod Rådet, T-723/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:317, præmis 59).

116    Desuden bemærkes, at den konfliktsituation, som Den Russiske Føderation og Ukraine er involveret i, i praksis gør det særligt vanskeligt at få adgang til visse kilder, udtrykkeligt at angive den primære kilde til visse oplysninger og eventuelt at indhente vidneudsagn fra personer, der indvilliger i at blive identificeret. De vanskeligheder, der er forbundet med efterforskningen, kan således være med til at forhindre, at der kan frembringes nøjagtige beviser og objektive informationer (jf. i denne retning og analogt dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet, C-605/13 P, EU:C:2015:248, præmis 46, og af 24.11.2021, Al Zoubi mod Rådet, T-257/19, EU:T:2021:819, præmis 73).

117    I den foreliggende sag støttede Rådet sig for at begrunde opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister i lyset af kriterium g) på en artikel fra et amerikansk nyhedswebsted, Daily Beast, der var udarbejdet den 6. april 2018 af en amerikansk historiker (bevis nr. 1). Sagsøgerens argument om, at disse kronikker havde til formål at udnytte et nyt rum for satiriske og folkelige blogs i dagene op til det amerikanske valg, kan ikke fratage dette dokument enhver bevisværdi.

118    Artiklen fra webstedet »astral.ru« (bevis nr. 2), som ganske vist ikke er dateret, indeholder en underoverskrift, der viser, at den vedrører de største skatteydere i Rusland i 2020. Selv om der, som sagsøgeren har anført, er tale om det kommercielle websted for en russisk udbyder af digitale tjenester, henviser artiklen desuden til et dekret fra den russiske føderale skattemyndighed og angiver de kriterier, i henhold til hvilke en organisation anses for at være blandt de største skatteydere. Den er vedlagt en liste over de største russiske skatteydere i 2020. Det følger heraf, at bevisværdien af denne artikel, hvori kilderne til artiklen og de verificerbare oplysninger, som den er baseret på, er angivet, ikke kan afvises.

119    Den artikel, der blev offentliggjort på webstedet »banki.ru« den 30. august 2018 (bevis nr. 3), henviser til tidsskriftet Forbes’ rangliste over de mest fremtrædende russere. Selv om der er tale om en sekundær kilde, angiver artiklen sin kilde som værende Forbes’ rangliste over de mest fremtrædende personer i 2018, og dens bevisværdi kan derfor ikke drages i tvivl.

120    I lyset af det ovenstående, under hensyntagen til de omstændigheder, der kendetegner situationen i Rusland, og eftersom Rådet ikke har nogen beføjelse til at foretage undersøgelser i tredjelande (jf. den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 og 116 ovenfor), kan bevisværdien af dokumenterne i bevismaterialet ikke afvises.

 Det andet led om et »åbenbart« urigtigt skøn for så vidt angår de faktiske omstændigheder i forhold til kriterium g)

121    Det skal indledningsvis bemærkes, at dette anbringende skal anses for at vedrøre et urigtigt skøn og ikke et åbenbart urigtigt skøn. Selv om det ganske vist er korrekt, at Rådet råder over en vis skønsbeføjelse med henblik på i det enkelte konkrete tilfælde at afgøre, om de retlige kriterier, som ligger til grund for de omhandlede restriktive foranstaltninger, er opfyldt, forholder det sig ikke desto mindre således, at Unionens retsinstanser skal sikre en – principielt fuldstændig – legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter (jf. i denne henseende dom af 1.6.2022, Prigozhin mod Rådet, T-723/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:317, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

122    Dernæst bemærkes, at den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, bl.a. indebærer, at Unionens retsinstanser skal sikre sig, at den afgørelse, hvorved restriktive foranstaltninger er blevet truffet eller opretholdt, hvis rækkevidde er individuel for den berørte person eller enhed, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer en vurdering af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af sandsynligheden af den anførte begrundelse, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv er anset for at kunne begrunde nævnte afgørelse (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 119).

123    Det er Unionens kompetente myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person eller enhed, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 121, og af 3.7.2014, National Iranian Tanker Company mod Rådet, T-565/12, EU:T:2014:608, præmis 57).

124    Vurderingen af, om begrundelsen er velbegrundet, skal foretages ved at undersøge beviserne og oplysningerne, ikke isoleret betragtet, men i den sammenhæng, hvori de indgår. Rådet løfter således sin bevisbyrde, såfremt det for Unionens retsinstanser fremlægger en række tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier, der gør det muligt at fastslå, at der er en tilstrækkelig tilknytning mellem den person, der er undergivet en restriktiv foranstaltning, og det regime eller i almindelighed de forhold, der bekæmpes (jf. dom af 20.7.2017, Badica og Kardiam mod Rådet, T-619/15, EU:T:2017:532, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

125    Det er i lyset af disse i retspraksis fastsatte principper, at det skal afgøres, om Rådet anlagde et urigtigt skøn, da det fandt, at der i den foreliggende sag forelå et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, der kunne begrunde dels den oprindelige opførelse, dels opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister.

126    Der skal først tages stilling til, om de supplerende dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt, kan antages til realitetsbehandling.

–       Formaliteten vedrørende de af sagsøgeren fremlagte supplerende dokumenter

127    Det bemærkes, at procesreglementets artikel 85, stk. 3, bestemmer, at hovedparterne i undtagelsestilfælde kan fremlægge eller anføre yderligere beviser, inden retsforhandlingernes mundtlige del er afsluttet eller inden Rettens beslutning om at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes.

128    I den foreliggende sag fremlagde sagsøgeren fem supplerende dokumenter den 19. december 2022, idet han begrundede deres sene fremlæggelse med, at han hver dag arbejdede med behandlingen af sin sag og svarede på Rådets argumenter.

129    Rådet har gjort gældende, at disse beviser er fremlagt for sent og derfor ikke kan antages til realitetsbehandling og under alle omstændigheder er irrelevante.

130    Det første supplerende dokument er en erklæring af 9. december 2022 fra ABH Holdings SA’s revisorer, og det andet supplerende dokument er en erklæring af 16. december 2022 fra det nævnte selskabs advokatkontor. Det fremgår bl.a. af disse dokumenter, at sagsøgeren var mindretalsaktionær, og at der var indgået en aftale om overdragelse af hans andele i ABH Holdings dagen før vedtagelsen af de anfægtede retsakter fra marts 2022, og de viser selskabets aktionærstruktur. Disse beviser indeholder således oplysninger, som sagsøgeren nødvendigvis havde kendskab til på et tidligere tidspunkt. Sagsøgeren anførte imidlertid ikke, at han ikke havde været i stand til at tilvejebringe dem i en tidligere fase af proceduren, og hvorfor han ikke havde været i stand til det. Den omstændighed, at han oplyste, at han hver dag arbejdede med behandlingen af sin sag, udgør ikke en særlig omstændighed, der kan begrunde den sene fremlæggelse, som omhandlet i procesreglementets artikel 85, stk. 3.

131    Det tredje supplerende dokument indeholder et vidneudsagn fra den 28. marts 2022, mens det fjerde og det femte supplerende dokument indeholder vidneudsagn fra den 1. april 2022. Det må imidlertid konstateres, at disse dokumenter kunne have været fremlagt som bilag til replikken af 19. august 2022 og endog som bilag til stævningen af 15. april 2022.

132    Under disse omstændigheder må det fastslås, at sagsøgeren ikke, som omhandlet i procesreglementets artikel 85, stk. 3, har begrundet den sene fremlæggelse af disse supplerende beviser. Disse beviser kan derfor ikke antages til realitetsbehandling og vil ikke blive taget i betragtning af Retten i forbindelse med undersøgelsen af dette anbringende.

–       Den oprindelige opførelse på listen

133    Sagsøgeren har gjort gældende, at han ikke opfylder betingelserne i kriterium g), som ifølge ham vedrører en lukket kreds af fremtrædende erhvervsfolk, som er i præsident Putins gunst, og som yder støtte til det russiske regime, hvilket ikke er tilfældet for ham. Ingen af de dokumenter, der indgår i bevismaterialet, gør det muligt at konkludere, at han er en fremtrædende erhvervsmand. Han har ligeledes bestridt det af Rådet anvendte begreb »fremtrædende person«, som ikke kan støttes alene på den betydning, som den pågældende person har, uden at der ses på personens tætte tilknytning til det pågældende politiske regime. Han har bestridt ranglisten i den russiske udgave af Forbes, idet han har fremhævet, at visse erhvervsfolk er nævnt heri uden at blive sanktioneret. Han har tilføjet, at han ikke opfylder definitionen af oligark i ukrainsk ret.

134    Han har desuden bestridt sammenblandingen mellem ham og enheden Alfa Bank, da han aldrig har haft en ledende rolle i denne enhed, hvori han er mindretalsaktionær med 16,3%, uden at der er tale om et blokerende mindretal, og hvorfra han var udtrådt, da de oprindelige retsakter blev vedtaget. Alfa Bank udøver lovlig virksomhed i Rusland uden dog at støtte regimets aktiviteter. Han har fremhævet, at udtrykket at være »fremtrædende« ikke blot er begrænset til det at besidde kapitalandele i et selskab i det pågældende land, uden at der tages hensyn til en ledelsesfunktion eller majoritetsinteresse. Han udøver imidlertid ingen kontrol og er ikke egentlig ejer i nogen af Alfa Groups enheder.

135    [Fortroligt] (1).

136    Rådet har, støttet af Kongeriget Belgien, bestridt denne argumentation.

137    Det bemærkes, at sagsøgerens navn blev opført på de omtvistede lister på grundlag af kriterium g) med den begrundelse, at han »er storaktionær i konglomeratet Alfa Group, der omfatter Alfa Bank, som er en af Ruslands største skatteydere[, og at han] menes at være en af de mest fremtrædende personer i Rusland«.

138    Det skal konstateres, at kriterium g) anvender begrebet »fremtrædende erhvervsfolk« i forbindelse med personer, »der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for [den russiske regering]«, uden yderligere betingelser vedrørende en direkte eller indirekte tilknytning til den nævnte regering. Formålet med dette kriterium er nemlig at lægge maksimalt pres på de russiske myndigheder, for at disse ophører med deres aktioner og politikker, der destabiliserer Ukraine, samt ophører med den militære aggression mod Ukraine.

139    Som tidligere nævnt (jf. præmis 49 ovenfor) er der i denne henseende en logisk forbindelse mellem på den ene side at målrette foranstaltningerne mod fremtrædende erhvervsfolk, der er involveret i økonomiske sektorer, der sikrer den russiske regering betydelige indtægter, og på den anden side formålet med de restriktive foranstaltninger i det foreliggende tilfælde, som er at øge presset på Den Russiske Føderation og gøre dens handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed mere omkostningsfulde (jf. i denne retning dom af 13.9.2018, Rosneft m.fl. mod Rådet, T-715/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:544, præmis 157).

140    Der er imidlertid intet i betragtningerne til eller bestemmelserne i afgørelse 2014/145, som ændret, og forordning nr. 269/2014, som ændret, der gør det muligt at konkludere, at det påhviler Rådet at godtgøre, at der er en tæt forbindelse eller en indbyrdes afhængighed mellem på den ene side den person, hvis navn er opført på de omtvistede lister, og på den anden side den russiske regering eller dennes handlinger, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

141    I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, kan det ikke udledes af retspraksis vedrørende kriteriet om »fremtrædende erhvervsmand«, der anvendes inden for rammerne af de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for Den Syriske Arabiske Republik, at begrebet »fremtrædende erhvervsfolk«, der anvendes inden for rammerne af det kriterium, der er anvendt i den foreliggende sag, indebærer en forpligtelse for Rådet til at godtgøre, at der er en tæt forbindelse eller en indbyrdes afhængighed mellem den pågældende og den russiske regering.

142    En sådan fortolkning ville ikke blot være i strid med ordlyden af kriterium g), men også med det tilsigtede formål.

143    Dels må det nemlig, henset til ordlyden af kriterium g), som anført i præmis 44 ovenfor, fastslås, at de omhandlede personer skal anses for fremtrædende som følge af deres betydning i den sektor, hvor de udøver deres virksomhed, og som følge af denne sektors betydning for den russiske økonomi (jf. i denne retning dom af 13.9.2018, Rosneft m.fl. mod Rådet, T-715/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:544, præmis 157 og den deri nævnte retspraksis). I denne henseende skal begrebet »fremtrædende erhvervsfolk« derfor forstås således, at det omfatter sidstnævntes betydning i forhold til bl.a. deres erhvervsmæssige status, betydningen af deres økonomiske virksomhed, omfanget af deres kapitalbesiddelser eller deres funktioner i et eller flere selskaber, hvor de udøver denne virksomhed.

144    Dels er formålet med de omhandlede restriktive foranstaltninger ikke at pålægge visse personer eller enheder sanktioner på grund af deres tilknytning til situationen i Ukraine eller deres tilknytning til den russiske regering, men, som det er anført i præmis 46 ovenfor, at pålægge Den Russiske Føderation økonomiske sanktioner med henblik på at øge presset på denne og gøre dens handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed mere omkostningsfulde og hurtigst muligt bringe aggressionen mod Ukraine til ophør (jf. i denne retning dom af 13.9.2018, Rosneft m.fl. mod Rådet, T-715/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:544, præmis 160).

145    I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, indebærer kriterium g) derfor ikke, at Rådet skal godtgøre, at der er en tæt forbindelse med eller et indbyrdes afhængighedsforhold til den russiske regering. Det beror heller ikke på, om sagsøgeren kan tilregnes afgørelsen om at fortsætte den militære aggression mod Ukraine, eller om der er en direkte eller indirekte tilknytning til annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine, således som det er anført i anmodningen om tilpasning.

146    Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal vurderes, om Rådet har behæftet sin afgørelse med et urigtigt skøn ved at fastslå, at sagsøgeren var en fremtrædende erhvervsmand, der var involveret i en økonomisk sektor, der udgjorde en betydelig indtægtskilde for den russiske regering.

147    I den foreliggende sag skal det for det første vedrørende sagsøgerens egenskab af fremtrædende erhvervsmand bemærkes, at han, som det bl.a. fremgår af bevis nr. 1, er medstifter af Alfa Group, som er en stor privat industriel og finansiel koncern i Rusland, der, som sagsøgeren har medgivet i retsmødet, har interesser inden for forskellige sektorer, såsom olie, gas, handel, forsikring, telekommunikation og erhvervs- og forretningsbankvirksomhed.

148    Det fremgår ligeledes af bevis nr. 3, at tidsskriftet Forbes har lavet en rangliste over de mest fremtrædende kvinder og mænd i Rusland, herunder politikere, parlamentsmedlemmer, chefer og direktører i de største virksomheder, og at sagsøgeren er nævnt på listen over de 100 mest fremtrædende personer i Rusland. Selv om man, som Rådet har anført, kan have forskellige holdninger til de parametre, der anvendes ved opstillingen af den pågældende rangliste, giver den ikke desto mindre en indikation af, hvilke personer der indtager vigtige stillinger inden for det økonomiske, politiske eller administrative område i Rusland. Dette bekræftes i øvrigt også af artiklen i Insider af 13. april 2022, der er vedlagt stævningen som bilag, hvori der henvises til Forbes’ internationale rangliste for 2022, og hvori sagsøgeren omtales som »en af de mest fremtrædende personer i Rusland«. Sagsøgerens argument om, at visse erhvervsfolk er nævnt heri uden at være omfattet af de restriktive foranstaltninger, skal forkastes, eftersom Rådets eventuelt afvigende praksis i denne henseende henhører under dets skønsbeføjelse og ikke kan medføre en berettiget forventning hos de pågældende personer og enheder (jf. i denne retning dom af 13.3.2012, Melli Bank mod Rådet, C-380/09 P, EU:C:2012:137, præmis 62).

149    Desuden fremgår det af sagens akter, at sagsøgeren var et af de otte medlemmer af bestyrelsen (Supervisory Board) for A1 Investment Holding SA, en investeringsstruktur i Alfa Group-konsortiet, fra oktober 2018 til 15. marts 2022.

150    Endelig fremgår det af sagens akter og af de præciseringer, som sagsøgeren er fremkommet med i retsmødet, at Alfa Group omfatter en bankstruktur, ABH Holdings, som bl.a. ejer Alfa Bank, og at sagsøgeren var aktionær i ABH Holdings med 16,3%.

151    Det følger heraf, at selv om sagsøgeren ikke siden 2010 har varetaget ledelsesfunktioner i ABH Holdings eller strukturens datterselskaber, har Rådet ikke anlagt et urigtigt skøn ved at kvalificere ham som »storaktionær i konglomeratet Alfa Group« i betragtning af, at han ejede 16,3% af aktierne i ABH Holdings. Det er korrekt, at der er tale om en minoritetsandel, men der er ikke desto mindre stadig tale om en væsentlig andel, henset til den omstændighed, at dette selskab ejer Alfa Bank, som er den største private erhvervs- og forretningsbank i Rusland.

152    Det fremgår ganske vist af erklæringen af 6. april 2022 fra ABH Holdings’ direktør, at sagsøgeren overdrog sine andele i dette selskab den 14. marts 2022, og at han ikke længere havde interesser (ownership interest) i selskabet.

153    Ud over den omstændighed, at bevisværdien af denne erklæring, der hidrører fra direktøren for det selskab, som sagsøgeren var aktionær i, skal relativeres i medfør af den tidligere nævnte retspraksis (jf. præmis 114 ovenfor), må det fastslås, at det af nævnte erklæring fremgår, at sagsøgeren var aktionær i ABH Holdings indtil dagen før vedtagelsen af de oprindelige retsakter. Denne angivelige ændring af situationen, der fandt sted dagen før vedtagelsen af de oprindelige retsakter, kan, selv hvis den anses for godtgjort, ikke gøre det muligt at se bort fra sagsøgerens egenskab af fremtrædende erhvervsmand og fastslå, at Rådet har anlagt et urigtigt skøn i denne henseende.

154    Henset til kriterium g) henviser begrebet »fremtrædende erhvervsfolk« desuden til faktiske omstændigheder, der både har fundet sted og stadig varer ved. Den omstændighed, at begrundelserne for opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister henviser til faktiske omstændigheder, der fandt sted forud for vedtagelsen af de anfægtede retsakter, og som for ganske nylig er blevet ændret, indebærer ikke nødvendigvis, at de restriktive foranstaltninger, som blev truffet over for ham ved de nævnte retsakter, er forældede (jf. analogt dom af 12.2.2020, Amisi Kumba mod Rådet, T-163/18, EU:T:2020:57, præmis 83).

155    Henset til samtlige disse betragtninger anlagde Rådet følgelig ikke et urigtigt skøn, da det på tidspunktet for vedtagelsen af de oprindelige retsakter fandt, at sagsøgeren opfyldte betingelserne for at blive anset for en fremtrædende erhvervsmand som omhandlet i kriterium g).

156    Hvad for det andet angår den omhandlede økonomiske sektor bemærkes, at Alfa Bank, der ejes af ABH Holdings, er en privat bank, der, som sagsøgeren har anført, udøver lovlig virksomhed i Rusland, er den største private erhvervs- og forretningsbank i Rusland og er en del af Alfa Group, som er en stor privat industriel og finansiel koncern i Rusland. Det skal i denne henseende fremhæves, at det fremgår af kriterium g), at det er den økonomiske sektor og ikke den fysiske eller juridiske person, hvis navn er opført på de omtvistede lister, der skal udgøre en betydelig indtægtskilde for den russiske regering. Den økonomiske sektor, der er tale om i den foreliggende sag, er banksektoren, og det er ubestridt, at den er en betydelig indtægtskilde for den russiske regering.

157    Desuden bygger konstateringen af, at Alfa Bank er en af de største skatteydere i Rusland, på samstemmende beviser, som Rådet har fremlagt. Navnlig er Alfa Bank i bevis nr. 1 nævnt som en af de største private banker i Rusland, og bevis nr. 2 indeholder listen over de 24 største russiske skatteydere i 2020, heriblandt Alfa Bank.

158    Sagsøgerens argument, hvorved han bestrider Alfa Banks position blandt de 24 største skatteydere i Rusland, skal forkastes. Sagsøgeren har nemlig bestridt den klassificering, der er nævnt i dette dokument, med den begrundelse, at medmindre selskaberne har offentliggjort deres regnskaber, kan egenskaben af skatteyder ikke efterprøves og bevises, uden at der fra skattemyndighederne i det pågældende land er indhentet nøjagtige oplysninger om den pågældende skatteyders skattemæssige status. Selv om sagsøgeren har bestridt, at den nævnte klassificering er pålidelig og korrekt, har han imidlertid ikke rejst tvivl om, at dette selskab er en vigtig skatteyder.

159    Det følger heraf, at Rådet ved tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier har godtgjort, at Alfa Group, som omfatter Alfa Bank, er involveret i en økonomisk sektor, i det foreliggende tilfælde banksektoren, som udgør en betydelig indtægtskilde for den russiske regering.

160    Henset til samtlige disse betragtninger anlagde Rådet ikke et urigtigt skøn, da det på tidspunktet for vedtagelsen af de oprindelige retsakter fandt, at sagsøgeren opfyldte betingelserne for anvendelse af kriterium g).

161    De øvrige argumenter, som sagsøgeren har fremført, ændrer ikke denne konstatering.

162    For det første er de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt vedrørende den omstændighed, at Alfa Group, der ikke er kontrolleret af og ikke modtager støtte fra den russiske stat, har holdt sig uden for politik, anvender de »vestlige etiske normer« og indtager en betydelig plads i Ukraines økonomi, ikke relevante i forhold til kriterium g). Det samme gælder angivelsen af, at Alfa Bank udøver lovlig virksomhed i Rusland uden at støtte den russiske regerings aktiviteter mod Ukraine. I kriterium g) nævnes det således, at sektoren skal være en betydelig indtægtskilde for den russiske regering, uden at der opstilles en betingelse om, at der skal være en forbindelse mellem denne indtægtskilde og den nævnte regerings handlinger i Ukraine, eller at der skal foreligge bevis for en hensigt om at støtte disse handlinger. Som sagsøgeren i øvrigt medgav i retsmødet, har Alfa Bank siden den 25. februar 2022 været opført på de europæiske lister over restriktive foranstaltninger (jf. bilag V til Rådets afgørelse (FUSP) 2022/327 af 25.2.2022 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2022, L 48, s. 1)).

163    For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at opførelsen af hans navn på de omtvistede lister er en fejl i forhold til den multilaterale sanktionspolitik. Sagsøgerens argumenter om, at hans navn ikke er opført på de ukrainske eller amerikanske sanktionslister, kan imidlertid ikke være afgørende for fortolkningen af de kriterier for opførelse på listen, der er særegne for Unionens retsorden. Tilsvarende skal en bestemmelse i EU-retten normalt undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende bestemmelse (jf. i denne retning dom af 11.6.2020, Pantochim, C-19/19, EU:C:2020:456, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). Definitionen af oligark i ukrainsk ret er derfor ikke relevant for fortolkningen af kriterium g), som er uafhængigt af sagsøgerens personlige involvering i krigen eller af, om der er en direkte eller tæt forbindelse med eller et gensidigt afhængighedsforhold til det pågældende politiske regime.

164    [Fortroligt].

165    Det følger af det ovenstående, at Rådet ikke anlagde et urigtigt skøn, da det i de oprindelige retsakter fandt, at sagsøgeren opfyldte betingelserne i kriterium g).

–       Opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister

166    Sagsøgeren har i anmodningen om tilpasning gjort gældende, at han forelagde Rådet oplysninger, der ikke blev taget i betragtning, såsom den omstændighed, at han kun er mindretalsaktionær, at han ikke udøver nogen indflydelse på bankens transaktioner eller strategi, og at han derfor ikke er en erhvervsmand, der er involveret i den pågældende sektor. Han har ligeledes påberåbt sig foranstaltningernes ineffektivitet, den manglende status over eller vurdering af disse foranstaltninger og det forhold, at der alene blev taget hensyn til de omstændigheder, der forelå i september 2022, uden at der blev taget hensyn til hans individuelle situation.

167    Rådet har, støttet af Kongeriget Belgien, bestridt denne argumentation.

168    Det er vigtigt at bemærke, at restriktive foranstaltninger er præventive og pr. definition midlertidige, idet deres gyldighed altid forudsætter, at de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for deres vedtagelse, fortsat eksisterer, og at det er nødvendigt at opretholde dem for at realisere målet med dem. Det påhviler således Rådet i forbindelse med den periodiske fornyede gennemgang af disse restriktive foranstaltninger at foretage en opdateret vurdering af situationen og at udarbejde en status over virkningerne af sådanne foranstaltninger med henblik på at afgøre, om de har gjort det muligt at nå de mål, der forfølges med den oprindelige opførelse af navnene på de berørte personer og enheder på den omtvistede liste, og om der stadig kan drages den samme konklusion vedrørende de nævnte personer og enheder (jf. dom af 27.4.2022, Ilunga Luyoyo mod Rådet, T-108/21, EU:T:2022:253, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis; dom af 26.10.2022, Ovsyannikov mod Rådet, T-714/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:674, præmis 67).

169    Med henblik på at begrunde opretholdelsen af en persons navn på den omhandlede liste er det ikke ulovligt for Rådet at støtte sig på de samme beviser, der begrundede den oprindelige opførelse, genopførelsen eller den tidligere opretholdelse af den berørte persons navn på denne liste, forudsat dels, at opførelsesgrundene er uændrede, dels, at konteksten ikke har ændret sig på en sådan måde, at disse beviser ikke længere er anvendelige (jf. i denne retning dom af 23.9.2020, Kaddour mod Rådet, T-510/18, EU:T:2020:436, præmis 99). Den nævnte kontekst omfatter ikke blot situationen i det land, med hensyn til hvilket ordningen med restriktive foranstaltninger er blevet indført, men også den pågældende persons særlige situation (dom af 26.10.2022, Ovsyannikov mod Rådet, T-714/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:674, præmis 78; jf. ligeledes dom af 9.6.2021, Borborudi mod Rådet, T-580/19, EU:T:2021:330, præmis 60 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis). Tilsvarende er opretholdelsen på den omtvistede liste begrundet, henset til samtlige relevante omstændigheder, og navnlig henset til den omstændighed, at de mål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger, ikke er nået (jf. i denne retning dom af 12.2.2020, Amisi Kumba mod Rådet, T-163/18, EU:T:2020:57, præmis 83 og 84, samt domme af 27.4.2022, Boshab mod Rådet, T-103/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:248, præmis 121, og Ilunga Luyoyo mod Rådet, T-108/21, EU:T:2022:253, præmis 56).

170    I den foreliggende sag fremgår det af artikel 6 i afgørelse 2014/145, som ændret, at denne afgørelse løbende overvåges og, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt, skal forlænges eller ændres, hvis Rådet skønner, at dens mål ikke er nået. Artikel 14, stk. 4, i forordning nr. 269/2014, som ændret, bestemmer, at listen i bilaget tages op til revision med regelmæssige mellemrum og mindst hver 12. måned.

171    I forbindelse med retsakterne om opretholdelse skal det fastslås, at opførelsesgrundene er forblevet de samme som i de oprindelige retsakter.

172    Det skal således i henhold til ovennævnte retspraksis (præmis 169 ovenfor) undersøges, om konteksten, formålet og sagsøgerens individuelle situation gjorde det muligt at opretholde opførelsen af hans navn på grundlag af uændrede grunde.

173    Hvad angår den generelle kontekst omkring situationen i Ukraine må det konstateres, at situationen i Ukraine på tidspunktet for vedtagelsen af retsakterne om opretholdelse af opførelsen af sagsøgerens navn på listerne fortsat var alvorlig.

174    På samme måde er de restriktive foranstaltninger stadig begrundede i lyset af det forfulgte mål, nemlig at lægge maksimalt pres på de russiske myndigheder, for at disse ophører med deres aktioner og politikker, der destabiliserer Ukraine, samt ophører med den militære aggression mod Ukraine, og gøre Den Russiske Føderations handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed mere omkostningsfulde.

175    Hvad angår sagsøgerens individuelle situation skal det fastslås, at sagsøgerens skrivelser, navnlig hans skrivelse af 30. maj 2022 og hans anmodning om, at afgørelsen blev taget op til fornyet overvejelse, af 1. november 2022, henviser til argumenter, der allerede er fremført i forbindelse med bemærkningerne vedrørende de oprindelige retsakter. Sagsøgeren har navnlig fremhævet [fortroligt], at alene Alfa Bank er russisk skatteyder, og at han kun er mindretalsaktionær i Alfa Bank uden ledelsesfunktion.

176    Rådet kunne derfor med rette anse de oplysninger, som sagsøgeren fremkom med i sine dokumenter til Rådet med henblik på den fornyede gennemgang af de restriktive foranstaltninger, for hverken at være nye eller afgørende i forhold til de udvekslinger, der havde fundet sted inden for rammerne af den foreliggende sag vedrørende de oprindelige retsakter.

177    Det følger heraf, at Rådet, henset til disse oplysninger, ikke anlagde et urigtigt skøn, da det fastslog, at sagsøgerens individuelle situation ikke havde ændret sig, og støttede sig på de samme oplysninger for at opretholde opførelsen af hans navn på de omtvistede lister.

178    Sagsøgerens argument i anmodningen om tilpasning om, at han ikke kan tilregnes afgørelsen om at fortsætte invasionen af Ukraine, skal forkastes, eftersom kriterium g) ikke indeholder en sådan betingelse.

179    Sagsøgerens øvrige argumenter om den manglende status over eller vurdering af disse foranstaltninger og om foranstaltningernes ineffektivitet skal ligeledes forkastes. De kan nemlig ikke godtgøre, at der blev anlagt et urigtigt skøn ved vurderingen af sagsøgerens individuelle situation i forhold til det kriterium, der finder anvendelse.

180    Hvad endelig angår sagsøgerens argument om overdragelsen af hans andele i ABH Holdings bemærkes, at det må fastslås, at den nævnte overdragelse ikke blev godtgjort med tilstrækkeligt overbevisende dokumenter under sagen for Retten. Som anført i præmis 114 ovenfor skal der ved vurderingen af et dokuments bevisværdi navnlig tages hensyn til, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, dets adressat, og om dokumentet efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt.

181    I den foreliggende sag hidrører den erklæring, der er fremlagt som bilag til replikken af 19. august 2022, fra ABH Holdings’ direktør, og den angiver, at sagsøgeren den 14. marts 2022 overdrog sine andele i dette selskab til tredjemand, og at han ikke længere har interesser (ownership interest) i det pågældende selskab.

182    Det må imidlertid konstateres, at denne erklæring er fremlagt uden yderligere officielle dokumenter til støtte herfor og uden andre præciseringer, navnlig hvad angår erhververen af sagsøgerens andele eller betingelserne for overdragelsen af de nævnte andele. Desuden nævnte sagsøgeren i forbindelse med den anmodning om, at afgørelsen blev taget op til fornyet overvejelse, der blev fremsendt til Rådet den 1. november 2022, ligesom i sine skriftlige indlæg for Retten, atter sin egenskab af »minoritetsdeltager« eller »mindretalsaktionær i Alfa Bank«.

183    Under omstændighederne i den foreliggende sag skal det fastslås, at det i mangel af bevis for den overdragelse af andelene til en tredjemand, der ikke havde nogen tilknytning til ham, som sagsøgeren har påberåbt sig, var med rette, at Rådet fandt, at sagsøgerens individuelle situation ikke havde ændret sig på en sådan måde, at bevismaterialet i forbindelse med den oprindelige opførelse af hans navn på de omtvistede lister var blevet forældet.

184    Henset til den fortsat alvorlige situation i Ukraine, den omstændighed, at de mål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger, ikke er nået, og manglen på beviser for, at sagsøgerens individuelle situation har ændret sig, anlagde Rådet ikke et urigtigt skøn, da det opretholdt de omhandlede restriktive foranstaltninger.

185    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at den begrundelse for opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister, som er støttet på hans status som fremtrædende erhvervsmand, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for den russiske regering, svarende til kriterium g), er tilstrækkeligt underbygget, således at den opførelse og opretholdelse af hans navn på de omtvistede lister, der følger af de oprindelige retsakter og retsakterne om opretholdelse, er velbegrundet.

186    Hvad angår legalitetsprøvelsen af en afgørelse om vedtagelse af restriktive foranstaltninger, og i betragtning af deres præventive karakter, følger det imidlertid af retspraksis, at såfremt Unionens retsinstanser finder, at i det mindste én af de anførte grunde er tilstrækkelig præcis og konkret, er underbygget og i sig selv udgør et tilstrækkeligt grundlag for denne afgørelse, kan den omstændighed, at det samme ikke gælder for andre af disse grunde, ikke begrunde en annullation af afgørelsen (jf. dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

187    Uden at det er fornødent at undersøge, om sagsøgerens øvrige klagepunkter, der tilsigter at rejse tvivl om Rådets vurdering i forhold til kriterium d), er velbegrundede, skal det fjerde anbringende således forkastes for så vidt angår såvel de oprindelige retsakter som retsakterne om opretholdelse.

 Anbringenderne om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og om en tilsidesættelse af ejendomsretten, af friheden til at oprette og drive egen virksomhed og af retten til at udøve et erhverv

188    Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede retsakter er uforholdsmæssige, for så vidt som de forhindrer ham i at udøve erhvervsvirksomhed. De restriktive foranstaltninger, som han er omfattet af, udgør ligeledes en uforholdsmæssig tilsidesættelse af hans ejendomsret, hans frihed til at oprette og drive egen virksomhed og hans ret til at udøve et erhverv, så meget desto mere som de beviser, som Rådet har baseret sig på, er åbenbart utilstrækkelige.

189    Rådet har, støttet af Kongeriget Belgien, bestridt denne argumentation.

190    Det bemærkes, at proportionalitetsprincippet, som hører til EU-rettens almindelige grundsætninger og er gentaget i artikel 5, stk. 4, TEU, indeholder et krav om, at de foranstaltninger, som iværksættes med en EU-retlig bestemmelse, skal være egnede til at nå det lovlige mål, der forfølges, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det omhandlede mål (dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 122, og af 1.6.2022, Prigozhin mod Rådet, T-723/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:317, præmis 133).

191    Desuden hører ejendomsretten til EU-rettens almindelige grundsætninger og er fastsat i artikel 17 i chartret om grundlæggende rettigheder. Det fremgår ligeledes af chartrets artikel 16, at »[f]riheden til at oprette og drive egen virksomhed anerkendes i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis«.

192    I den foreliggende sag bemærkes, at de restriktive foranstaltninger, som de anfægtede retsakter indeholder, medfører begrænsninger i sagsøgerens udøvelse af ejendomsretten og friheden til at oprette og drive egen virksomhed.

193    De grundlæggende rettigheder, som sagsøgeren har påberåbt sig, udgør imidlertid ikke absolutte prærogativer, og udøvelsen heraf kan være genstand for restriktioner, der er begrundet i formål af almen interesse, som EU forfølger, forudsat at sådanne restriktioner reelt er nødvendige for at tilgodese nævnte formål af almen interesse, og at de ikke, når henses til det formål, som de forfølger, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i det centrale indhold af de beskyttede rettigheder (dom af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 148, og af 25.6.2020, VTB Bank mod Rådet, C-729/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:499, præmis 80).

194    For at være i overensstemmelse med EU-retten skal en begrænsning af de omhandlede grundlæggende rettigheder være fastlagt i lovgivningen, respektere det væsentlige indhold af den nævnte frihed, svare til et mål af almen interesse, der er anerkendt som sådant af Unionen, og ikke være uforholdsmæssig (jf. dom af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 222 og den deri nævnte retspraksis).

195    Det må konstateres, at disse fire betingelser er opfyldt i den foreliggende sag.

196    For det første er de omhandlede restriktive foranstaltninger »fastlagt i lovgivningen«, eftersom de er fastsat i retsakter, der bl.a. er almengyldige og har et klart retsgrundlag i EU-retten og er tilstrækkeligt forudsigelige, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt.

197    For det andet finder de anfægtede retsakter anvendelse i seks måneder og overvåges løbende, således som det er fastsat i artikel 6 i afgørelse 2014/145. Eftersom de nævnte foranstaltninger er midlertidige og reversible, må det fastslås, at de ikke indebærer et indgreb i det væsentlige indhold af de påberåbte friheder. De anfægtede retsakter fastsætter desuden en mulighed for at indrømme undtagelser fra de anvendte restriktive foranstaltninger. Hvad særligt angår indefrysning af midler hjemler artikel 2, stk. 3 og 4, i afgørelse 2014/145, som ændret, og artikel 4, stk. 1, artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 269/2014, som ændret, mulighed for dels at tillade, at indefrosne midler anvendes til opfyldelse af essentielle behov eller bestemte forpligtelser, dels at give specifikke tilladelser til at frigive midler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer.

198    For det tredje opfylder de omhandlede restriktive foranstaltninger et mål af almen interesse, der er anerkendt som sådant af Unionen, og som kan begrunde selv væsentlige negative konsekvenser for visse operatører (jf. i denne retning og analogt dom af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 150). De har nemlig til formål at lægge pres på de russiske myndigheder, for at disse ophører med deres aktioner og politikker, der destabiliserer Ukraine. I denne henseende ønskede Rådet i februar 2022 at svække den russiske økonomi strategisk, dels ved at forbyde bl.a. finansiering af Den Russiske Føderation, dens regering og dens centralbank, dels ved at anvende sådanne foranstaltninger på bl.a. finans-, forsvars- og energisektorerne. Det fremgår desuden af 11. betragtning til afgørelse 2022/329, at Rådet i betragtning af den alvorlige situation i Ukraine var af den opfattelse, at kriterierne for opførelsen på listen burde ændres. Det fremgår således, at Unionen forsøger at mindske den russiske stats indtægter og lægge pres på den russiske regering for at reducere dens kapacitet til at finansiere sine handlinger, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, og bringe disse til ophør med henblik på at bevare den europæiske og globale stabilitet. Der er her tale om et mål, der henhører under de mål, der forfølges inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og som er omhandlet i artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, om bl.a. at bevare freden, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed.

199    Hvad for det fjerde angår de omhandlede restriktive foranstaltningers egnede karakter fremgår det, under hensyn til, at de har et formål af en så grundlæggende almen interesse for det internationale samfund som dem, der er nævnt i præmis 198 ovenfor, at disse foranstaltninger ikke som sådan kan anses for uegnede (jf. i denne retning og analogt dom af 2.12.2020, Kalai mod Rådet, T-178/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:580, præmis 171 og den deri nævnte retspraksis).

200    Hvad derudover angår deres nødvendige karakter tillader andre og mindre indgribende foranstaltninger, såsom et system med forudgående tilladelse, ikke lige så effektivt at nå det forfulgte mål, nemlig at udøve et pres på støtter til den russiske regering eller på fremtrædende erhvervsfolk, navnlig henset til muligheden for at omgå de pålagte restriktioner (jf. i denne retning og analogt dom af 2.12.2020, Kalai mod Rådet, T-178/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:580, præmis 172 og den deri nævnte retspraksis). Som nævnt ovenfor er der desuden tale om midlertidige og reversible restriktioner, som giver mulighed for undtagelser indrømmet af medlemsstaterne.

201    Hvad angår den skade, som sagsøgeren har lidt, er det korrekt, at hans ejendomsret begrænses af de anfægtede retsakter, for så vidt som han bl.a. ikke kan råde over de midler, som tilhører ham, og som befinder sig på EU’s område, eller overføre midler, der tilhører ham, til EU, medmindre der foreligger en særlig tilladelse.

202    De ulemper, som sagsøgeren er blevet påført, er imidlertid ikke uforholdsmæssige i forhold til vigtigheden af det mål, der forfølges med de anfægtede retsakter. Disse retsakter foreskriver således, at opførelsen på de omtvistede lister regelmæssigt skal tages op til fornyet overvejelse med henblik på at sikre, at navnene på de personer og enheder, der ikke længere opfylder kriterierne for at være opført på disse lister, slettes. Som anført i præmis 197 ovenfor hjemler de anfægtede retsakter desuden mulighed for at tillade, at indefrosne midler anvendes til opfyldelse af essentielle behov eller bestemte forpligtelser, og for at give specifikke tilladelser til at frigive midler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer. I denne henseende påhviler det de nationale myndigheder i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet at vurdere hensigtsmæssigheden og rækkevidden af de nødvendige tilladelser og undtagelser og at sikre, at de gennemføres på nationalt plan.

203    Endelig henhører sagsøgerens argument om utilstrækkeligheden af beviserne for, at de omhandlede restriktive foranstaltninger er velbegrundede, under vurderingen af disse foranstaltningers realitet og ikke deres proportionalitet.

204    Det følger af det ovenstående, at de anfægtede retsakter ikke tilsidesatte proportionalitetsprincippet og ikke indebar et uforholdsmæssigt indgreb i sagsøgerens ejendomsret, frihed til at oprette og drive egen virksomhed eller ret til at udøve et erhverv.

205    På baggrund af ovenstående betragtninger skal anbringenderne om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og om tilsidesættelse af ejendomsretten, friheden til at oprette og drive egen virksomhed og retten til at udøve et erhverv forkastes.

 Anbringendet om magtfordrejning, der er fremsat i forbindelse med tilpasningen af stævningen

206    Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet ved at opføre hans navn på de omtvistede lister bl.a. holder ham ansvarlig for situationen i Ukraine, selv om der ikke er nogen direkte eller indirekte tilknytning mellem ham og destabiliseringen af Ukraine. Ved at træffe restriktive foranstaltninger, hvis formål ikke kan være at bevare Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, eftersom de på ingen måde er knyttet til dem, der reelt er ansvarlige for destabiliseringen af Ukraine, og ikke har nogen direkte eller indirekte forbindelse med denne situation, ændrede Rådet det oprindeligt forfulgte mål uden at drage de nødvendige konsekvenser heraf med hensyn til opretholdelsen af de individuelle restriktive foranstaltninger. Herved begik Rådet magtfordrejning, idet det substituerede et mål uden først at gøre status, hvilken status begrundede opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren.

207    Rådet har, støttet af Kongeriget Belgien, bestridt denne argumentation.

208    Ifølge fast retspraksis er en retsakt kun udtryk for magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den udelukkende eller dog i det mindste overvejende er truffet for at forfølge andre formål end dem, med henblik på hvilke den omhandlede kompetence er tillagt, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaterne for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder (dom af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 135, og af 25.6.2020, Vnesheconombank mod Rådet, C-731/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:500, præmis 63).

209    Det er imidlertid tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgeren ikke har fremlagt sådanne indicier i den foreliggende sag. Som Rådet har fremhævet, er det formål, der forfølges, nemlig at lægge et maksimalt pres på Den Russiske Føderation, for at denne bringer krigen i Ukraine til ophør, på ingen måde blevet ændret.

210    Anbringendet om magtfordrejning skal derfor forkastes, og Rådet må følgelig frifindes i det hele.

 Sagsomkostninger

211    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, pålægges det denne at bære sine egne omkostninger og betale de af Rådet afholdte omkostninger i overensstemmelse med dets påstande, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

212    Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Kongeriget Belgien bærer følgelig sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling):

1)      Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)      OT bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

3)      Kongeriget Belgien bærer sine egne omkostninger.

Spielmann Mastroianni Brkan

Gâlea       Tóth

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. november 2023.

Underskrifter

*      Processprog: fransk.

1 –      Fortrolige oplysninger udeladt.