PERSONALERETTENS KENDELSE
(Første Afdeling)
29. oktober 2009
Sag F-94/08
Luigi Marcuccio
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Personalesag – tjenestemænd – opfyldelse af en dom – godtgørelse af sagsomkostninger – administrationens hensigt om at foretage en indeholdelse i tjenestemandens invaliditetsydelse – ingen bebyrdende retsakt – erstatningssøgsmål – åbenbart afvisningsgrundlag«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Luigi Marcuccio i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens notat af 28. marts 2008, hvori den meddeler ham, at den har til hensigt at foretage indeholdelse i sagsøgerens invaliditetsydelse med henblik på at opnå betaling af de sagsomkostninger, den har afholdt i en tidligere sag.
Udfald: Søgsmålet afvises. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – notat, hvorved administrationen meddeler den pågældende, at den har til hensigt at foretage indeholdelse i dennes invaliditetsydelse – ikke omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
Et notat, hvorved administrationen meddeler en tjenestemand, at den har til hensigt at foretage indeholdelse i dennes invaliditetsydelse, såfremt han ikke indgiver en begæring til Fællesskabets retsinstanser om fastsættelse af de sagsomkostninger, som han er blevet pålagt at betale i en tidligere sag, udgør ikke en endelig stillingtagen fra administrationens side og kan ikke anses for direkte og umiddelbart at have berørt hans interesser ved i væsentlig grad at ændre hans retsstilling.
(jf. præmis 21 og 24)