Sag T-409/06

Sun Sang Kong Yuen Shoes Factory (Hui Yang) Corp. Ltd

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam – status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår – stikprøver – manglende samarbejde – ret til forsvar – skade – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – anvendelse af de tilgængelige oplysninger i tilfælde af en virksomheds afvisning af at samarbejde

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 18)

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – Kommissionens endelige underretningsskrivelse til virksomhederne

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 20, stk. 2 og 4)

3.      Fællesskabsret – principper – ret til forsvar – indrømmelse heraf under administrative procedurer – antidumping – institutionernes forpligtelse til at sikre underretning af de berørte virksomheder – supplerende endelig underretningsskrivelse

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 20, stk. 5)

4.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – relevant periode

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 2)

5.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 10)

1.      Artikel 18 i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 er en gennemførelse i fællesskabsretten af indholdet i punkt 6.8 samt bilag II til aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994, i betragtning af hvilke den i videst muligt omfang skal fortolkes. Herved lægges der vægt på, at anvendelsen af tilgængelige oplysninger er berettiget, når en virksomhed nægter at samarbejde, eller når den indgiver urigtige eller vildledende oplysninger, idet forordningens artikel 18, stk. 1, andet punktum, ikke forudsætter en forsætlig handling.

Omfanget af en berørt parts anstrengelser for at meddele visse oplysninger har nemlig ikke nødvendigvis forbindelse med de meddelte oplysningers indre kvalitet og er under alle omstændigheder ikke det eneste afgørende forhold herfor. Såfremt de ønskede oplysninger ikke endeligt opnås, har Kommissionen således ret til at anvende de tilgængelige oplysninger om de ønskede oplysninger.

Denne vurdering støttes af grundforordningens artikel 18, stk. 3, hvorefter de meddelte oplysninger, når de ikke er de bedste i enhver henseende, ikke derfor kan overses, forudsat at de ikke gør fastsættelsen af rimeligt korrekte konklusioner urimelig vanskelig, at de indgives i rimelig tid, at de kan efterprøves, og at parten har handlet efter bedste evne. At have handlet efter bedste evne udgør således en af de betingelser, der skal opfyldes, for at Kommissionen er forpligtet til at tage hensyn til de mangelfulde oplysninger.

Når en producent er underkastet en antidumpingundersøgelse, kan vedkommende således ikke anses for at have handlet efter bedste evne, når de oplysninger, han har meddelt Kommissionen om sit eksportsalg under den administrative procedure, er selvmodsigende på trods af, at han kendte til sin samlede eksport til EF-markedet. Under disse omstændigheder er Kommissionen ikke forpligtet til med henblik på beregningen af eksportprisen at tage hensyn til oversigterne over salg på EF-markedet, eftersom anvendelsen af alle oplysningerne heri nødvendigvis ville have ført til et forkert resultat.

(jf. præmis 103-106)

2.      De virksomheder, der er omfattet af en undersøgelse forud for vedtagelsen af en antidumpingforordning, skal have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder samt beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin vurdering af, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade.

I den forbindelse medfører den ufuldstændige karakter af de endelige oplysninger, som parterne er anmodet om i henhold til artikel 20, stk. 2, i antidumpingforordning nr. 384/96, alene, at forordningen om indførelse af en endelig antidumpingtold bliver ulovlig, såfremt de berørte parter på grund af denne undladelse ikke har været i stand at forsvare deres interesser effektivt. Dette gælder navnlig, når undladelsen vedrører faktiske forhold eller betragtninger, der er anderledes end de ved de midlertidige foranstaltninger anvendte, som i henhold til nævnte bestemmelse skal ydes særlig opmærksomhed i de endelige oplysninger. Det gælder også, når undladelsen vedrører faktiske forhold eller betragtninger, som er anderledes end dem, der ligger til grund for Kommissionens eller Rådets beslutning efter meddelelsen af den endelige underretningsskrivelse, således som det følger af nævnte grundforordnings artikel 20, stk. 4, sidste punktum.

Den omstændighed, at Kommissionen ændrede sin analyse efter de berørte parters kommentarer til den endelige underretningsskrivelse, udgør dog ikke i sig selv en tilsidesættelse af retten til forsvar. Som det fremgår af grundforordningens artikel 20, stk. 4, sidste punktum, foregriber den endelige underretningsskrivelse nemlig ikke senere afgørelser, som Kommissionen eller Rådet måtte træffe. Denne bestemmelse forpligter blot Kommissionen til, når det er muligt, at meddele de faktiske omstændigheder og betragtninger, som er forskellige fra dem, der blev lagt til grund for dens oprindelige tilgang indeholdt i den endelige underretningsskrivelse. For at afgøre, om Kommissionen har overholdt de berørte parters ret til forsvar, som følger af grundforordningens artikel 20, stk. 4, sidste punktum, skal det følgelig desuden efterprøves, om Kommissionen har meddelt dem de faktiske omstændigheder og betragtninger, der blev lagt til grund i den nye analyse af skaden og af de nødvendige former for foranstaltninger for at fjerne den, for så vidt som disse er anderledes end de i den endelige underretningsskrivelse fastholdte.

(jf. præmis 134, 135, 140 og 141)

3.      Kommissionen har ved at tildele sagsøgeren en frist på mindre end ti dage til at kommentere den supplerende endelige underretningsskrivelse tilsidesat artikel 20, stk. 5, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96. Denne omstændighed kan imidlertid ikke i sig selv medføre en annullation af den anfægtede forordning. Det må nemlig også vurderes, om indrømmelsen af en kortere frist end den, som er fastsat i lovgivningen, konkret kan have påvirket deres ret til forsvar under den omhandlede procedure.

(jf. præmis 147)

4.      Indførelsen af antidumpingtold udgør ikke en sanktion mod en tidligere adfærd, men en foranstaltning til forsvar og beskyttelse mod illoyal konkurrence som følge af dumpingpraksis. For at kunne fastsætte antidumpingtold, som er egnet til at beskytte EF-erhvervsgrenen mod dumpingpraksis, er det derfor nødvendigt at foretage undersøgelsen på grundlag af oplysninger, der er så aktuelle som muligt.

Når fællesskabsinstitutionerne fastslår, at importen af en vare, der hidtil havde været underlagt kvantitative restriktioner, stiger, efter at disse restriktioner er ophørt, kan de således tage hensyn til denne stigning med henblik på deres vurdering af den skade, EF-erhvervsgrenen påføres.

(jf. præmis 157 og 158)

5.      Når den omhandlede vare omfatter et bredt udvalg af goder, som udviser betydelige forskelle hvad angår deres kendetegn og priser, kan det som led i en antidumpingprocedure vise sig nødvendigt at inddele dem i mere eller mindre homogene kategorier. Denne operation tilsigter at give mulighed for at foretage en rimelig sammenligning af sammenlignelige varer og således undgå en urigtig beregning af dumpingmarginen og skaden som følge af en upassende sammenligning.

(jf. præmis 172)