Appel iværksat den 29. august 2023 af UG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 21. juni 2023 i sag T-571/17 RENV, UG mod Kommissionen
(Sag C-546/23 P)
Processprog: fransk
Parter
Appellant: UG (ved avocat M. Richard)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Rettens dom af 21. juni 2023 (Syvende Udvidede Afdeling), der blev afsagt i sag T-571/17 RENV mellem de omhandlede parter, annulleres, for så vidt som afskedigelsen af appellanten heri blev fundet berettiget, og appellanten blev pålagt at betale en tredjedel af Kommissionens omkostninger.
Appellanten tilkendes et beløb på 68 000 EUR for sin økonomiske skade.
Appellanten tilkendes et beløb på 40 000 EUR for sin ikke-økonomiske skade.
Kommissionen tilpligtes at betale alle de udgifter og at godtgøre de advokatomkostninger, som appellanten skal afholde til sit forsvar i forbindelse med det foreliggende søgsmål, og som foreløbigt opgøres til 10 000 EUR, med udtrykkeligt forbehold for, at dette beløb kan blive forhøjet.
Kommissionen tilpligtes at betale alle appellantens udgifter og advokatomkostninger i forbindelse med den foreliggende tvist, som opgøres til 30 000 EUR.
Anbringender og væsentligste argumenter
For det første kritiseres den appellerede dom for at være i strid med forbuddet mod afskedigelse på grund af forældreorlov, som fremgår af bestemmelserne i artikel 42a i forordning nr. 31 om vedtægten for tjenestemænd og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab (herefter »vedtægten«), sammenholdt med minimumskravene i § 5, stk. 4, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov (direktiv 2010/18/EU 1 ) og med artikel 33, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
Idet afgørelsen om at afskedige appellanten udtrykkeligt er baseret på appellantens afholdelse af forældreorlov, udgør den en forskelsbehandling og tilsidesætter artikel 14 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »den europæiske menneskerettighedskonvention«, forkortet »EMRK«), sammenholdt med EMRK’s artikel 8, som sikrer retten til et familieliv, samt artikel 1 i protokol nr. 12 til EMRK.
For det andet gøres det gældende, at den appellerede dom indeholder en urigtig gengivelse af skrivelsen med begrundelsen for afskedigelsen og af sagsakterne, eftersom det ikke angives i dommen, at afskedigelsen var begrundet i appellantens fagforeningsaktiviteter som personalerepræsentant, der var valgt til det lokale personaleudvalg og til det centrale personaleudvalg.
Afgørelsen om at afskedige en personalerepræsentant af andet end alvorlige grunde er under alle omstændigheder i strid med de minimumsbestemmelser, der er fastsat i artikel 7 i direktiv 2002/14/EF 1 , og med chartrets artikel 12. Denne afgørelse udgør endvidere en forskelsbehandling som følge af udøvelse af fagforeningsfunktioner, hvilket er forbudt efter EMRK’s artikel 14 sammenholdt med EMRK’s artikel 11.
For det tredje kritiseres den appellerede dom ydermere for ikke at have påpeget alle de åbenbart urigtige skøn, som Kommissionen anlagde i skrivelsen med begrundelsen for afskedigelsen, bl.a. ved at placere Kommissionen i en privilegeret proceduremæssig situation i forhold til appellanten og ved derfor ikke at sikre parternes proceduremæssige ligestilling, hvilket er i strid med EMRK’s artikel 6 og med chartrets artikel 47, som sikrer effektive retsmidler.
Navnlig har appellanten anført, at: Hendes ret til at blive hørt ifølge vedtægtens artikel 51, stk. 2, er blevet tilsidesat, begrundelsen for afskedigelsen er upræcis, hun bestrider at have haft uberettiget fravær, og hendes hævdede utilstrækkelige faglige indsats er ikke påvist.
For det fjerde og subsidiært har appellanten bestridt, at den sanktion, hun er blevet pålagt, er forholdsmæssig.
5. Endelig har appellanten nedlagt påstand om en erstatning på 68 000 EUR for sin økonomiske skade og på 40 000 EUR for sin ikke-økonomiske skade, ud over at Kommissionen tilpligtes at betale omkostninger og udgifter.
____________
1 Rådets direktiv 2010/18/EU af 8.3.2010 om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og om ophævelse af direktiv 96/34/EF (EUT 2010, L 68, s. 13).
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11.3.2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (EFT 2002, L 80, s. 29).