RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Tredje Afdeling)
23. oktober 2013
Sag F-148/12
Ulrik Solberg
mod
Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA)
»Personalesag – tidligere midlertidig ansat – bedømmelsesrapport – retlig interesse – begrundelsespligt – omfang af skønsbeføjelser«
Angående: Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, hvorunder Ulrik Solberg har nedlagt påstand om annullation af afgørelse af 5. marts 2012 truffet af ansættelsesmyndigheden ved Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA), der udarbejdede hans bedømmelsesrapport for 2011.
Udfald: Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug frifindes. Ulrik Solberg bærer sine egne omkostninger og betaler de af Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug afholdte omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemandssager – retlig interesse – søgsmål om annullation af en bedømmelsesrapport indgivet af en midlertidig ansat efter ophøret af dennes ansættelse – opretholdelse af søgsmålsinteressen
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – begrundelsespligt – rækkevidde
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41; tjenestemandsvedtægten, art. 43)
3. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – bedømmerens skøn – domstolskontrol – grænser – åbenbart urigtigt skøn – bevisbyrde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
4. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – nødvendig sammenhæng mellem de beskrivende bemærkninger og den talmæssige bedømmelse – alene annullation i tilfælde af åbenbar uoverensstemmelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
1. For at en sagsøger med rette kan anlægge søgsmål i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91, skal den pågældende godtgøre at have en personlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres, i hvilken forbindelse vurderingen af en sådan interesse skal gennemføres på det tidspunkt, hvor søgsmålet anlægges, og skal bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse.
Bedømmelsesrapporten er imidlertid et uundværligt dokument i forbindelse med bedømmelsen af de personer, der er ansat ved institutionerne, idet den gør det muligt at udarbejde en vurdering af en tjenestemand eller ansats kvalifikationer, tjenestelige indsats og adfærd og udgør de overordnedes vurdering af den måde, hvorpå den bedømte tjenestemand har udført de arbejdsopgaver, han er blevet pålagt, og af dennes adfærd i den pågældende periode. Hver tjenestemand har følgelig ret til, at hans arbejde evalueres ved en vurdering, der er behørigt udført på en retfærdig måde, og – henset til princippet om retten til en effektiv retsbeskyttelse – ret til at anfægte sin bedømmelsesrapport på grund af dens indhold, eller fordi den ikke er blevet udfærdiget efter vedtægtens forskrifter. Det samme gælder for den ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, som har været genstand for en bedømmelsesrapport.
Ved vurderingen af den personlige interesse, som en kontraktansat har i at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af sin bedømmelsesrapport, skal der tages højde for dennes ønske om, i betragtning af den erfaring, som denne har opnået inden for sit agentur, på sigt atter at blive en del af Unionens personale, og for den interesse, han kan have i i denne forbindelse at gøre brug af en bedømmelsesrapport, der dækker det sidste år af hans aktiviteter som midlertidigt kontraktansat, og som ikke er behæftet med uregelmæssigheder. Derudover viser den omstændighed, at den pågældende persons karriere i tilfælde af genindtræden inden for Unionens personale ville genoptage sit forløb, ligeledes, at der foreligger en retlig interesse i den anfægtede bedømmelsesrapport.
(jf. præmis 16, 17 og 21)
Henvisning til:
Domstolen: 29. oktober 1975, forenede sager 81/74-88/74, Marenco m.fl. mod Kommissionen, præmis 6; Domstolen: 22. december 2008, sag C-198/07 P, Gordon mod Kommissionen, præmis 42, 43 og 45
Retten i Første Instans: 18. juni 1992, sag T-49/91, Turner mod Kommissionen, præmis 24; 28. juni 2005, sag T-147/04, Ross mod Kommissionen, præmis 24 og 25 og den deri nævnte retspraksis
Den Europæiske Unions Ret: 12. juli 2011, sag T-80/09 P, Kommissionen mod Q, præmis 162; 4. juni 2012, forenede sager T-118/11, T-123/11 og T-124/11, Attey m.fl. mod Rådet, præmis 28
2. Blandt de garantier, som EU-retten giver under den administrative sagsbehandling, findes princippet om god forvaltningsskik, som er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og navnlig som det er udtrykt i samme artikels stk. 2, litra c), nemlig en »pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger«.
Pligten til at begrunde en bebyrdende retsakt er et væsentligt princip i EU-retten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn.
Med henblik på at vurdere, om en bedømmelsesrapport er tilstrækkeligt begrundet, skal der tages hensyn til alle de oplysninger, som den berørte tjenestemand eller ansatte er blevet meddelt, og ikke kun til de oplysninger, der fremgår af nævnte rapport.
(jf. præmis 28-31)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 29. september 2005, sag T-218/02, Napoli Buzzanca mod Kommissionen, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis; 8. september 2009, sag T-404/06 P, ETF mod Landgren, præmis148 og den deri nævnte retspraksis
Personaleretten: 13. september 2011, sag F-4/10, Nastvogel mod Rådet, præmis 61; 11. juli 2013, sag F-46/11, Tzirani mod Kommissionen, præmis 136
Den Europæiske Unions Ret: 27. september 2012, sag T-387/09, Applied Microengineering mod Kommissionen, præmis 76
3. Bedømmerne har et vidt skøn ved vurderingen af det arbejde, som er udført af de personer, de skal bedømme. Den kontrol, som Unionens retsinstanser foretager af bedømmelsesrapportens indhold, er derfor begrænset til en prøvelse af, at fremgangsmåden er forskriftsmæssig, at de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt at der ikke foreligger en åbenbar fejlbedømmelse eller magtfordrejning. Det påhviler således ikke Personaleretten at kontrollere rigtigheden af den vurdering, som bedømmeren har foretaget af en tjenestemands eller ansats faglige kvalifikationer, når denne bedømmelse indebærer komplekse subjektive vurderinger, som ifølge selve deres beskaffenhed ikke kan kontrolleres objektivt.
Hvad derudover angår den kontrol, som Unionens retsinstanser foretager, af, hvorvidt der foreligger et åbenbart urigtigt skøn i forhold til tjenestemændene, skal denne begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen, henset til de måder og midler, der kunne lede til forvaltningens vurdering, har holdt sig inden for grænser, der ikke kan kritiseres, og ikke har misbrugt sine beføjelser.
De beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremskaffe for at godtgøre, at administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der kan begrunde, at en bedømmelsesrapport annulleres, skal være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund for beslutningen, bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om en åbenbar urigtig vurdering forkastes, såfremt den anfægtede vurdering ‒ uanset de beviser, sagsøgeren har fremført ‒ kan anses for at være korrekt eller gyldig.
(jf. præmis 39 og 40)
Henvisning til:
Domstolen: 3. december 1981, sag 280/80, Bakke-d’Aloya mod Rådet, præmis 10; 3. april 2003, sag C-277/01 P, Parlamentet mod Samper, præmis 35
Retten i Første Instans: 29. februar 1996, sag T-547/93, Lopes mod Domstolen, præmis 133; 12. december 1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, præmis 59; 12. februar 2008, sag T-289/03, BUPA m.fl. mod Kommissionen, præmis 221
Personaleretten: 29. september 2009, sag F-114/07, Wenning mod Europol, præmis 111; 23. februar 2010, sag F-7/09, Faria mod KHIM, præmis 44; 15. februar 2012, sag F-113/10, AT mod EACEA, præmis 74; 12. december 2012, sag F-109/11, Lebedef mod Kommissionen, præmis 61, som i øjeblikket verserer som appelsag for Retten for Den Europæiske Union under sagsnr. T-117/13 P
Den Europæiske Unions Ret: 16. december 2010, sag T-175/09 P, Rådet mod Stols, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis; 16. maj 2013, sag T-281/11 P, Canga Fano mod Rådet, præmis 41
4. De beskrivende bemærkninger i en bedømmelsesrapport har til formål at begrunde de analytiske vurderinger, der er anført i rapporten, og tjener som grundlag for udfærdigelsen af bedømmelsen og gør det muligt for tjenestemanden eller den ansatte at forstå den opnåede bedømmelse. Følgelig skal bemærkningerne, henset til deres afgørende rolle ved udfærdigelsen af bedømmelsesrapporten, være sammenhængende med de tildelte point på en sådan måde, at bedømmelsen skal anses for en talmæssig eller analytisk gengivelse af bemærkningerne. Henset til det særdeles vide skøn, bedømmerne har, kan en eventuel manglende sammenhæng i en bedømmelsesrapport imidlertid kun begrunde en annullation, hvis den er åbenbar.
(jf. præmis 41)
Henvisning til:
Personaleretten: 13. december 2007, sag F-28/06, Sequeira Wandschneider mod Kommissionen, præmis 109 og 110; 13. september 2011, sag F-68/10, Behnke mod Kommissionen, præmis 78