RETTENS DOM (Femte Afdeling)
3. februar 2021 (*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Ukraine – indefrysning af midler – liste over personer, enheder og organer, der er omfattet af indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer – opretholdelse af sagsøgerens navn på listen – Rådets forpligtelse til at kontrollere, at afgørelsen fra et tredjelands myndighed er blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse«
I sag T-258/20,
Oleksandr Viktorovych Klymenko, Moskva (Rusland), ved advokat M. Phelippeau,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved A. Vitro og P. Mahnič, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 af 5. marts 2020 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2020, L 71, s. 10) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/370 af 5. marts 2020 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2020, L 71, s. 1), for så vidt som sagsøgerens navn ved disse retsakter er blevet opretholdt på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger,
har
RETTEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, D. Spielmann, og dommerne O. Spineanu-Matei og R. Mastroianni (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Den foreliggende sag er blevet anlagt i forbindelse med en række tvister om de restriktive foranstaltninger, der er blevet vedtaget over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine som følge af undertrykkelsen af demonstrationerne på Uafhængighedspladsen i Kiev (Ukraine) i februar 2014.
2 Sagsøgeren, Oleksandr Viktorovych Klymenko, har været finansminister i Ukraine.
3 Den 5. marts 2014 vedtog Rådet for Den Europæiske Union afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 26). Rådet vedtog samme dag forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 1).
4 Følgende fremgår af første og anden betragtning til afgørelse 2014/119:
»(1) Den 20. februar 2014 fordømte Rådet på det kraftigste enhver brug af vold i Ukraine. Det opfordrede til at bringe volden i Ukraine til ophør med det samme og til fuldt ud at overholde menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Det opfordrede den ukrainske regering til at udvise størst mulig tilbageholdenhed og oppositionslederne til at tage afstand fra dem, der tyr til radikale handlinger, herunder vold.
(2) Den 3. marts 2014 vedtog Rådet at målrette restriktive foranstaltninger mod indefrysning og inddrivelse af aktiver tilhørende personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, med henblik på at konsolidere og styrke retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne i Ukraine.«
5 Artikel 1, stk. 1 og 2, i afgørelse 2014/119 bestemmer følgende:
»1. Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.
2. Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilaget.«
6 Reglerne for denne indefrysning af midler er fastsat i artikel 1, stk. 3-6, i afgørelse 2014/119.
7 I overensstemmelse med afgørelse 2014/119 kræver forordning nr. 208/2014 vedtagelse af de omhandlede restriktive foranstaltninger og fastlægger fremgangsmåden for disse på en måde, som i det væsentlige er identisk med den, der er fastsat i den nævnte afgørelse.
8 Navnene på de personer, der er omfattet af afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, fremgår af en liste, som findes i bilaget til den nævnte afgørelse og i bilag I til den nævnte forordning (herefter »listen«) sammen med navnlig begrundelsen for deres opførelse. Sagsøgerens navn var oprindeligt ikke opført på listen.
9 Afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 blev ændret ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/216/FUSP af 14. april 2014 om gennemførelse af afgørelse 2014/119 (EUT 2014, L 111, s. 91) og ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 381/2014 af 14. april 2014 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2014, L 111, s. 33) (herefter samlet »retsakterne af april 2014«).
10 Ved retsakterne af april 2014 blev sagsøgerens navn føjet til listen med identifikationsoplysningen »tidligere finansminister« og følgende begrundelse:
»Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og ulovlig udførsel fra Ukraine heraf.«
11 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juni 2014 anlagde sagsøgeren sag, registreret under sagsnummer T-494/14, med påstand om navnlig annullation af retsakterne af april 2014, for så vidt som de vedrørte ham.
12 Den 29. januar 2015 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2015/143 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 24, s. 16) og forordning (EU) 2015/138 om ændring af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 24, s. 1).
13 Ved afgørelse 2015/143 blev kriterierne for opførelse af de personer, der var omfattet af indefrysningen af midler, præciseret med virkning fra den 31. januar 2015. Særligt er artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119 blevet erstattet med følgende tekst:
»1. Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.
Personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, omfatter med henblik på denne afgørelse personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse:
a) for uretmæssig tilegnelse af ukrainske offentlige midler eller aktiver, eller for medvirken hertil, eller
b) for som indehaver af offentligt hverv at misbruge offentligt embede med henblik på at skaffe sig selv eller en tredjemand en uberettiget fordel og derved forårsage tab for ukrainske offentlige midler eller aktiver eller for medvirken hertil.«
14 Ved forordning 2015/138 blev forordning nr. 208/2014 ændret i overensstemmelse med afgørelse 2015/143.
15 Den 5. marts 2015 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2015/364 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 62, s. 25) og gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 62, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2015«). Afgørelse 2015/364 erstattede for det første artikel 5 i afgørelse 2014/119, idet anvendelsen af de restriktive foranstaltninger for så vidt angår sagsøgeren blev forlænget frem til den 6. marts 2016, og ændrede for det andet bilaget til sidstnævnte afgørelse. Ved gennemførelsesforordning 2015/357 blev bilag I til forordning nr. 208/2014 ændret som følge heraf.
16 Ved retsakterne af marts 2015 blev sagsøgerens navn opretholdt på listen med identifikationsoplysningen »tidligere finansminister« og med følgende nye begrundelse:
»Person, som de ukrainske myndigheder har gjort til genstand for en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver og for som indehaver af offentligt hverv at misbruge offentligt embede med henblik på at skaffe sig selv eller en tredjemand en uberettiget fordel og derved forårsage tab for ukrainske offentlige midler eller aktiver«.
17 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. maj 2015 anlagde sagsøgeren sag, registreret under sagsnummer T-245/15, med påstand om navnlig annullation af retsakterne af marts 2015, for så vidt som de vedrørte ham.
18 Den 4. marts 2016 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2016/318 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2016, L 60, s. 76) og gennemførelsesforordning (EU) 2016/311 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2016, L 60, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2016«).
19 Ved retsakterne af marts 2016 blev anvendelsen af de restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2017 bl.a. for så vidt angår sagsøgeren, uden at begrundelsen for udpegelsen af sagsøgeren blev ændret i forhold til begrundelsen i retsakterne af marts 2015.
20 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 28. april 2016 tilpassede sagsøgeren stævningen vedrørende sag T-245/15 i henhold til artikel 86 i Rettens procesreglement med henblik på også at nedlægge påstand om annullation af retsakterne af marts 2016, for så vidt som de vedrørte ham.
21 Ved kendelse af 10. juni 2016, Klymenko mod Rådet (T-494/14, EU:T:2016:360), afsagt på grundlag af procesreglementets artikel 132, gav Retten medhold i det i præmis 11 ovenfor nævnte søgsmål, idet den fastslog, at sagen åbenbart skulle tages til følge, og idet den derfor annullerede retsakterne af april 2014, for så vidt som de angik sagsøgeren.
22 Den 3. marts 2017 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2017/381 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2017, L 58, s. 34) og gennemførelsesforordning (EU) 2017/374 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2017, L 58, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2017«).
23 Ved retsakterne af marts 2017 blev anvendelsen af de restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2018, uden at begrundelsen for udpegelsen af sagsøgeren blev ændret i forhold til begrundelsen i retsakterne af marts 2015.
24 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 27. marts 2017 tilpassede sagsøgeren på ny stævningen vedrørende sag T-245/15 med henblik på også at nedlægge påstand om annullation af retsakterne af marts 2017, for så vidt som de vedrørte ham.
25 Ved dom af 8. november 2017, Klymenko mod Rådet (T-245/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:792), frifandt Retten Rådet i samtlige de af sagsøgeren nedlagte påstande, der er nævnt i præmis 17, 20 og 24 ovenfor.
26 Den 5. januar 2018 iværksatte sagsøgeren appel for Domstolen, der blev registreret under sagsnummer C-11/18 P, til prøvelse af dom af 8. november 2017, Klymenko mod Rådet (T-245/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:792).
27 Den 5. marts 2018 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2018/333 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2018, L 63, s. 48) og gennemførelsesforordning (EU) 2018/326 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2018, L 63, s. 5) (herefter samlet »retsakterne af marts 2018«).
28 Ved retsakterne af marts 2018 blev anvendelsen af de pågældende restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2019, uden at begrundelsen for udpegelsen af sagsøgeren blev ændret i forhold til begrundelsen i retsakterne af marts 2015.
29 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. april 2018 anlagde sagsøgeren sag, registreret under sagsnummer T-274/18, med påstand om annullation af retsakterne af marts 2018, for så vidt som de vedrørte ham.
30 Den 4. marts 2019 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2019/354 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2019, L 64, s. 7) og gennemførelsesforordning (EU) 2019/352 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2019, L 64, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2019«).
31 Ved retsakterne af marts 2019 blev anvendelsen af de restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2020, og sagsøgerens navn blev opretholdt på listen med samme begrundelse som anført ovenfor i præmis 16, ledsaget af en præcisering vedrørende overholdelsen af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse i den straffesag, som Rådet havde lagt til grund.
32 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. maj 2019 anlagde sagsøgeren sag, registreret under sagsnummer T-295/19, med påstand om annullation af retsakterne af marts 2019, for så vidt som de vedrørte ham.
33 Ved dom af 11. juli 2019, Klymenko mod Rådet (T-274/18, EU:T:2019:509), annullerede Retten retsakterne af marts 2018, for så vidt som de vedrørte sagsøgeren.
34 Ved dom af 26. september 2019, Klymenko mod Rådet (C-11/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:786), ophævede Domstolen for det første dom af 8. november 2017, Klymenko mod Rådet (T-245/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:792) (jf. præmis 25 ovenfor), og annullerede for det andet retsakterne af marts 2015, retsakterne af marts 2016 og retsakterne af marts 2017, for så vidt som de vedrørte sagsøgeren.
35 I perioden fra november 2019 til januar 2020 udvekslede Rådet og sagsøgeren flere skrivelser vedrørende en mulig forlængelse af de omhandlede restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren. Rådet tilsendte navnlig sagsøgeren flere skrivelser fra den offentlige anklagemyndighed i Ukraine (herefter »den offentlige anklagemyndighed«) vedrørende de straffesager, som var rejst mod ham, og som udgjorde grundlaget for den påtænkte forlængelse.
36 Den 5. marts 2020 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2020/373 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2020, L 71, s. 10) og gennemførelsesforordning (EU) 2020/370 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2020, L 71, s. 1) (herefter samlet »de anfægtede retsakter«).
37 Ved de anfægtede retsakter blev anvendelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2021, og sagsøgerens navn blev opretholdt på listen med samme begrundelse som anført ovenfor i præmis 16 med en præcisering med følgende ordlyd:
»Straffesagen vedrørende uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver er stadig i gang. Oplysningerne i Rådets sagsakter viser, at retten til et forsvar og retten til en effektiv retsbeskyttelse for Oleksandr Viktorovych Klymenko blev overholdt i de straffesager, som Rådet har lagt til grund. Dette fremgår navnlig af undersøgelsesdommerens afgørelser af 1. marts 2017 og 5. oktober 2018, der giver tilladelse til en særundersøgelse in absentia, undersøgelsesdommerens afgørelser af 8. februar 2017 og 19. august 2019 om tilladelse til en forebyggende foranstaltning i form af varetægtsfængsling og forsvarets igangværende proces med at sætte sig ind i straffesagens materialer.«
38 Ved skrivelse af 6. marts 2020 oplyste Rådet sagsøgeren om, at de restriktive foranstaltninger over for ham ville blive opretholdt. Rådet besvarede de bemærkninger, som sagsøgeren havde fremsat i korrespondancen af 23. januar 2020, og tilstillede ham de anfægtede retsakter. Rådet meddelte ham desuden en frist til at fremsætte bemærkninger forud for beslutningstagningen vedrørende en eventuel opretholdelse af hans navn på listen.
Faktiske omstændigheder efter anlæggelsen af nærværende søgsmål
39 Ved dom af 25. juni 2020, Klymenko mod Rådet (T-295/19, EU:T:2020:287), annullerede Retten retsakterne af marts 2019, for så vidt som de vedrørte sagsøgeren.
Retsforhandlinger og parternes påstande
40 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 4. maj 2020 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.
41 Rådet har indgivet svarskrift den 17. juli 2020.
42 Ved skrivelse af 29. juli 2020 er sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 83, stk. 3, blevet opfordret til under hensyntagen til den bedømmelse, som Retten havde foretaget inden for rammerne af dom af 25. juni 2020, Klymenko mod Rådet (T-295/19, EU:T:2020:287), at indlevere en replik vedrørende Rådets argumenter i forbindelse med det andet anbringende, der bl.a. vedrører et urigtigt skøn.
43 Replikken er blevet indleveret til Rettens Justitskontor den 3. september 2020.
44 Duplikken er blevet indleveret til Rettens Justitskontor den 9. oktober 2020. Samme dag er retsforhandlingernes skriftlige del blevet afsluttet.
45 I henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 3, kan Retten, når ingen af parterne har anmodet om afholdelse af et retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt for parterne, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, beslutte at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del. I den foreliggende sag finder Retten, at sagen er tilstrækkelig oplyst ved sagsakterne, og har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, da der ikke er indgivet en sådan anmodning.
46 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– De anfægtede afgørelser annulleres, for så vidt som de vedrører ham.
– Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
47 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Subsidiært, såfremt de anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, træffes der bestemmelse om, at virkningerne af afgørelse 2020/373 opretholdes, indtil den delvise annullation af gennemførelsesforordning 2020/370 får virkning.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
48 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, det andet et åbenbart urigtigt skøn og magtfordrejning, det tredje i det væsentlige en tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, det fjerde manglende retsgrundlag og det femte en tilsidesættelse af ejendomsretten.
49 Indledningsvis skal det andet og det tredje anbringende undersøges samlet, idet det herved navnlig tilsigtes at foreholde Rådet ikke at have kontrolleret de ukrainske myndigheders overholdelse af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, hvilket således medførte et urigtigt skøn, som blev begået ved vedtagelsen af de anfægtede retsakter.
50 Inden for rammerne af disse anbringender har sagsøgeren navnlig gjort gældende, at Rådet undlod at kontrollere, om de straffesager, der vedrørte ham, og som henholdsvis havde referencenummer 42017000000000113 (herefter »procedure 113«) og referencenummer 42014000000000521 (herefter »procedure 521«), som Rådet havde støttet sig på for at opretholde de restriktive foranstaltninger over for ham, var blevet truffet under iagttagelse af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
51 Sagsøgeren er af den opfattelse, at den offentlige anklagemyndigheds svar på de spørgsmål, som Rådet havde stillet med hensyn til iagttagelsen af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, status i straffesagerne mod ham samt kompetencen hos de forskellige omhandlede efterforskningsmyndigheder, forholdet mellem disse og overførslen af efterforskningen fra den ene til den anden myndighed, ikke var tilfredsstillende. Han har derfor i det væsentlige foreholdt Rådet, at det foretog en utilstrækkelig kontrol og tilsidesatte de af ham fremlagte beviser vedrørende de proceduremæssige ulovligheder, som de ukrainske myndigheder har begået, og disse myndigheders manglende uafhængighed.
52 Han har for det første gjort gældende, at hans navn den 20. juni 2019 ikke var opført på listen over internationalt eftersøgte personer oprettet af Den Internationale Kriminalpolitiorganisation (Interpol) (herefter »listen over personer, der eftersøges af Interpol«), således som det fremgår af de erklæringer, der var blevet udstedt af sekretariatet for kommissionen til kontrol af denne organisations sager.
53 For det andet har sagsøgeren foreholdt Rådet, at det ikke foretog nogen kontrol med hensyn til iagttagelsen af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse i forbindelse med overførslen af forundersøgelserne, som allerede var blevet afsluttet, til Ukraines nationale kontor for bekæmpelse af korruption, og det endda seks år efter disse forundersøgelsers indledning.
54 For det tredje har han gjort gældende, at den afgørelse, som blev truffet af undersøgelsesdommeren ved byretten i Petchersk i Kiev (herefter »byretten i Petchersk«) den 5. oktober 2018 (herefter »undersøgelsesdommerens afgørelse af 5. oktober 2018«), om tilladelse til indledning af en særundersøgelse in absentia i forhold til ham, ikke blev truffet under overholdelse af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
55 For det fjerde er sagsøgeren af den opfattelse, at varigheden af den iværksatte strafforfølgelse af ham i Ukraine ikke er rimelig som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet den 4. november 1950 i Rom (herefter »EMRK«), og at det står klart, at de ukrainske myndigheders eneste formål er at begrunde opretholdelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger, for så vidt som den offentlige anklagemyndighed stort set hvert eneste år henviser til en anden procedure, der har et andet nummer, men som systematisk vedrører de samme lovovertrædelser. Endvidere kan den for lange varighed af forundersøgelserne kun tilskrives de myndigheder, der har ansvaret for disse, og som ikke har truffet nogen afgørelse om at indbringe sagen for en retsinstans.
56 I sidste ende har Rådet tilsidesat sine forpligtelser til at kontrollere iagttagelsen af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, skønt sagsøgeren gentagne gange havde gjort gældende, at disse rettigheder var blevet tilsidesat.
57 I replikken har sagsøgeren desuden gjort gældende, at appelkammeret ved den øverste ukrainske antikorruptionsdomstol ved sin dom af 13. maj 2020 (herefter »dom af 13. maj 2020«) annullerede undersøgelsesdommerens afgørelse af 19. august 2019 om godkendelse af en forebyggende frihedsberøvelsesforanstaltning over for ham (herefter »undersøgelsesdommerens afgørelse af 19. august 2019«) med den begrundelse, at en af de betingelser, der ifølge den ukrainske strafferetsplejelov (herefter »strafferetsplejeloven«) skal være opfyldt for at vedtage en sådan afgørelse, nemlig at den pågældende persons navn skal være opført på en international liste over eftersøgte personer, ikke var opfyldt.
58 Rådet har gjort gældende, at det fremgår af korrespondancen med sagsøgeren, at Rådet tog hensyn til hans bemærkninger, at det kontrollerede rigtigheden heraf ved også at stille præcise spørgsmål og ved at opnå afklarende svar fra de ukrainske myndigheder, og at det, henset til oplysningerne modtaget fra sidstnævnte myndigheder, lagde til grund, at sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse ikke var blevet tilsidesat, og at der forelå et tilstrækkeligt grundlag for at opretholde sagsøgerens navn på listen.
59 Endelig har sagsøgeren for det første udøvet sin ret til at være repræsenteret ved en advokat i Ukraine i de sager, der vedrørte ham, og han har effektivt udøvet sine rettigheder, således at han sommetider har fået medhold i sine søgsmål. Det fremgår for det andet ikke af den korrespondance, som sagsøgeren har tilsendt Rådet, at han har benyttet de klage- eller anfægtelsesmuligheder, som han rådede over i henhold til strafferetsplejeloven i forhold til visse processuelle situationer, såsom udsættelse af undersøgelser eller den omstændighed, at efterforskningen ikke er blevet afsluttet inden for den fastsatte frist.
60 Rådet har desuden anført, at flere retsafgørelser er blevet truffet over for sagsøgeren. Der er tale om undersøgelsesdommerens afgørelse af 1. marts 2017 og undersøgelsesdommerens afgørelse af 5. oktober 2018, der giver tilladelse til at indlede en særundersøgelse in absentia inden for rammerne af henholdsvis procedure 113 og procedure 521, samt undersøgelsesdommerens afgørelse af 19. august 2019 om godkendelse af en forebyggende frihedsberøvelsesforanstaltning inden for rammerne af procedure 113. I henhold til sidstnævnte fastslog undersøgelsesdommeren, at mistanken var blevet lovligt forkyndt i 2014, og at sagsøgerens navn blev opført på den internationale liste over eftersøgte personer den 10. juni 2019. I denne henseende er Rådet af den opfattelse, at der ikke kan drages nogen slutning af de af sagsøgeren fremlagte erklæringer om den manglende opførelse på listen over personer, der eftersøges af Interpol, idet de er udfærdiget efter den dato, hvor det blev anført, at hans navn ikke var opført på den nævnte liste, nemlig den 10. oktober 2018.
61 Endelig har Rådet anført, at det har kunnet konstatere, at der under gennemførelsen af de strafferetlige sager vedrørende sagsøgeren var blevet vedtaget en række afgørelser under overholdelse af dennes ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
62 Hvad angår sagsøgerens argumenter, hvorved han har hævdet, at undersøgelserne har pågået for længe, og at der ikke er blevet rejst tiltale mod ham, har Rådet anført, at det anmodede om og fik afklaringer herom fra de ukrainske myndigheder, at efterforskningen vedrørende procedure 113 og procedure 521 blev afsluttet i henholdsvis 2017 og oktober 2018, og at forsvaret er i færd med at gøre sig bekendt med sagsakterne, hvilket vidner om en udvikling i sagsbehandlingen.
63 Hvad endelig angår dommen af 13. maj 2020 har Rådet gjort gældende, at der med henblik på bedømmelsen af lovligheden af de anfægtede retsakter ikke kan tages hensyn dertil, idet den er blevet afsagt efter vedtagelsen af disse. Desuden, og under alle omstændigheder, vedrører den nævnte dom for det første kun procedure 113 og bekræfter for det andet, at sagsøgeren har kunnet udøve sine rettigheder.
64 Det fremgår af fast retspraksis, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af restriktive foranstaltninger skal sikre en, principielt fuldstændig, legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter under hensyn til de grundlæggende rettigheder, der udgør en integrerende del af Unionens retsorden, og som bl.a. omfatter retten til en effektiv domstolsbeskyttelse og retten til forsvar som fastsat i artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) (jf. dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
65 Den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, indebærer, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre eller opretholde en persons navn på listen over de af restriktive foranstaltninger omfattede personer er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for denne person, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for den nævnte afgørelse, således at domstolsprøvelsen ikke skal begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde de nævnte retsakter (jf. dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).
66 Vedtagelsen og opretholdelsen af restriktive foranstaltninger som dem, der er fastsat i afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, med senere ændringer, og som er blevet truffet over for en person, der er identificeret som ansvarlig for uretmæssig tilegnelse af midler, der tilhører et tredjeland, er i det væsentlige støttet på en afgørelse fra en myndighed i dette land, der i denne henseende har kompetence til at indlede og gennemføre en strafferetlig efterforskning mod denne person vedrørende en lovovertrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af statsmidler (jf. dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).
67 Selv om Rådet på grundlag af et opførelseskriterium som det, der er nævnt i præmis 13 ovenfor, således har mulighed for at støtte restriktive foranstaltninger på en afgørelse fra et tredjeland, indebærer den på denne institution påhvilende forpligtelse til at overholde retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse en forpligtelse til at sikre sig, at de myndigheder i tredjelandet, som har vedtaget den nævnte afgørelse, har iagttaget disse rettigheder (jf. dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
68 Kravet om, at Rådet skal kontrollere, at de afgørelser fra tredjelande, hvorpå det agter at støtte sig, er blevet truffet under overholdelse af de nævnte rettigheder, har til formål at sikre, at vedtagelsen eller opretholdelsen af foranstaltninger om indefrysning af midler kun sker på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, og således at beskytte de berørte personer eller enheder. Rådet kan således først lægge til grund, at vedtagelsen eller opretholdelsen af sådanne foranstaltninger er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, når det selv har kontrolleret, at retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse er blevet overholdt under vedtagelsen af det pågældende tredjelands afgørelse, hvorpå det agter at støtte sig (jf. dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).
69 Selv om det i øvrigt er korrekt, at den omstændighed, at tredjelandet henhører under de stater, der har tiltrådt EMRK, indebærer en kontrol fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) af de ved EMRK garanterede grundlæggende rettigheder, der i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, TEU udgør generelle principper i EU-retten, kan en sådan omstændighed imidlertid ikke overflødiggøre det kontrolkrav, der er nævnt i præmis 68 ovenfor (jf. dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).
70 Ifølge retspraksis er Rådet i begrundelsen for at vedtage eller opretholde restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed forpligtet til i hvert fald kortfattet at redegøre for grundene til, at det er af den opfattelse, at den afgørelse fra et tredjeland, som det agter at støtte sig på, er blevet truffet under overholdelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. For at opfylde sin begrundelsespligt påhviler det således Rådet i den afgørelse, hvorved der pålægges restriktive foranstaltninger, at angive, om det har kontrolleret, at den afgørelse fra tredjelandet, hvorpå det har støttet disse foranstaltninger, er blevet vedtaget under overholdelse af disse rettigheder (jf. dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).
71 I sidste ende skal Rådet, når det støtter vedtagelsen eller opretholdelsen af restriktive foranstaltninger såsom de i den foreliggende sag omhandlede på et tredjelands afgørelse om at indlede og gennemføre en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver fra den berørte persons side, dels sikre sig, at dette tredjelands myndigheder på tidspunktet for vedtagelsen af den nævnte afgørelse har iagttaget retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse for den person, der er genstand for den pågældende straffesag, dels i den afgørelse, hvorved der pålægges restriktive foranstaltninger, angive grundene til, at det er af den opfattelse, at den nævnte afgørelse fra tredjelandet er blevet vedtaget under iagttagelse af disse rettigheder (jf. dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 66).
72 Det er i lyset af disse i retspraksis fastsatte principper, at det skal afgøres, om Rådet har overholdt disse forpligtelser.
73 Det skal indledningsvis bemærkes, at selv om det er korrekt, at Rådet i de anfægtede retsakter (jf. præmis 37 ovenfor) nævnte årsagerne til, at det havde fundet, at de ukrainske myndigheders beslutning om at iværksætte og føre en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver i forhold til sagsøgeren var blevet vedtaget under overholdelse af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, skal det ikke desto mindre efterprøves, om Rådet med føje fandt, at disse myndigheder som led i de procedurer, som de anfægtede retsakter støttes på, havde overholdt sagsøgerens nævnte rettigheder.
74 Den kontrol med overholdelsen af begrundelsespligten, der henhører under kontrollen med de anfægtede retsakters materielle lovlighed og i det foreliggende tilfælde består i at efterprøve, om de af Rådet fremlagte oplysninger er godtgjort, og om de kan godtgøre kontrollen med de ukrainske myndigheders overholdelse af disse rettigheder, skal nemlig adskilles fra spørgsmålet om begrundelsen, som vedrører en væsentlig formforskrift og blot er den logiske følge af Rådets forpligtelse til på forhånd at sikre overholdelsen af disse rettigheder (jf. dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
75 Sagsøgeren har været genstand for nye restriktive foranstaltninger, der er blevet vedtaget ved de anfægtede retsakter på grundlag af det opførelseskriterium, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119, som præciseret ved afgørelse 2015/143, og i artikel 3 i forordning nr. 208/2014, som præciseret i forordning 2015/138 (jf. præmis 13 og 14 ovenfor). Dette kriterium foreskriver indefrysning af pengemidler hos de personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, herunder personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse.
76 Det skal fastslås, at Rådet med henblik på afgørelsen om at opretholde sagsøgerens navn på listen har støttet sig på den omstændighed, at han var genstand for straffesager, der var rejst af de ukrainske myndigheder, for kriminalitet i form af uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver forbundet med misbrug af stilling, hvilken omstændighed var blevet godtgjort ved den offentlige anklagemyndigheds skrivelser, som sagsøgeren modtog i kopi (jf. præmis 35 ovenfor).
77 Opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger, der var blevet truffet over for sagsøgeren, var derfor, ligesom det var tilfældet i de sager, der gav anledning til dom af 26. september 2019, Klymenko mod Rådet (C-11/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:786), og af 25. juni 2020, Klymenko mod Rådet (T-295/19, EU:T:2020:287), således støttet på de ukrainske myndigheders afgørelse om at indlede og føre strafferetlige undersøgelser om kriminalitet i form af uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler.
78 Det skal ligeledes bemærkes, at Rådet ved med de anfægtede retsakter at ændre bilaget til afgørelse 2014/119 og bilag I til forordning nr. 208/2014 har tilføjet, ligesom det havde gjort for første gang i retsakterne af marts 2019, et afsnit, der alene vedrører retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, og som består af to dele.
79 Den første del indeholder en simpel generel henvisning til retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse i henhold til strafferetsplejeloven. Først nævnes navnlig de forskellige processuelle rettigheder, som enhver person, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager, nyder i henhold til strafferetsplejelovens artikel 42. Derefter bemærkes for det første, at denne lovs artikel 306 fastsætter, at enhver klage over efterforskeres eller offentlige anklageres afgørelser, handlinger eller undladelser skal behandles af en undersøgelsesdommer eller en lokal retsinstans under tilstedeværelse af klageren eller dennes forsvarsadvokat eller retlige repræsentant. For det andet er det navnlig angivet, at denne lovs artikel 309 præciserer undersøgelsesdommerens afgørelser, der kan appelleres. Endelig præciseres det, at en række undersøgelsesforanstaltninger, såsom beslaglæggelse og frihedsberøvelsesforanstaltninger, kun kan foretages efter afgørelse fra en undersøgelsesdommer eller en retsinstans.
80 Afsnittets anden del vedrører anvendelsen af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse på hver af de personer, der er opført på listen. Hvad mere specifikt angår sagsøgeren præciseres det, at det fremgår af oplysningerne i Rådets sagsakter, at hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse blev overholdt i den straffesag, som Rådet støttede sig på, hvilket navnlig undersøgelsesdommerens afgørelse af 1. marts 2017 og undersøgelsesdommerens afgørelse af 5. oktober 2018 på den ene side og undersøgelsesdommerens afgørelse af 8. februar 2017 og undersøgelsesdommerens afgørelse af 19. august 2019 på den anden side samt den omstændighed, at forsvarets proces med at gøre sig bekendt med straffesagsakterne var i gang (jf. præmis 37 ovenfor), viste.
81 I skrivelse af 6. marts 2020 (jf. præmis 38 ovenfor) anførte Rådet for det første blot, at erklæringerne fra den offentlige anklagemyndighed godtgjorde, at sagsøgeren fortsat var genstand for procedure 113 og procedure 521 for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver, og at disse procedurer var blevet fordelt til Ukraines nationale kontor for bekæmpelse af korruption henholdsvis den 19. november 2019 og den 21. november 2019. Hvad for det andet angår overholdelsen af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse præciserede Rådet, at de ovenfor i præmis 80 anførte retsafgørelser bekræftede overholdelsen af disse rettigheder. Hvad nærmere bestemt angår undersøgelsesdommerens afgørelse af 19. august 2019, der blev truffet inden for rammerne af procedure 113, blev det heri lagt til grund, at sagsøgeren blev meddelt udtalelser om mistanke den 22. december 2014 og den 19. august 2016, at anklagemyndigheden havde godtgjort en rimelig mistanke, at hans navn var blevet opført på en international liste over eftersøgte personer den 10. juni 2019, at det var blevet bevist, at han skjulte sig for de myndigheder, der havde ansvaret for forundersøgelsen, og at der forelå tilstrækkelige grunde til at tro, at han fortsat ville gøre det.
82 Det fremgår således af en samlet læsning af de begrundelser, der er blevet anført i de anfægtede retsakter og i nævnte skrivelse af 6. marts 2020, at Rådet udtrykkeligt har bekræftet, at det har kontrolleret overholdelsen af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse i de to procedurer, som er anført i præmis 81 ovenfor, selv om det har begrænset sig til kun at give yderligere oplysninger med hensyn til procedure 113, inden for rammerne af hvilken undersøgelsesdommerens afgørelse af 19. august 2019 blev vedtaget.
83 Det skal i denne forbindelse indledningsvis bemærkes, at Rådet ikke har godtgjort, hvorledes alle de afgørelser fra undersøgelsesdommeren ved byretten i Petchersk, hvortil der er blevet henvist i præmis 80 ovenfor, og som er rent processuelle retsakter, bevidner, at sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse blev overholdt under procedure 113 og procedure 521. Som anført i præmis 65-67 ovenfor var Rådet i den foreliggende sag inden afgørelsen om opretholdelse af de omhandlede restriktive foranstaltninger nemlig forpligtet til at kontrollere, om de retslige ukrainske myndigheders afgørelse om over for sagsøgeren at indlede og gennemføre strafferetlig efterforskning om kriminalitet forbundet med uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver og magtmisbrug, som var blevet begået af indehaveren af et offentligt hverv, var blevet vedtaget under overholdelse af hans nævnte rettigheder (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 78).
84 På denne baggrund kan de nævnte retsafgørelser i hvert fald ikke på det formelle plan identificeres som værende afgørelser om at indlede og foretage efterforskningen, der begrunder opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger. Når dette er sagt, kan det tiltrædes, at Rådet ud fra et materielt synspunkt reelt tog hensyn til disse afgørelser som det faktuelle grundlag, der begrundede opretholdelsen af de omhandlede foranstaltninger, eftersom afgørelserne – i hvert fald undersøgelsesdommerens afgørelse af 19. august 2019, som er tidsmæssigt relevant – var blevet truffet af en dommer (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 79).
85 Det skal således efterprøves, om Rådet med føje kunne fastslå, at disse afgørelser og den omstændighed, at processen med, at sagsøgerens forsvar var i færd med at gøre sig bekendt med indholdet af straffesagsakterne, var i gang på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede retsakter, vidnede om, at hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse var blevet overholdt.
86 Hvad indledningsvis angår undersøgelsesdommerens afgørelse af 19. august 2019 skal det i modsætning til det af Rådet hævdede bemærkes, at det ikke klart fremgår af denne, at sagsøgeren blev sikret ret til en effektiv domstolsbeskyttelse i den pågældende sag. Selv om det, således som Rådet fremhævede i skrivelsen af 6. marts 2020 (jf. præmis 81 ovenfor), er korrekt, at undersøgelsesdommeren ved byretten i Petchersk konkluderede, at sagsøgeren inden for rammerne af procedure 113, hvortil den nævnte afgørelse er knyttet, var mistænkt, at han var opført på en international liste over eftersøgte personer, at anklageren havde ført bevis for, at han skjulte sig for de myndigheder, der havde ansvaret for forundersøgelsen, og at der var tilstrækkelig grund til at tro, at han fortsat ville gøre det, forholder det sig ikke desto mindre således, at det ikke fremgår af sagsakterne, at Rådet reelt tog hensyn til de oplysninger, som sagsøgeren havde forelagt det ved skrivelse af 23. januar 2020 samt tidligere ved skrivelse af 19. december 2018 og af 4. februar 2019.
87 Sagsøgeren havde nemlig med dokumenter til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at hans navn ikke var opført på listen over personer, der eftersøges af Interpol, og at undersøgelsesdommeren dermed ikke var i stand til at træffe visse afgørelser, som Rådet har anset for at vidne om overholdelsen af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
88 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det ikke fremgår af sagsakterne, at Rådet har kontrolleret de oplysninger, som undersøgelsesdommeren lagde til grund for at konkludere, at sagsøgerens navn var opført på en »international liste over eftersøgte personer«. I øvrigt har Rådet ikke anført grundene til, at det stillede sig tilfreds med simple udsagn fra den offentlige anklagemyndighed og den nævnte undersøgelsesdommer i denne henseende, selv om dokumenterne godtgjorde, at hans navn den 20. juni 2019 ikke var opført på listen over personer, der eftersøges af Interpol.
89 Dette forhold er ikke uden betydning som led i bedømmelsen af, om sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse er blevet overholdt, jf. strafferetsplejelovens artikel 193-6, der – således som det fremgår af undersøgelsesdommerens afgørelse af 19. august 2019 – fastsætter, at den omstændighed, at en person er opført på en international liste over eftersøgte personer, er en af de betingelser, som anklagemyndigheden skal godtgøre, når den anmoder om godkendelse af en forebyggende frihedsberøvelsesforanstaltning (jf. i denne retning og analogt dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 87).
90 I den nævnte afgørelse støttede undersøgelsesdommeren sig på anklagerens resolution af 10. juni 2019 for at lægge til grund, at sagsøgerens navn var opført på en sådan liste, uden dog at angive hvilket bevis anklageren havde fremlagt herfor. Hvad angår den offentlige anklagemyndighed skal det fastslås, at myndigheden i de to tabeller, der var knyttet som bilag til skrivelse af 1. november 2019, der sammenfatter oplysningerne om status i procedure 113 og procedure 521, og som havde til formål at forklare, hvorledes sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse var blevet overholdt, nøjedes med at angive, at »den mistænkte [var] blevet opført på listen over eftersøgte personer«.
91 Rådets argument, hvorefter der ikke kan drages nogen slutning af de erklæringer, som blev udstedt af sekretariatet for kommissionen til kontrol af Interpols sager, kan ikke rejse tvivl om disse betragtninger. Den offentlige anklagemyndigheds oplysninger vedrørende opførelsen af sagsøgerens navn på en »liste over eftersøgte personer« gjorde det nemlig under alle omstændigheder ikke muligt for Rådet at kontrollere, om anklageren havde overholdt betingelsen vedrørende en sådan opførelse, og herved at kontrollere, om undersøgelsesdommeren i forbindelse med vedtagelsen af sin afgørelse havde overholdt sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. præmis 89 ovenfor). Under disse omstændigheder kunne Rådet ikke nøjes med de – enten lakoniske eller upræcise – oplysninger, som det rådede over, og Rådet skulle i det mindste have anmodet de ukrainske myndigheder om afklaring.
92 Desuden, og uden at dette har nogen indvirkning på nærværende sag, for så vidt som dommen af 13. maj 2020, således som Rådet med rette har anført, blev afsagt efter vedtagelsen af de anfægtede retsakter, skal det ikke desto mindre bemærkes, at det af den nævnte dom fremgår dels, at den blotte omstændighed, at anklageren træffer en processuel afgørelse i form af en resolution om at opføre en person på listen over personer, der eftersøges af Interpol, ikke er tilstrækkelig, da det ligeledes er påkrævet, at samtlige nødvendige foranstaltninger træffes for at gennemføre en sådan resolution, hvilket anklageren på ingen måde har ført bevis for, dels at en sådan fortolkning af strafferetsplejelovens artikel 193-6 allerede var blevet anlagt af appelkammeret ved den øverste antikorruptionsdomstol i forbindelse med flere retsafgørelser truffet mellem september 2019 og februar 2020.
93 Hvad dernæst angår undersøgelsesdommerens afgørelse af 1. marts 2017 og undersøgelsesdommerens afgørelse af 5. oktober 2018 samt undersøgelsesdommerens afgørelse af 8. februar 2017, hvoraf de to førstnævnte vedrørte indledning af en særundersøgelse in absentia, og den sidstnævnte vedrørte godkendelse af en forebyggende frihedsberøvelsesforanstaltning, skal det bemærkes, at disse blev truffet længe inden vedtagelsen af de anfægtede retsakter. Det følger heraf, at de ikke er tilstrækkelige til at godtgøre, at den afgørelse fra de retslige ukrainske myndigheder, som Rådet påtænker at støtte sig på med henblik på at opretholde de pågældende restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren i perioden fra marts 2020 til marts 2021, blev vedtaget under overholdelse af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse. Endvidere har Retten inden for rammerne af den sag, der gav anledning til dom af 25. juni 2020, Klymenko mod Rådet (T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 78-88 og 91), som ikke er blevet bestridt af Rådet, allerede haft lejlighed til at udtale sig om såvel undersøgelsesdommerens afgørelse af 1. marts 2017 som undersøgelsesdommerens afgørelse af 5. oktober 2018, og den fastslog, at de ikke kunne godtgøre, at sagsøgerens nævnte rettigheder var blevet overholdt i forbindelse med de pågældende procedurer.
94 Under alle omstændigheder skal det ligeledes bemærkes, at alle de ovenstående retsafgørelser er truffet som led i de straffesager, der begrundede opførelsen og opretholdelsen af sagsøgerens navn på listen, og blot udgør et led i disse, for så vidt som de er af processuel karakter. Sådanne afgørelser, som højst kan godtgøre, at der foreligger et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, nemlig at sagsøgeren i overensstemmelse med opførelseskriteriet var genstand for straffesager vedrørende navnlig en overtrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af midler eller aktiver tilhørende den ukrainske stat, kan ontologisk set ikke i sig selv godtgøre, at den afgørelse om at indlede og gennemføre nævnte straffesager, der er blevet truffet af de retslige myndigheder i Ukraine, og hvorpå opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren i det væsentlige er støttet, er blevet truffet under iagttagelse af hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 92).
95 I øvrigt har Rådet ikke påberåbt sig noget dokument i akterne i den sag, der førte til vedtagelsen af de anfægtede retsakter, af hvilket det fremgår, at Rådet har kontrolleret de påberåbte retsafgørelser, og at det heraf har kunnet udlede, at substansen i sagsøgerens processuelle rettigheder var blevet iagttaget.
96 Hvad endelig angår processen med, at forsvaret var i færd med at gøre sig bekendt med indholdet af straffesagsakterne, hvilken proces fortsat var igangværende på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede retsakter, skal det bemærkes dels, at den offentlige anklagemyndighed ikke har givet nogen oplysninger om arten og varigheden af denne proces, dels, at det fremgår af de eneste oplysninger, som myndigheden har fremlagt, at en sådan proces har været i gang siden den 21. april 2017, der er datoen for afslutningen af forundersøgelsen inden for rammerne af procedure 113, og siden den 3. december 2018, som er datoen for afslutningen af forundersøgelsen inden for rammerne af procedure 521.
97 I modsætning til det, som Rådet har hævdet, har Rådet imidlertid ikke godtgjort, i hvilket omfang de oplysninger, som det rådede over med hensyn til forsvarets nævnte proces med at gøre sig bekendt med sagsakterne i procedure 113 og procedure 521, og de hertil knyttede retsafgørelser gjorde det muligt for det at lægge til grund, at sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse var blevet iagttaget, skønt de nævnte procedurer, der vedrørte forhold angiveligt begået mellem 2011 og 2014, og således som Rådet har gjort gældende, fortsat befandt sig på forundersøgelsesstadiet og desuden blev overført, efter at de var blevet afsluttet, til andre efterforskningsmyndigheder i november 2019, således at de pågældende sager endnu ikke var blevet indbragt for en ukrainsk retsinstans til materiel prøvelse.
98 Chartrets artikel 47, stk. 2, som er et parameter, som Rådet skal lægge til grund for bedømmelsen af overholdelsen af retten til effektiv domstolsbeskyttelse, foreskriver, at enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).
99 I det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, såsom de i artikel 6 fastsatte, har de i medfør af chartrets artikel 52, stk. 3, samme betydning og omfang som i EMRK.
100 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolen ved fortolkningen af EMRK’s artikel 6 har anført, at hovedformålet med princippet om en rimelig frist navnlig var at beskytte tiltalte personer mod en usædvanligt langsommelig procedure og at undgå, at den pågældende person ikke i for lang tid forbliver i uvished om sin skæbne, samt undgå forsinkelser, der kan skade retsplejens effektivitet og troværdighed (jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 7.7.2015, Rutkowski m.fl. mod Polen, CE:ECHR:2015:0707JUD007228710, præmis 126 og den deri nævnte retspraksis). Desuden har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at det var muligt at fastslå, at dette princip var blevet tilsidesat, bl.a. når undersøgelsesfasen i en straffesag var kendetegnet ved et antal perioder med inaktivitet, der kunne tilskrives de kompetente myndigheder, som havde ansvaret for denne undersøgelse (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 6.1.2004, Rouille mod Frankrig, CE:ECHR:2004:0106JUD005026899, præmis 29-31, af 27.9.2007, Reiner m.fl. mod Rumænien, CE:ECHR:2007:0927JUD000150502, præmis 57-59, og af 12.1.2012, Borisenko mod Ukraine, CE:ECHR:2012:0112JUD002572502, præmis 58-62).
101 Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at når en person har været genstand for restriktive foranstaltninger i flere år, og dette i det væsentlige som følge af den samme forundersøgelse ført af den offentlige anklagemyndighed eller af en anden efterforskningsmyndighed, har Rådet pligt til nærmere at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt de ukrainske myndigheder eventuelt måtte have tilsidesat denne persons grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 30.1.2019, Stavytskyi mod Rådet, T-290/17, EU:T:2019:37, præmis 132).
102 I den foreliggende sag burde Rådet derfor i det mindste have anført grundene til, at det til trods for de af sagsøgeren fremførte argumenter, der er gengivet i præmis 97 ovenfor, var af den opfattelse, at hans ret til en effektiv domstolsbeskyttelse ved de retslige myndigheder i Ukraine, der helt åbenbart er en grundlæggende rettighed, var blevet overholdt med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt hans sag var blevet behandlet inden for en rimelig frist (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 100).
103 Det kan, henset til sagsakterne, derfor ikke konkluderes, at de oplysninger, som Rådet rådede over i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter, gjorde det muligt for det at kontrollere, om afgørelsen fra de retslige myndigheder i Ukraine var blevet truffet under iagttagelse af sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse og til at få sin sag behandlet inden for en rimelig frist.
104 I denne henseende skal det endvidere bemærkes, at fast retspraksis, hvorefter det i tilfælde af vedtagelse af en afgørelse om indefrysning af midler, såsom afgørelsen vedrørende sagsøgeren, ikke tilkommer Rådet eller Unionens retsinstanser at efterprøve, om den efterforskning, som den af disse foranstaltninger omfattede person var genstand for i Ukraine, er begrundet, men blot at efterprøve, om afgørelsen om indefrysning af midler er begrundet med hensyn til det eller de dokumenter, hvorpå denne afgørelse er blevet støttet, ikke kan fortolkes således, at Rådet ikke er forpligtet til at kontrollere, om den afgørelse fra et tredjeland, hvorpå det agter at støtte vedtagelsen af restriktive foranstaltninger, er blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Klymenko mod Rådet, T-295/19, EU:T:2020:287, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).
105 Henset til samtlige ovenstående betragtninger er det ikke blevet godtgjort, at Rådet inden vedtagelsen af de anfægtede retsakter havde sikret sig, at de retslige myndigheder i Ukraine havde iagttaget sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse som led i de straffesager, som det støttede sig på. Det følger heraf, at Rådet anlagde et urigtigt skøn, da det besluttede at opretholde sagsøgerens navn på listen.
106 På denne baggrund skal de anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, uden at det er fornødent at behandle sidstnævntes øvrige anbringender og argumenter.
Om opretholdelsen af virkningerne af afgørelse 2020/373
107 Rådet har subsidiært nedlagt påstand om, at Retten i tilfælde af delvis annullation af gennemførelsesforordning 2020/370 af hensyn til retssikkerheden fastslår, at virkningerne af afgørelse 2020/373 opretholdes, indtil den delvise annullation af gennemførelsesforordning 2020/370 får virkning.
108 Det følger af artikel 60, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at appel ikke har opsættende virkning. Statuttens artikel 60, stk. 2, fastsætter imidlertid, at uanset artikel 280 TEUF har en afgørelse fra Retten om annullation af en forordning først retsvirkning fra udløbet af den frist, inden for hvilken der kan iværksættes appel, eller, såfremt appel er iværksat inden for denne frist, fra det tidspunkt, hvor appellen forkastes eller afvises.
109 I den foreliggende sag har gennemførelsesforordning 2020/370 karakter af en forordning, eftersom den bestemmer, at den er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, hvilket svarer til virkningerne af en forordning som foreskrevet ved artikel 288 TEUF (jf. i denne retning dom af 21.4.2016, Rådet mod Bank Saderat Iran, C-200/13 P, EU:C:2016:284, præmis 121).
110 Artikel 60, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol finder derfor anvendelse i den foreliggende sag (dom af 21.4.2016, Rådet mod Bank Saderat Iran, C-200/13 P, EU:C:2016:284, præmis 122).
111 Hvad endelig angår de tidsmæssige virkninger af annullationen af afgørelse 2020/373 bemærkes, at Retten i henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF, dersom den skønner det nødvendigt, kan angive, hvilke af den annullerede retsakts virkninger der skal betragtes som bestående.
112 I den foreliggende sag vil en forskel mellem den dato, hvor annullationen af gennemførelsesforordning 2020/370 og annullationen af afgørelse 2020/373 får virkning, kunne være til alvorlig skade for retssikkerheden, eftersom disse to retsakter pålægger sagsøgeren identiske foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 21.2.2018, Klyuyev mod Rådet, T-731/15, EU:T:2018:90, præmis 263). Virkningerne af afgørelse 2020/373 skal derfor opretholdes for så vidt angår sagsøgeren, indtil annullationen af gennemførelsesforordning 2020/370 får virkning.
Sagsomkostninger
113 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling):
1) Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 af 5. marts 2020 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/370 af 5. marts 2020 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så vidt som Oleksandr Viktorovych Klymenkos navn er blevet opretholdt på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger.
2) Virkningerne af artikel 1 i afgørelse 2020/373 opretholdes over for Oleksandr Viktorovych Klymenko indtil udløbet af den frist for iværksættelse af appel, der er fastsat i artikel 56, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, eller, såfremt appel iværksættes inden for denne frist, indtil appellen forkastes eller afvises.
3) Rådet for Den Europæiske Union betaler sagsomkostningerne.
Spielmann | Spineanu-Matei | Mastroianni |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 3. februar 2021.
Underskrifter