Language of document :

Sag anlagt den 17. september 2010 - IEM ERGA - EREVNES MELETES PERIVALLONTOS & CHOROTAXIAS A.E. mod Europa-Kommissionen

(Sag T-435/10)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: IEM ERGA - EREVNES MELETES PERIVALLONTOS & CHOROTAXIAS A.E (Athen, Grækenland) (ved advokat N. Sofokleous)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Annullation af den forberedende retsakt af 7. maj 2010 fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Forskning, hvorved sagsøgeren underrettes om beslutningen om at udstede et betalingspålæg over for sagsøgeren.

Annullation af betalingspålæg nr. 3241004968 (debetnota) fra Europa-Kommissionen

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med dette søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af den forberedende retsakt fra Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Forskning af 7. maj 2010, hvorved sagsøgeren underrettes om beslutningen om at udstede et betalingspålæg over for sagsøgeren, og om annullation af betalingspålæg (debetnota) nr. 3241004968 af 14. juli 2010, som var udstedt på grundlag af kontrakt FAIR-CT98-9544.

Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort følgende anbringender gældende:

-    manglende hjemmel og manglende kompetence for så vidt som de anfægtede retsakter vedtaget inden for rammerne af kontrakt FAIR-CT98-9544 udgør administrative retsakter vedtaget uden hjemmel og uden kompetence, fordi denne kontrakt, som i henhold til dens artikel 10 udelukkende er underlagt græsk ret, ikke giver Kommissionen ret til ensidigt at bestemme og selv at inddrive de beløb, som følger af kontrakten.

-    manglende retlig begrundelse, manglende beviser og afvisning af Kommissionens argumenter for så vidt som - hvilket følger af Rettens dom i sag T-7/05 og af fakturaerne udstedt af sagsøgeren for levering af tjenesteydelser - de beløb, som sagsøgeren har modtaget fra selskabet Parthenon A.E. for disse fakturaer, udgjorde en del af sagsøgerens vederlag for levering af de tjenesteydelser, som var beskrevet i fakturaerne, og ikke et forskud, som selskabet Parthenon A.E. havde modtaget fra Kommissionen i dens egenskab af sagsøgerens repræsentant.

-    selvmodsigende begrundelse af de anfægtede retsakter

-    manglende retlig begrundelse og manglende beviser for så vidt som Kommissionens argumenter, hvorved den begrunder de anfægtede retsakter, ikke er fastslået hverken ved begrundelsen i dommen afsagt af Retten i sag T-7/05, Kommissionen mod Parthénon A.E., eller ved fakturaerne eller de andre beviser, der er blevet fremlagt.

____________