FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
L. MEDINA
fremsat den 24. februar 2022 (1)
Sag C-588/20
Landkreis Northeim
mod
Daimler AG,
procesdeltagere:
Iveco Magirus AG,
TRATON SE, tidligere MAN SE,
MAN Truck & Bus AG,
MAN Truck & Bus Deutschland GmbH,
Schönmackers Umweltdienste GmbH & Co. KG
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Hannover (den regionale ret i første instans i Hannover, Tyskland))
»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – krav om erstatning for skade forvoldt af en praksis, der er blevet erklæret i strid med artikel 101 TEUF – aftaler, vedtagelser og former for samordnet praksis – Kommissionens afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – forligsprocedure – produkter, som overtrædelsen vedrører – lastbiler – specialkøretøjer – renovationsvogne«
1. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Hannover (den regionale ret i første instans i Hannover, Tyskland) vedrører fortolkningen af Kommissionens afgørelse af 19. juli 2016 – C(2016) 4673 final – vedtaget inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 101 [TEUF] og artikel 53 i EØS-aftalen (Sag AT.39824 – Lastbiler) (herefter »afgørelsen«) (2). I denne afgørelse pålagde Europa-Kommissionen den hidtil højeste kartelbøde pr. sag, nemlig 2,93 mia. EUR (og i alt 3,81 mia. EUR (3)), som blev pålagt lastbilsproducenter for at have indgået hemmelige aftaler om at hæve priserne på lastbiler kunstigt og overvælte omkostningerne ved overholdelse af strengere emissionsregler over en periode på 14 år. Det præjudicielle spørgsmål var foranlediget af et efterfølgende søgsmål (en såkaldt »Folgeklage«) mellem Landkreis Northeim (amtet Northeim, Tyskland, herefter »Landkreis Northeim«) og Daimler AG (herefter »Daimler«). Landkreis Northeim har nedlagt påstand om erstatning fra Daimler for skade forvoldt af en praksis, der er forbudt i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde i forbindelse med renovationsvogne købt hos Daimler.
2. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om afgørelsen skal fortolkes således, at specialkøretøjer, navnlig renovationsvogne, er omfattet af begrebet »produkter, som overtrædelsen vedrører« i denne afgørelses forstand.
I. De faktiske omstændigheder i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
3. I 2006 og 2007 købte Landkreis Northeim (et offentligretligt organ) to husholdningsrenovationsvogne hos Daimler til en pris af henholdsvis 146 740,00 EUR og 146 586,58 EUR efter et udbud vedrørende hvert køb.
4. Den 19. juli 2016 vedtog Kommissionen afgørelsen som led i en forligsprocedure.
5. Ved denne afgørelse fastslog Kommissionen, at flere internationale lastbilsproducenter, herunder Daimler, MAN og Iveco Magirus, havde overtrådt artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53. Overtrædelsen bestod i hemmelige aftaler om prissætning og prisstigninger i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) for lastbiler på mellem 6 og 16 ton (»mellemtunge lastbiler«) eller på over 16 ton (»tunge lastbiler«) og overvæltning af omkostninger i forbindelse med indførelsen af teknologi for emissionskontrol for sådanne lastbiler i overensstemmelse med EURO 3- til 6-standarderne. Overtrædelsen vedrørte hele EØS og varede fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011 (herefter »kartellet«).
6. Efter vedtagelsen af afgørelsen anlagde Landkreis Northeim et erstatningssøgsmål mod Daimler ved Landgericht Hannover (den regionale ret i første instans i Hannover, Tyskland). Ved dette søgsmål er der nedlagt påstand om erstatning for den økonomiske skade, som Landkreis Northeim har lidt som følge af Daimlers konkurrencebegrænsende adfærd. Dette søgsmål udgør i forhold til denne virksomhed en »Folgeklage« (et efterfølgende erstatningssøgsmål anlagt ved en national domstol efter en endelig afgørelse fra Kommissionen, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53).
7. Landkreis Northeim er af den opfattelse, at de renovationsvogne, som blev erhvervet hos Daimler, er omfattet af definitionen af lastbiler i afgørelsen. Denne opfattelse er baseret på denne afgørelses ordlyd, som ikke udtrykkeligt udelukker specialkøretøjer (4).
8. I modsætning hertil har Daimler for den forelæggende ret gjort gældende, at disse renovationsvogne ikke er omfattet af afgørelsen, da der er tale om specialkøretøjer. Virksomheden har begrundet dette med, at Kommissionen forud for afgørelsen præciserede omfanget af sine undersøgelser i en begæring om oplysninger af 30. juni 2015 (herefter »begæringen om oplysninger fra 2015«), der blev sendt til Daimler, og hvori det var anført, at begrebet »lastbil« ikke omfatter brugte lastbiler, specialkøretøjer (f.eks. militærkøretøjer, brandslukningskøretøjer), videresolgt »ekstramonteret udstyr«, eftersalgsydelser og anden service og garantier.
9. I denne forbindelse og under hensyn til kravene i artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1/2003 (5), hvorefter nationale domstole, når de i henhold til artikel 101 TEUF eller 102 TEUF træffer afgørelse om aftaler, vedtagelser eller praksis, som allerede er genstand for en kommissionsafgørelse, ikke kan træffe afgørelser, der er i strid med den afgørelse, som Kommissionen har truffet, nærer den forelæggende ret tvivl om, hvilke produkter der er omfattet af det i hovedsagen omhandlede kartel. I betragtning af, at retspraksis på nationalt plan vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt specialkøretøjer er omfattet af begrebet »lastbiler« som defineret i afgørelsen, ikke er ensartet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om renovationsvogne er udelukket fra de produkter, der er omfattet af det pågældende kartel.
10. I denne henseende har den forelæggende ret indledningsvis anført, at Kommissionen i femte betragtning til afgørelsen for det første konstaterede, at »[d]e produkter, som overtrædelsen vedrører, er lastbiler på mellem 6 og 16 ton (»mellemtunge lastbiler«) og lastbiler på over 16 ton (»tunge lastbiler«) og omfatter både stive lastbiler og trækkere«, og for det andet, at »lastbiler til militær anvendelse« er udelukket fra afgørelsens anvendelsesområde.
11. Under disse omstændigheder er den forelæggende ret på den ene side af den opfattelse, at den ordlyd, som Kommissionen har anvendt til at beskrive de produkter, som overtrædelsen vedrører, kan forstås således, at den i princippet kun omfatter »normale« lastbiler – med undtagelse af dem, der er bestemt til militær anvendelse – og at specialkøretøjer, herunder renovationsvogne, i mangel af en udtrykkelig angivelse heraf, er udelukket fra det af Kommissionen anvendte begreb »lastbiler«, da de er omfattet af begrebet »andre former for varer« (6).
12. På den anden side kan den samme ordlyd ifølge den forelæggende ret ligeledes forstås således, at begrebet »lastbiler« omfatter alle typer lastbiler, dvs. at det omfatter alle typer specialkøretøjer – med undtagelse af lastbiler til militær anvendelse.
13. Dernæst er den forelæggende ret i tvivl om, hvilken virkning begæringen om oplysninger fra 2015 har på fastlæggelsen af de produkter, som overtrædelsen vedrører. Den forelæggende ret er navnlig i tvivl om, hvorvidt den omstændighed, at Kommissionen anførte, at begrebet lastbiler i forbindelse med den pågældende begæring ikke omfatter brugte lastbiler eller specialkøretøjer (navnlig militærkøretøjer, brandslukningskøretøjer), indebærer, at ovenstående blot er en liste over eksempler og ikke en udtømmende liste over specialkøretøjer.
14. Endelig har den forelæggende ret anført, at afgørelsen er vedtaget i henhold til en forligsprocedure, som blev indledt af Kommissionen efter anmodninger til denne institution fra de parter, der var involveret i den pågældende procedure. I denne forbindelse er den i tvivl om virkningen af den omstændighed, at omfanget af den konkurrencebegrænsende adfærd fastlægges i forbindelse med en sådan procedure.
15. Under disse omstændigheder har Landgericht Hannover (den regionale ret i første instans i Hannover, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal [Kommissionens] afgørelse af 19. juli 2016 – C(2016) 4673 final – vedtaget inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 101 TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen (Sag AT.39824 – Lastbiler) fortolkes således, at også specialkøretøjer, navnlig renovationsvogne, er omfattet af konstateringerne i denne afgørelse?«
16. Landkreis Northeim, Schönmackers Umweltdienste GmbH & Co. KG (herefter »Schönmackers«), Daimler, TRATON SE (tidligere »MAN«), Iveco Magirus, den østrigske regering og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Alle disse parter (med undtagelse af den østrigske regering) har ligeledes afgivet mundtlige indlæg i retsmødet for Domstolen.
II. Bedømmelse
A. Kort sammenfatning af parternes argumenter
17. Landkreis Northeim har for det første gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, da Daimler ikke inden for den fastsatte frist gjorde brug af sin ret til at indbringe et søgsmål til prøvelse af afgørelsen for Retten og derfor ikke længere kan anfægte afgørelsens lovlighed ved at anlægge sag ved de nationale domstole mod de nationale foranstaltninger til gennemførelse af denne afgørelse. De nationale domstole er bundet af gyldigheden af en EU-foranstaltning, således at det ikke længere er muligt at anmode om en præjudiciel afgørelse vedrørende afgørelsens gyldighed.
18. Schönmackers, der intervenerede til støtte for Landkreis Northeims påstande, har gjort gældende, at det ikke fremgår, at den forelæggende ret finder, at besvarelsen af det forelagte spørgsmål er nødvendig, for at den kan afgøre tvisten i hovedsagen.
19. Subsidiært har Landkreis Northeim og Schönmackers i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionens begæring om oplysninger er uden betydning for fortolkningen af afgørelsen.
20. For det andet er Landkreis Northeim og Schönmackers af den opfattelse, at afgørelsen ikke indeholder noget holdepunkt for at konkludere, at renovationsvogne er udelukket fra denne afgørelses anvendelsesområde.
21. Ifølge Landkreis Northeim er både lastbiler og specialkøretøjer endvidere omfattet af køretøjsklasse N som omhandlet i forordning (EU) 2018/858 (7). Denne konstatering bestyrkes ligeledes af det forhold, at anvendelsesområdet for forordning (EU) 2019/631 (8) og for forordning (EU) 2018/956 (9) generelt omfatter erhvervskøretøjer i klasse N.
22. Dernæst har Landkreis Northeim gjort gældende, at sondringen efter køretøjsklasse – som det fremgår af artikel 4 i direktiv 2006/126/EF (10) – udelukkende foretages på grundlag af køretøjernes vægt, det maksimale antal personer, der kan transporteres i det pågældende køretøj, og den aldersgrænse, hvorfra en person kan få tilladelse til at føre køretøjet.
23. Endvidere fremgår ifølge Landkreis Northeim den omstændighed, at renovationsvogne er omfattet af kategorien »lastbiler«, navnlig af den af Kraftfahrt-Bundesamt (forbundsmyndigheden for motorkøretøjer, Tyskland) udarbejdede liste over motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil. En renovationsvogn er heri klassificeret som en »husholdningsaffaldsvogn«.
24. Daimler har – støttet af MAN og Iveco Magirus – gjort gældende, at specialkøretøjer ikke er lastbiler i afgørelsens forstand.
25. Disse virksomheder har i det væsentlige for det første gjort gældende, at der i almindelig sprogbrug sondres mellem lastbiler og specialkøretøjer, idet »lastbiler« er køretøjer, der er konstrueret og bygget hovedsagelig til transport af gods, mens »specialkøretøjer« er køretøjer, der er bygget og udstyret til et bestemt formål. For det andet har Daimler, MAN og Iveco Magirus anført, at begrebet »lastbil« er defineret og anvendes i forskellige retsakter i den afledte EU-ret. Ifølge disse virksomheder danner den EU-retlige definition grundlaget for konstateringerne i afgørelsen. For det tredje er Daimler, MAN og Iveco Magirus i det væsentlige af den opfattelse, at afgørelsens ordlyd som helhed betragtet ikke støtter den konklusion, at specialkøretøjer er omfattet heraf. For det fjerde er ifølge Daimler, MAN og Iveco Magirus de i hovedsagen omhandlede renovationsvogne på grund af deres tilsigtede formål, udstyr og særlige karakteristika ikke bestemt til transport af gods, men er specielt konstrueret til anvendelse i affaldssektoren og derfor ikke omfattet af afgørelsen. For det femte har Iveco Magirus gjort gældende, at det ikke er klart – endsige indlysende – for afgørelsens adressater, at en national domstol i forbindelse med et erstatningssøgsmål kan anlægge det synspunkt, at den pågældende afgørelse ligeledes vedrører specialkøretøjer. For det sjette har Iveco Magirus i det væsentlige gjort gældende, at i henhold til princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, der er indeholdt i artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal afgørelsen i tilfælde af, at der hersker tvivl om dens materielle anvendelsesområde, fortolkes strengt, og at specialkøretøjer derfor ikke kan anses for lastbiler i denne afgørelses forstand.
26. Den østrigske regering og Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at renovationsvogne er blandt de produkter, der er omfattet af kartellet og af afgørelsen.
B. Bedømmelse
1. Formaliteten
27. Landkreis Northeim, sagsøgeren i hovedsagen, og Schönmackers har i det væsentlige gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse og det præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.
28. Det er min opfattelse, at disse argumenter må forkastes.
29. Det følger af fast retspraksis, at når de præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten – som det er tilfældet i den foreliggende sag – er Domstolen principielt forpligtet til at træffe afgørelse (11).
30. I den foreliggende sag har den forelæggende ret fået forelagt et efterfølgende erstatningssøgsmål, der er anlagt på grundlag af en afgørelse truffet af Kommissionen. I den pågældende afgørelse fastslog Kommissionen, at flere virksomheder, herunder Daimler, MAN og Iveco Magirus, havde deltaget i et lastbilkartel og overtrådt artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (12).
31. I forelæggelsesafgørelsen har den forelæggende ret forklaret, at sagsøgeren i hovedsagen (Landkreis Northeim), som købte to renovationsvogne, er af den opfattelse, at disse lastbiler er blandt de produkter, som overtrædelsen vedrører. På den anden side har Daimler for den forelæggende ret gjort gældende, at disse lastbiler er specialkøretøjer og derfor ikke omfattet af afgørelsens materielle anvendelsesområde.
32. Det fremgår, at den forelæggende ret er i tvivl om afgørelsens korrekte materielle anvendelsesområde og ikke er i stand til at træffe afgørelse i hovedsagen, om disse to renovationsvogne er omfattet af afgørelsen eller ej.
33. Det følger heraf, at den fortolkning af afgørelsens anvendelsesområde, som den forelæggende ret har anmodet om, er nødvendig for, at denne ret kan fastslå, om erstatningssøgsmålet er begrundet eller ej.
34. Hvad angår Landkreis Northeims argument i punkt 17 i dette forslag til afgørelse er det tilstrækkeligt at henvise til, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Daimler er en af de sagsøgte i hovedsagen i et erstatningssøgsmål anlagt af Landkreis Northeim som et efterfølgende søgsmål på grundlag af afgørelsen, og at Daimler ikke har anfægtet gyldigheden af denne afgørelse for den forelæggende ret.
35. I modsætning til Kommissionens afgørelser, hvorved der anordnes tilbagesøgning af statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, medfører en afgørelse fra Kommissionen, hvori det fastslås, at der foreligger et kartel – som den her omhandlede – endvidere ikke, at der er behov for en national foranstaltning til gennemførelse af denne afgørelse.
36. Det følger heraf, at det her kun drejer sig om fortolkningen af afgørelsen.
37. Endelig har Domstolen allerede tidligere haft lejlighed til at fortolke Kommissionens afgørelser på det konkurrenceretlige område, da der er tale om retsakter udstedt af en EU-institution som omhandlet i artikel 267 TEUF (13).
2. Realiteten
a) Indledning
38. Indledningsvis er – som Unionens retsinstanser allerede har fastslået – »[i] relation til artikel 101, stk. 1, TEUF […] en forudgående afgrænsning af det relevante marked […] ikke en nødvendig forudsætning, når den omtvistede aftale i sig selv har et konkurrencebegrænsende formål, dvs. når Kommissionen uden først at have afgrænset markedet behørigt har kunnet fastslå, at den pågældende aftale har fordrejet konkurrencen og mærkbart kunne påvirke handelen mellem medlemsstater. Der er navnlig tale om de mest alvorlige [aftaler], som forbydes udtrykkeligt i artikel 101, stk. 1, litra a)-e), TEUF« (14). Det er min opfattelse, at ovenstående under alle omstændigheder er korrekt i forhold til et kartel som det i hovedsagen omhandlede.
39. I den foreliggende sag er det ubestridt, at kartellet frembød alle kendetegnene ved en aftale og/eller samordnet praksis som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, som havde til formål at hindre, begrænse og/eller fordreje konkurrencen med hensyn til lastbiler inden for EØS (15).
40. Endvidere har Unionens retsinstanser ligeledes præciseret, at »det marked, der er omfattet af Kommissionens afgørelse, som fastslår, at der er tale om en overtrædelse af artikel 101 TEUF, er fastlagt ved aftalerne og aktiviteter inden for kartellet« (16).
41. Det fremgår således af Unionens retsinstansers praksis, at »det ikke er Kommissionen, som vilkårligt [vælger] det omhandlede marked, men det er medlemmerne af det kartel, […] som frivilligt fokuserede deres konkurrencebegrænsende adfærd på [de omhandlede produkter]« (17).
42. På baggrund af ovenstående betragtninger, og henset til karakteren af den præjudicielle forelæggelsesprocedure, tilkommer det ikke Domstolen at afgrænse det relevante produktmarked i den foreliggende sag, og den skal heller ikke undersøge, om Kommissionen afgrænsede det relevante produktmarked.
43. Det, som kræves af Domstolen i den foreliggende sag, er at vurdere afgørelsens anvendelsesområde, dvs. at fastslå de produkter, »som [den overtrædelse] vedrører«, som Kommissionen har konstateret i afgørelsen. Den skal navnlig afgøre, om det følger af afgørelsen, at specialkøretøjer, navnlig renovationsvogne, er blandt de produkter, som overtrædelsen vedrører.
44. Det skal indledningsvis fremhæves, at de af parterne anførte forskellige definitioner af begreberne »lastbil« og »specialkøretøj« – som findes i flere afledte EU-retsakter (såsom direktiv 97/27/EF (18)) – er irrelevante, da Kommissionen ikke støttede sig på sådanne retsakter/definitioner i afgørelsen, og da den indeholder sin egen definition af de produkter, som overtrædelsen vedrører, der er relevant for bedømmelsen af den foreliggende sag. Domstolen bør derfor udelukkende basere sin begrundelse på de specifikke definitioner og den specifikke ordlyd af selve afgørelsen.
b) Afgørelsens anvendelsesområde
45. Det er fast retspraksis, at der »[v]ed fortolkningen af en [EU-retlig bestemmelse] […] ikke blot [skal] tages hensyn til ordlyden, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af« (19).
46. Domstolen kan imidlertid ikke fortolke denne bestemmelse i strid med dens klare og præcise ordlyd (20).
1) Afgørelsens ordlyd
47. Indledningsvis er det ubestridt, at definitionen af »lastbiler« i afgørelsen svarer til definitionen i klagepunktsmeddelelsen, idet den eneste forskel er, at Kommissionen i afgørelsen udtrykkeligt udelukkede lastbiler til militær anvendelse (havde dette ikke været tilfældet, havde virksomhederne formentlig anlagt sag til prøvelse af afgørelsen på dette grundlag).
48. Afgørelsens artikel 1 bestemmer: »Ved at indgå hemmelige aftaler om prissætning og prisstigninger i EØS for mellemtunge og tunge lastbiler samt om tidspunktet for og overvæltning af omkostninger i forbindelse med indførelsen af teknologi for emissionskontrol for mellemtunge og tunge lastbiler i overensstemmelse med EURO 3- til 6-standarderne har følgende virksomheder overtrådt artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 i de angivne perioder: […] c) Daimler AG, 17. januar 1997-18. januar 2011« (herefter »overtrædelsen«).
49. Artikel 1 bør sammenholdes med femte betragtning til denne afgørelse.
50. Femte betragtning har følgende ordlyd: »De produkter, som overtrædelsen vedrører, er lastbiler på mellem 6 og 16 ton (»mellemtunge lastbiler«) og lastbiler på over 16 ton (»tunge lastbiler«) og omfatter både stive lastbiler og trækkere (i det følgende benævnes mellemtunge og tunge lastbiler tilsammen »lastbiler«). [Fodnote 5 hertil har følgende ordlyd: »Lastbiler til militær anvendelse er ikke medtaget.«] Denne sag vedrører ikke eftersalg, anden service og garantier vedrørende lastbiler, salg af brugte lastbiler eller andre former for varer eller tjenesteydelser, som sælges af adressaterne for denne afgørelse.«
51. Det fremgår klart af afgørelsens ordlyd, at den omfatter salg af alle mellemtunge og tunge lastbiler, uanset om det drejer sig om stive lastbiler eller trækkere (21).
52. Ifølge ordlyden af denne afgørelse er det kun lastbiler til militær anvendelse, der udtrykkeligt er udelukket. Ud over lastbiler til militær anvendelse omfatter afgørelsen ikke eftersalgsydelser, anden service og garantier vedrørende lastbiler, salg af brugte lastbiler eller andre former for varer eller tjenesteydelser (22), som sælges af adressaterne for denne afgørelse.
53. Hvad angår specialkøretøjer må afgørelsen, eftersom den kun udelukker lastbiler til militær anvendelse fra sit anvendelsesområde, anses for at omfatte alle lastbiler på mellem 6 og 16 ton og på over 16 ton, herunder specialkøretøjer (med lastbiler til militær anvendelse som den eneste undtagelse).
54. Hvis Kommissionen havde ønsket at undtage andre typer lastbiler, f.eks. renovationsvogne, fra afgørelsens anvendelsesområde, ville den have nævnt dem udtrykkeligt.
55. Efter min opfattelse er dette den eneste fortolkning af afgørelsen, der respekterer princippet om juridisk klarhed og retssikkerhedsprincippet. Disse to principper går hånd i hånd.
56. For det første kræver princippet om juridisk klarhed, at retsakter vedtaget af EU-institutioner – såsom Kommissionens afgørelser i konkurrencesager – skal være klare og utvetydige.
57. For det andet kræver det generelle retssikkerhedsprincip, som er et grundlæggende EU-retligt princip, navnlig, at »en ordning er klar og utvetydig, for at borgerne ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter« (23).
58. I denne forbindelse har Domstolen allerede præciseret, at dette krav om retssikkerhed gælder med særlig styrke, når der er tale om EU-retlige bestemmelser med retsvirkninger af økonomisk art, således at de berørte kan få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der herved pålægges dem (24).
59. Denne fortolkning af afgørelsen er endvidere ligeledes påkrævet, da udelukkelser – såsom udelukkelsen i afgørelsen, der kun udelukker lastbiler til militær anvendelse – skal fortolkes strengt.
60. Jeg er – ligesom Landkreis Northeim – af den opfattelse, at beslutningen om at indføje fodnoten vedrørende lastbiler til militær anvendelse umiddelbart efter beskrivelsen af de lastbiler, der er omfattet af afgørelsen, i femte betragtning til afgørelsen klart viser, at Kommissionen havde fundet, at specialkøretøjer var blandt de produkter, der var omfattet af afgørelsen, og ikke kunne klassificeres som f.eks. »andre varer, som sælges af medlemmerne af kartellet«.
61. Det fremgår desuden ligeledes af en systematisk sammenligning med andre passager i afgørelsen, at denne afgørelse også omfatter specialkøretøjer (undtagen lastbiler til militær anvendelse).
62. Jeg er enig med Kommissionen i, at det er relevant at påpege, at det kartel, som Daimler deltog i, omfattede konkurrencebegrænsende aftaler vedrørende bruttoprislister med angivelse af priserne på de forskellige komponenter samt lastbilskonfiguratorer, som udgjorde selve grundlaget for et stort antal individuelle køretøjskonfigurationer. Dette er også blevet påpeget i dom KZR 35/19 afsagt af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) (25). Da hver enkelt lastbil var tilpasset kundens behov, vedrørte den konkurrencebegrænsende adfærd således netop ligeledes lastbilernes forskellige elementer og komponenter.
63. Det fremgår ikke af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, og navnlig ikke af afgørelsen, at renovationsvogne – i modsætning til andre lastbiler – ikke var omfattet af kartellet.
64. Den omstændighed, at en renovationsvogn kan indeholde andre komponenter end lastbiler, der er bestemt til en anden anvendelse, betyder ikke, at den ikke længere er en lastbil, og endnu mindre, at den ikke er en lastbil, der er omfattet af afgørelsen. I modsætning hertil er den østrigske regerings og Kommissionens argumenter om, at de fleste af renovationsvognes egenskaber og komponenter i princippet er identiske med dem, der findes i andre typer af lastbiler, langt mere overbevisende.
65. I denne henseende gør den af Kommissionen beskrevne mekanisme i forbindelse med det omhandlede kartel i 27. og 28. betragtning til afgørelsen (»Prissætningsmekanismer og bruttoprislister«) og 46.-60. betragtning hertil (»Beskrivelse af adfærden«) det ikke muligt at konkludere, at specialkøretøjer er udelukket fra de produkter, som overtrædelsen vedrører.
66. Det fremgår af 28. betragtning til afgørelsen, at de bruttoprislister, som de pågældende virksomheder anvendte, omfattede priserne på alle modeller af mellemtunge og tunge lastbiler og alle fabriksmonterede tilvalgsmuligheder (med hensyn til særligt udstyr), som den pågældende fabrikant tilbød. Som det fremgår af 46. betragtning til denne afgørelse, udvekslede de pågældende virksomheder endvidere bruttoprislister og digitale lastbilskonfiguratorer, der indeholdt alle modeller og tilvalgsmuligheder, hvilket gjorde det muligt at beregne bruttopriserne for enhver lastbilskonfiguration. Dernæst fremgår det udtrykkeligt af 48. betragtning til afgørelsen, at udvekslingen af lastbilskonfiguratorer var en hjælp ved sammenligningen af egne tilbud med konkurrenternes, og at det således kunne forstås ud fra disse konfiguratorer, hvilket ekstraudstyr der ville være kompatibelt med hvilke lastbiler, og hvilke tilvalgsmuligheder der ville være en del af standardudstyret eller et ekstraudstyr. Endelig fremgår det af 56. betragtning til denne afgørelse, at de oplysninger, der blev udvekslet mellem de virksomheder, som overtrådte artikel 101 TEUF, enten vedrørte grundmodellerne eller lastbilerne og de tilgængelige tilvalgsmuligheder (ofte blev dette angivet særskilt i de tabeller, der blev udvekslet mellem virksomhederne) (26).
67. Det fremgår af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, og navnlig af afgørelsen, at bruttoprislisterne og konfiguratorerne vedrørte dele og komponenter, som også anvendes på specialkøretøjer (såsom renovationsvogne).
68. Som følge heraf var valgfrit ekstraudstyr og konfigurationsmuligheder også en del af kartellet og derfor omfattet af afgørelsen.
69. Jeg er derfor enig med Bundesgerichtshof (forbundsdomstol), som allerede har haft lejlighed til at tage stilling til netop det i den foreliggende sag omhandlede spørgsmål, og som fastslog (27), at afgørelsen ikke indeholder noget holdepunkt for at konkludere, at »specialkøretøjer« ikke er blandt de produkter, som overtrædelsen vedrører. Det fremgår derimod af 28. og 46.-48. betragtning til denne afgørelse, at den omhandlede overtrædelse vedrørte alt special- og standardudstyr og alle modeller samt alle fabriksmonterede tilvalgsmuligheder, som den pågældende fabrikant tilbød.
70. I den pågældende doms præmis 34 fastslog Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) i det væsentlige, at appelinstansen ikke begik en retlig fejl ved at fastslå, at der ligeledes forelå en ansvarspådragende årsagssammenhæng i forbindelse med købet af en lastbil med betonkanon, to dumpere og en ladvogn. Den fastslog endvidere, at appelinstansen med rette ikke udledte af afgørelsen, at disse lastbiler ikke var omfattet af kartelaftalerne. I henhold til afgørelsen, som er bindende for de nationale domstole, er lastbiler på mellem 6 og 16 ton og lastbiler på over 16 ton, både trækkere og stive lastbiler, omfattet af afgørelsen. Den fastslog, at kun lastbiler til militær anvendelse, eftersalgsydelser, anden service og garantier vedrørende lastbiler, salg af brugte lastbiler eller andre former for varer eller tjenesteydelser, som sælges af de pågældende virksomheder, var udelukket fra afgørelsens anvendelsesområde.
71. I den pågældende doms præmis 35 fastslog Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) ligeledes, at der under revisionsanken ikke var indgivet indlæg eller gjort faktiske omstændigheder gældende til støtte for argumentet om, at de tre ovennævnte lastbilstyper – uden de for en dumper eller en lastbil med betonkanon karakteristiske påbygninger – adskiller sig fra de grundmodeller eller »referencetyper«, som den sagsøgte virksomhed og intervenienterne henviste til, og som under alle omstændigheder var genstand for listeprisaftalerne og netop dannede grundlag for et stort antal individuelle køretøjskonfigurationer. Som følge heraf fastslog den ligeledes, at virksomhedernes argumenter, der var baseret på begæringen om oplysninger fra 2015, var irrelevante.
72. Endvidere er flere andre tyske domstole allerede nået til samme konklusion. De har fastslået, at specialkøretøjer, navnlig renovationsvogne, er omfattet af afgørelsen. Disse nationale domstole i første og anden instans fremførte i forbindelse med fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder tilsvarende argumenter som dem, jeg fremsætter i dette forslag til afgørelse, og baserede bl.a. denne konklusion på følgende betragtninger: i) den omstændighed, at afgørelsens ordlyd efter deres opfattelse var klar og ikke udelukkede noget specialkøretøj med undtagelse af lastbiler til militær anvendelse, ii) det kriterium, der er fastsat i afgørelsen for at afgøre, om en bestemt lastbil er omfattet af dens anvendelsesområde, er dens vægt, iii) virksomhedernes argumenter om, at specialkøretøjer – såsom brandslukningskøretøjer, dumpere, Custom Tailored Trucks (CTT) eller renovationsvogne – ikke er omfattet af afgørelsen, finder ingen støtte i afgørelsens ordlyd, iv) for så vidt som det i begæringen om oplysninger fra 2015 blev nævnt, at specialkøretøjer ikke var omfattet af denne begæring, blev denne tilgang under alle omstændigheder ikke gengivet i selve afgørelsen, v) uanset virksomhedernes argumenter købte sagsøgerne i de efterfølgende søgsmål i mange tilfælde i realiteten ofte ikke f.eks. brandslukningskøretøjer eller dumpere hos den sagsøgte virksomhed, men snarere et lastbilchassis, hvorpå brandslukningskarrosserisdelene i givet fald derefter blev monteret af tredjemandsvirksomheder (28).
73. Efter min opfattelse er disse argumenter fra de tyske domstole overbevisende og finder tilsvarende anvendelse også på renovationsvogne. Da chassiset er stort set identisk til sådanne anvendelser, vedrører de væsentligste forskelle en lastbils karrosseri, og det er således ikke muligt på en hensigtsmæssig og præcis måde at definere en underkategori af »specialkøretøjer« i afgørelsen.
74. Da afgørelsen ikke nævner nogen anden undtagelse eller begrænsning vedrørende de lastbiler, som overtrædelsen vedrører, omfatter denne afgørelses klare og udtrykkelige ordlyd – idet afgørelsen udtrykkeligt kun er baseret på kriteriet lastbilsvægt – derfor alle mellemtunge og tunge lastbiler, med undtagelse af lastbiler til militær anvendelse. Som følge heraf omfatter den specialkøretøjer og navnlig de i hovedsagen omhandlede renovationsvogne.
2) Den sammenhæng, hvori den pågældende bestemmelse indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den pågældende bestemmelse udgør en del af
75. Som nævnt i punkt 45 i dette forslag til afgørelse er det ved fortolkningen af afgørelsen ligeledes nødvendigt at tage hensyn til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af.
76. Jeg er enig med den østrigske regering i, at det ikke er i overensstemmelse med hverken den generelle ordning eller afgørelsens ånd eller formål at udelukke specialkøretøjer fra afgørelsens anvendelsesområde, alene fordi det chassis, der anvendes til fremstillingen af sådanne lastbiler, er forsynet med ekstraudstyr. Alle lastbiler er – hvad enten der er tale om grundmodeller eller lastbiler med et særligt karrosseri – således i princippet bygget på samme chassis. Specialkøretøjer, der anvendes til f.eks. brandbekæmpelse, affaldsindsamling, snerydning eller renholdelse af gader og veje, har som standardudstyr det lastbilchassis, der er fremstillet af de pågældende virksomheder.
3) Grundene til, at lastbiler til militær anvendelse er udelukket fra de »produkter, som overtrædelsen vedrører«
77. I forbindelse med den administrative procedure og drøftelserne med henblik på at nå frem til et forlig fremførte virksomhederne over for Kommissionen argumenter, hvorefter lastbiler til militær anvendelse bør udelukkes fra afgørelsens anvendelsesområde. Kommissionen accepterede disse argumenter.
78. Det er vigtigt at fremhæve, at lastbiler til militær anvendelse er specielt udstyret i betragtning af deres anvendelse, og Kommissionen kunne ikke – som den forklarede i retsmødet – med sikkerhed fastslå, at priserne på lastbiler til militær anvendelse var baseret på de bruttopriser, som blev udvekslet mellem virksomhederne, eller at de konfiguratorer, som også blev udvekslet, omfattede sådanne lastbiler til militær anvendelse.
79. Det fremgår heraf, at det er klart, hvorfor det var hensigtsmæssigt at udelukke lastbiler til militær anvendelse (og kun sådanne lastbiler) fra afgørelsens anvendelsesområde.
80. Desuden finder jeg det relevant at påpege, at ingen af virksomhederne under hele den administrative procedure på noget tidspunkt gjorde gældende, at renovationsvogne skulle anses for at være udelukket fra kartellet.
c) Begæringen om oplysninger fra 2015 er ikke relevant for fastlæggelsen af de »produkter, som overtrædelsen vedrører« i en kommissionsafgørelse
81. Det følger bl.a. af artikel 18 i forordning nr. 1/2003 med overskriften »Begæringer om oplysninger«, at »[m]ed henblik på at udføre de opgaver, som den er betroet i henhold til denne forordning, kan Kommissionen i form af en anmodning eller ved beslutning pålægge virksomheder […] at stille alle nødvendige oplysninger til rådighed. […] Når Kommissionen fremsender en anmodning om oplysninger til en virksomhed […], angiver den retsgrundlaget og formålet med anmodningen […]«.
82. Jeg er, ligesom den østrigske regering og Kommissionen, af den opfattelse, at indholdet af en begæring om oplysninger, der er fremsendt i forbindelse med den administrative procedure, ikke kan medføre en begrænsning af anvendelsesområdet for en efterfølgende, endelig afgørelse fra Kommissionen eller anvendes til at fastlægge de »produkter, som overtrædelsen vedrører« i en kommissionsafgørelse.
83. Som Domstolen bemærkede, udgør »en anmodning om oplysninger […] en undersøgelsesforanstaltning, som generelt anvendes under undersøgelsesproceduren, der går forud for klagepunktsmeddelelsen og alene har til formål at give Kommissionen mulighed for at indsamle de oplysninger og dokumenter, som er nødvendige for at efterprøve rigtigheden og følgerne af bestemte faktiske og retlige omstændigheder« (29). Det fremgår klart af ovenstående punkter i dette forslag til afgørelse, at formålet med sådanne begæringer ikke er at definere eller specificere de produkter, der er omfattet af den konkurrencebegrænsende adfærd, hvilket er forbeholdt Kommissionens klagepunktsmeddelelse og endelige afgørelse. Som det udtrykkeligt var anført i begæringen om oplysninger fra 2015, havde den alene til formål at fastlægge den relevante afsætning med henblik på beregning af bøden i lyset af Kommissionens skønsbeføjelse i denne henseende (30).
84. Der er en klar sondring mellem på den ene side at undersøge faktiske omstændigheder med henblik på bødeberegning og på den anden side at fastlægge anvendelsesområdet for en kommissionsafgørelse. I betragtning af, at Daimler, Iveco Magirus, TRATON SE og MAN har forsøgt at sløre denne grænse, må disse argumenter forkastes.
85. Sådanne begæringer om oplysninger har til formål at indhente yderligere oplysninger og kan klart ikke forhindre Kommissionen i at afgrænse det relevante marked snævrere eller bredere eller, med andre ord, de typer af »produkter, som overtrædelsen vedrører«. Dette kan faktisk meget vel vise sig at være nødvendigt netop i lyset af virksomhedernes svar på begæringen om oplysninger fra 2015.
86. I denne forbindelse er det vigtigt at notere sig, at en begæring om oplysninger for det første ikke udgør en del af Kommissionens afgørelse, og for det andet er den ikke en retsakt fra Kommissionen (som EU-institution), men derimod et dokument, der som led i proceduren er udarbejdet af sagsbehandlerne (i Generaldirektoratet for Konkurrence). I den foreliggende sag er den derfor irrelevant med henblik på at fastlægge overtrædelsens omfang og rækkevidde.
87. I modsætning hertil er afgørelsen baseret på alle de faktiske omstændigheder, der blev fastslået i forbindelse med den administrative procedure, den udgør den formelle afslutning på denne procedure og er vedtaget af Kommissionen som EU-institution (af kommissærkollegiet).
88. I afgørelsens artikel 1 og femte betragtning dertil er det klart defineret, hvilke produkter der var omfattet af den konkurrencebegrænsende adfærd. Kommissionen definerede de produkter, som overtrædelsen vedrørte, på grundlag af de beviser, den var i besiddelse af.
89. Det følger heraf, at det for at fastslå, hvilke produkter overtrædelsen vedrører, kun er indholdet af denne afgørelse, der er relevant.
d) Den manglende hensyntagen til afsætningen af specialkøretøjer ved beregningen af bøden har ingen betydning for ovenstående fortolkning
90. I modsætning til Daimlers, MAN’s og Iveco Magirus’ argumenter har den omstændighed, at Kommissionen ved beregningen af bøden ikke tog hensyn til afsætningen af specialkøretøjer, ingen betydning for min fortolkning af afgørelsen.
91. Kommissionen anvendte den afsætning, som virksomhederne oplyste i deres svar på begæringen om oplysninger fra 2015, som grundlag for sin beregning. Specialkøretøjer blev udelukket fra denne beregning, om end ikke fuldstændigt (31).
92. Som det fremgår af afgørelsens 112. betragtning, anvendte Kommissionen punkt 37 i retningslinjerne for beregning af bøder (32), der giver den mulighed for at fravige metoden i retningslinjerne, for at foretage en ensartet justering af hver virksomheds del af afsætningens værdi med henblik på at beregne de variable og ekstra bødebeløb. Kommissionen forklarede, at den gjorde dette inden for rammerne af sin skønsbeføjelse, bl.a. af proportionalitetshensyn. De værdier af afsætningen, som Kommissionen anvendte, var derfor under alle omstændigheder betydeligt lavere end de værdier af afsætningen, der i realiteten var direkte eller indirekte berørt af kartellet.
93. I princippet er afsætningens værdi en af de faktorer, som Kommissionen anvender ved beregningen af bøder (jf. Kommissionens redegørelse for dette princip i 108. og 109. betragtning til afgørelsen), mens den anden er overtrædelsens varighed (33).
94. Efter min opfattelse handlede Kommissionen i denne henseende inden for rammerne af sin skønsbeføjelse (34), da den udelukkede specialkøretøjer ved fastlæggelsen af afsætningens værdi. Kommissionen tog på samme måde for alle de berørte virksomheder – og til fordel for disse virksomheder – en lavere værdi af afsætningen i betragtning end det maksimum, som dens skønsbeføjelse gav den mulighed for at anvende.
95. Som hovedregel er Kommissionens beregning af bøder ikke altid udelukkende baseret på den afsætning, der er berørt af kartellet (35).
e) Forligsproceduren indebærer ikke en anden fortolkning
96. I modsætning til Daimlers, MAN’s og Iveco Magirus’ argumenter påvirker det forhold, at afgørelsen blev vedtaget i forbindelse med en forligsprocedure, ikke fastlæggelsen af omfanget af den konkurrencebegrænsende adfærd.
97. Som det fremgår af meddelelsen om forligsprocedurer (36), forhandler Kommissionen ikke om eksistensen af en overtrædelse af konkurrencereglerne med de virksomheder, der er omfattet af forligsproceduren. Virksomhederne erkender derimod deres deltagelse i kartellet i strid med artikel 101 TEUF og deres ansvar i denne henseende. Når en afgørelse vedtages efter en forligsprocedure, nedsætter Kommissionen den bøde, der er pålagt adressaterne for den pågældende afgørelse, med 10%.
f) Foreløbig konklusion
98. Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at de procedureregler, som parterne har påberåbt sig, har til formål at fastlægge den procedure, som Kommissionen og de pågældende parter skal følge. Disse regler kan ikke generelt – eller for den sags skyld i det konkrete tilfælde i hovedsagen – påvirke det materielle omfang af den overtrædelse, som Kommissionen konstaterede i afgørelsen.
g) Køb af de omhandlede lastbiler »efter et udbud« indebærer ikke en anden fortolkning
99. Den overtrædelse, som Kommissionen konstaterede i afgørelsen, omfatter ligeledes køb foretaget i forbindelse med offentlige indkøb (udbud), i det mindste i det omfang, at køberne af lastbilerne var offentligretlige organer. Den konkurrencebegrænsende adfærd fandt bl.a. sted i forbindelse med forberedelsen af udbud.
100. Som den østrigske regering har påpeget, er offentlige ordregivende myndigheder – ud over store private transportvirksomheder – de vigtigste aftagere af de lastbiler, der er omfattet af overtrædelsen (bl.a. med henblik på renholdelse af gader og veje, snerydning, affaldsindsamling, spildevandsopsamling, offentlige bygge- og anlægsarbejder og andre kommunale vedligeholdelsesydelser).
101. Der sondres i afgørelsen ikke mellem direkte salg og salg efter udbud. Afgørelsen er hovedsagelig baseret på bruttoprislister og konfiguratorer, og dette grundlag vedrører alle former for salg – uanset om der var tale om et direkte salg eller resultatet af et udbud.
102. Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at afgørelsens ordlyd vedrørende overtrædelsens omfang og de »produkter, som overtrædelsen vedrører« er klar – og ligeledes omfatter specialkøretøjer (med undtagelse af lastbiler til militær anvendelse) og navnlig renovationsvogne – og ingen af de af parterne fremførte argumenter ændrer denne konklusion.
III. Forslag til afgørelse
103. Jeg foreslår, at Domstolen besvarer det af Landgericht Hannover (den regionale ret i første instans i Hannover, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:
»Kommissionens afgørelse af 19. juli 2016 – C(2016) 4673 final – vedtaget inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 101 [TEUF] og artikel 53 i EØS-aftalen (Sag AT.39824 – Lastbiler) skal fortolkes således, at specialkøretøjer – med undtagelse af lastbiler til militær anvendelse – og navnlig renovationsvogne, er omfattet af konstateringerne i denne afgørelse.«