Language of document :

Sag anlagt den 22. februar 2006 - De Luca mod Kommissionen

(Sag F-20/06)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Patrizia De Luca (Bruxelles, Belgien) (ved: avocats S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og E. Marchal)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at artikel 12 i vedtægtens bilag XIII er ulovlig.

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 23. februar 2005 om udnævnelse af sagsøgeren til en stilling som administrator i GD "Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed", direktoratet "Civil justice, rights and citizenship", den administrative enhed "Civil justice", for så vidt som sagsøgerens indplacering fastsættes til lønklasse A*9, løntrin 2, og virkningstidspunktet for hendes løntrinsanciennitet til den 1. februar 2005.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren var tjenestemand i lønklasse A6 (nu A*10) og blev efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne 1 udnævnt til en stilling som ekspeditionssekretær, idet hun havde bestået udvælgelsesprøve KOM/A/11/01, hvis meddelelse var blevet offentliggjort i 2001. Sagsøgeren blev i medfør af artikel 12 i vedtægtens bilag XIII indplaceret i lønklasse A*9.

Sagsøgeren har først anført, at den anfægtede afgørelse er en degradering i strid med den lovlige ramme, som er fastsat ved meddelelsen om den udvælgelsesprøve, hun har bestået, samt i strid med hendes ret til karriere. Sagsøgeren har ligeledes anført, at vedtægtens artikel 4, 5, 29 og 31 samt principperne om god forvaltningsskik og proportionalitet er tilsidesat.

Ifølge sagsøgeren tilsidesætter nævnte afgørelse desuden ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling. Dels blev indplaceringerne af beståede ansøgere fra samme udvælgelsesprøve eller fra udvælgelsesprøver på samme niveau nemlig fastsat på forskellige niveauer alt efter, om ansættelsen fandt sted før eller efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 723/2004. Dels blev sagsøgerens løntrinsanciennitet fastsat uden hensyntagen til den anciennitet, hun havde erhvervet som tjenestemand i lønklasse A*10, hvilket er i strid med de regler, der bl.a. gælder for udnævnelsen af en midlertidig ansat til tjenestemand.

Sagsøgeren har endelig påberåbt sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for så vidt som hun kunne forvente at blive udnævnt i den lønklasse, der var angivet i meddelelsen om udvælgelsesprøven.

____________

1 - EUT L 124 af 27.4.2004, s. 1.