Sag C-535/06 P
Moser Baer India Ltd
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Appel – dumping – import af compactdiske til indspilning med oprindelse i Indien – forordning (EF) nr. 960/2003 – beregning af det udligningsberettigede subsidiebeløb – konstatering af skade – artikel 8, stk. 7, i forordning (EF) nr. 2026/97«
Sammendrag af dom
1. Appel – retlig interesse – Domstolens prøvelse ex officio
(Art. 230, stk. 4, EF)
2. Appel – anbringender – fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder – afvisning – Domstolens prøvelse af bedømmelsen af beviserne – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Art. 225, stk. 1, EF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)
3. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod tredjelandes praksis med subsidier – skade – konstatering af årsagssammenhæng – institutionernes forpligtelser – hensyntagen til faktorer, der er uden forbindelse med den praktiserede subsidiering
(Rådets forordning nr. 2026/97, art. 8, stk. 1 og 7)
1. Domstolen kan af egen drift tage stilling til, om en part savner interesse i at rejse eller fortsætte en appelsag til prøvelse af en dom afsagt af Retten som følge af, at der efter afsigelsen af denne er indtrådt en sådan omstændighed, at dommen ikke kan skade appellanten, og fastslå, at appellen af denne grund må afvises eller anses for at være uden genstand. Retlig interesse hos appellanten forudsætter derfor, at appellen med sit resultat kan tilføre parten en fordel. Appellantens interesse i, at en sådan dom ophæves, og dermed indirekte, at den forordning, der er anfægtet i første instans, annulleres, kan imidlertid ikke afvises med henvisning til, at sidstnævnte ikke længere har nogen retsvirkninger. En sådan annullation kan nemlig i sig selv have retsvirkninger, navnlig ved at forhindre genoptagelsen af en ulovlig praksis fra Fællesskabets institutioners side.
(jf. præmis 24 og 25)
2. Det følger af artikel 225 EF og artikel 58, stk. 1, i Domstolens statut, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Når Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har Domstolen i henhold til artikel 225 EF kompetence til at gennemføre en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget.
Domstolen har således ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Rettens vurdering heraf udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet urigtigt.
I den forbindelse skal en sådan urigtig gengivelse af omstændighederne fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne.
Derimod er spørgsmålet om, hvorvidt Retten med rette kunne udlede af disse omstændigheder, at fællesskabsinstitutionerne ikke havde undladt at opfylde deres forpligtelse til at udvise omhu eller begrundelsespligten, et retligt spørgsmål, som er undergivet Domstolens kontrol inden for rammerne af en appel.
(jf. præmis 31-34)
3. Rådet og Kommissionen er ved fastsættelsen af skaden, som fællesskabsindustrien anses for at være påført i forbindelse med en procedure om forholdsregler over for subsidier, forpligtet til at undersøge, om den skade, de ønsker at gøre gældende, rent faktisk skyldes subsidieret import, og til at se bort fra enhver skade, der skyldes andre faktorer, herunder især den skade, der eventuelt må tilskrives fællesskabsproducenternes egen adfærd. Det påhviler fællesskabsinstitutionerne at efterprøve, om virkningerne af disse andre faktorer medførte, at der ikke var nogen årsagssammenhæng mellem dumpingen i forbindelse med dels den berørte import, dels den skade, EF-erhvervsgrenen har lidt. Det påhviler dem endvidere at sikre, at den skade, der tilskrives andre faktorer, ikke anvendes ved konstateringen af skaden som omhandlet i artikel 8, stk. 7, i forordning nr. 2026/97 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Fællesskabet, og at den pålagte antisubsidietold som følge heraf ikke overstiger, hvad der er nødvendigt for at fjerne den skade, der er forvoldt af subsidieret import.
En adfærd, som direkte påvirker priserne på varer fremstillet i Fællesskabet – såsom betaling af royalties – kan for det første skabe tvivl om årsagsforbindelsen mellem den subsidierede indførsel og skaden, og for det andet skabe tvivl om vurderingen af den skade, som fællesskabsindustrien har lidt som følge af, at priserne på de omhandlede indførsler blev underbudt.
Ifølge artikel 8, stk. 7, i forordning nr. 2026/97 foretages der også en undersøgelse af andre kendte faktorer end den subsidierede indførsel, for at sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives den subsidierede indførsel. Bestemmelsen har således til formål at sikre, at fællesskabsindustrien ikke beskyttes mere, end det er nødvendigt.
Hvis fællesskabsinstitutionerne imidlertid konstaterer, at den skade, som den subsidierede import forvoldte – selv i tilfælde, hvor der ses bort fra sådanne faktorer – var væsentlig i henhold til artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2026/97, foreligger der en årsagssammenhæng mellem den subsidierede indførsel og den skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt. Det er tilstrækkeligt, at fællesskabsinstitutionerne med henblik på at undersøge, om der stadig foreligger en årsagsforbindelse mellem den subsidierede import og den skade, EF-erhvervsgrenen blev påført, konstaterer, at den skade, fællesskabsproducenterne blev påført, til trods for ydre faktorer var væsentlig. Betalingen af royalties vil derfor kunne antages ikke at have haft betydning for den skade, som den subsidierede import forårsagede, såfremt denne faktor allerede var aktuel, før importen blev mere omfattende. Betalingen af disse royalties påvirker heller ikke den skade, som fællesskabsindustrien har lidt, når denne praksis har påvirket såvel fællesskabspriserne som priserne på de subsidierede importvarer.
(jf. præmis 87-93)