Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 12. september 2004 af Eric Mathias Fries Guggenheim mod Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (CEDEFOP)

(Sag T-373/04)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 12. september 2004 anlagt sag mod Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (CEDEFOP) af Eric Mathias Fries Guggenheim, Thessaloniki (Grækenland), ved avocat Marc-Albert Lucas.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at den af direktøren for Centret til forbedring af koordinationen og effektiviteten i Cedefop [A4] trufne afgørelse af 17. december 2003 er ulovlig, for så vidt som den ikke foreskriver nogen indkaldelse af ansøgninger til stillingerne som "Head of Area" eller nogen udvælgelsesprocedure for ansøgerne hertil.

Annullation af de af direktøren for Cedefop trufne afgørelser af 28. januar 2004 om ansættelse af visse personer som "Head of Area" eller "Acting Head of Area".

Om nødvendigt annullation af den af Klageudvalget for Cedefop (A17) trufne afgørelse af 1. juni om afvisning af sagsøgerens administrative klage af 6. maj 2004 over de førnævnte anfægtede afgørelser.

Cedefop tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren, som er midlertidigt ansat ved Cedefop, har anfægtet direktøren for Cedefop's afgørelser af 28. januar 2004 om ansættelse af visse personer som "Head of Area" eller "Acting Head of Area".

Sagsøgeren har gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 7, stk. 1 og 2, og af artikel 10, første afsnit, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne derved, at de ansatte ved Cedefop, der er udnævnt til "Head of Area", er blevet ansat i nye stillinger på højt niveau, som kræver specifikke kvalifikationer, uden nogen sammenligning af deres kvalifikationer og kvalifikationerne hos de øvrige tjenestemænd eller ansattte ved Cedefop.

Sagsøgeren har til støtte for dette anbringende anført, at en indkaldelse af ansøgninger og en udvælgelse af ansøgerne til visse stillinger kan være påkrævet, ikke blot i henhold til vedtægtens artikel 4, 29 og 45, når det drejer sig om besættelse af ledige stillinger ved forflyttelse, forfremmelse eller udvælgelsesprøver, men også af hensyn til tjenestens interesse, som ifølge vedtægtens artikel 7 betinger foranstaltningerne om omplacering.

____________