Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 13. september 2004 af Luc Verheyden mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-368/04)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 13. september 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Luc Verheyden, Angera (Italien), ved avocat Eric Boigelot.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af de af sagsøgerens overordnede trufne afgørelser af 4. februar 2004, 24. februar 2004 og 27. februar 2004.

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse med svar på klagen (R/159/04) af 1. juni 2004, modtaget den 14. juni 2004.

Annullation af alle afgørelser, der træffes under sagen.

Kommissionen tilpligtes i henhold til artikel 4, stk. 2, i tjenestemandsvedtægtens bilag V at betale kompensation for de 30 dages årlig ferie, som ikke er afholdt og ikke udbetalt, med tillæg af renter 5,25% fra nærværende søgsmål.

Sagsøgeren tildeles en erstatning for ikke-økonomisk skade og for tab af karriere, som efter billighed kan opgøres til 12 500 EUR, idet der tages forbehold for en forhøjelse eller nedsættelse af erstatningsbeløbet under sagen.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har anfægtet afgørelsen om ikke at give ham tilladelse til at overføre hans feriedage til 2004. Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at vedtægtens artikel 25 og 57 er tilsidesat, at der er sket tilsidesættelse af artikel 4 i vedtægtens bilag V om ferie- og orlovsordninger samt tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, om ligebehandling og om overholdelse af den berettigede forventning, ligesom der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

____________