Language of document : ECLI:EU:F:2011:78

PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

15. juni 2011

Sag F-17/05 REV

José António de Brito Sequeira Carvalho

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – begæring om ekstraordinær genoptagelse af en dom – ny faktisk omstændighed – foreligger ikke – afvisning af begæringen«

Angående:      Søgsmål, hvorunder M. de Brito Sequeira Carvalho har nedlagt påstand om ekstraordinær genoptagelse af Rettens dom af 13. december 2006, de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen (sag F-17/05).

Udfald:      Begæringen om ekstraordinær genoptagelse afvises. José António de Brito Sequeira Carvalho bærer sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – genoptagelse af en dom – begæring angående en dom afsagt i første instans, der er erstattet af en dom afsagt af appelretten – afvisning

2.      Retspleje – genoptagelse af en dom – anbringender – anbringende om afvisning af appellen, der blev iværksat til prøvelse af dommen, der ligger til grund for begæringen om ekstraordinær genoptagelse – afvisning

(Domstolens statut, art. 44)

3.      Retspleje – genoptagelse af en dom – anbringender – påstand om annullation af en afgørelse, der blev ophævet ved appel – afvisning

(Domstolens statut, art. 44)

4.      Retspleje – genoptagelse af en dom – formalitetsbetingelser med hensyn til begæringen – formkrav – sammenhæng mellem de påberåbte faktiske omstændigheder og den anfægtede doms præmisser

(Domstolens statut, art. 44; Personalerettens procesreglement, art. 35 og art. 119, stk. 2)

1.      Påstande om genoptagelse må afvises, når en dom afsagt af en appelinstans erstatter førsteinstansens dom, hvorom der er begæret genoptagelse. Når den part, der har begæret sagen genoptaget, desuden ikke har anfægtet dommen i appelsagen i sin begæring, og denne begæring ikke desto mindre er indgivet efter tidspunktet for afsigelsen af nævnte dom, kan denne begæring ikke betragtes som en begæring om at få genoptaget denne dom og kan således ikke medføre en hjemvisning af sagen til Retten for Den Europæiske Union i medfør af artikel 8, stk. 2, i bilag I til statutten for Domstolen.

(jf. præmis 36, 37 og 39)

Henvisning til:

Personaleretten: 13. december 2006, sag F-17/05, de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen

2.      Inden for rammerne af en genoptagelsessag, jf. artikel 44 i statutten for Domstolen, tilkommer det ikke en ret, som har truffet afgørelse i en tvist, at tage stilling til, om en appel, der er iværksat til prøvelse af den afgørelse, som nævnte ret har truffet, kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 42)

3.      I henhold til artikel 44 i statutten for Domstolen er formålet med en genoptagelsessag, at den ret, som sagen er indbragt for, træffer en anden afgørelse end den, der blev truffet i tvisten. Denne procedure gør det følgeligt ikke muligt for den part, der begærer sagen genoptaget – når vedkommendes påstande er blevet imødekommet i den dom, hvorom genoptagelse er begæret – at opnå en anden begrundelse end den, der fremgår af denne doms præmisser. Heraf følger, at en parts påstand om annullation af en afgørelse, der er blevet annulleret ved appel, og som er bortfaldet før tidspunktet for indgivelsen af begæringen om genoptagelse, må afvises.

(jf. præmis 44)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 6. marts 2002, sag T-77/99 REV, Ojha mod Kommissionen, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis

4.      En begæring om genoptagelse, der mangler sammenhæng og præcision, og som hverken fastsætter en tilstrækkelig sammenhæng mellem de påståede faktiske omstændigheder og de af dommens præmisser, der anfægtes, eller en sammenhæng mellem de faktiske omstændigheder og de beviser, der skulle kunne fastslå, at disse faktiske omstændigheder har fundet sted, til støtte for begæringen om genoptagelse, må afvises. Iværksættelsen af en genoptagelsessag i henhold til artikel 44 i statutten for Domstolen forudsætter, at der er fremkommet omstændigheder af faktisk art, som er tidligere end dommens afsigelse, men som den part, der begærer sagen genoptaget, ikke var bekendt med inden dommens afsigelse.

Det fremgår desuden af artikel 119, stk. 2, i procesreglementet for Retten for EU-personalesager, at en begæring om genoptagelse bl.a. skal angive beviserne for tilstedeværelsen af de faktiske omstændigheder, som begrunder den ekstraordinære genoptagelse. I denne forbindelse påhviler det den part, der har begæret sagen genoptaget, at fastslå, at vedkommende først har opdaget de omstændigheder, der ifølge denne part kan begrunde genoptagelse af dommen, efter dennes afsigelse, også selv om disse faktiske omstændigheder var kommet frem inden dommens afsigelse.

(jf. præmis 50, 51, 54-58)

Henvisning til:

Retten: 2. april 2009, sag C-255/06 P-REV, Yedaş Tarim ve Otomotiv Sanayi ve Ticaret mod Rådet og Kommissionen, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis