Sag T-286/09
(offentliggørelse som uddrag)
Intel Corp.
mod
Europa-Kommissionen
»Konkurrence – misbrug af dominerende stilling – markedet for mikroprocessorer – beslutning, hvori der fastslås en overtrædelse af artikel 82 EF og EØS-aftalens artikel 54 – loyalitetsbonusser – ikke-skjulte begrænsninger – kvalificering som misbrug – lige-så-effektiv-konkurrent-test – Kommissionens internationale kompetence – Kommissionens undersøgelsespligt – grænser – retten til forsvar – princippet om god forvaltning – samlet strategi – bøder – samlet og kontinuerlig overtrædelse – retningslinjerne for beregning af bøder af 2006«
Sammendrag – Rettens dom (Syvende Udvidede Afdeling) af 12. juni 2014
1. Retslig procedure – stævning – formkrav – indlæg, der er vedlagt som bilag til stævningen – dokumentets omfang – delvis fremlæggelse i uddrag – lovlig – krav om indgivelse af hele dokumentet ved justitssekretæren – rækkevidde – manglende overholdelse – mulighed for berigtigelse
(Statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 43, stk. 5)
2. Grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelse heraf
(Art. 6, stk. 2, EU; art. 82 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47 og 48, stk. 1)
3. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – anvendelse ved proceduren vedrørende misbrug af dominerende stilling
(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)
4. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – de enkelte indiciers bevismæssige værdi – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens
(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)
5. Dominerende stilling – en markedsdominerende virksomheds ydelse af rabatter – tre kategorier af rabatter – kvantumsrabat – eksklusivitetsrabatter eller loyalitetsbonusser – rabatter med potentielt loyalitetsskabende virkning – karakter af misbrug – bedømmelseskriterier
(Art. 82 EF)
6. Dominerende stilling – misbrug – eksklusivitetsrabatter og loyalitetsbonusser – disse rabatsystemers iboende konkurrencebegrænsende karakter – evne til at begrænse konkurrencen og udelukkelsesvirkning – rolle som uundgåelig handelspartner – vurdering – pligt til at undersøge sagens omstændigheder – foreligger ikke – irrelevante omstændigheder
(Art. 82 EF)
7. Dominerende stilling – misbrug – eksklusivitetsrabatter og loyalitetsbonusser – disse rabatsystemers iboende konkurrencebegrænsende karakter – evne til at begrænse konkurrencen og udelukkelsesvirkning – undersøgelse af den lige så effektive konkurrent
(Art. 82 EF)
8. Dominerende stilling – misbrug – ikke-skjulte begrænsninger – betaling som modydelse for begrænsninger vedrørende markedsføringen af en konkurrents produkt – konkurrencebegrænsende formål – evne til at begrænse konkurrencen
(Art. 82 EF)
9. Konkurrence – EU-bestemmelser – territorialt anvendelsesområde – Kommissionens kompetence – lovlighed under hensyn til folkeretten – gennemførelse eller kvalificerede virkninger af misbruget i EØS – alternative fremgangsmåder – kriteriet om umiddelbar, væsentlig og forudsigelig virkning – vurdering – hensyntagen til den markedsdominerende virksomheds kundes gennemførelse af denne praksis – lovlig
(Art. 82 EF)
10. Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelser – frist for indgivelse af skriftlige bemærkninger – for sen anmodning om mundtlig høring – præklusion – pligt til at afholde mundtlig høring – foreligger ikke
[Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1 og 2, og art. 33, stk. 1, litra c); Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 10, stk. 2, og art. 12]
11. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – formål – dokumenter, der kan tjene forsvaret – udelukkende Kommissionens vurdering – uanvendelighed – forpligtelse til at give indsigt i alle dokumenter vedrørende en sag – rækkevidde med hensyn til interne eller fortrolige dokumenter
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 15, stk. 2)
12. Konkurrence – administrativ procedure – princippet om god forvaltningsskik – pligten til omhu og upartiskhed – Kommissionens forpligtelse til at indhente visse dokumenter efter anmodning fra en virksomhed, der er genstand for en undersøgelse – betingelser
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003; Kommissionens forordning nr. 773/2004)
13. Dominerende stilling – misbrug – eksklusivitetsrabatter og loyalitetsbonusser – fravær af formel eksklusivitetsbetingelse – bevismiddel – en kundes interne prognoser – lovlig – betingelse
(Art. 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)
14. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser – beføjelse til at indhente udtalelser – erklæringer vedrørende en undersøgelses genstand – sondring mellem formelle interviews og uformelle møder – følger – pligt til at registrere oplysninger modtaget under møder eller telefonsamtaler – betingelser
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 3, stk. 1 og 3)
15. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – misbrug af dominerende stilling – bevismiddel – forklaringer fra en tredjepartsvirksomhed, der er kunde hos en markedsdominerende virksomhed – bevisværdi
(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)
16. Konkurrence – bøder – flere overtrædelser – en samlet bøde – lovlig – Kommissionens pligt at specificere vægtningen af de forskellige former for misbrug – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)
17. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – relevante retsregler – artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003 – Kommissionens skønsbeføjelse i henhold til denne artikel – Kommissionens vedtagelse af nye retningslinjer for beregning af bøder – tilsidesættelse af det strafferetlige legalitetsprincip og retssikkerhedsprincippet – foreligger ikke
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)
18. Konkurrence – EU-bestemmelser – overtrædelser – forsætligt eller uagtsomt – begreb – markedsdominerende virksomhed, der iværksætter misbrug bestående i ydelse af eksklusivitetsrabatter og ikke-skjulte begrænsninger – omfattet
(Art. 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
19. EU-retten – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – retlig prøvelse af afgørelser truffet af Kommissionen vedrørende konkurrenceret – legalitetskontrol og fuld prøvelsesret af både retlige og faktiske omstændigheder – krænkelse – foreligger ikke
(Art. 261 TEUF og 263 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47 og art. 52, stk. 3; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)
20. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – ligebehandlingsprincippet – Kommissionens beslutningspraksis – vejledende karakter
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)
21. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – ingen bindende eller udtømmende liste over kriterier – skønsbeføjelse forbeholdt Kommissionen – hensyntagen til overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet – rækkevidde
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 22)
1. Det fremgår af Rettens procesreglements artikel 43, stk. 5, at hvis et dokument på grund af sit omfang kun er vedlagt processkriftet i uddrag, skal dokumentet i sin helhed eller en fuldstændig genpart indleveres til Justitskontoret.
Det bestemmes til gengæld ikke i artiklen, at alle de dokumenter, hvortil der henvises i et dokument bilagt et processkrift, ligeledes skal indleveres til Justitskontoret.
Endvidere gælder det, at selv hvis denne bestemmelse skulle fortolkes således, at den pålægger parterne at indlevere en fuldstændig udgave til Justitskontoret af ethvert dokument, hvoraf de fremlægger uddrag som bilag til et processkrift, ville en tilsidesættelse af dette krav under alle omstændigheder kunne berigtiges.
(jf. præmis 53, 55 og 57)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 62 og 63)
3. Selv om det inden for rammerne af en procedure vedrørende overtrædelser af konkurrencereglerne er nødvendigt, at Kommissionen fremlægger præcise og samstemmende beviser til støtte for den faste overbevisning, at overtrædelsen foreligger, skal hvert enkelt af de af Kommissionen påberåbte beviser ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i relation til hvert enkelt led i overtrædelsen. Som det er blevet fastslået vedrørende gennemførelsen af artikel 81 EF, er det tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed, opfylder dette krav. Dette princip gælder ligeledes i sager vedrørende gennemførelsen af artikel 82 EF.
(jf. præmis 64)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 65-67, 542, 1525, 1528, 1529 og 1547)
5. Inden for konkurrenceretten misbruger en virksomhed, som indtager en dominerende stilling på et marked, og som – også efter anmodning fra disse – binder købere til sig ved hjælp af en forpligtelse til eller et løfte om at dække hele eller en betydelig del af deres behov udelukkende hos denne virksomhed, herved sin dominerende stilling som nævnt i artikel 82 EF, uanset om forpligtelsen står alene eller modsvares af en bonusydelse. Det samme gælder, når virksomheden, uden at binde køberne til sig ved en formel forpligtelse, enten ifølge aftaler med køberne eller ensidigt anvender et loyalitetsbonussystem, dvs. prisnedslag, som ydes på betingelse af, at kunden – i øvrigt uanset om denne indkøber for betydelige eller for mindre beløb – udelukkende foretager alle eller en betydelig del af indkøbene til dækning af sine behov hos den markedsdominerende virksomhed.
Hvad angår kvalifikationen af en markedsdominerende virksomheds ydelser af kunderabatter som misbrug kan der sondres mellem tre kategorier af rabatter.
For det første anses et system med kvantumrabatter (kvantumrabatter), der udelukkende er knyttet til de hos den markedsdominerende virksomhed indkøbte mængder, normalt ikke for at medføre en afskærmning af markedet i strid med artikel 82 EF. Såfremt en stigning i den leverede mængde medfører lavere omkostninger for leverandøren, er denne berettiget til at give kunden fordel heraf ved en mere fordelagtig prissætning. Kvantumrabatter antages således at afspejle den ydede effektivitet og stordriftsfordele, som virksomheden med den dominerende stilling opnår.
For det andet findes der rabatter, som ydes på betingelse af, at kunden dækker hele eller en væsentlig del af sine behov hos den markedsdominerende virksomhed. Det drejer sig om »loyalitetsbonusser som omhandlet i den i Hoffmann-La Roche-dommen fastlagte retspraksis«, også kaldet »eksklusivitetsrabatter«. Denne kategori er ikke begrænset til rabatter, der er betinget af, at alle kundens behov dækkes hos den dominerende virksomhed, men omfatter også rabatter, som er betinget af, at kunden dækker en væsentlig del af sit behov hos den dominerende virksomhed. Sådanne eksklusivitetsrabatter er, når de anvendes af en markedsdominerende virksomhed, uforenelige med målsætningen om, at konkurrencen inden for fællesmarkedet ikke må fordrejes, idet de – medmindre der foreligger undtagelsestilfælde – ikke beror på en økonomisk ydelse, som retfærdiggør den økonomiske fordel, men har til formål at gøre det umuligt for køberen eller at lægge køberen hindringer i vejen for at kunne vælge sine forsyningskilder samt at spærre adgangen til markedet for andre producenter.
For det tredje findes der andre rabatsystemer, hvor ydelsen af et økonomisk incitament ikke er direkte betinget af, at kunden dækker alle eller næsten alle sine behov hos den markedsdominerende virksomhed, men hvor betingelsen for, at rabatten ydes, ligeledes kan have en loyalitetsskabende virkning. Denne rabatkategori omfatter navnlig rabatsystemer baseret på opnåelsen af individuelle salgsmål, som ikke udgør eksklusivitetsrabatter, da de ikke indeholder nogen forpligtelse til at dække alle eller en bestemt andel af kundens behov hos en dominerende virksomhed. For at afgøre, om en sådan rabat udgør misbrug af en dominerende stilling, skal der foretages en vurdering af samtlige omstændigheder, navnlig kriterierne og reglerne for tildeling af rabatten, og en undersøgelse af, om rabatten ved en fordel, hvortil der ikke svarer nogen begrundet modydelse af økonomisk art, har skullet fjerne eller begrænse køberens muligheder for at foretage indkøb efter et frit valg, spærre konkurrenterne adgangen til markedet eller styrke den dominerende stilling gennem en fordrejning af konkurrencen.
(jf. præmis 72-78)
6. Inden for konkurrenceretten afhænger en eksklusivitetsrabats kvalifikation som misbrug ikke af, at der foretages en undersøgelse af omstændighederne i det konkrete tilfælde med henblik på at påvise en potentiel udelukkelsesvirkning.
Det fremgår således af retspraksis, at det kun er, når der er tale om rabatter med en potentielt loyalitetsskabende virkning, at det er fornødent at foretage en vurdering af samtlige omstændigheder, og at det ikke er fornødent, når der er tale om eksklusivitetsrabatter. Denne opfattelse er begrundet i, at eksklusivitetsrabatter ydet af en markedsdominerende virksomhed på grund af selve deres art har evnen til at begrænse konkurrencen.
Eksklusivitetsrabatter har nemlig den iboende egenskab, at de kan binde kunderne til den dominerende virksomhed. Yder en dominerende virksomhed en rabat til gengæld for, at kunden dækker alle eller en væsentlig del af sine behov hos virksomheden, indebærer dette, at den dominerende virksomhed giver en økonomisk fordel, der har til formål at forhindre, at kunderne dækker deres behov hos konkurrerende producenter. Det er derfor ufornødent at foretage en vurdering af omstændighederne i det konkrete tilfælde for at fastslå, om rabatten har til formål at hindre kunderne i at forsyne sig hos konkurrenter. Der indtræffer ikke kun en udelukkelsesvirkning, når det gøres umuligt for konkurrenterne at få adgang til markedet, men også, når det gøres vanskeligere. Et økonomisk incitament, der ydes af en markedsdominerende virksomhed med henblik på at tilskynde en kunde til ikke at dække den del af sit behov, som er omfattet af eksklusivitetsbetingelsen, hos den dominerende virksomheds konkurrenter, kan på grund af selve sin art gøre det vanskeligere for disse konkurrenter at få adgang til markedet. Om en sådan tilskyndelse foreligger, afhænger ikke af, om rabatten rent faktisk nedsættes eller ophæves, hvis den eksklusivitetsbetingelse, der er knyttet til den, ikke opfyldes. Det er nemlig tilstrækkeligt i denne henseende, at den dominerende virksomhed giver kunden det indtryk, at dette vil være tilfældet. Det afgørende er, hvilke omstændigheder kunden – efter hvad den markedsdominerende virksomhed har meddelt kunden – kan forvente, på det tidspunkt hvor kunden afgiver ordrerne, og ikke den dominerende virksomheds faktiske reaktion på kundens beslutning om at ændre forsyningskilde.
Det er ligeledes forbundet med en stærk dominerende stilling, at der for en stor del af efterspørgslen ikke er en passende erstatning for den vare, som leveres af den virksomhed, der indtager den dominerende stilling. En markedsdominerende leverandør er således i vidt omfang en uundgåelig handelspartner. Det følger af stillingen som en uundgåelig handelspartner, at kunderne under alle omstændigheder dækker en del af deres behov hos den dominerende virksomhed (den del, som ikke er åben for konkurrence). Konkurrenten til en dominerende virksomhed har derfor ikke mulighed for at konkurrere om hele forsyningen af en kunde, men kun om den andel af dennes behov, som ligger ud over den del, som ikke er åben for konkurrence (den del, som er åben for konkurrence). Den del, som er åben for konkurrence, er således den del af en kundes behov, som realistisk kan overføres til en konkurrent til den dominerende virksomhed i en given periode. Yder en virksomhed i en dominerende stilling eksklusivitetsrabatter, gør dette det vanskeligere for en konkurrent at forsyne denne virksomheds kunder med sine egne varer. Hvis en kunde til den dominerende virksomhed forsyner sig hos en konkurrent i strid med betingelsen om eksklusivt eller næsten eksklusivt indkøb, risikerer kunden nemlig at miste ikke blot rabatten for de enheder, denne har overført til konkurrenten, men hele eksklusivitetsrabatten.
For at kunne give et attraktivt tilbud er det derfor ikke tilstrækkeligt for en konkurrent til en markedsdominerende virksomhed at tilbyde attraktive betingelser for de enheder, konkurrenten selv kan forsyne kunden med; konkurrenten må ligeledes tilbyde kunden kompensation for tabet af eksklusivitetsrabatten. For at kunne give et attraktivt tilbud må konkurrenten derfor samle den rabat, den dominerende virksomhed yder på grundlag af hele eller næsten hele kundens behov, herunder den del, som ikke er åben for konkurrence, alene på den del, som er åben for konkurrence. Yder en uundgåelig handelspartner en eksklusivitetsrabat, gør dette det derfor strukturelt vanskeligere for en konkurrent at give et attraktivt pristilbud og dermed at få adgang til markedet. Ydelsen af eksklusivitetsrabatter gør det muligt for en markedsdominerende virksomhed at udnytte sin økonomiske styrke i relation til den del af kundens behov, som ikke er åben for konkurrence, som løftestang med henblik på ligeledes at sikre sig den del, som er åben for konkurrence, og dermed at gøre det vanskeligere for en konkurrent at få adgang til markedet.
Når der foreligger et sådant forretningsinstrument, er det ikke nødvendigt at foretage en vurdering af de konkrete virkninger af rabatterne på konkurrencen eller at påvise en årsagsforbindelse mellem den påtalte praksis og konkrete virkninger på markedet.
Endelig kan den omstændighed, at de eksklusivitetsrabatter, der ydes af en dominerende virksomhed, eventuelt kun omfatter en lille markedsandel, ikke udelukke, at rabatterne er ulovlige, idet der ikke tages hensyn til et kriterium om mærkbar indvirkning eller en de minimis-tærskel ved anvendelsen af artikel 82 EF. Endvidere skal de kunder, der befinder sig på den bundne del af markedet, have mulighed for at nyde godt af så meget konkurrence som muligt på markedet, og konkurrenterne skal kunne konkurrere på grundlag af opnåede resultater på markedet som helhed og ikke blot på en del heraf. En dominerende virksomhed kan derfor ikke retfærdiggøre, at den yder visse kunder eksklusivitetsrabatter, ved at henvise til, at det står konkurrenterne frit at forsyne de øvrige kunder. På samme måde kan en dominerende virksomhed ikke retfærdiggøre, at den yder rabatter på betingelse af, at kunden dækker næsten alle sine behov inden for et bestemt markedssegment, ved at henvise til, at det står kunden frit at dække sine behov inden for de øvrige segmenter hos konkurrenter.
(jf. præmis 80, 84-86, 88, 91-93, 103, 104, 116, 117, 132 og 527)
7. Den økonomiske vurdering af rabatternes evne til at udelukke en konkurrent, der er lige så effektiv som den markedsdominerende virksomhed (»as efficient competitor test« eller »AEC-test«), der foretages i den anfægtede beslutning, tager udgangspunkt i den omstændighed, at en lige så effektiv konkurrent, der prøver at erobre den del af ordrerne, som er åben for konkurrence, og som indtil da er blevet opfyldt af en markedsdominerende virksomhed, der er en uundgåelig handelspartner, skal tilbyde kunden kompensation for den eksklusivitetsrabat, denne taber, hvis han køber en mindre del end fastsat i betingelsen om eksklusivt eller næsten eksklusivt indkøb. AEC-testen har til formål at fastslå, om en konkurrent, der er lige så effektiv som den markedsdominerende virksomhed, og som har de samme omkostninger som denne, i dette tilfælde stadig kan dække sine omkostninger.
Selv hvis det forudsatte en vurdering af omstændighederne i det konkrete tilfælde at påvise eksklusivitetsrabatternes potentielle konkurrencebegrænsende virkninger, ville det ikke være nødvendigt at påvise dem ved hjælp af en AEC-test. Denne test gør det kun muligt at efterprøve den antagelse, at adgangen til et marked er blevet gjort umulig, men ikke at udelukke, at adgangen til det pågældende marked kan være blevet gjort vanskeligere. Et negativt resultat indebærer ganske vist, at det er økonomisk umuligt for en lige så effektiv konkurrent at sikre sig den del af en kundes behov, som er åben for konkurrence. For at give kunden kompensation for tabet af eksklusivitetsrabatten, vil konkurrenten nemlig være nødsaget til at sælge sine produkter til en pris, som ikke engang gør det muligt for ham at dække sine omkostninger. Et positivt resultat betyder imidlertid kun, at en lige så effektiv konkurrent er i stand til at dække sine omkostninger. Det betyder dog ikke, at der ikke foreligger nogen udelukkelsesvirkning. Mekanismen i eksklusivitetsrabatterne er nemlig stadig egnet til at gøre det vanskeligere for den dominerende virksomheds konkurrenter at få adgang til markedet, selv om denne adgang ikke er økonomisk umulig.
(jf. præmis 141, 146 og 150)
8. Inden for konkurrenceretten gælder det, at den praksis, der benævnes »ikke-skjulte begrænsninger«, og som består i under betingelser at yde betalinger til den markedsførende virksomheds kunder med henblik på, at de udsætter, afstår fra eller på anden måde begrænser markedsføringen af en konkurrents produkt, er egnede til at gøre det vanskeligere for denne konkurrent at få adgang til markedet og påvirker konkurrencestrukturen. Udøvelsen af disse former for praksis udgør misbrug af dominerende stilling som omhandlet i artikel 82 EF.
For det første indtræffer der ikke kun en udelukkelsesvirkning, når det gøres umuligt for konkurrenterne at få adgang til markedet, men også, når det gøres vanskeligere. Endvidere kan bevisførelsen for det konkurrencebegrænsende formål og for den konkurrencebegrænsende virkning med henblik på anvendelsen af artikel 82 EF i givet fald falde sammen. Hvis det er bevist, at en markedsdominerende virksomheds adfærd har til formål at begrænse konkurrencen, vil denne adfærd ligeledes kunne have denne virkning. En markedsdominerende virksomhed forfølger et konkurrencebegrænsende formål, når den målrettet forhindrer markedsføring af produkter udstyret med en bestemt konkurrents produkt, da den eneste interesse, den kan have i at gøre dette, er at skade konkurrenten.
Endelig påhviler der en markedsdominerende virksomhed en særlig forpligtelse til ikke ved en adfærd, der ikke er en konkurrence på ydelser, at skade en effektiv og ufordrejet konkurrence på fællesmarkedet. Det er klart, at det ikke udgør konkurrence på ydelser at yde kunder betalinger, mod at de begrænser markedsføringen af produkter udstyret med en bestemt konkurrents produkt.
Spørgsmålet om, hvorvidt en ikke-skjult begrænsning kan kvalificeres som misbrug, afhænger udelukkende af, om den har evne til at begrænse konkurrencen, og det er derfor hverken nødvendigt at påvise en konkret virkning på markedet eller en årsagsforbindelse.
(jf. præmis 198, 201-207 og 212)
9. Inden for konkurrenceretten er det tilstrækkeligt, for at der er grundlag for Kommissionens kompetence i folkeretten, at påvise, enten at der foreligger kvalificerede virkninger af misbruget (dvs. umiddelbare, væsentlige og forudsigelige), eller at det er blevet ført ud i livet i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Dette er således alternative og ikke kumulative fremgangsmåder.
Kommissionen er ikke forpligtet til at påvise, at der foreligger konkrete virkninger for at begrunde, at den har kompetence i henhold til folkeretten. Det kan ikke pålægges Kommissionen at forholde sig passivt, når der foreligger en trussel mod strukturen i en effektiv konkurrence på det indre marked, og den kan derfor også gribe ind, når truslen ikke eller endnu ikke er blevet virkeliggjort.
Ved prøvelsen af, om virkningerne af misbruget er væsentlige inden for Unionen, er det ufornødent at vurdere de forskellige former for adfærd, som indgår i en samlet og kontinuerlig overtrædelse, hver for sig. Det er derimod tilstrækkeligt, at den samlede overtrædelse som helhed er egnet til at have væsentlige virkninger. Det kan nemlig ikke tillades, at virksomhederne kan unddrage sig anvendelsen af konkurrencereglerne ved at kombinere flere former for adfærd, der har samme formål, og som hver for sig ikke er egnede til at have en væsentlig virkning inden for Unionen, men som tilsammen er egnede til at have en sådan virkning.
Derudover skal ændringer i markedsstrukturen ligeledes tages i betragtning, når det skal fastslås, om der foreligger væsentlige virkninger inden for EØS. I denne forbindelse er det ikke kun udelukkelsen af en konkurrent, der kan påvirke konkurrencestrukturen på det indre marked, men en adfærd, som er egnet til at svække den markedsførende virksomheds eneste væsentlige konkurrent på verdensplan, kan ligeledes have en sådan virkning. De potentielle virkninger af den markedsdominerende virksomheds adfærd, som består i på verdensplan at spærre virksomhedens konkurrents adgang til de vigtigste salgskanaler, bør anses for væsentlige på grund af de potentielle påvirkninger af strukturen i den effektive konkurrence på det indre marked.
I øvrigt er det tilstrækkeligt til, at der er grundlag for Kommissionens kompetence i folkeretten, at den omhandlede praksis er blevet ført ud i livet i Unionen. I et tilfælde, hvor misbruget af dominerende stilling består i at yde et økonomisk incitament med henblik på at tilskynde en af den markedsdominerende virksomheds kunder til at udskyde lanceringen af et bestemt produkt udstyret med et produkt fra den markedsførende virksomheds konkurrent overalt i verden, og når denne betingelse, som var knyttet til de af den markedsførende virksomhed ydede betalinger således skulle opfyldes af kunden overalt i verden, herunder EØS, ville det være kunstigt at begrænse sig til at tage den praksis i betragtning, som den markedsdominerende virksomhed selv har ført ud i livet. Tværtimod skal den praksis, som virksomhedens kunde har ført ud i livet, ligeledes tages i betragtning. I denne sammenhæng må den omstændighed, at den markedsdominerende virksomheds kunde har afstået fra at sælge et bestemt produkt i EØS i et bestemt tidsrum, anses for at være ensbetydende med, at den ikke-skjulte begrænsning er blevet ført ud i livet.
(jf. præmis 236, 243, 244, 251, 252, 268, 270, 273-275, 301 og 305-307)
10. Inden for rammerne af en administrativ procedure på konkurrenceområdet fortaber en virksomhed, som Kommissionen har rettet en meddelelse af klagepunkter til, sin ret til en mundtlig høring som omhandlet i artikel 12 i forordning nr. 773/2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82, når virksomheden ikke anmoder derom inden for den fastsatte frist for dens indgivelse af skriftlige bemærkninger.
(jf. præmis 323-326)
11. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 350-357 og 623)
12. Inden for konkurrenceretten tilkommer det Kommissionen at bestemme, hvorledes den skal gennemføre en undersøgelse, og at beslutte, hvilke dokumenter den skal indhente for et have et tilstrækkelig fuldstændigt billede af sagen. Følgelig bør det ikke pålægges Kommissionen at indhente flest mulige dokumenter for at være sikker på at komme i besiddelse af enhver potentielt diskulperende oplysning.
Når Kommissionen bliver anmodet om at indhente bestemte dokumenter, råder den over et skøn ved afgørelsen af, om den skal indhente de pågældende dokumenter. Parterne i en procedure har ikke en ubetinget ret til, at Kommissionen indhenter bestemte dokumenter, for det tilkommer Kommissionen og ikke de berørte virksomheder at bestemme, hvorledes den skal gennemføre undersøgelsen i en konkurrencesag.
Kommissionen kan i visse tilfælde være forpligtet til at indhente bestemte dokumenter efter anmodning fra en virksomhed, som er genstand for en undersøgelse. Der kan imidlertid kun påhvile Kommissionen en sådan forpligtelse under ganske særlige omstændigheder.
Der skal i denne forbindelse foretages en afvejning af på den ene side Kommissionens forpligtelse til at foretage en undersøgelse omhyggeligt og upartisk mod på den anden side dens beføjelse til at bestemme, hvorledes den skal gennemføre sine undersøgelser og anvende sine ressourcer med henblik på at sikre på fyldestgørende måde, at konkurrenceretten overholdes.
Ud over betingelsen om, at anmodningen derom skal være fremsat under den administrative procedure, må der følgelig gælde mindst de fire følgende kumulative betingelser for, at Kommissionen har pligt til at indhente bestemte dokumenter efter anmodning fra en virksomhed.
For det første er det en betingelse for, at der foreligger en sådan forpligtelse, at det rent faktisk er umuligt for den berørte virksomhed selv at indhente de pågældende dokumenter eller at fremlægge dem for Kommissionen. Det påhviler følgelig den berørte virksomhed at dokumentere, at den har taget alle nødvendige skridt for at indhente de pågældende dokumenter og/eller tilladelse til at anvende dem i Kommissionens undersøgelse.
For det andet påhviler det den berørte virksomhed at angive de dokumenter, som den anmoder Kommissionen om at indhente, så præcist, som den kan, hvilket forudsætter et samarbejde fra den pågældende virksomhed.
For det tredje er det en betingelse for, at Kommissionen er forpligtet til at indhente bestemte dokumenter efter anmodning fra en virksomhed, som er genstand for en undersøgelse, at det er sandsynligt, at de pågældende dokumenter har væsentlig betydning for den pågældende virksomheds forsvar. Kommissionen råder over et skøn ved afgørelsen af, om betydningen af angiveligt diskulperende materiale giver anledning til, at den indhenter materialet, og for eksempel kan den afslå en anmodning med den begrundelse, at det potentielt diskulperende materiale vedrører spørgsmål, som ikke har central betydning for den fastslåelse af omstændigheder, der er nødvendig for at påvise en overtrædelse.
For det fjerde kan Kommissionen bl.a. afslå en anmodning, hvis omfanget af de pågældende dokumenter er uforholdsmæssigt i forhold til den betydning, dokumenterne kan have inden for rammerne af undersøgelsen. I denne forbindelse kan Kommissionen i givet fald tage i betragtning, at indhentningen og gennemgangen af dokumenterne i væsentlig grad kan forsinke undersøgelsen af sagen. Kommissionen har ret til at afveje på den ene side mængden af de dokumenter, hvorom der anmodes, og den forsinkelse af undersøgelsen af sagen, som indhentningen og gennemgangen af dem kan give anledning til, mod på den anden side deres potentielle relevans for virksomhedens forsvar.
(jf. præmis 360-362, 371, 373-378, 380 og 382)
13. Inden for konkurrenceretten tilsidesætter Kommissionen ikke retssikkerhedsprincippet, når den med hensyn til et system med eksklusivitetsrabatter og i fraværet af en formel eksklusivitetsbetingelse tager hensyn til en af den markedsdominerende virksomheds kunders prognoser med henblik på at fastslå virksomhedens egen adfærd, for så vidt som denne prognose ikke var urimelig.
(jf. præmis 521-523 og 525)
14. Inden for rammerne af en administrativ procedure på konkurrenceområdet bestemmes det i artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen kan gennemføre interview med alle fysiske eller juridiske personer, der indvilger heri, med henblik på indsamling af oplysninger vedrørende genstanden for en undersøgelse. Ifølge artikel 3 i forordning nr. 773/2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 kræver disse udspørgninger, at visse formaliteter overholdes.
Ikke desto mindre omfatter anvendelsesområdet for disse bestemmelser ikke alle interview vedrørende genstanden for en af Kommissionen iværksat undersøgelse. Der skal nemlig sondres mellem formelle udspørgninger, som Kommissionen foretager i henhold til de nævnte bestemmelser, og uformelle møder.
Kommissionen råder over en skønsmæssig beføjelse til at afgøre, om den skal lade et interview være omfattet af de formelle krav i artikel 3 i forordning nr. 773/2004. De nævnte bestemmelser finder derfor ikke anvendelse på ethvert interview om genstanden for en undersøgelse, men kun på de tilfælde, hvor det er Kommissionens hensigt at indsamle oplysninger, såvel belastende som diskulperende, som den kan støtte sig på som bevis i den beslutning, der afslutter en given undersøgelse.
Hvis Kommissionen i sin beslutning agter at anvende en belastende oplysning, som er blevet meddelt den under et uformelt interview, skal den gøre den tilgængelig for de virksomheder, som er adressater for en meddelelse af klagepunkter, ved om nødvendigt at udarbejde et skriftligt dokument, der skal indgå i sagens akter.
Kommissionen kan dog gøre brug af oplysninger indhentet under et uformelt interview, bl.a. for at tilvejebringe mere sikre beviser, uden at gøre de oplysninger, som er indhentet under det uformelle interview, tilgængelige for den omhandlede virksomhed.
Princippet om god forvaltning kan afhængigt af de konkrete omstændigheder i det pågældende tilfælde forpligte Kommissionen til at registrere forklaringer, som er blevet afgivet for den under møder eller telefonsamtaler. I denne forbindelse er det indholdet af de oplysninger, Kommissionen modtager under møder eller telefonsamtaler, der afgør, om den er forpligtet til at registrere oplysningerne, samt af hvilken art en sådan forpligtelse er, og hvilken udstrækning den har. Det påhviler Kommissionen i de sagsakter, de berørte virksomheder har adgang til, at udarbejde en fyldestgørende dokumentation vedrørende de væsentligste aspekter af genstanden for undersøgelsen. Det gælder for alle oplysninger af en vis betydning, som har en objektiv forbindelse med genstanden for en undersøgelse, uanset om de er belastende eller diskulperende.
(jf. præmis 613-617, 619 og 620)
15. Inden for konkurrenceretten er der ikke anledning til at opstille en generel regel om, at en forklaring af en tredjepartsvirksomhed, hvori det angives, at en markedsdominerende virksomhed har udvist en bestemt adfærd, aldrig i sig selv kan være tilstrækkelig til at dokumentere de omstændigheder, der udgør en overtrædelse af artikel 82 EF. Opstillingen af en generel regel udgør en undtagelse fra princippet om den frie bevisbedømmelse. Når det drejer sig om en virksomhed, som angiver, at den har deltaget i et kartel, der strider imod artikel 81 EF, er en sådan regel berettiget, eftersom en virksomhed, der er genstand for en undersøgelse, og som henvender sig til Kommissionen med henblik på at opnå fritagelse for eller nedsættelse af bøden, kan være tilbøjelig til at mindske betydningen af sit eget ansvar for en overtrædelse og at fremhæve andre virksomheders ansvar.
Situationen er anderledes, når der er tale om forklaringer af en tredjepartsvirksomhed, der grundlæggende er et vidne. Når tredjepartsvirksomheden ikke forekommer at have nogen som helst interesse i at rette urigtige anklager mod den markedsdominerende virksomhed, kan forklaringen af tredjepartsvirksomheden i sig selv ville være tilstrækkelig til at bevise, at der er blevet begået en overtrædelse.
(jf. præmis 722-725)
16. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 1564-1591)
17. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 1598)
18. Hvad angår spørgsmålet, om hvorvidt overtrædelser af konkurrencereglerne er begået med forsæt eller uagtsomt og derfor kan sanktioneres med en bøde i medfør af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, er denne betingelse opfyldt, når den pågældende virksomhed ikke kan have været uvidende om, at dens adfærd var konkurrencebegrænsende, uanset om den måtte have været klar over, at den hermed overtrådte traktatens konkurrenceregler.
En virksomhed er klar over, at dens adfærd er konkurrencebegrænsende, når den er bekendt med de faktiske forhold, der begrunder såvel konstateringen af en dominerende stilling på det pågældende marked som Kommissionens konklusion om, at denne stilling er blevet misbrugt.
I det omfang Unionens retsinstanser gentagne gange har fundet en markedsdominerende virksomhed skyldig i at gennemføre praksis, der består i at yde økonomiske incitamenter, hvortil der er knyttet eksklusivitetsbetingelser, og i det omfang kvalifikationen af »ikke-skjulte begrænsninger« som misbrug ikke kan anses for ny, kan en markedsdominerende virksomhed, som har gennemført en sådan praksis, ikke have været uvidende om, at dens adfærd var konkurrencebegrænsende.
Når det er fastslået, at en markedsdominerende virksomhed har gennemført en samlet konkurrencebegrænsende strategi, og at den har forsøgt at skjule, at dens adfærd var konkurrencebegrænsende for så vidt angår dens forbindelser med visse virksomheder, kan der drages den konklusion, at den fastslåede overtrædelse i det mindste er begået uagtsomt.
(jf. præmis 1601-1603)
19. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 1609-1612 og 1643)
20. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 1614, 1615 og 1619)
21. Ifølge artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 skal der ved fastlæggelsen af bødens størrelse tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed. I denne forbindelse er overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet i princippet ikke et obligatorisk element, men blot et relevant element blandt andre ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og fastlæggelsen af bødens størrelse. Endvidere kan forhold, der vedrører formålet med en adfærd, have større betydning ved bødefastsættelsen end de omstændigheder, der vedrører adfærdens virkninger.
Kommissionen er ikke forpligtet til at tage overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet i betragtning som formildende omstændighed, når den i overensstemmelse med punkt 22 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 fastsætter den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning i relation til overtrædelsens grovhed, hvis denne andel er begrundet i andre faktorer, der kan påvirke vurderingen af overtrædelsens grovhed.
Når Kommissionen finder det passende at tage hensyn til den konkrete indvirkning på markedet med henblik på at forhøje denne del, skal den til gengæld fremlægge konkrete, troværdige og tilstrækkelige indicier til at bedømme den faktiske påvirkning, som overtrædelsen har kunnet have på konkurrencen på det pågældende marked.
(jf. præmis 1622, 1624 og 1625)