DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
28. marts 2019 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – artikel 102 TEUF – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – direktiv 2014/104/EU – artikel 9, stk. 1 – artikel 10, stk. 2-4 – artikel 21 og 22 – søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret – retsvirkninger af nationale afgørelser – forældelsesfrist – gennemførelse – tidsmæssig anvendelse«
I sag C-637/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunal Judicial da Comarca de Lisboa (retten i første instans i Lissabon, Portugal) ved afgørelse af 25. juli 2017, indgået til Domstolen den 15. november 2017, i sagen
Cogeco Communications Inc.
mod
Sport TV Portugal SA,
Controlinveste-SGPS SA,
NOS-SGPS SA,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev (refererende dommer), og dommerne T. von Danwitz, E. Levits, C. Vajda og P.G. Xuereb,
generaladvokat: J. Kokott,
justitssekretær: fuldmægtig M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. november 2018,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Cogeco Communications Inc. ved advogados M. Sousa Ferro og E. Ameye,
– Sport TV Portugal SA ved advogados C.I. Pinto Xavier og M. Pena Machete,
– Controlinveste-SGPS SA ved advogados P.J. de Sousa Pinheiro og L. Montenegro,
– NOS-SGPS SA ved advogados G. Machado Borges, J. Vieira Peres, G. Andrade e Castro og M. Martins Pereira,
– den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes, M. Figueiredo og D. Sousa, som befuldmægtigede,
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato S. Fiorentino,
– Europa-Kommissionen ved P. Costa de Oliveira, B. Ernst, G. Meessen og C. Vollrath, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 17. januar 2019,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9, stk. 1, artikel 10, stk. 2-4, artikel 21, stk. 1, og artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EUT 2014, L 349, s. 1), af artikel 102 TEUF samt af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Cogeco Communications Inc. på den ene side og Sport TV Portugal SA, Controlinveste-SGPS SA og NOS-SGPS SA på den anden side vedrørende erstatning for skade som følge af konkurrencebegrænsende adfærd udøvet af Sport TV Portugal i sin egenskab af datterselskab til Controlinveste-SGPS og NOS-SGPS.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Artikel 1, stk. 1, i direktiv 2014/104 fastsætter:
»Dette direktiv fastsætter visse regler, der er nødvendige for at sikre, at enhver, som har lidt skade på grund af en overtrædelse af konkurrenceretten begået af en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning, effektivt kan gøre retten til at kræve fuld erstatning for denne skade fra denne virksomhed eller sammenslutning [gældende]. Direktivet fastsætter regler om fremme af lige konkurrence på det indre marked og fjernelse af hindringerne for det indre markeds funktion ved at sikre ensartet beskyttelse i hele Unionen for alle, som har lidt en sådan skade.«
4 Dette direktivs artikel 2 bestemmer:
»I dette direktiv forstås ved:
1) »overtrædelse af konkurrenceretten«: overtrædelse af artikel 101 [TEUF] eller 102 [TEUF] eller af national konkurrenceret
[…]
3) »national konkurrenceret«: bestemmelser i national ret, som overvejende forfølger de samme mål som artikel 101 [TEUF] og 102 [TEUF], og som anvendes på samme sag og parallelt med EU-konkurrenceretten i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003, undtagen bestemmelser i national ret, der pålægger fysiske personer strafferetlige sanktioner, medmindre sådanne strafferetlige sanktioner er den måde, hvorpå de konkurrenceregler, der finder anvendelse på virksomheder, håndhæves
[…]
12) »endelig[…] afgørelse om overtrædelse«: en afgørelse om overtrædelse, der ikke kan eller ikke længere kan være genstand for almindelige retsmidler
[…]«
5 I direktivets artikel 9, stk. 1, fastsættes:
»Medlemsstaterne sikrer, at når en national konkurrencemyndighed eller appel[instans] har truffet en endelig afgørelse om overtrædelse af konkurrenceretten, anses den for at være uomtvistelig med henblik på et erstatningssøgsmål, der er indbragt for deres nationale retter i henhold til artikel 101 [TEUF] eller 102 [TEUF] eller i henhold til national konkurrenceret.«
6 Direktivets artikel 10, stk. 2-4, er sålydende:
»2. Forældelsesfristen begynder ikke at løbe, før overtrædelsen af konkurrenceretten ophører, og sagsøger har eller med rimelighed kan forventes at have kendskab til:
a) adfærden, og at den udgør en overtrædelse af konkurrenceretten
b) at overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt sagsøgeren skade, og
c) identiteten af overtræderen.
3. Medlemsstaterne sikrer, at forældelsesfristen for indbringelse af erstatningssøgsmål er mindst fem år.
4. Medlemsstaterne sikrer, at en forældelsesfrist suspenderes eller, afhængigt af national ret, afbrydes, hvis en konkurrencemyndighed tager skridt til at undersøge eller forfølge den overtrædelse af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmålet vedrører. Suspensionen ophører tidligst ét år, efter at afgørelsen om overtrædelse er blevet endelig, eller efter at sagen på anden måde er afsluttet.«
7 Artikel 21, stk. 1, i direktiv 2014/104 bestemmer:
»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 27. december 2016. De underretter straks Kommissionen herom.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.«
8 Direktivets artikel 22 fastsætter:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale love og bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 21 med henblik på at overholde dette direktivs materielle bestemmelser, ikke har tilbagevirkende kraft.
2. Medlemsstaterne sikrer, at alle nationale love og bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 21, ud over de i stk. 1 omhandlede, ikke finder anvendelse på erstatningssøgsmål, der indbringes for en national ret før den 26. december 2014.«
Portugisisk ret
9 Artikel 498 i Código Civil (den portugisiske civile lovbog, herefter »civillovbogen«) fastsætter:
»1. Retten til erstatning forældes efter tre år regnet fra det tidspunkt, hvor skadelidte fik kendskab til sin ret, selv om denne ikke har kendskab til, hvem der er ansvarlig, eller til skadernes fulde omfang, uanset den almindelige forældelse i tilfælde af, at den pågældende frist er udløbet regnet fra den skadevoldende begivenhed.
[…]«
10 Artikel 623 i Código de Processo Civil (den portugisiske retsplejelov, herefter »retsplejeloven«) bestemmer:
»En endelig strafferetlig dom udgør over for tredjemand en omtvistelig formodning vedrørende opfyldelsen af de faktiske og retlige betingelser for straffen samt overtrædelseskriterierne i alle civile retssager vedrørende retsforhold, som afhænger af, at den strafbare gerning er begået.«
11 I henhold til artikel 24 i Lei nº 23/2018 – Direito a indemnização por infração ao direito da concorrência, transpõe a Diretiva 2014/104/UE, do Parlamento Europeu e do Conselho, de 26 de novembro de 2014, relativa a certas regras que regem as ações de indemnização no âmbito do direito nacional por infração às disposições do direito da concorrência dos Estados-Membros e da União Europeia, e procede à primeira alteração à Lei nº 19/2012, de 8 de maio, que aprova o novo regime jurídico da concorrência, e à quarta alteração à Lei nº 62/2013, de 26 de agosto, Lei de Organização do Sistema Judiciário (lov nr. 23/2018 – ret til erstatning som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26.11.2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret, om første ændring af lov nr. 19/2012 af 8.5.2012 om fastsættelse af nye regler på konkurrenceområdet, og om fjerde ændring af lov nr. 62/2013 af 26.8.2013 om domstolsordningen) af 5. juni 2018 (Diário da República, 1. serie, nr. 107 af 5.6.2018), der gennemførte direktiv 2014/104 i portugisisk ret, finder denne lovs materielle bestemmelser – herunder bestemmelserne om bevisbyrden – ikke anvendelse med tilbagevirkende kraft, og lovens processuelle bestemmelser gælder ikke for sager, der er anlagt, før den trådte i kraft.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
12 Det i Canada etablerede selskab Cogeco Communications var aktionær i Cabovisão – Televisão Por Cabo SA (herefter »Cabovisão«) fra den 3. august 2006 til den 29. februar 2012.
13 Den 30. april 2008 indgik Cabovisão og Sport TV Portugal SA en distributionsaftale vedrørende en TV-kanal.
14 Cabovisão indgav den 30. juli 2009 en anmeldelse til Autoridade da Concorrência (konkurrencemyndighed, Portugal) over ZON Multimédia, Serviços de Telecomunicações e Multimédia-SGPS SA, ZON TV Cabo Portugal SA, Sport TV Portugal og ZON Conteúdos – Actividade de Televisão e de Produção de Conteúdos SA, hvori det blev gjort gældende, at disse virksomheder udøvede en konkurrencebegrænsende adfærd på markedet for premium-sportskanaler, navnlig en diskriminerende prispolitik, idet denne adfærd efter anmelderens opfattelse udgjorde misbrug af en dominerende stilling.
15 Konkurrencemyndigheden besluttede at henlægge sagen for så vidt angik alle virksomhederne med undtagelse af Sport TV Portugal.
16 Ved en afgørelse af 14. juni 2013 fandt konkurrencemyndigheden, at Sport TV Portugal havde misbrugt sin dominerende stilling som omhandlet i artikel 102 TEUF samt i den tilsvarende nationale bestemmelse og pålagde denne virksomhed en bøde på 3 730 000 EUR.
17 Sport TV Portugal nedlagde påstand om annullation af denne afgørelse ved Tribunal da Concorrência, Regulação e Supervisão (ret i første instans i sager om konkurrence, regulering og tilsyn, Portugal). Denne retsinstans tog delvist Sport TV Portugals påstand til følge efter at have fastslået, at artikel 102 TEUF ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag, da det ikke fandtes godtgjort, at den omhandlede handelspraksis kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i denne artikels forstand. Følgelig nedsatte denne retsinstans den pålagte bøde til 2 700 000 EUR.
18 Sport TV Portugal iværksatte appel af dommen afsagt i første instans ved Tribunal da Relação de Lisboa (appeldomstolen i Lissabon, Portugal). Denne stadfæstede nævnte dom ved en dom af 11. marts 2015.
19 Cogeco Communications har den 27. februar 2015 anlagt sag ved Tribunal Judicial da Comarca de Lisboa (retten i første instans i Lissabon, Portugal) mod bl.a. Sport TV Portugal og denne virksomheds moderselskaber. Med søgsmålet kræves erstatning for den skade, som Cogeco Communications angiveligt har lidt som følge af den konkurrencebegrænsende adfærd, som Sport TV Portugal udøvede i perioden fra den 3. august 2006 til den 30. marts 2011. Cogeco Communications har nedlagt påstand om, at denne retsinstans indledningsvis fastslår, at denne adfærd udgjorde en overtrædelse af artikel 102 TEUF og/eller af den tilsvarende nationale bestemmelse. I denne forbindelse finder nævnte retsinstans, at denne part endnu har mulighed for at bevise over for retsinstansen, at den i hovedsagen omhandlede adfærd, der har karakter af misbrug, påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.
20 De sagsøgte i hovedsagen har anført, at selv hvis det antages, at Cogeco Communications var berettiget til erstatning for den skade, som virksomheden hævder at have lidt, er den påberåbte ret til erstatning under alle omstændigheder forældet. Således gælder der i henhold til portugisisk ret om erstatningsansvar uden for kontrakt en forældelsesfrist på tre år, som ifølge de sagsøgte begyndte at løbe enten den 30. april 2008, som var datoen for indgåelsen af den i denne doms præmis 13 nævnte distributionsaftale, den 30. juli 2009, som var datoen for indgivelsen af Cogeco Communications’ anmeldelse til konkurrencemyndigheden, den 30. marts 2011, som var datoen, hvor den konkurrencebegrænsende adfærd ophørte, eller – som det seneste tidspunkt – den 29. februar 2012, som var datoen, hvor Cogeco Communications solgte Cabovisão. De sagsøgte i hovedsagen har præciseret, at Cogeco Communications på hver af disse datoer rådede over alle de oplysninger, som var nødvendige for at vurdere, om virksomheden havde ret til erstatning eller ej.
21 Cogeco Communications har gjort gældende, at forældelsesfristen i civillovbogens artikel 498 først begyndte at løbe fra den dato, hvor konkurrencemyndigheden traf sin afgørelse, dvs. den 14. juni 2013. Det var således alene denne afgørelse, der gav virksomheden adgang til alle de oplysninger, der var nødvendige for, at denne kunne få kendskab til eksistensen af en adfærd, som var i strid med konkurrenceretten, og for at virksomheden kunne gøre sin ret til erstatning gældende. Før konkurrencemyndighedens afgørelse forelå, kunne alene en mistanke om overtrædelse af konkurrencereglerne påberåbes. Ifølge Cogeco Communications var den nævnte forældelsesfrist under alle omstændigheder suspenderet i den periode, hvor sagen blev behandlet ved konkurrencemyndigheden.
22 Den forelæggende ret har præciseret, at tvisten i hovedsagen foregår mellem privatretlige selskaber, at det søgsmål, som retten skal påkende, blev anlagt før udløbet af fristen for gennemførelse af direktiv 2014/104, og at dette direktiv på datoen for søgsmålets anlæggelse endnu ikke var blevet gennemført i den portugisiske retsorden.
23 På denne baggrund har Tribunal Judicial da Comarca de Lisboa (retten i første instans i Lissabon) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Kan artikel 9, stk. 1, og artikel 10, stk. [2-4], i direktiv [2014/104] […] og de øvrige bestemmelser heri eller EU-rettens gældende generelle principper fortolkes således, at der herved indføres rettigheder for en borger (i det foreliggende tilfælde et erhvervsdrivende aktieselskab, som er underlagt canadisk lovgivning), som denne kan gøre gældende ved de retslige instanser over for en anden borger (i det foreliggende tilfælde et erhvervsdrivende aktieselskab, som er underlagt portugisisk lovgivning) i forbindelse med et søgsmål, som er anlagt med henblik på at opnå erstatning for nogle formodede skader, der er lidt som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, herunder navnlig når det tages i betragtning, at medlemsstaternes frist til at gennemføre direktivet i national ret i henhold til […] artikel 21, stk. 1, [i direktiv 2014/104] endnu ikke var udløbet på tidspunktet for anlæggelsen af det pågældende søgsmål (den 27.2.2015)?
2) Kan […] artikel 10, stk. [2-4], [i direktiv 2014/104] og de øvrige bestemmelser i direktivet eller EU-rettens gældende generelle principper fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse som [civillovbogens] artikel 498, stk. 1, […], når denne nationale bestemmelse, idet den finder anvendelse på omstændigheder, der har fundet sted inden direktivets offentliggørelse, inden dets ikrafttrædelse og inden den fastsatte frist for gennemførelse heraf, i forbindelse med et søgsmål, som ligeledes er anlagt inden sidstnævnte frist:
a) fastsætter en forældelsesfrist på tre år for en ret til erstatning, som er baseret på ansvar uden for kontraktforhold
b) fastsætter, at beregningen af denne frist på tre år skal påbegyndes på den dato, hvor den skadelidte person fik kendskab til det krav, som tilkommer den pågældende, også selv om den pågældende ikke er bekendt med den ansvarliges identitet og skadernes nøjagtige omfang […]
c) ikke indeholder nogen bestemmelser, som pålægger eller tillader en suspension eller afbrydelse af denne frist, alene fordi en konkurrencemyndighed har truffet foranstaltninger i forbindelse med en efterforskning eller en sag vedrørende en overtrædelse af konkurrenceretten, som har tilknytning til erstatningssøgsmålet?
3) Kan […] artikel 9, stk. 1, [i direktiv 2014/104] og de øvrige bestemmelser i direktivet eller EU-rettens gældende generelle principper fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse som [retsplejelovens] artikel 623 […], når denne nationale bestemmelse, idet den finder anvendelse på omstændigheder, der har fundet sted inden direktivets ikrafttrædelse og inden den fastsatte frist for gennemførelse heraf, i forbindelse med et søgsmål, som ligeledes er anlagt inden sidstnævnte frist:
a) bestemmer, at en endelig sanktion, som pålægges under en administrativ procedure vedrørende en overtrædelse, ikke skal have virkning i nogen civilretlige sager vedrørende retsforhold, som afhænger af, at der er begået en overtrædelse, eller (alt afhængig af fortolkningen)
b) bestemmer, at en sådan endelig sanktion i en administrativ procedure vedrørende en overtrædelse over for tredjemand alene udgør en formodning iuris tantum for så vidt angår eksistensen af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sanktionen, og opfyldelsen af de retlige krav i en hvilken som helst civilretlig sag vedrørende retsforhold, som afhænger af, at der er begået en overtrædelse?
4) Kan […] artikel 9, stk. 1, artikel 10, stk. [2-4], [i direktiv 2014/104] eller artikel 288, stk. 3, [TEUF] eller en hvilken som helst anden bestemmelse i den primære eller afledte ret, tidligere retspraksis eller gældende generelle EU-retlige principper fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser som [civillovbogens] artikel 498, stk. 1, […] og [retsplejelovens] artikel 623 […], når der ved anvendelsen heraf på faktiske omstændigheder, der har fundet sted inden direktivets offentliggørelse og ikrafttrædelse og inden den fastsatte frist for gennemførelse heraf, i forbindelse med et søgsmål, som ligeledes er anlagt inden sidstnævnte frist, ikke tages hensyn til [direktiv 2014/104’s] ordlyd og formål og ikke sigtes mod at virkeliggøre det resultat, der forfølges med direktivet?
5) Subsidiært, og alene for det tilfælde, at Domstolen besvarer et eller flere af de foregående spørgsmål bekræftende, kan […] artikel 22 [i direktiv 2014/104] og de øvrige bestemmelser i direktivet eller EU-rettens gældende generelle principper da fortolkes således, at de er til hinder for, at den nationale ret i den foreliggende sag anvender [civillovbogens] artikel 498, stk. 1, […] og [retsplejelovens] artikel 623 […], i [deres] nuværende affattelse, men fortolker og anvender disse bestemmelser på en sådan måde, at de bliver forenelige med bestemmelserne i [direktiv 2014/104’s] artikel 10?
6) Såfremt det femte spørgsmål besvares bekræftende, kan en borger da ved en national domstol påberåbe sig artikel 22 [i direktiv 2014/104] over for en anden borger i et søgsmål vedrørende erstatning for de skader, som vedkommende har lidt som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det femte og det sjette spørgsmål
24 Med det femte og det sjette spørgsmål, der behandles samlet og først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 22 i direktiv 2014/104 skal fortolkes således, at dette direktiv finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.
25 Hvad angår anvendelsen af direktiv 2014/104 ratione temporis bemærkes, at dette direktiv indeholder en særlig bestemmelse, der udtrykkeligt fastsætter betingelserne for den tidsmæssige anvendelse af direktivets processuelle og materielle bestemmelser.
26 Navnlig skal medlemsstaterne for det første i henhold til artikel 22, stk. 1, i direktiv 2014/104 sikre, at de nationale love og bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 21 med henblik på at overholde dette direktivs materielle bestemmelser, ikke har tilbagevirkende kraft.
27 For det andet skal medlemsstaterne i henhold til artikel 22, stk. 2, i direktiv 2014/104 sikre, at ingen nationale love og bestemmelser, der vedtages for at overholde dette direktivs processuelle bestemmelser, finder anvendelse på erstatningssøgsmål, der blev indbragt for en national ret før den 26. december 2014.
28 Det fremgår modsætningsvist af artikel 22, stk. 2, i direktiv 2014/104, at medlemsstaterne havde en skønsbeføjelse til ved gennemførelsen af dette direktiv at beslutte, om nationale regler til gennemførelse af direktivets processuelle bestemmelser skulle eller ikke skulle finde anvendelse på erstatningssøgsmål, der blev anlagt efter den 26. december 2014, men før datoen for direktivets gennemførelse eller senest før udløbet af fristen for dettes gennemførelse.
29 I tilfælde af, at medlemsstater ved udøvelsen af denne beføjelse har besluttet, at de bestemmelser i deres interne retsorden, som gennemfører de processuelle bestemmelser i direktiv 2014/104, ikke skal gælde for erstatningssøgsmål, der anlægges før disse nationale bestemmelsers ikrafttrædelsesdato, er søgsmål, der anlægges efter den 26. december 2014, men før datoen for udløbet af fristen for dette direktivs gennemførelse, fortsat udelukkende reguleret af de nationale processuelle regler, der allerede var i kraft før gennemførelsen af nævnte direktiv.
30 Dette er således a fortiori tilfældet hvad angår nationale bestemmelser, som medlemsstaterne vedtager i henhold til artikel 21 i direktiv 2014/104 for at overholde direktivets materielle bestemmelser, eftersom disse nationale bestemmelser, som det fremgår af ordlyden af dette direktivs artikel 22, stk. 1, ikke må finde anvendelse med tilbagevirkende kraft.
31 I det foreliggende tilfælde er det for det første ubestridt, at Cogeco Communications’ erstatningssøgsmål blev anlagt den 27. februar 2015, dvs. før udløbet af fristen for gennemførelse af direktiv 2014/104 og før dette direktivs gennemførelse i den portugisiske retsorden ved lov nr. 23/2018.
32 For det andet fremgår det af sagsakterne for Domstolen, at den portugisiske lovgiver i denne lovs artikel 24 har besluttet, at de nationale regler, der gennemfører direktivets processuelle bestemmelser, ikke finder anvendelse på erstatningssøgsmål, der anlægges før nævnte lovs ikrafttræden.
33 På denne baggrund, og henset til det forhold, at artikel 22, stk. 1, i direktiv 2014/104 forbyder anvendelsen med tilbagevirkende kraft af materielle bestemmelser i portugisisk ret, der er vedtaget i henhold til direktivets artikel 21, må det antages, at dette direktiv under alle omstændigheder ikke finder anvendelse ratione temporis på tvisten i hovedsagen.
34 Henset til ovenstående betragtninger skal det femte og det sjette spørgsmål besvares med, at artikel 22 i direktiv 2014/104 skal fortolkes således, at dette direktiv ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.
Om det andet spørgsmål og den første del af det fjerde spørgsmål
35 Indledningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, som den forelægges. Den omstændighed, at en national ret rent formelt har udformet det præjudicielle spørgsmål under henvisning til bestemte EU-retlige bestemmelser, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for denne, uanset om retten henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 27.6.2017, Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania, C-74/16, EU:C:2017:496, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
36 I det foreliggende tilfælde er det, henset til samtlige de oplysninger, som den forelæggende ret har afgivet, til indlæggene fra Cogeco Communications, Sport TV Portugal, Controlinveste-SGPS, NOS-SGPS, den portugisiske regering og Europa-Kommissionen samt til besvarelsen af det femte og det sjette spørgsmål, nødvendigt at omformulere det andet spørgsmål og den del af det fjerde spørgsmål, der vedrører foreneligheden af en national bestemmelse, såsom civillovbogens artikel 498, stk. 1, med EU-retten, for at give den forelæggende ret brugbare fortolkningsmomenter.
37 Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at Tribunal Judicial da Comarca de Lisboa (retten i første instans i Lissabon) nærmere bestemt er i tvivl om, hvorvidt artikel 102 TEUF såvel som effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, som dels fastsætter, at forældelsesfristen for erstatningssøgsmål er tre år og begynder at løbe fra den dato, hvor skadelidte fik kendskab til sin ret til erstatning, selv om vedkommende ikke er bekendt med den ansvarliges identitet og skadernes nøjagtige omfang, dels ikke fastsætter nogen mulighed for suspension eller afbrydelse af fristen i den periode, hvor sagen behandles ved den nationale konkurrencemyndighed.
38 I denne forbindelse bemærkes, at artikel 102 TEUF skaber umiddelbare virkninger i forholdet mellem private og fremkalder rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte (jf. i denne retning dom af 5.6.2014, Kone m.fl., C-557/12, EU:C:2014:1317, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
39 Den fulde virkning af artikel 102 TEUF, og navnlig den effektive virkning af forbuddet i denne bestemmelse, ville blive bragt i fare, hvis det ikke var muligt for nogen at kræve erstatning for skade påført dem som følge af en dominerende virksomheds adfærd med karakter af misbrug, der kan begrænse eller fordreje konkurrencen (jf. analogt dom af 5.6.2014, Kone m.fl., C-557/12, EU:C:2014:1317, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).
40 Enhver har således ret til at kræve erstatning for den påførte skade, når der er årsagsforbindelse mellem den nævnte skade og et misbrug af en dominerende stilling, der er forbudt i henhold til artikel 102 TEUF (jf. analogt dom af 5.6.2014, Kone m.fl., C-557/12, EU:C:2014:1317, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
41 Den ret, enhver har til at kræve erstatning for en sådan skade, forøger således virkningen af EU’s konkurrenceregler og er egnet til at hindre misbrug af en dominerende stilling, der kan begrænse eller fordreje konkurrencen, idet den derved bidrager til opretholdelsen af en effektiv konkurrence inden for Den Europæiske Union (jf. i denne retning dom af 5.6.2014, Kone m.fl., C-557/12, EU:C:2014:1317, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).
42 Når der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, der finder anvendelse ratione temporis, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte regler for udøvelsen af retten til at kræve erstatning for skade, der følger af et misbrug af en dominerende stilling, der er forbudt i henhold til artikel 102 TEUF, herunder regler om forældelsesfrister, for så vidt som ækvivalens- og effektivitetsprincipperne overholdes (jf. analogt dom af 5.6.2014, Kone m.fl., C-557/12, EU:C:2014:1317, præmis 24).
43 De regler, der finder anvendelse på søgsmål, der skal sikre beskyttelse af de rettigheder, borgerne har i henhold til EU-rettens direkte virkning, må således ikke være mindre gunstige end dem, der vedrører tilsvarende søgsmål af intern karakter (ækvivalensprincippet), og de må ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten (effektivitetsprincippet) (jf. dom af 5.6.2014, Kone m.fl., C-557/12, EU:C:2014:1317, præmis 25).
44 I denne henseende, og specifikt inden for konkurrencerettens område, må disse regler ikke skade den effektive anvendelse af artikel 102 TEUF (jf. i denne retning dom af 5.6.2014, Kone m.fl., C-557/12, EU:C:2014:1317, præmis 26).
45 Da forældelsesregler er regler om udøvelsen af retten til at kræve erstatning for skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, skal der i denne forbindelse, således som generaladvokaten har anført i punkt 81 i forslaget til afgørelse, for det første tages hensyn til alle elementer i den portugisiske forældelsesordning som helhed.
46 For det andet skal der tages hensyn til de konkurrenceretlige sagers særlige karakter og navnlig til den omstændighed, at det principielt kræver en kompleks faktuel og økonomisk analyse at anlægge erstatningssager for overtrædelser af konkurrenceretten.
47 På denne baggrund bemærkes, at nationale bestemmelser, der fastsætter den dato, hvorfra forældelsesfristen begynder at løbe, varigheden og reglerne for suspension eller afbrydelse af fristen, skal være tilpasset konkurrencerettens særlige karakter og formålet om, at de berørte personer gennemfører de konkurrenceretlige regler, således at den fulde virkning af artikel 102 TEUF ikke undermineres.
48 Det følger heraf, at forældelsesfristens varighed ikke må være så kort, at den, kombineret med andre forældelsesregler, gør udøvelsen af retten til at kræve erstatning umulig eller uforholdsmæssig vanskelig i praksis.
49 Korte forældelsesfrister, som begynder at løbe, før den person, der har lidt skade ved en overtrædelse af EU-konkurrenceretten, kan få kendskab til, hvem der har begået overtrædelsen, kan gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve retten til at kræve erstatning.
50 For at den skadelidte person kan anlægge et erstatningssøgsmål, er det således påkrævet, at vedkommende ved, hvem der er ansvarlig for overtrædelsen af konkurrenceretten.
51 Det samme gør sig gældende for en kort forældelsesfrist, der ikke kan suspenderes eller afbrydes i den sagsbehandlingsperiode, efter hvilken den nationale konkurrencemyndighed eller en appelinstans træffer en endelig afgørelse.
52 Den omstændighed, at en forældelsesfrist overholder de krav, der følger af effektivitetsprincippet, er nemlig særlig vigtig både hvad angår erstatningssøgsmål, der anlægges uafhængigt af en endelig afgørelse fra en national konkurrencemyndighed, og hvad angår søgsmål, der anlægges efter en sådan afgørelse. Med hensyn til de sidstnævnte bemærkes, at hvis den forældelsesfrist, der begynder at løbe før afslutningen af den sagsbehandling, efter hvilken den nationale konkurrencemyndighed eller en appelinstans træffer en endelig afgørelse, er for kort i forhold til denne sagsbehandlings varighed og hverken kan suspenderes eller afbrydes, mens en sådan sagsbehandling er igangværende, kan det ikke udelukkes, at denne forældelsesfrist endog udløber, før den nævnte sagsbehandling afsluttes. I dette tilfælde vil ingen af de skadelidte kunne anlægge søgsmål med støtte i en endelig afgørelse, der fastslår en overtrædelse af de EU-konkurrenceretlige regler.
53 I denne sammenhæng må det antages, at en forældelsesfrist på tre år, som den i hovedsagen omhandlede, der dels begynder at løbe fra den dato, hvor den skadelidte fik kendskab til sin ret til erstatning, selv om vedkommende ikke er bekendt med den ansvarliges identitet, dels ikke kan suspenderes eller afbrydes under en igangværende sagsbehandling ved den nationale konkurrencemyndighed, gør udøvelsen af retten til fuld erstatning umulig eller uforholdsmæssig vanskelig i praksis.
54 Hvad angår ækvivalensprincippet fremgår det, at dette princip ikke er tilsidesat i det foreliggende tilfælde, idet det er ubestridt, at de nationale regler om forældelsesfristen både finder anvendelse på erstatningssøgsmål baseret på EU-retten og på dem, der er baseret på national ret, og at deres anvendelighed ikke afhænger af, om retten til at kræve fuld skadeserstatning følger af en overtrædelse af nationale konkurrenceretlige regler eller af EU-konkurrenceretten.
55 Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål og den del af det fjerde spørgsmål, der vedrører foreneligheden af en national bestemmelse, såsom civillovbogens artikel 498, stk. 1, med EU-retten, besvares med, at artikel 102 TEUF og effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, som dels fastsætter, at forældelsesfristen for erstatningssøgsmål er tre år og begynder at løbe fra den dato, hvor skadelidte fik kendskab til sin ret til erstatning, selv om vedkommende ikke er bekendt med den ansvarliges identitet, dels ikke fastsætter nogen mulighed for suspension eller afbrydelse af fristen i den periode, hvor sagen behandles ved den nationale konkurrencemyndighed.
Om det tredje spørgsmål og den anden del af det fjerde spørgsmål
56 Med det tredje spørgsmål og den del af det fjerde spørgsmål, der vedrører foreneligheden af en national bestemmelse, såsom retsplejelovens artikel 623, med EU-retten, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 102 TEUF samt effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet er til hinder for nationale bestemmelser, som fastsætter, at en endelig konstatering af overtrædelse af konkurrenceretten under en sanktionsprocedure ved den nationale konkurrencemyndighed ikke er bindende for en national retsinstans, ved hvilken der anlægges erstatningssøgsmål, for så vidt angår spørgsmålet, om der foreligger en overtrædelse af konkurrenceretten, eller som alene fastsætter en afkræftelig formodning i så henseende.
57 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at der i overensstemmelse med Domstolens faste praksis gælder en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, der er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 20.12.2017, Núñez Torreiro, C-334/16, EU:C:2017:1007, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
58 I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne for Domstolen, at Tribunal da Concorrência, Regulação e Supervisão (ret i første instans i sager om konkurrence, regulering og tilsyn) delvist annullerede konkurrencemyndighedens afgørelse af 14. juni 2013 med den begrundelse, at artikel 102 TEUF ikke fandt anvendelse på Sport TV Portugals adfærd, idet det ikke fandtes godtgjort, at den omhandlede handelspraksis kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i denne artikels forstand. Den 11. marts 2015 stadfæstede Tribunal da Relação de Lisboa (appeldomstolen i Lissabon) dommen fra Tribunal da Concorrência, Regulação e Supervisão (ret i første instans i sager om konkurrence, regulering og tilsyn).
59 Det følger heraf, at genstanden for den sag, der verserer for den forelæggende ret, ikke er et erstatningssøgsmål, der er anlagt efter en endelig afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 102 TEUF, og som er truffet af en national konkurrencemyndighed eller en appelinstans.
60 Det fremgår således klart, at den fortolkning af artikel 102 TEUF samt af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet, hvilken der anmodes om i det tredje spørgsmål og i den del af det fjerde spørgsmål, der vedrører foreneligheden af en national bestemmelse, såsom retsplejelovens artikel 623, med EU-retten, savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, og at disse spørgsmål følgelig skal afvises.
Det første spørgsmål
61 Henset til besvarelsen af det andet til det sjette spørgsmål er det ufornødent at besvare det første spørgsmål.
Sagsomkostninger
62 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
1) Artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret skal fortolkes således, at dette direktiv ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.
2) Artikel 102 TEUF og effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, som dels fastsætter, at forældelsesfristen for erstatningssøgsmål er tre år og begynder at løbe fra den dato, hvor skadelidte fik kendskab til sin ret til erstatning, selv om vedkommende ikke er bekendt med den ansvarliges identitet, dels ikke fastsætter nogen mulighed for suspension eller afbrydelse af fristen i den periode, hvor sagen behandles ved den nationale konkurrencemyndighed.
Underskrifter