Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Svea hovrätt, Mark- och miljööverdomstolen (Sverige) den 22. marts 2024 – Naturvårdsverket mod IC

(Sag C-222/24, Naturvårdsverket)

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Svea hovrätt, Mark- och miljööverdomstolen

Parter i hovedsagen

Appellant: Naturvårdsverket

Indstævnt: IC

Præjudicielle spørgsmål

Omfatter en tilbagetagelse i henhold til artikel 24, stk. 2, første afsnit, litra c), i forordningen om overførsel af affald 1 et krav om eller en mulighed for, at afsendelsesmyndigheden nyttiggør eller bortskaffer affaldet efter tilbagetagelsen, når der er indgivet en anmeldelse og en transportformular med angivelse af, hvordan affaldet skal behandles i bestemmelseslandet?

Under hvilke betingelser kan afsendelsesmyndigheden anvende artikel 24, stk. 2, første afsnit, litra d), til at nyttiggøre eller bortskaffe affaldet i en ulovlig overførsel af affald i afsendelseslandet? Hvordan forholder litra d) sig til litra c), og kan f.eks. tilbagetagelse og nyttiggørelse/bortskaffelse udføres i henhold til litra c) og d) sammen, eller kræver anvendelsen af et litra, at proceduren i henhold til det nærmest foregående litra ikke var anvendelig?

Hvis artikel 24, stk. 2, i forordningen om overførsel af affald kan fortolkes således, at afsendelsesmyndigheden efter nyttiggørelsen har ret til at disponere endeligt over affaldet, selv hvis den oprindelige afsender ønsker at få dette tilbageleveret, er en sådan fortolkning da forenelig med beskyttelsen af ejendomsretten i henhold til chartrets artikel 17 og artikel 1 i tillægsprotokollen til EMRK?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14.6.2006 om overførsel af affald (EUT 2006, L 190, s. 1).