Sag T-391/17
Rumænien
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Anden Afdeling) af 24. september 2019
»Regler for institutionerne – europæisk borgerinitiativ – beskyttelse af nationale og sproglige minoriteter – fremme af den kulturelle og sproglige mangfoldighed – delvis registrering – princippet om kompetencetildeling – ikke åbenbart uden for Kommissionens lovgivningsmæssige beføjelser – begrundelsespligt – artikel 5, stk. 2, TEU – artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 211/2011 – artikel 296 TEUF«
1. EU-medborgerskab – borgerens rettigheder – indgivelse af et borgerinitiativ – forordning nr. 211/2011 – betingelser for registrering – forslaget skal falde inden for Kommissionens beføjelse – Kommissionens undersøgelse – borgerinitiativ med henblik på vedtagelse af retsakter, der har til formål at forbedre beskyttelsen af nationale og sproglige mindretal og øge Unionens kulturelle og sproglige mangfoldighed – forslag, som er egnet til at gennemføre de nævnte mål, der er fastsat for Unionens indsats på det relevante kompetenceområde – omfattet – delvis registrering af forslaget til borgerinitiativ
[Art. 2 TEU, art. 3, stk. 3, TEU, art. 5, stk. 2, TEU og art. 13, stk. 2, TEU; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 211/2011, første og anden betragtning og art. 4, stk. 2, litra b), og bilag II]
(jf. præmis 35, 36, 39, 41, 42, 44-47, 49, 50, 53, 56, 72 og 85)
2. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – Kommissionens afgørelse om at registrere et forslag til borgerinitiativ – begrundelsens generelle karakter med hensyn til Kommissionens lovgivningsbeføjelser i forhold til de foreslåede foranstaltninger – lovlighed
(Art. 296 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 211/2011, art. 4, stk. 3, andet afsnit)
(jf. præmis 88, 91 og 92)
Resumé
I den sag, der gav anledning til dom af 24. september 2019, Rumænien mod Kommissionen (sag T-391/17), frifandt Retten Kommissionen i det annullationssøgsmål, som Rumænien havde anlagt til prøvelse af Kommissionens afgørelse (1) om delvis registrering af et forslag til borgerinitiativ (EBI) med overskriften »Minority SafePack – One million signatures for diversity in Europe«. Formålet med dette EBI var at opfordre Den Europæiske Union til at forbedre beskyttelsen af personer, der tilhører nationale og sproglige mindretal, og at fremme den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Unionen.
Den 15. juli 2013 blev det pågældende EBI forelagt Kommissionen af en borgerkomité. Ved afgørelse af 13. september 2013 afslog Kommissionen anmodningen om registrering af forslaget til EBI med den begrundelse, at forslaget åbenbart faldt uden for dens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne. Komitéen indbragte sagen for Retten, som annullerede (2) denne afgørelse med den begrundelse, at Kommissionen havde tilsidesat sin begrundelsespligt. Den 29. marts 2017 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse, hvorved den foretog en delvis registrering af det omhandlede EBI, idet to forslag, som EBI’et henviste til, ifølge Kommissionen åbenbart faldt uden for dens beføjelser med henblik på gennemførelsen af traktaterne.
Den 28. juni 2017 anlagde Rumænien sag med påstand om annullation af denne afgørelse, idet Rumænien påberåbte sig dels, at Kommissionen havde tilsidesat princippet om kompetencetildeling (3), dels at den i traktaten fastsatte begrundelsespligt var blevet tilsidesat (4).
Retten forkastede for det første anbringendet om Kommissionens angivelige tilsidesættelse af princippet om kompetencetildeling. I denne henseende bemærkede Retten, at i overensstemmelse med de formål, der forfølges med EBI’et, som tilsigter at fremme borgernes deltagelse og gøre Unionen mere tilgængelig, skal Kommissionens fortolkning af betingelsen for registrering af et forslag til EBI lette borgernes adgang til et sådant initiativ.
I henhold til ordlyden af artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011 (5) foretager Kommissionen således inden enhver registrering en første undersøgelse af emnet for og formålet med forslaget til EBI på grundlag af de oplysninger, den er i besiddelse af, for at sikre sig, at de foranstaltninger, der er omfattet af forslaget til EBI, ikke åbenbart falder uden for dens beføjelser, idet det præciseres, at der skal foretages en mere fuldstændig undersøgelse, hvis forslaget registreres. Retten bemærkede i denne forbindelse, at Kommissionens afgørelse om at registrere et forslag til EBI, som indebærer en første vurdering fra Kommissionens side på det retlige plan, ikke foregriber indholdet af den meddelelse, som Kommissionen skal vedtage på grundlag af artikel 10, stk. 1, litra c), i forordning nr. 211/2011, og som fastlægger dens endelige stillingtagen til, om den vil fremsætte et forslag til retsakt som reaktion på EBI’et eller ej.
I det foreliggende tilfælde fastslog Retten, at de retsakter, der er opregnet i bilaget til forslaget til EBI, åbenbart tilsigter dels at virkeliggøre Unionens generelle mål bestående i at sikre respekten for rettighederne for personer, der tilhører minoriteter, dels direkte at nå det generelle mål om respekt for og fremme af den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Unionen.
I denne henseende præciserede Retten, at det ikke fremgår af Kommissionens afgørelse, at Kommissionen har anerkendt, at Unionen har en generel lovgivningskompetence på området for beskyttelse af rettigheder for personer, der tilhører nationale mindretal, men alene, at der skal tages hensyn til overholdelsen af minoriteternes rettigheder og styrkelsen af den kulturelle og sproglige mangfoldighed som værdier og mål for Unionen i forbindelse med Unionens tiltag på de områder, der er omfattet af forslaget til EBI. Retten bemærkede i denne forbindelse, at der ikke bør være noget til hinder for, at Kommissionen kan fremsætte forslag til specifikke retsakter, der, som i det foreliggende tilfælde, har til formål at supplere Unionens indsats inden for Unionens kompetenceområder med henblik på at sikre overholdelsen af de værdier, der er nævnt i artikel 2 TEU, og den rigdom i dens kulturelle og sproglige mangfoldighed, der er nævnt i artikel 3, stk. 3, fjerde afsnit, TEU.
Efter en detaljeret analyse forkastede Retten dernæst Rumæniens argumentation om, at de forskellige forslag til retsakter, der var indeholdt i forslaget til EBI, ikke kunne bidrage til gennemførelsen af de mål, der var fastsat for Unionens indsats på det relevante kompetenceområde.
Hvad for det andet angår begrundelsen for den anfægtede afgørelse bemærkede Retten bl.a., at selv om den begrundelse, der kræves i henhold til artikel 296 TEUF, principielt ikke indebærer, at den institution, der er ophavsmand til en afgørelse, skal redegøre for de grunde, der har ført til, at denne har lagt en bestemt fortolkning af den relevante retsregel til grund, og selv om det er tilstrækkeligt, at den nævnte institution redegør for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på afgørelsens opbygning, angiver den anfægtede afgørelse under alle omstændigheder i tilstrækkelig grad de grunde, der ligger til grund for den delvise registrering af forslaget til EBI.