Sag T-21/17

RL

mod

Den Europæiske Unions Domstol

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2015 – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse AD 10 med virkning fra den 1. juli 2015 – interinstitutionel overførsel – prorata temporis-ordningen – sammenligning af fortjenester – vedtægtens artikel 45 – ansvar«

Sammendrag – Rettens dom (Niende Afdeling) af 14. december 2017

1.      Tjenestemandssager – søgsmål rettet mod afgørelsen om afslag på klagen – formaliteten

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – interinstitutionel overførsel i forfremmelsesåret – oprindelsesinstitutionen har kompetence til at træffe afgørelse om forfremmelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

3.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – interinstitutionel overførsel i forfremmelsesåret – tildeling af forfremmelsespoint – betingelser – prorata temporis-forfremmelsesordningen ved Den Europæiske Unions Domstol

(Tjenestemandsvedtægten, art. 6 og 45)

4.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – ligebehandling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

5.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde – institutionernes uafhængighed – tjenestemand, som har udøvet den interinstututionelle mobilitet – ingen forfremmelse på trods af, at betingelserne for forfremmelse foreligger i hans oprindelsesinstitution – den pågældende tjenestemand straffet på grund af hans mobilitet – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

6.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – kumulative betingelser

(Art. 340 TEUF)

7.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tab – økonomisk tab angiveligt forvoldt af et afslag på forfremmelse – tab usikkert som følge af manglende ret til forfremmelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 26)

2.      I overensstemmelse med kravene i vedtægtens artikel 45 gælder, at når en tjenestemand kan forfremmes i det år, hvori han overføres fra en institution til en anden, er det ansættelsesmyndigheden i den oprindelige institution, der har kompetence til at træffe afgørelse om hans forfremmelse.

Desuden er en logisk følge af, at det er oprindelsesinstitutionens ansættelsesmyndighed, der har kompetence til at træffe afgørelse om forfremmelse af en tjenestemand i løbet af det år, hvor han overføres, og af grundlaget for denne kompetence, som udgøres af den nødvendige sammenligning af fortjenester mellem tjenestemandskolleger fra samme institution på tidspunktet for denne sammenligning, at den pågældende oprindelsesinstitution anvender sin egen forfremmelsesordning.

(jf. præmis 33, 35)

3.      Hvad angår forfremmelse i tilfælde af interinstitutionel overførsel skal de overførte tjenestemænds fortjenester sammenlignes med fortjenesterne for de tjenestemænd, der stadig var de pågældendes kolleger i året forud for overførslen af dem. Med henblik på at afgøre, om en tjenestemand bør forfremmes med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar i år N, kan ansættelsesmyndigheden nemlig i praksis kun foretage en sammenligning af tjenestemændenes tidligere fortjenester, navnlig i løbet af år N-1 og henset til bedømmelsesrapporterne vedrørende disse tjenestemænds resultater i løbet af år N-1 og tidligere.

Der træffes afgørelse om forfremmelse med tilbagevirkende kraft med virkning fra et tidspunkt, hvor den berørte tjenestemand henhørte under den institution, som havde kompetence til at træffe afgørelse om forfremmelsen af ham. Eftersom en forfremmelse nemlig forudsætter, at der er en ledig stilling ifølge budgettet til rådighed svarende til den pågældende lønklasse, og hver enkelt institution selvstændigt fastsætter antallet af stillinger i institutionen i henhold til vedtægtens artikel 6, og tilsvarende listen over ledige stillinger, kan den institution, som har kompetence til at træffe afgørelse om forfremmelsen, nemlig kun forfremme den pågældende tjenestemand på et tidspunkt, hvor den kan placere ham i en ledig stilling i institutionen, dvs. i den periode, hvor tjenestemanden henhører under denne institution.

Det skal således bemærkes, at de point, som er blevet tildelt i år N i henhold til prorata temporis-ordningen, hvad enten de følger af en sammenligning af fortjenesterne for år N eller alene hidrører fra en fiktiv ekstrapolering af den sammenligning af fortjenester, der er foretaget for år N-1, kun kan tildeles, så længe den berørte tjenestemand henhører under den institution, som har kompetence til at foretage sammenligningen af fortjenesterne og dermed til at træffe afgørelse om forfremmelsen. Eftersom tildelingen af disse point, på samme vis som den senere medvirken af det paritetiske forfremmelsesudvalg og ansættelsesmyndigheden, er et led i forfremmelsesproceduren i år N, kan pointene med henblik på fastsættelsen af datoen for forfremmelse af den pågældende tjenestemand nemlig kun tildeles indtil det tidspunkt, hvor institutionen endnu har kompetence til at sammenligne den pågældende tjenestemands fortjenester med fortjenesterne for hans kolleger i institutionen og har mulighed for at forfremme ham, dvs. tidspunktet for overførslen af den nævnte tjenestemand.

(jf. præmis 37, 38, 40)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 47, 48)

5.      Det påhviler institutionerne at sikre sig dels, at mobiliteten ikke berører karriereforløbet for de tjenestemænd, som er genstand herfor, dels, at de forflyttede tjenestemænd ikke er blevet straffet i forbindelse med forfremmelsesåret.

Imidlertid følger det dels af vigtigheden af de enkelte institutioners uafhængighed som arbejdsgiver, at en tjenestemand, som er blevet overført til en institution, ikke kan gøre krav på, at der på ham anvendes de samme, mere gunstige, forfremmelsesbestemmelser, som anvendtes af hans oprindelsesinstitution med henblik på at gøre gældende, at han er blevet straffet med hensyn til sin forfremmelse på grund af sin bevægelighed.

Dels tillægger vedtægten ikke nogen ret til forfremmelse, selv for tjenestemænd, der opfylder samtlige betingelser for at kunne forfremmes, herunder at have nået en forfremmelsestærskel. Tildelingen af forfremmelsespoint fastlægger nemlig ikke endeligt institutionens stilling ved afslutningen af en forfremmelsesprocedure, eftersom ansættelsesmyndigheden bevarer sin skønsbeføjelse og hverken er bundet af de forfremmelsespoint, direktørerne eller tjenestegrenscheferne har tildelt, referencetærsklen eller det paritetiske forfremmelsesudvalg.

(jf. præmis 53-55)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 59)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 60)