Sag T-436/10

(offentliggørelse i uddrag)

HIT Groep BV

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – kartel – det europæiske marked for forspændingsstål – fastsættelse af priser, opdeling af markedet og udveksling af følsomme forretningsoplysninger – afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF – regler for, hvornår et datterselskabs konkurrencebegrænsende praksis kan tilregnes dets moderselskab – formodning for en reel udøvelse af en afgørende indflydelse – rimelig frist«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 15. juli 2015

1.      Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at et moderselskab udøver en afgørende indflydelse på sine 100%-ejede datterselskaber, herunder i tilfælde af et holdingselskab – afkræftelig karakter – fastlæggelse af handelspolitik – kriterier for bedømmelsen af den eventuelle selvstændige karakter heraf

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)

2.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – bedømmelse af begrundelsespligten på grundlag af sagens omstændigheder –nødvendigheden af at angive alle de relevante faktiske og retlige omstændigheder – foreligger ikke

(Art. 296 TEUF)

3.      EU-ret – principper – proportionalitet – rækkevidde

4.      Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at et moderselskab udøver en afgørende indflydelse på sine 100%-ejede datterselskaber, herunder i tilfælde af et holdingselskab – bevismæssige forpligtelser for det selskab, der ønsker at afkræfte denne formodning – omstændigheder, der er utilstrækkelige til at afkræfte formodningen

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)

5.      Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – kriteriet om virksomhedens »økonomiske kontinuitet« – betingelser

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)

6.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb– maksimumsbeløb – beregning – relevant omsætning – samlet omsætning for alle de selskaber, som udgør den økonomiske enhed, der handler som virksomhed på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om pålæggelse af bøden

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

7.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb– maksimumsbeløb – formål

(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb– maksimumsbeløb – beregning – relevant omsætning – omsætningen for det sidste regnskabsår forud for pålæggelsen af bøden – regnskabsår kendetegnet ved en overdragelse af samtlige aktiver – anvendelse af omsætningen for et andet og tidligere regnskabsår, der udgør det sidste afsluttede regnskabsår med normal økonomisk aktivitet – lovlighed i tilfælde af et holdingselskab

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

9.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb– regler om bødefritagelse og bødenedsættelse – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – betingelser – moder- og datterselskaber – behovet for en økonomisk enhed på samarbejdstidspunktet

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

10.    Konkurrence – EU-regler – overtrædelse begået af et datterselskab – moderselskabet pålagt ansvar – solidarisk ansvar for betalingen af bøden – rækkevidde – moderselskab og datterselskab udgjorde i en del af overtrædelsesperioden en virksomhed som omhandlet i artikel 101 TEUF og var ophørt med at eksistere i denne form på tidspunktet for vedtagelsen af en afgørelse om pålæggelse af en bøde – konsekvenser for fastsættelsen af bødens størrelse

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

11.    Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelser – overholdelse af en rimelig frist – bedømmelseskriterier – krænkelse heraf – foreligger ikke

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003)

12.    Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelser – overholdelse af en rimelig frist – krænkelse heraf – følger

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 117-131, 147 og 148)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 132)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 133)

4.      På området for overtrædelse af konkurrencereglerne gælder, at når et moderselskab ejer 100% af kapitalen i sit datterselskab i den overtrædelsesperiode, som det bliver lagt til last, kan Kommissionen med rette påberåbe sig formodningen for en reel udøvelse af en afgørende indflydelse, og i et sådant tilfælde påhviler det ikke Kommissionen at fremlægge andre beviser i denne henseende. Den manglende relevans af de yderligere beviser, som Kommissionen har fremført, er således uden betydning for moderselskabets ansvar, eftersom formodningen for en reel udøvelse af en afgørende indflydelse er tilstrækkelig til, at moderselskabet pådrager sig et ansvar, medmindre selskabet kan afkræfte nævnte formodning.

Den omstændighed, at moderselskabet er et holdingselskab, og endog ikke aktivt, er i denne henseende ikke tilstrækkelig til at afkræfte formodningen for en reel udøvelse af en afgørende indflydelse og bevirker ikke en omvendt bevisbyrde. Den omstændighed, at moderselskabet blot, henset til sin art og sit vedtægtsmæssige formål, forvalter sine kapitalandele er uden betydning. Det forhold, at moderselskabet bliver pålagt ansvaret for datterselskabets overtrædelse, kræver endvidere ikke, at der føres bevis for, at moderselskabet har haft indflydelse på datterselskabets politik på det særlige område, hvor overtrædelsen er begået. Heraf følger, at den omstændighed, at moderselskabet ikke selv har udøvet virksomhed i denne sektor, heller ikke er tilstrækkelig til at afkræfte formodningen for en reel udøvelse af en afgørende indflydelse. Formodningen for en reel udøvelse af en afgørende indflydelse kan endvidere ikke afkræftes alene ved, at det godtgøres, at datterselskabet selv tilrettelagde sin handelspolitik i streng forstand, såsom distributions- eller prisstrategi, uden at modtage instrukser fra moderselskabet i denne henseende. Det følger heraf, at datterselskabets selvstændighed heller ikke kan fastslås ved en simpel påvisning af, at det på selvstændig vis forvaltede særlige aspekter af sin politik vedrørende markedsføring af de produkter, der er berørt af overtrædelsen. Eftersom datterselskabets selvstændighed ikke alene vurderes i forhold til aspekterne ved virksomhedens operationelle drift, kan den omstændighed, at datterselskabet aldrig har gennemført en særlig informationspolitik på det pågældende marked til fordel for moderselskabet, ikke være tilstrækkelig til at påvise dets selvstændighed.

(jf. præmis 138-142, 144 og 145)

5.      Det kan med henblik på effektiv gennemførelse af konkurrencereglerne være nødvendigt undtagelsesvis ikke at pålægge den oprindeligt driftsansvarlige ansvaret for kartelovertrædelsen, men derimod den nye driftsansvarlige for den virksomhed, der har deltaget i kartellet, i det tilfælde, hvor den nye driftsansvarlige kan betragtes som den oprindeligt driftsansvarliges successor, dvs. når den nye driftsansvarlige viderefører nævnte virksomhed. Kriteriet om »økonomisk kontinuitet« finder således kun anvendelse i det tilfælde, hvor den juridiske person, der er ansvarlig for virksomhedens drift, er ophørt med at eksistere i retlig forstand, efter at overtrædelsen er blevet begået, eller i tilfælde af en virksomheds interne omstruktureringer, når den oprindeligt driftsansvarlige ikke nødvendigvis ophører som juridisk enhed, men ikke længere udøver nogen nævneværdig økonomisk virksomhed på det berørte marked, og under hensyntagen til de strukturelle forbindelser mellem den oprindelige driftsansvarlige og virksomhedens nye driftsansvarlige.

Kriteriet om økonomisk kontinuitet finder følgelig navnlig ikke anvendelse, når et moderselskab og dets datterselskab ikke længere tilhører den samme koncern, men ikke er ophørt med at eksistere, og der har ikke fundet nogen intern omstrukturering sted, inden for rammerne af hvilken der er opstået strukturelle forbindelser mellem moderselskabet og overdrageren.

Sanktionen for overtrædelser af konkurrenceretten og den hermed forbundne bøde har således såvel en afskrækkende som undertrykkende virkning, og sanktionen fortsætter med at gælde for moderselskabet, selv om dette har begrænset sin økonomiske virksomhed, men er fortsat med at eksistere i retlig forstand, hvilket altid gør det muligt at pålægge det sanktioner.

(jf. præmis 150, 151, 153 og 155)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 161)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 174-177)

8.      Hvad angår »det foregående regnskabsår« som omhandlet i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 henviser det i princippet til det senest afsluttede regnskabsår for den berørte virksomhed på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen. Anvendelsen af loftet på 10% af omsætningen i denne bestemmelse forudsætter således dels, at Kommissionen råder over oplysninger om omsætningen for det sidste regnskabsår forud for tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen, dels, at disse oplysninger repræsenterer et afsluttet regnskabsår med normal økonomisk aktivitet i en periode på 12 måneder.

Selv Kommissionen med henblik på beregningen af bødeloftet i princippet skal tage hensyn til den omhandlede virksomheds omsætning i det sidste afsluttede regnskabsår forud for vedtagelsen af den afgørelse, hvorved bøden pålægges, følger det ikke desto mindre af den kontekst, hvori den lovgivning, som nævnte bestemmelse er en del af, indgår, og af de mål, der forfølges med denne lovgivning, at når omsætningen i det regnskabsår, der går forud for vedtagelsen af kommissionsafgørelsen, ikke repræsenterer et afsluttet regnskabsår med normal økonomisk aktivitet i en periode på 12 måneder, og således ikke giver nogen anvendelig indikation for den pågældende virksomheds reelle økonomiske situation og det passende niveau for den bøde, der bør pålægges denne virksomhed, kan der ikke tages hensyn til nævnte omsætning med henblik på fastsættelsen af bødeloftet. I sidstnævnte, helt exceptionelle, tilfælde er Kommissionen forpligtet til med henblik på beregningen af bødeloftet at henvise til det sidste afsluttede regnskabsår med normal økonomisk aktivitet.

For så vidt som et holdingselskabs normale aktivitet består i at erhverve selskabsandele, eje disse, oppebære renter og afhænde disse selskabsandele, er den omstændighed, at et selskab af denne art har nøjedes med at opretholde en begrænset finansiel reserve og en meget lille omsætning, ikke tilstrækkeligt til at udgøre et afgørende bevis for selskabets normale økonomiske aktivitet.

(jf. præmis 178-180 og 185)

9.      Hvad angår overtrædelse af konkurrencereglerne gælder, at det kun er en virksomhed, som har samarbejdet med Kommissionen på grundlag af Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, der i henhold til denne meddelelse kan indrømmes en nedsættelse af den bøde, der uden et sådant samarbejde ville være blevet pålagt. Denne nedsættelse kan ikke udvides til at omfatte en virksomhed, der i en del af den pågældende overtrædelsesperiode udgjorde en del af en virksomheds økonomiske enhed, men som ikke længere udgjorde en del heraf på det tidspunkt, hvor sidstnævnte virksomhed samarbejdede med Kommissionen. I lyset af samarbejdsmeddelelsens mål om at fremme afsløringen af adfærd, der er i strid med EU-konkurrenceretten, og for at sikre en effektiv anvendelse af EU-konkurrenceretten er der intet, der kan begrunde, at en bødenedsættelse, som indrømmes en virksomhed for dens samarbejde med Kommissionen, udvides til at omfatte en virksomhed, der, samtidig med at den tidligere kontrollerede den i den pågældende overtrædelse involverede erhvervssektor, ikke selv bidrog til afsløringen af denne overtrædelse.

(jf. præmis 196)

10.    På området for overtrædelse af konkurrencereglerne gælder, at når moderselskabet ikke har deltaget materielt i kartellet, og dets ansvar udelukkende bygger på dets datterselskabs deltagelse i kartellet, er moderselskabets ansvar et rent afledt og accessorisk ansvar, som afhænger af datterselskabets, og derfor ikke kan overstige datterselskabets ansvar.

Dette princip er imidlertid ikke til hinder for, at der ved beregningen af bødens størrelse, når to særskilte juridiske personer, såsom et moderselskab og dets datterselskab, ikke længere udgør en virksomhed i artikel 101 TEUF’s forstand på tidpunktet for vedtagelsen af en afgørelse, hvorved de pålægges en bøde, tages hensyn til forhold, der er specifikke for hver af dem. I et sådant det tilfælde har hver af disse særskilte juridiske personer ret til individuelt at få anvendt loftet på 10% af omsætningen. Det samme gælder med hensyn til spørgsmålet om, hvilken virksomhed der kan omfattes af en bødenedsættelse, idet et selskab, som under en del af varigheden af den omhandlede overtrædelse, var en del af den økonomiske enhed bestående af en virksomhed, men som ikke længere var en del heraf på det tidspunkt, hvor sidstnævnte samarbejdede med Kommissionen, ikke kan gøre krav på en sådan bødenedsættelse.

For så vidt som der bliver taget behørigt hensyn til eventuelle forskelle hvad angår varigheden af den overtrædelse, som henholdsvis et moderselskab og dets datterselskab lægges til last, i forbindelse med beregningen af bødernes grundbeløb, er en eventuel nedsættelse som følge af anvendelsen af loftet på 10% af omsætningen og en eventuel bødenedsættelse indrømmet til et af disse selskaber herved ikke i strid med ligebehandlingsprincippet, selv om den endelige bøde, som moderselskabet pålægges, uanset den kortere varighed af den overtrædelse, som dette selskab lægges til last, burde være højere end den bøde, som dets datterselskab idømmes. Ligeledes kan der ikke være tale om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, blot fordi det hævdes, at de endelige bøder, som pålægges henholdsvis moderselskabet og dets datterselskab, er forskellige.

(jf. præmis 213-216 og 225-228)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 238-241, 259 og 260)

12.    På konkurrenceområdet gælder, at en tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist kan have to typer konsekvenser.

Når tilsidesættelsen af en rimelig frist har betydning for udfaldet af proceduren, kan en sådan tilsidesættelse for det første bevirke en annullation af den anfægtede afgørelse. Hvad i denne forbindelse angår anvendelsen af konkurrencereglerne kan overskridelsen af en vis rimelig frist kun udgøre en grund til annullation af afgørelser om konstatering af overtrædelser, såfremt det er godtgjort, at tilsidesættelsen af dette princip har påvirket de pågældende virksomheders ret til forsvar. En tilsidesættelse af forpligtelsen til at træffe afgørelse inden for en rimelig frist er bortset fra dette særlige tilfælde uden betydning for gyldigheden af den administrative procedure i henhold til forordning nr. 1/2003. Overholdelsen af retten til forsvar er imidlertid af afgørende betydning i administrative procedurer på konkurrenceområdet, hvorfor det er vigtigt at undgå, at disse rettigheder lider uoprettelig skade på grund af undersøgelsesfasens udstrakte varighed, og at denne varighed kan være til hinder for, at der fremføres beviser til gendrivelse af adfærd, som efter sin art kan medføre, at de berørte virksomheder stilles til ansvar. Af denne grund skal undersøgelsen af, om de er blevet forhindret i at udøve deres ret til forsvar, ikke være begrænset til den fase, hvor denne ret har fuld virkning, nemlig den administrative procedures anden fase, der strækker sig fra klagepunktsmeddelelsen til vedtagelsen af den endelige afgørelse. Vurderingen af årsagen til, at retten til forsvar eventuelt er blevet tilsidesat, skal foretages for hele proceduren og dennes samlede varighed.

Når tilsidesættelsen af en rimelig frist er uden betydning for udfaldet af proceduren, kan en sådan tilsidesættelse for det andet foranledige Unionens retsinstanser til inden for rammerne af deres fulde prøvelsesret i tilstrækkelig grad at opveje tilsidesættelsen som følge af overskridelsen af den rimelige frist for den administrative procedure ved at nedsætte den pålagte bøde.

(jf. præmis 242-246)