Language of document :

Sag anlagt den 10. juli 2012 - Spirlea mod Kommissionen

(Sag T-306/12)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Darius Nicolai Spirlea (Capezzano Pianore, Italien) og Mihaela Spirlea (Capezzano Pianore) (ved advokaterne V. Foerster og T. Pahl)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Stævningen, der er indgivet i henhold til artikel 263 TEUF, anses for modtaget.

Sagen antages til realitetsbehandling.

Sagsøgerne gives medhold og det fastslås derfor, at Kommissionen har begået væsentlige procedurefejl og andre materielle overtrædelser.

På dette grundlag annulleres afgørelse truffet den 21. juni 2012 af Europa-Kommissionens Generalsekretariat (SG.B.5/MKu/psi - Ares (2012)744102), for så vidt som denne angår Kommissionens underretningsskrivelser af henholdsvis den 10. maj 2011 og den 10. oktober 2011.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført seks søgsmålsgrunde.

Tilsidesættelse af undersøgelsespligten og undersøgelsens omfang i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001 

Sagsøgerne anfører i denne forbindelse, at der foreligger en tilsidesættelse af undersøgelsespligten i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001 og af undersøgelsens omfang, som er foreskrevet i forordning (EF) nr. 1049/2001 for "undtagelserne".

Tilsidesættelse af begrundelsespligten i den anden afgørelse af 21. juni 2012 i sagerne GestDem 2012/1073 og 2012/1251

Sagsøgerne anfører her, at der foreligger en tilsidesættelse af pligten til at begrunde afslaget på aktindsigt i Kommissionens underretningsskrivelser af 10. maj 2011 og 10. oktober 2011, i det omfang, dette er påbudt i en retsstat.

Ligestilling mellem den "uformelle" EU-pilotprocedure og den lovmæssigt fastsatte traktatkrænkelsesprocedure (artikel 258 TEUF)

I denne henseende anfører sagsøgerne, at ligestillingen mellem den "uformelle" EU-pilotprocedure og den lovmæssigt fastsatte traktatkrænkelsesprocedure (artikel 258 TEUF) er retsstridig.

Fejlagtig bedømmelse af den delvise aktindsigt i dokumenterne

Sagsøgerne gør i denne forbindelse gældende, at Kommissionen har sat sig ud over retten til at give delvis aktindsigt i underretningsskrivelserne i henhold til artikel 4, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1049/2001 og åbenbart ikke har foretaget en konkret undersøgelse.

Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet / "en mere tungtvejende offentlig interesse"

Sagsøgerne gør i denne sammenhæng gældende, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet, idet den ikke korrekt har afvejet den påberåbte undtagelse "beskyttelsen af formålet med undersøgelser", med "den mere tungtvejende offentlige interesse" (artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001).

Tilsidesættelse af KOM(2002)141

Sagsøgerne anfører i denne forbindelse, at Kommissionen systematisk har tilsidesat de af den selv fastsatte regler for behandling af klager fra EU-borgere over for sagsøgerne og dermed permanent har tilsidesat den bindende virkning af sine egne regler (bilag til KOM(2002)141).

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).