PERSONALERETTENS KENDELSE (Anden Afdeling)

19. juli 2011

Sag F-105/10

Eberhard Bömcke

mod

Den Europæiske Investeringsbank

»Intervention – hovedsagen kan ikke antages til realitetsbehandling – partsevne – genstanden for intervention – interesse i at intervenere – en personalerepræsentants fratræden ex officio – rettergangsfuldmagt«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF og i henhold til artikel 41 i personalevedtægten for Den Europæiske Investeringsbank, hvorunder Eberhard Bömcke principalt har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 12. oktober 2010 om ex officio at fratage ham hans hverv som personalerepræsentant.

Udfald:      Begæringen om intervention fra personalerepræsentationen ved Den Europæiske Investeringsbank (EIB) forkastes. Jean-Pierre Bodson, Evangelos Kourgias, Manuel Sutil og Patrick Vanhoudt gives tilladelse til at intervenere i sag F-105/10, Bömcke mod EIB, til støtte for EIB’s påstande. Begæringerne om fortrolig behandling af visse sagsakter eller dele af sagsakter i den sag, der er indgivet af Eberhard Bömcke og af EIB, accepteres foreløbigt. Justitssekretæren fremsender til de parter, der har fået tilladelse til at intervenere, en ikke-fortrolig version af hvert af de processkrifter, der er forkyndt for parterne. Der fastsættes en frist for de parter, der har fået tilladelse til at intervenere, til at fremsætte deres eventuelle indsigelser vedrørende begæringen om fortrolig behandling. Afgørelsen om rigtigheden af denne begæring udsættes. Der fastsættes en frist for de parter, der har fået tilladelse til at intervenere, til at fremsætte et interventionsindlæg, med forbehold af muligheden for efterfølgende i givet fald at supplere dette efter en afgørelse om rigtigheden af begæringen om fortrolig behandling. Personalerepræsentationen ved EIB bærer sine egne omkostninger. Afgørelsen om sagsøgernes omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Retspleje – intervention – virkningerne af, at hovedsagen ikke kan antages til realitetsbehandling

2.      Retspleje – begæring om intervention – formkrav – påstande, hvorved sagsøgerens påstande støttes eller påstås forkastet

[Personalerettens procesreglement, art. 109, stk. 2, litra e), og art. 110, stk. 4]

3.      Retspleje – intervention – personer med berettiget interesse – personalerepræsentationen ved Den Europæiske Investeringsbank – manglende partsevne – afvisning

4.      Retspleje – intervention – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – direkte og aktuel interesse – tvist om valg af personalerepræsentanter ved en institution – status som vælger

1.      Selv om en begæring om intervention kan forkastes, når hovedsagen er af en sådan karakter, at den skal afvises, uden at der indledes en behandling af sagens realitet, forudsætter denne løsning, at det er åbenbart, at hovedsagen skal afvises.

(jf. præmis 6)

2.      Betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af en begæring om intervention er opført i artikel 109 i Personalerettens procesreglement, hvis stk. 2, litra e), bestemmer, at begæringen om intervention skal indeholde intervenientens påstande, hvorved denne støtter sagsøgerens påstande eller påstår disse forkastet. Eftersom artikel 109 i nævnte procesreglement ikke pålægger den, der begærer intervention, at redegøre for anbringender og argumenter til støtte for hans påstande, skal denne bestemmelse forstås således, at den udelukkende stiller krav om, at begæringen formelt indeholder angivelse af den part, til støtte for hvem der begæres intervention. Når der er givet tilladelse til intervention, kan en intervenients påstande derimod forkastes på grundlag af artikel 110, stk. 4, i nævnte procesreglement med den begrundelse, at de rent faktisk ikke helt eller delvis støtter en af parternes påstande.

(jf. præmis 8)

3.      En tredjemand kan kun gives tilladelse til at intervenere, hvis han har partsevne. Hvad angår andre personer end fysiske personer, som det er tilfældet for personalerepræsentationen ved Den Europæiske Investeringsbank, anerkender retspraksis, at de har partsevne, hvis de enten har status som juridisk person i henhold til den ret, der finder anvendelse på deres stiftelse, eller i det mindste råder over faktorer, som danner grundlag herfor, bl.a. autonomi og, endog begrænset, ansvar.

Selv om de regler, der finder anvendelse på Den Europæiske Investeringsbank, anerkender eksistensen af personalerepræsentationen, fremgår det af samme regler, at nævnte personalerepræsentation varetager de opgaver, der i institutioner, der er underlagt tjenestemandsvedtægten, tilkommer personaleudvalget. Personaleudvalget er imidlertid en institution, der har karakter af et internt organ, og har derfor ikke partsevne. Da ingen af de bestemmelser, der finder anvendelse på personalerepræsentationen, begrunder, at der træffes en anden afgørelse for dens vedkommende, må det antages, at nævnte personalerepræsentation ikke har partsevne.

(jf. præmis 14-16)

Henvisning til:

Domstolen: 14. november 1963, sag 15/63, Lassalle mod Parlamentet, tredje afsnit 3; 8. oktober 1974, sag 175/73, Union syndicale – Service public européen m.fl. mod Rådet, præmis 9; 28. oktober 1982, sag 135/81, Groupement des Agences de voyages mod Kommissionen, præmis 9

Retten: 11. juli 1996, sag T-161/94, Sinochem Heilongjiang mod Rådet, præmis 31

4.      For så vidt angår de personalerepræsentative organer ved en institution har enhver vælger en direkte og aktuel interesse i, at valget foregår på vilkår og på grundlag af et valgsystem, som er i overensstemmelse med de vedtægtsbestemmelser, som den pågældende valgprocedure er underlagt, idet dette nødvendigvis medfører overholdelse af varigheden af de valgte repræsentanters mandater, således at ophøret af en personalerepræsentants mandat principielt medfører afholdelse af valg. I tvisten vedrørende en personalerepræsentants fratræden ex officio udleder en ansat således af hans status af vælger en søgsmålsinteresse, der er tilstrækkelig til at begrunde, at et søgsmål eller en intervention antages til realitetsbehandling. Den pågældendes status af vælger er alene tilstrækkeligt bevis for, at han ikke handler udelukkende i lovens eller institutionens interesse.

(jf. præmis 23 og 24)

Henvisning til:

Personaleretten: 25. oktober 2007, sag F-71/05, Milella og Campanella mod Kommissionen, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis