RETTENS DOM (Niende Afdeling)

27. april 2022 (*)

»EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, der gengiver en bruserafløbsrende – tidligere design fremlagt efter indgivelsen af ugyldighedsbegæringen – artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v), i forordning (EF) nr. 2245/2002 – appelkammerets skønsbeføjelse – anvendelsesområde – artikel 63, stk. 2, i forordning (EF) nr. 6/2002 – mundtlig forhandling og bevisoptagelse – artikel 64 og 65 i forordning nr. 6/2002 – ugyldighedsgrund – individuel karakter – artikel 6 og artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002 – identifikation af det tidligere design – kompakt tidsmæssig forrang – vurdering af elementerne i det anfægtede design – overordnet sammenligning«

I sag T-327/20,

Group Nivelles NV, Gingelom (Belgien), ved advokat J. Jonkhout,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved A. Folliard-Monguiral og G. Predonzani, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten

Easy Sanitary Solutions BV, Oldenzaal (Nederlandene), ved advokat F. Eijsvogels,

angående et søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 17. marts 2020 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 2664/2017-3) vedrørende en ugyldighedssag mellem Group Nivelles og Easy Sanitary Solutions,

har

RETTEN (Niende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M.J. Costeira, og dommerne M. Kancheva (refererende dommer) og T. Perišin,

justitssekretær: fuldmægtig A. Juhász-Tóth,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 28. maj 2020,

under henvisning til EUIPO’s svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 29. september 2020,

under henvisning til intervenientens svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 2. oktober 2020,

under henvisning til udpegelsen af en anden dommer til at supplere afdelingen, efter at et af dens medlemmer fik forfald,

efter retsmødet den 13. oktober 2021,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Den 28. november 2003 indgav intervenienten, Easy Sanitary Solutions BV, en ansøgning om registrering af et EF-design til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1).

2        Det EF-design, der blev søgt registreret, og som er anfægtet i den foreliggende sag, er gengivet på følgende billeder:

25.1      25.2      25.3

3        De produkter, hvori det anfægtede design skal indgå, henhører under klasse 23-02 i Locarnoarrangementet af 8. oktober 1968 vedrørende oprettelse af en international klassifikation af industrielle design, med senere ændringer, og svarer til følgende beskrivelse: »bruserafløbsrender« (shower drains).

4        Det anfægtede design blev den 9. marts 2004 registreret som EF-design under nr. 107834-0025 og offentliggjort i Registreringstidende for EF-design nr. 19/2004 samme dag. Registreringen er blevet fornyet flere gange, bl.a. den 16. juni 2018.

5        Den 3. september 2009 indgav I-Drain BVBA, der er retsforgænger for sagsøgeren, Group Nivelles NV, en begæring om, at det anfægtede design blev erklæret ugyldigt, i henhold til artikel 52 i forordning nr. 6/2002.

6        Til støtte for ugyldighedsbegæringen blev der henvist til ugyldighedsgrundene i artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 4-9.

7        I-Drain vedlagde ugyldighedsbegæringen en kopi af den internationale designregistrering DM/059828 (herefter »registrering DM/059828« eller »design DM/059828«), som intervenienten havde indgivet og fået registreret den 2. april 2002, og som blev offentliggjort den 30. juni 2002 som følger:

8        Den 2. april 2010 fremlagde I-Drain i sit svar på intervenientens bemærkninger, efter at selskabet havde indgivet ugyldighedsbegæringen, nye dokumenter vedrørende andre design, herunder bl.a. uddrag af to varekataloger fra Blücher fra 1998 og 2000, som begge på s. 33 indeholdt følgende billede, i hvis midte var afbildet en dækkende plade (herefter »den dækkende plade fra Blücher-katalogerne«):

9        Den 30. august 2010 indtrådte sagsøgeren efter en fusion ved overtagelse i I-Drains rettigheder og forpligtelser, idet sidstnævnte ophørte med at eksistere som juridisk person.

10      Ved afgørelse af 23. september 2010 tog ugyldighedsafdelingen ved EUIPO ugyldighedsbegæringen til følge og erklærede på grundlag af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002 det anfægtede design ugyldigt med den begrundelse, at det savnede nyhed som omhandlet i samme forordnings artikel 5 i forhold til den dækkende plade i Blücher-katalogerne.

11      Den 15. oktober 2010 påklagede intervenienten ugyldighedsafdelingens afgørelse til EUIPO i henhold til artikel 55-60 i forordning nr. 6/2002.

12      Ved afgørelse af 4. oktober 2012 (herefter »den første afgørelse«) gav Tredje Appelkammer ved EUIPO medhold i klagen og ophævede ugyldighedsafdelingens afgørelse, for så vidt som den var støttet på artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 4, stk. 1, og artikel 5, dvs. for så vidt som det deri blev konkluderet, at det anfægtede design ikke var nyt. Tredje Appelkammer ved EUIPO hjemviste sagen til ugyldighedsafdelingen med henblik på dennes fornyede behandling af ugyldighedsbegæringen, for så vidt som den var støttet på denne forordnings artikel 25, stk. 1, litra b), sammenholdt med nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, og artikel 6, dvs. med den begrundelse, at det anfægtede design ikke havde individuel karakter.

13      Den 7. januar 2013 anlagde sagsøgeren et søgsmål ved Retten i henhold til artikel 61 i forordning nr. 6/2002 til prøvelse af den første afgørelse.

14      Ved dom af 13. maj 2015, Group Nivelles mod KHIM – Easy Sanitary Solutions (Bruserafløbsrende) (T-15/13, herefter »Rettens første dom«, EU:T:2015:281), annullerede Retten den første afgørelse og frifandt i øvrigt Harmoniseringskontoret. Ligesom EUIPO havde gjort indtil da, tog Retten som (en del af et) tidligere design den dækkende plade i Blücher-katalogerne i betragtning, men ikke design DM/059828.

15      Den 11. juli 2015 og den 24. juli 2015 iværksatte intervenienten og EUIPO hver især appel for Domstolen til prøvelse af Rettens første dom.

16      Ved dom af 21. september 2017, Easy Sanitary Solutions og EUIPO mod Group Nivelles (C-361/15 P og C-405/15 P, herefter »dommen i appelsagen«, EU:C:2017:720), forkastede Domstolen appellerne, idet den ikke desto mindre i dommens præmis 72 og 134 fastslog, at Retten havde begået to retlige fejl. For det første fastslog Domstolen, at Retten i præmis 77-79 og 84 i Rettens første dom havde begået en retlig fejl, idet den af EUIPO havde krævet, at det med henblik på at vurdere, om det anfægtede design var nyt, skulle fastlægge det tidligere design på grundlag af forskellige uddrag af de Blücher-kataloger, der var vedlagt ugyldighedsbegæringen, selv om indgiveren af ugyldighedsbegæringen ikke havde foretaget gengivelse af hele det design, som den pågældende gjorde gældende var et tidligere design. For det andet fastslog Domstolen, at Retten i præmis 132 i Rettens første dom havde begået en retlig fejl, idet den i forbindelse med vurderingen af, om det anfægtede design havde individuel karakter, havde krævet, at den informerede bruger af det anfægtede design skulle kende det produkt, hvori det tidligere design var inkorporeret, eller hvorpå det anvendtes. Da appellerne ikke desto mindre blev forkastet, blev annullationen af den første afgørelse i henhold til konklusionen i Rettens første dom endelig, og sagen blev hjemvist til EUIPO.

17      Den 19. december 2017 blev parterne for EUIPO underrettet om, at klagen over ugyldighedsafdelingens afgørelse var blevet henvist til Tredje Appelkammer, der traf afgørelse i en ny sammensætning, under nr. R 2664/2017-3.

18      Den 24. juli 2018 fremsendte appelkammerets referent en meddelelse til parterne for EUIPO, hvorved de blev underrettet om, at det tidligere design, der var blevet forelagt appelkammeret, var design DM/059828, som var det eneste, der var nævnt i ugyldighedsbegæringen, modsat den dækkende plade fra Blücher-katalogerne. Referenten havde nemlig ved den fornyede behandling af sagen efter Domstolens hjemvisning konstateret, at det tidligere design, der var blevet undersøgt af de instanser, der tidligere havde truffet afgørelse, ikke fremgik af ugyldighedsbegæringen, og at der ikke var nævnt andre design i denne begæring. Parterne fik en frist på to måneder til at fremsætte deres bemærkninger.

19      Den 21. september 2018 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger.

20      Ved afgørelse af 17. marts 2020 (herefter »den anfægtede afgørelse«) tog Tredje Appelkammer ved EUIPO intervenientens klage til følge, annullerede ugyldighedsafdelingens afgørelse og afslog ugyldighedsbegæringen. Appelkammeret konstaterede indledningsvis, at sagsøgeren i ugyldighedsbegæringen kun havde anført design DM/059828 som tidligere design, og at de øvrige design, såsom designet i Blücher-katalogerne, var blevet påberåbt senere i supplerende bemærkninger. Appelkammeret bemærkede imidlertid, at artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 ikke tillod indgiveren at udvide sagens genstand ved at basere sin begæring på nye tidligere design.

21      Hvad angår det anfægtede design og dets synlige elementer fandt appelkammeret, at det var registreret for bruserafløbsrender, der var sammensat af et afløbsrør, en beholder og en dækkende plade, og navnlig at det produkt, der var gengivet i det anfægtede design, var forsynet med riller i begge sider og med tynde ydre kanter, mens den dækkende plade var dekoreret med prikker på hele overfladen. Appelkammeret bemærkede, at det fremgik af præmis 49 i Rettens første dom, at det efter installeringen af den »bruserafløbs[rende] (shower drain)«, der var berørt af det anfægtede design, dvs. efter dets installering i brusenichens gulv, ikke kun var den øverste del af pladen, der var synlig, men også de to riller i siderne samt den øverste del af beholderens kanter.

22      Hvad angår det tidligere design fandt appelkammeret, at det skulle foretage en fuldstændig undersøgelse af de fremlagte beviser med henblik på præcist at fastslå, hvori det bestod, eftersom der som følge af dommen i appelsagen og Rettens første dom ikke kunne være tale om den dækkende plade, der var afbildet midt i billedet på s. 33 i Blücher-katalogerne, som ikke gengav en komplet afløbsanordning til væsker. Efter at have mindet om, at ugyldighedsbegæringen definerede sagens genstand, der fulgte af dels det anfægtede design, dels de påberåbte tidligere design, fandt appelkammeret, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde havde støttet sin ugyldighedsbegæring på design DM/059828 (gengivet i nærværende doms præmis 7).

23      Hvad angår det anfægtede designs tekniske funktion fandt appelkammeret, at ingen af dets elementer udelukkende var bestemt af dets tekniske funktion og derfor ikke kunne udelukkes fra beskyttelsen eller tillægges en væsentligt mindre rolle i dets betydning for den overordnede sammenligning. Appelkammeret anførte ligeledes, at udformningen på dette område omfattede et stærkt æstetisk element.

24      Hvad angår det anfægtede designs individuelle karakter fandt appelkammeret for det første, at den informerede bruger var en person, der kendte elementerne og basiskonfigurationerne på de afløbsrender, der var til rådighed i den almindelige handel, og både tilhørte den faglige kundekreds (der f.eks. bestod af detailhandlere, der solgte afløbsrender til tredjemand, af blikkenslagere, som installerede dem, og indretningsarkitekter, som udså sig og udvalgte afløbsrender til deres kunder ud fra deres æstetiske udseende) og den ikke-faglige kundekreds, som således omfattede slutbrugerne, der selv udvalgte og købte dem med henblik på at installere og bruge dem i vilkårlige sektorer og miljøer. For det andet fandt appelkammeret, at designerens frihed var relativt stor, for selv om den informerede bruger i dennes egenskab heraf vidste, at afløbsrender for at opfylde deres afløbsfunktion skulle være forsynet med en beholder med kanter på siderne og for enden, med et afløbsrør, der var forbundet med rørsystemet, samt med riste eller en rist eller en lukket plade forsynet med spalter eller åbninger, gennem hvilke vandet kunne løbe væk, var det ikke desto mindre en kendsgerning, at disse elementers specifikke udseende med hensyn til form, materiale, størrelse og proportioner kunne variere, eftersom der ikke var andre specifikke krav, end at det skulle være muligt at bortlede vandet. For det tredje konkluderede appelkammeret efter at have fastslået elementerne i det anfægtede design og i de offentliggjorte tidligere design hver for sig og derefter at have sammenlignet deres helhedsindtryk (jf. nærværende doms præmis 117-127), at det anfægtede design havde individuel karakter, og at det derfor a fortiori ikke kunne savne nyhed og dermed var gyldigt.

 Parternes påstande

25      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Der træffes en ny afgørelse, og det anfægtede design erklæres ugyldigt, idet begrundelsen berigtiges.

–        EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

26      EUIPO har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

27      Intervenienten har nedlagt følgende påstande:

–        De klagepunkter, der er fremført til støtte for det første, det andet, det fjerde, det femte og det sjette anbringende, forkastes.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

28      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort seks anbringender gældende, som i det væsentlige vedrører appelkammerets urigtige skøn for det første i den anfægtede afgørelses punkt 24 (og i de to første afsnit på s. 2 i referentens meddelelse af 24.7.2018, som dette punkt henviser til), for det andet i samme afgørelses punkt 26, for det tredje i denne afgørelses punkt 38 og 39, sammenholdt med den nævnte afgørelses punkt 58 og 62-65, for det fjerde i den anfægtede afgørelses punkt 98-110 og 112, for det femte i samme afgørelses punkt 111, sammenholdt med denne afgørelses punkt 29 og 30, og for det sjette i den nævnte afgørelses punkt 114-117.

29      Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge det tredje og det første anbringende, der vedrører identifikationen af det tidligere design, dernæst det andet anbringende, der vedrører vurderingen af elementerne i det anfægtede design, og endelig det fjerde, det femte og det sjette anbringende, der vedrører sammenligningen af de omtvistede design og vurderingen af det anfægtede designs individuelle karakter.

 Det første og det tredje anbringende vedrørende identifikationen af det tidligere design

 Det tredje anbringende

30      Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 38 og 39, sammenholdt med samme afgørelses punkt 58 og 62-65, begik en fejl og tilsidesatte artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, idet det fandt, at alene de bevismidler, der blev fremlagt i forbindelse med ugyldighedsbegæringen for ugyldighedsafdelingen – i den foreliggende sag begæringen fra sagsøgerens retsforgænger af 3. september 2009 – kunne antages og tages i betragtning ved vurderingen af ugyldigheden. Sagsøgeren er retligt af den opfattelse, at en sådan beføjelse indrømmes EUIPO i forbindelse med vurderingen af de faktiske omstændigheder og beviser, der fremlægges i en ugyldighedssag, hvis og i det omfang EUIPO skal træffe afgørelse i samme sag. Ifølge sagsøgeren kan denne beføjelse derimod ikke påberåbes i forbindelse med faktiske omstændigheder og beviser, der fremlægges i en sag, i hvilken EUIPO tidligere har truffet afgørelse, og som allerede har været genstand for en endelig tidligere afgørelse fra EUIPO’s side.

31      I den foreliggende sag har sager ifølge sagsøgeren allerede givet anledning til en endelig tidligere afgørelse, nemlig sagen for ugyldighedsafdelingen ved EUIPO, der førte til ugyldighedsafdelingens afgørelse af 23. september 2010, og sagen for appelkammeret ved EUIPO, der førte til den første afgørelse af 4. oktober 2012. Disse to sager førte til den konklusion, at alle de faktiske omstændigheder og samtlige beviser kunne tages i betragtning. I de efterfølgende sager for Retten og Domstolen er spørgsmålet om, hvorvidt de faktiske omstændigheder og beviser, som parterne havde fremlagt i forbindelse med de tidligere sager ved ugyldighedsafdelingen og appelkammeret, kunne antages til realitetsbehandling, ikke blevet rejst, og der er ikke blevet ytret tvivl herom, ex officio eller på anden måde. Navnlig er den konklusion, som referenten i sin meddelelse af 24. juli 2018 mente at kunne udlede af dommen i appelsagen, hvorefter det ikke er muligt at fremlægge fotografiet på s. 33 i Blücher-katalogerne, ligeledes fejlagtig. Intervenienten og EUIPO har aldrig bestridt disse konstateringer fra ugyldighedsafdelingen og appelkammeret i denne henseende, hverken for Retten eller for Domstolen.

32      Sagsøgeren har således gjort gældende, at appelkammeret, idet det fremsatte denne konstatering i de omhandlede punkter i den anfægtede afgørelse, omgjorde endelige tidligere afgørelser. Dette er i strid med de almindelige principper om god forvaltningsskik og bilæggelse af tvister, som er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, samt med retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om omhu i forbindelse med sagsbehandlingen. Sagsøgeren har konkluderet, at appelkammeret ikke med tilbagevirkende kraft kunne udøve den beføjelse, det er tillagt ved artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002.

33      EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter.

34      Intervenienten har overladt det retlige klagepunkt, som sagsøgeren har rejst i dette anbringende, til Rettens bedømmelse.

35      I den anfægtede afgørelses punkt 38 og 39 fandt appelkammeret, at eftersom Domstolen i dommen i appelsagen havde fastslået, at det i den første afgørelse havde taget et forkert tidligere design i betragtning, skulle andre tidligere design, som sagsøgeren havde påberåbt sig, undersøges. I ugyldighedsbegæringen havde sidstnævnte ene og alene angivet design DM/059828 som tidligere design. De øvrige design var blevet påberåbt efterfølgende af sagsøgerens retsforgænger i supplerende bemærkninger. Appelkammeret tilføjede i denne forbindelse, at der skulle tages hensyn til den omstændighed, at artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 ikke tillod indgiveren at udvide sagens genstand ved at støtte sin begæring på nye tidligere design, idet en sådan tilgang ville forlænge sagsbehandlingen og ændre sagens genstand. De nye tidligere design, der blev fremlagt af sagsøgerens retsforgænger i dennes efterfølgende bemærkninger, nemlig de design, der fremgik af Blücher-katalogerne, var imidlertid ikke blevet påberåbt som tidligere design i ugyldighedsbegæringen.

36      I den anfægtede afgørelses punkt 58 anførte appelkammeret, som det allerede havde fastslået i flere tidligere afgørelser, at ugyldighedsbegæringen definerede sagens genstand, som fulgte af dels det anfægtede design, dels de påberåbte tidligere design, og at det af denne grund ikke længere var muligt at fremlægge andre tidligere design i sagen, som kunne udgøre en hindring for det anfægtede designs nyhed eller individuelle karakter, efter begæringens indgivelse.

37      I den anfægtede afgørelses punkt 62 bemærkede appelkammeret, at den dækkende plade, der var afbildet i midten af billedet på s. 33 i Blücher-katalogerne, og som af sagsøgerens retsforgænger blev betegnet som det tidligere design eller et af de tidligere design, der skulle godtgøre, at det anfægtede design savnede nyhed og individuel karakter, først var blevet fremlagt som svar på intervenientens bemærkninger. Appelkammeret præciserede, at den omstændighed, at de instanser, der tidligere havde truffet afgørelse, havde anset den nævnte plade for at være et tidligere design, der kunne antages til realitetsbehandling, var i strid med de ovennævnte principper, hvorefter ugyldighedssagens genstand var defineret i begæringen, og at det ikke var tilladt at fremlægge andre tidligere design i denne sag efter indgivelsen af ugyldighedsbegæringen.

38      I den anfægtede afgørelses punkt 63 anførte appelkammeret for fuldstændighedens skyld, at antagelsen til realitetsbehandling af supplerende faktiske omstændigheder, beviser og dokumenter vedrørende tidligere design eller tidligere rettigheder, der allerede var omhandlet i ugyldighedsbegæringen, var underlagt ugyldighedsafdelingens skønsmæssige beføjelser i henhold til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002. Denne bestemmelse tillod imidlertid ikke, at indgiveren af ugyldighedsbegæringen udvidede sagens genstand ved at støtte begæringen på nye tidligere design, idet en sådan tilgang ville forlænge sagsbehandlingen og ændre sagens genstand. Eftersom de design, der bl.a. er nævnt i bilag 3a og 3b, dvs. i Blücher-katalogerne, ikke var blevet nævnt i ugyldighedsbegæringen, havde hverken ugyldighedsafdelingen eller appelkammeret en skønsmæssig beføjelse i denne henseende. De design, der fremgår af disse dokumenter, kan følgelig ikke anses for at være en tidligere kunstform, der kan antages til realitetsbehandling med henblik på den foreliggende ugyldighedssag. I samme afgørelses punkt 64 konstaterede appelkammeret, at de dokumenter og fotografier, som sagsøgeren havde nævnt i sine bemærkninger som svar på meddelelsen fra referenten, og som vedrørte andre design end dem, der var indeholdt i design DM/059828, af de samme grunde ikke kunne anses for at udgøre en tidligere kunstform, der kunne antages til realitetsbehandling.

39      Appelkammeret konkluderede derfor i den anfægtede afgørelses punkt 65 i overensstemmelse med referentens meddelelse, at det eneste tidligere design i den foreliggende sag var design DM/059828.

40      Med det tredje anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at appelkammeret begik en fejl og tilsidesatte artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, idet det alene støttede sin afgørelse på de tidligere design, der var gengivet i ugyldighedsbegæringen, uden at tage hensyn til de beviser, såsom Blücher-katalogerne, der var blevet fremlagt efter indgivelsen af ugyldighedsbegæringen, og som appelkammeret udelukkende havde støttet sig på i sin første afgørelse, der var blevet endelig.

41      I denne henseende må det indledningsvis konstateres, at spørgsmålet om identifikationen af de tidligere design, der skal sammenlignes med det anfægtede design, aldrig er blevet endeligt afgjort under de tidligere sager ved EUIPO, Retten og Domstolen.

42      For det første blev den første afgørelse fra appelkammeret, som i øvrigt ikke udtrykkeligt tog stilling til, om de dokumenter, som sagsøgeren havde fremlagt efter indgivelsen af ugyldighedsbegæringen, kunne antages til realitetsbehandling, nemlig annulleret ved Rettens første dom, hvis konklusion er blevet retskraftig (jf. nærværende doms præmis 14 og 16). Ifølge fast retspraksis har en annullationsdom virkning ex tunc og indebærer dermed, at den annullerede retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen (jf. dom af 27.6.2013, Beifa Group mod KHIM – Schwan-Stabilo Schwanhäußer (Skriveredskaber), T-608/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:334, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis, og af 23.9.2020, CEDC International mod EUIPO – Underberg (Form som et græsstrå i en flaske), T-796/16, EU:T:2020:439, præmis 72 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis). Den første afgørelse findes således ikke i Unionens retsorden og er på ingen måde blevet endelig.

43      For det andet tog Retten i sin første dom (jf. nærværende doms præmis 14) heller ikke stilling til, om de nævnte dokumenter kunne antages til realitetsbehandling, og endnu mindre til genstanden for de tidligere design, der skulle sammenlignes med det anfægtede design. Dette punkt er nemlig hverken blevet rejst af parterne eller af Retten ex officio. Dommen i appelsagen (jf. nærværende doms præmis 16) var i øvrigt begrænset til de retsspørgsmål, der var rejst i appellerne. Spørgsmålet om identifikationen af de tidligere design, som ugyldighedsbegæringen var støttet på, og spørgsmålet om relevansen af de dokumenter, der var blevet fremlagt efterfølgende for at fastslå, hvilke tidligere design der var tale om, er følgelig hverken blevet rejst eller afgjort i Rettens første dom eller i dommen i appelsagen.

44      Det må dernæst konstateres, at dette anbringende hviler på den forudsætning, at artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 finder anvendelse under omstændigheder som de i denne sag foreliggende. Det skal derfor undersøges, om denne bestemmelse finder anvendelse i den foreliggende sag, i det mindste på spørgsmålet om identifikationen af det tidligere design, navnlig henset til artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v) og vi), i Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2002 af 21. oktober 2002 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 6/2002 (EFT 2002, L 341, s. 28).

45      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at EUIPO i henhold til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 kan se bort fra kendsgerninger eller beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter. Denne bestemmelse tillægger således både ugyldighedsafdelingen og appelkammeret ved EUIPO en skønsmæssig beføjelse.

46      Ifølge fast retspraksis følger det af ordlyden af artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, at parternes fremlæggelse af kendsgerninger og beviser som udgangspunkt, og medmindre andet er fastsat, fortsat er mulig efter udløbet af de frister, som en sådan fremlæggelse er underlagt, ved anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 6/2002, og at det på ingen måde er forbudt for EUIPO at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som således er påberåbt eller fremført for sent. Ved at præcisere, at EUIPO i sådanne tilfælde »kan« beslutte at se bort fra sådanne beviser, giver den nævnte bestemmelse EUIPO en vid skønsbeføjelse med hensyn til at afgøre – med en begrundelse herfor – om der skal tages hensyn til disse (jf. dom af 5.7.2017, Gamet mod EUIPO – »Metal-Bud II« Robert Gubała (Dørhåndtag), T-306/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:466, præmis 15 og 16 og den deri nævnte retspraksis).

47      Hvad angår EUIPO’s udøvelse af sin skønsbeføjelse med henblik på en eventuel hensyntagen til beviser, der er fremlagt for sent, kan en sådan hensyntagen fra EUIPO’s side, når dette skal træffe afgørelse i forbindelse med en ugyldighedssag, navnlig være berettiget, når EUIPO er af den opfattelse, at de for sent fremførte beviser for en umiddelbar betragtning kan have en afgørende betydning for udfaldet af ugyldighedsbegæringen, og det tidspunkt i sagen, hvorpå denne sene fremsættelse sker, og omstændighederne omkring den ikke er til hinder for en sådan hensyntagen. Det følger heraf, at det tilkommer Retten at vurdere, om appelkammeret foretog en effektiv udøvelse af den vide skønsbeføjelse, som det råder over, med henblik på under behørig hensyntagen til samtlige relevante omstændigheder og med en begrundelse herfor at afgøre, hvorvidt der skulle tages hensyn til de beviser, der blev fremlagt for dette for første gang med henblik på den afgørelse, som det skulle træffe. Det tilkommer ligeledes Retten at kontrollere, at appelkammeret har gjort behørig brug af den skønsbeføjelse, som det er tillagt ved artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 (jf. dom af 5.7.2017, Dørhåndtag, T-306/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:466, præmis 17 og 18 og den deri nævnte retspraksis).

48      Det følger ligeledes af retspraksis, at fremlæggelse af beviser, som tilføjes de beviser, der blev fremlagt inden for den af EUIPO fastsatte frist, fortsat er mulig efter udløbet af den nævnte frist, og at det på ingen måde er forbudt for EUIPO at tage hensyn til yderligere beviser, som er fremlagt for sent (jf. dom af 14.3.2018, Crocs mod EUIPO – Gifi Diffusion (Sko), T-651/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:137, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning og analogt dom af 26.9.2013, Centrotherm Systemtechnik mod KHIM og centrotherm Clean Solutions, C-610/11 P, EU:C:2013:593, præmis 88).

49      Når dette er sagt, skal det ligeledes bemærkes, at artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 bestemmer, at ugyldighedsbegæringen skal indgives skriftligt og begrundes. Artikel 28, stk. 1, litra b), nr. i) og vi), i forordning nr. 2245/2002 præciserer, at en ugyldighedsbegæring skal indeholde en angivelse af ugyldighedsgrundene samt af de kendsgerninger, beviser og argumenter, der fremføres til støtte for ugyldighedsbegæringen. Sidstnævnte forordnings artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v), fastsætter desuden, at hvis ugyldighedsbegæringen er støttet på, at det registrerede EF-design ikke er nyt eller ikke har individuel karakter, skal den indeholde oplysninger om og afbildning af tidligere design, som kunne være til hinder for det registrerede EF-designs nyhedskrav eller individuelle karakter, samt dokumenter, der godtgør eksistensen af disse tidligere design.

50      Ifølge retspraksis påhviler det den part, der har indgivet ugyldighedsbegæringen, for EUIPO at fremlægge de nødvendige oplysninger og navnlig den præcise og fulde identifikation og gengivelse af det design, der påstås at ligge først i tid, med henblik på at godtgøre, at det anfægtede design ikke gyldigt kunne registreres. Det tilkommer således ikke EUIPO, men indgiveren af ugyldighedsbegæringen, at fremlægge beviser til godtgørelse af, at denne grund foreligger (dommen i appelsagen, præmis 59 og 65; jf. ligeledes dom af 17.9.2019, Aroma Essence mod EUIPO – Refan Bulgaria (Toiletsvamp), T-532/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:609, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

51      Det skal præciseres, at beviset for eksistensen og identifikationen af det eller de tidligere design skal føres for hver af de ugyldighedsgrunde, som indgiveren af begæringen har gjort gældende. Retten har i denne forbindelse fastslået, at hverken EUIPO eller indgiveren af ugyldighedsbegæringen til støtte for fraværet af individuel karakter (artikel 6 i forordning nr. 6/2002) kunne basere sig på visse af de påberåbte tidligere design, hvis det af ugyldighedsbegæringen fremgik, at disse design alene var blevet påberåbt til støtte for en anden ugyldighedsgrund, såsom fraværet af nyhed (samme forordnings artikel 5) (jf. i denne retning dom af 14.3.2018, Gifi Diffusion mod EUIPO – Crocs (Sko), T-424/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:136, præmis 46-48).

52      I henhold til artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 begrænser EUIPO sig i øvrigt i sager vedrørende ugyldighed til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger. Det påhviler sagsøgeren at sikre sig, at alle de tidligere design, der er påberåbt, er klart identificeret og gengivet, for så vidt som ugyldighedssagen er en inter partes-sag. Følgelig skal EUIPO i forbindelse med behandlingen af ugyldighedsbegæringen udelukkende tage hensyn til de design, som sagsøgeren udtrykkeligt har påberåbt sig i ugyldighedsbegæringen, og ikke i et senere dokument (jf. i denne retning dom af 17.9.2019, Toiletsvamp, T-532/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:609, præmis 30 og 36).

53      Således forudsætter artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 2245/2002 (jf. nærværende doms præmis 49), at det eller de tidligere design skal være identificeret ved indgivelsen af ugyldighedsbegæringen, da denne definerer tvistens genstand, og for at indehaveren af det anfægtede design er i stand til at tage stilling til, om begæringen er berettiget. En korrekt afvikling af sagen og beskyttelsen af den berettigede interesse, som indehaveren af det anfægtede design har i ikke at blive udsat for en tvist, hvis genstand ændres igen og igen, er nemlig til hinder for, at en indgiver frit kan påberåbe sig andre tidligere design, efterhånden som ugyldighedssagen skrider frem. Overholdelsen af denne bestemmelse udgør derfor i henhold til samme forordnings artikel 30, stk. 1, en betingelse for, at en ugyldighedsbegæring kan antages til realitetsbehandling.

54      Det skal følgelig i lighed med det af EUIPO anførte fastslås, at logikken bag artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 2245/2002 er at fastsætte en »præklusionsfrist«, dvs. en frist, hvis tilsidesættelse udgør en afvisningsgrund, for fremlæggelse af beviser vedrørende ugyldighedsbegæringens væsentlige elementer, der fastsætter og afgrænser begæringens retlige ramme. Medmindre EUIPO kræver en berigtigelse af begæringen i henhold til samme forordnings artikel 30, stk. 1, kan der ikke længere fremlægges nye beviser vedrørende oplysningerne om og afbildningen af de tidligere design, eftersom dette ville udvide den retlige ramme for ugyldighedsbegæringen.

55      Det følger således af artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 2245/2002, at ugyldighedsbegæringen definerer tvistens genstand, der dels fremgår af det anfægtede design, dels af de tidligere design, der er påberåbt. Efter ugyldighedsbegæringens indgivelse er det derfor ikke længere muligt at indlemme andre tidligere design i sagen, som kunne udgøre en hindring for det anfægtede designs nyhed eller individuelle karakter.

56      Det skal derfor, henset til artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 2245/2002, konkluderes, at EUIPO i en ugyldighedssag om et EF-design alene skal undersøge de tidligere design, der er identificeret i ugyldighedsbegæringen, og ikke andre design, der er påberåbt efterfølgende som tidligere design.

57      Desuden skal anvendelsesområdet for artikel 28, stk. 1, litra b), nr. vi), i forordning nr. 2245/2002 præciseres, i hvilken det bestemmes, at ugyldighedsbegæringen skal indeholde »en angivelse af de kendsgerninger, beviser og argumenter, der fremføres til støtte [for begæringen]«, og dermed anvendelsesområdet for den skønsbeføjelse, som EUIPO er tillagt ved artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002.

58      I denne henseende skal det, som EUIPO har gjort, fremhæves, at artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v) og vi), i forordning nr. 2245/2002 foretager en væsentlig sondring mellem beviser vedrørende »oplysninger om og afbildning af tidligere design«, der er påkrævet i henhold til nævnte forordnings artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v), og de øvrige »kendsgerninger og beviser«, der er omhandlet i samme forordnings artikel 28, stk. 1, litra b), nr. vi), f.eks. kendsgerninger og beviser vedrørende offentliggørelsen af et tidligere design (artikel 7 i forordning nr. 6/2002) eller beviser vedrørende det anfægtede designs funktion (artikel 8 i forordning nr. 6/2002).

59      Det følger heraf, at den skønsbeføjelse, der er tillagt EUIPO ved artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, til at tage hensyn til »kendsgerninger eller beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter«, kun kan anvendes på de »kendsgerninger og beviser«, der er omhandlet i artikel 28, stk. 1, litra b), nr. vi), i forordning nr. 2245/2002, og ikke på »oplysninger om og afbildning af tidligere design«, som er påkrævet i samme forordnings artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v). Navnlig finder artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 ikke anvendelse på spørgsmålet om identifikationen af det tidligere design.

60      Selv om artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 tillader, at der tages hensyn til yderligere beviser (jf. nærværende doms præmis 48), f.eks. en mere præcis gengivelse eller et bevis for offentliggørelse af et design, der allerede er påberåbt i ugyldighedsbegæringen, gør den det derimod ikke muligt at udvide de retlige rammer for denne begæring ved fremlæggelse af helt nye beviser ved at tillade, at indgiveren af begæringen baserer den nævnte begæring på andre tidligere design, eftersom en sådan fremgangsmåde – ud over at forlænge sagsbehandlingen – ville ændre tvistens genstand.

61      Det var således med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 39 bl.a. anførte, at artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 ikke tillod indgiveren af ugyldighedsbegæringen at udvide sagens genstand ved at støtte sin begæring på nye tidligere design.

62      I den foreliggende sag er det ubestridt, således som appelkammeret i det væsentlige fastslog i den anfægtede afgørelses punkt 61, efter at det havde opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger, at det design, der er gengivet i Blücher-katalogerne, hverken blev påberåbt eller gengivet i forbindelse med ugyldighedsbegæringen af 3. september 2009, men først i svaret på intervenientens bemærkninger af 2. april 2010 (jf. nærværende doms præmis 7 og 8).

63      Dette design er imidlertid ikke identisk med det design, der oprindeligt blev påberåbt i ugyldighedsbegæringen, for så vidt som den dækkende plade, der fremgår heraf, adskiller sig fra de tidligere design, der er genstand for registrering DM/059828. Der er således på ingen måde tale om en »afbildning af et tilsvarende ældre design« som omhandlet i Rettens praksis (jf. i denne retning dom af 22.6.2010, Shenzhen Taiden mod KHIM – Bosch Security Systems (Kommunikationsudstyr), T-153/08, EU:T:2010:248, præmis 25). Det var i øvrigt ikke nødvendigt med en berigtigelse i henhold til artikel 30, stk. 1, i forordning nr. 2245/2002, eftersom sagsøgerens retsforgænger havde identificeret de tidligere design, der var blevet påberåbt til støtte for ugyldighedsbegæringen, dvs. de design, der var omfattet af registrering DM/059828, korrekt.

64      Under disse omstændigheder skal det i lighed med EUIPO’s opfattelse lægges til grund, at en eventuel hensyntagen til de beviser, der blev fremlagt efter indgivelsen af ugyldighedsbegæringen, i henhold til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 kun kunne tillades med henblik på at illustrere, hvorledes de konkrete produkter, hvori de sammenlignede design var inkorporeret, skulle anvendes, eller for at underbygge enhver anden omstændighed eller enhver anden oplysning, der allerede var gjort gældende i ugyldighedsbegæringen. I denne henseende afviste appelkammeret ganske vist ikke klart, at de nævnte beviser kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som de havde til formål at supplere et allerede fremført argument vedrørende det tidligere design, der er identificeret i ugyldighedsbegæringen.

65      Den formelle antagelse af sådanne beviser til realitetsbehandling kan imidlertid ikke give grundlag for at tilføje et nyt tidligere design til dem, der oprindeligt blev påberåbt i ugyldighedsbegæringen, henset til artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 2245/2002. I dette perspektiv svarer fremlæggelsen af Blücher-katalogerne efter indgivelsen af ugyldighedsbegæringen til en fremlæggelse af et helt »nyt« bevis i modsætning til et »yderligere« bevis som omhandlet i Domstolens og Rettens praksis vedrørende artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 (jf. nærværende doms præmis 48).

66      Det var således med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 63 i det væsentlige fandt, at selv om en hensyntagen til yderligere beviser ganske vist kunne forstærke de faktiske omstændigheder i ugyldighedsbegæringen ved at supplere andre beviser vedrørende det tidligere design, der allerede var blevet påberåbt, kunne de imidlertid ikke udvide de retlige rammer for denne begæring til nye tidligere design, der blev påberåbt, eftersom omfanget af den nævnte ugyldighedsbegæring var blevet endeligt fastlagt af sagsøgerens retsforgænger på datoen for begæringens indgivelse ved identifikationen af det tidligere design, der blev påberåbt til støtte for den pågældende begæring.

67      Det var ligeledes med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 65 og 66 konkluderede, at det eneste forskriftsmæssigt påberåbte tidligere design i den foreliggende sag var design DM/059828, der som omhandlet i artikel 7 i forordning nr. 6/2002 var blevet offentliggjort forud for datoen for indgivelsen af ansøgningen om det anfægtede design. Denne offentliggørelses eksistens og tidsmæssige forrang er i øvrigt ubestridt.

68      Det må derfor i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, konkluderes, at appelkammeret for det første på ingen måde omgjorde tidligere endelige afgørelser og ikke tilsidesatte nogen af de almindelige principper, der er nævnt i nærværende doms præmis 32, og at det for det andet ikke tilsidesatte artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, men anvendte artikel 28, stk. 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 2245/2002 korrekt.

69      Det tredje anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

 Det første anbringende

70      Med det første anbringende, der består af tre led, har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret foretog forskellige urigtige skøn i den anfægtede afgørelses punkt 24, sammenholdt med referentens meddelelse af 24. juli 2018.

71      Med det første led har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at det med urette fandt, at referenten i sin meddelelse havde vurderet, at det eneste tidligere design, der skulle tages i betragtning, var design DM/059828, eftersom det var det eneste, der var nævnt i ugyldighedsbegæringen. Den grund, der er angivet i det nævnte punkt, nemlig at det kun var dette design, der var vedlagt ugyldighedsbegæringen, kan imidlertid ikke udledes af referentens meddelelse, og der er heller ikke nogen begrundelse herfor i den anfægtede afgørelse.

72      Med det andet led har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at det med urette fandt, at fotografiet på s. 33 i Blücher-katalogerne ikke kunne tages i betragtning med den begrundelse, at dommen i appelsagen var til hinder for, at det kunne fremlægges som tidligere design i ugyldighedssagen. Ifølge sagsøgeren drog appelkammeret en konklusion af denne dom, som ikke er underbygget. EUIPO traf i øvrigt ikke foranstaltninger med henblik på bevisoptagelse, hvilket er i strid med dommen i appelsagens præmis 71.

73      Med det tredje led har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret med urette fandt, at alene design DM/059828, således som det blev fremlagt af sagsøgeren i ugyldighedsbegæringen, kunne undersøges som et tidligere design, eftersom referenten havde konstateret, at »det tidligere design, der var blevet undersøgt af de instanser, der tidligere havde truffet afgørelse«, ikke fremgik af den ugyldighedsbegæring, som sagsøgerens retsforgænger havde indgivet den 3. september 2009. Denne konklusion er mere omfattende end konklusionen i referentens meddelelse, som på ingen måde angiver, at det tidligere design, der var blevet undersøgt af de instanser, der tidligere havde truffet afgørelse, ikke var nævnt i ugyldighedsbegæringen.

74      EUIPO og intervenienten har bestridt sagsøgerens argumenter.

75      I den anfægtede afgørelses punkt 24 angav appelkammeret, at referenten den 24. juli 2018 havde tilsendt parterne en meddelelse, hvori det blev oplyst, at det tidligere design, som referenten havde fået forelagt, var design DM/059828, som var det eneste, der var nævnt i ugyldighedsbegæringen. Appelkammeret anførte, at referenten ved den fornyede gennemgang af sagsakterne efter Domstolens hjemvisning havde konstateret, at det tidligere design, der var blevet undersøgt af de instanser, der tidligere havde truffet afgørelse, ikke fremgik af ugyldighedsbegæringen, og at der ikke var nævnt noget andet design i den nævnte begæring.

76      Med det første led har sagsøgeren i det væsentlige foreholdt referenten, at denne ikke i sin meddelelse af 24. juli 2018 – og appelkammeret, at dette ikke i den anfægtede afgørelses punkt 24 – havde givet en begrundelse for, at alene de design, der var genstand for registrering DM/059828 (jf. nærværende doms præmis 7), skulle tages i betragtning, og ikke den afbildning, der er gengivet i nærværende doms præmis 8.

77      Det bemærkes i denne henseende, at EUIPO’s afgørelser i medfør af artikel 62, første punktum, i forordning nr. 6/2002 skal begrundes. Denne begrundelsespligt har samme rækkevidde som den, der følger af artikel 296 TEUF, hvorefter ophavsmandens begrundelse af retsakten skal fremgå klart og utvetydigt. Formålet med begrundelsespligten er dels, at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning med henblik på at forsvare deres rettigheder, dels, at Unionens retsinstanser kan efterprøve afgørelsens lovlighed. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en afgørelse opfylder disse krav, skal vurderes ikke blot i forhold til afgørelsens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 13.6.2019, Visi/one mod EUIPO – EasyFix (Informationstavle til køretøjer), T-74/18, EU:T:2019:417, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

78      I den foreliggende sag bemærkes indledningsvis, at begrundelsespligten kun vedrører den anfægtede afgørelse og ikke meddelelsen fra sagens referent, som ikke er en retsakt, der kan gøres til genstand for et søgsmål. Det fremgår nemlig af retspraksis, at en afgørelse fra appelkammeret kan indbringes for Unionens retsinstanser, hvis den har »bindende retsvirkninger« for den part, der deltog i sagen for EUIPO (jf. i denne retning og analogt dom af 17.3.2009, Laytoncrest mod KHIM – Erico (TRENTON), T-171/06, EU:T:2009:70, præmis 21). Dette er ikke tilfældet med referentens meddelelse for appelkammeret.

79      Dernæst fremgår det af gennemgangen af det tredje anbringende (jf. nærværende doms præmis 30-69), at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 38 og 39 og 53-67 klart redegjorde for grundene til, at kun et tidligere design, hvis gengivelse var vedlagt til støtte for en ugyldighedsbegæring, kunne tages i betragtning ved undersøgelsen af de krav, der er fastsat i artikel 5 og 6 i forordning nr. 6/2002. Appelkammeret støttede sig navnlig på en fortolkning af artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 i lyset af artikel 28, stk. 1, litra b), nr. i), v) og vi), i forordning nr. 2245/2002, der i øvrigt ikke var behæftet med nogen fejl, således som det blev konstateret i forbindelse med behandlingen af det tredje anbringende. Denne udførlige argumentation opfylder til fulde begrundelsespligten i artikel 62, første punktum, i forordning nr. 6/2002.

80      Dette anbringendes første led skal derfor forkastes som ugrundet.

81      Med det andet led har sagsøgeren i det væsentlige foreholdt appelkammeret, at det ikke tog hensyn til de gengivelser, der fremgik af Blücher-katalogerne, navnlig den, der er gengivet i nærværende doms præmis 8, selv om sidstnævnte gengivelses berettigelse og relevans var omfattet af retskraft efter dommen i appelsagen.

82      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at EUIPO i henhold til artikel 61, stk. 6, i forordning nr. 6/2002 træffer de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af EU-Domstolens afgørelse.

83      Ifølge fast retspraksis skal den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, for at efterkomme annullationsdommen og opfylde den fuldt ud ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, som har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på. Det er nemlig disse præmisser, som dels fastslår, nøjagtig hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver de nøjagtige grunde til den i konklusionen fastslåede ulovlighed, og som den pågældende institution skal tage hensyn til, når den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret (jf. dom af 27.6.2013, Skriveredskaber, T-608/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:334, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

84      I den foreliggende sag bemærkes, at Domstolen i dommen i appelsagens præmis 69-71 i fastslog følgende:

»69      Imidlertid kan det ikke af EUIPO kræves, at det bl.a. inden for rammerne af vurderingen af, om det omtvistede design er nyt, skal foretage en sammensætning af de forskellige dele af det tidligere design [(dvs. afløbsbeholderen og den dækkende plade, der er gengivet i nærværende doms præmis 8)], idet det påhviler indgiveren af ugyldighedsbegæringen at fremlægge en fuldstændig gengivelse af det tidligere design. I øvrigt ville enhver sammensætning, således som anført af generaladvokaten i punkt 152 i forslaget til afgørelse, indeholde nogle unøjagtigheder, for så vidt som den nødvendigvis ville hvile på vurderinger.

70      Således som EUIPO med rette har gjort gældende, og i modsætning til hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 78, kan den omstændighed, at det omtvistede design kun består af en sammensætning af design, der allerede er offentliggjort, og med hensyn til hvilke det allerede er angivet, at de var beregnet til at blive anvendt sammen, i mangel af fuldstændige oplysninger og en fuldstændig gengivelse af det design, der påstås at være først i tid, ikke være relevant med henblik på undersøgelsen af, om designet er nyt som omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 6/2002.

71      Det skal i denne forbindelse tilføjes, at den omstændighed, som Retten henviste til i den appellerede doms præmis 68, at ESS, der var intervenient ved Retten, fremlagde uddrag af et katalog fra virksomheden Blücher, der var forskellige fra dem, Group Nivelles fremlagde i selskabets ugyldighedsbegæring, som omfattede et billede af en dækkende plade som den, der fremgår af den midterste del af den illustration, der er gengivet i denne doms præmis 23, der var placeret på en beholder, der underneden havde et afløbsrør, ikke kan tjene til at afhjælpe fraværet af præcise oplysninger og en præcis gengivelse af det tidligere design, som Group Nivelles har påberåbt sig. Selv om en sådan omstændighed kunne tages i betragtning af EUIPO for at træffe foranstaltninger med henblik på sagens oplysning på grundlag af artikel 65, stk. 1, i [forordning] nr. 6/2002, tilkommer det derimod ikke EUIPO at kombinere forskellige dele af et eller flere design, der er offentliggjort separat i forskellige uddrag af kataloger vedlagt ugyldighedsbegæringen med henblik på at opnå det påberåbte tidligere designs fulde udseende. Uden at det er fornødent at undersøge EUIPO’s argument, hvorefter den appellerede doms præmis 68 og 76 er behæftet med en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, er det nemlig tilstrækkeligt at fastslå, at Retten i denne dom på ingen måde anførte, at det af ESS fremlagte billede udgør et fuldstændigt billede af det præcise tidligere design, som Group Nivelles påstod lå først i tid.«

85      I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at det allerede i forbindelse med behandlingen af det tredje anbringende blev fastslået, at spørgsmålet om identifikationen af de tidligere design, der skal sammenlignes med det anfægtede design, aldrig er blevet endeligt afgjort under de tidligere sager ved EUIPO, Retten og Domstolen (jf. nærværende doms præmis 41-43). Forpligtelsen til at respektere retskraften gælder således ikke for dette præcise spørgsmål.

86      Dernæst skal det bemærkes, at den passage i dommen i appelsagen, som sagsøgeren har henvist til, alene vedrører forpligtelsen til at fremlægge »fuldstændige gengivelser« af et tidligere design. Domstolen tog derimod ikke stilling til muligheden for at fremlægge en sådan »fuldstændig gengivelse« efter indgivelsen af ugyldighedsbegæringen. Forpligtelsen til at respektere retskraften gælder således ikke for dette præcise spørgsmål.

87      For så vidt som sagsøgeren har foreholdt appelkammeret, at det ikke anordnede bevisoptagelse på grundlag af artikel 65 i forordning nr. 6/2002, er denne kritik desuden ugrundet. Sagsøgeren anmodede ganske vist om afhøring af vidner i sine bemærkninger af 21. september 2018, men selskabet har ikke præciseret, hvorledes undladelsen af at træffe sådanne foranstaltninger med henblik på bevisoptagelse udgør et urigtigt skøn. Sådanne vidner kunne naturligvis have underbygget den påberåbelse, at der allerede var kendte design, som lignede det anfægtede design, på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om dette design. Et sådant bidrag ville imidlertid have været irrelevant, eftersom det grundlæggende spørgsmål, som appelkammeret tog stilling til, nemlig identifikationen af de tidligere design, der skulle tages i betragtning ved vurderingen af det anfægtede designs nyhed og individuelle karakter, kunne have været afgjort retligt på grundlag af en fortolkning af artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 i lyset af artikel 28, stk. 1, litra b), nr. i), v) og vi), i forordning nr. 2245/2002. Faktuelle vidneudsagn fra sagkyndige ville derfor under alle omstændigheder have været irrelevante i en sådan sammenhæng.

88      Endelig skal det fremhæves, at hverken Retten eller Domstolen har taget stilling til nødvendigheden af denne ønskede bevisoptagelse, og derudover ville hverken Retten eller Domstolen have haft kompetence til at give EUIPO pålæg, bl.a. med henblik på at træffe sådanne foranstaltninger med henblik på bevisoptagelsen (jf. i denne retning dom af 9.2.2017, Mast-Jägermeister mod EUIPO (Bægre), T-16/16, EU:T:2017:68, præmis 27).

89      Dette anbringendes andet led skal derfor forkastes som ugrundet.

90      Med det tredje led har sagsøgeren fremsat flere kritikpunkter mod referentens meddelelse af 24. juli 2018.

91      Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at fastslå, at dette tredje led skal afvises, for så vidt som de ugyldighedsgrunde, der er anført i en stævning, udelukkende kan vedrøre den anfægtede afgørelse og ikke et tidligere procesdokument, som ikke har nogen retsvirkning i sig selv og udgør en retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål (jf. nærværende doms præmis 77), såsom referentens meddelelse.

92      Desuden er dette tredje led ugrundet, for så vidt som det vedrører retskraften af Domstolens og Rettens domme, af de grunde, der allerede er anført i nærværende doms præmis 41-43 og 84-89.

93      Dette anbringendes tredje led skal derfor afvises og i øvrigt forkastes som ugrundet.

94      Det første anbringende skal derfor forkastes.

 Det andet anbringende vedrørende vurderingen af elementerne i det anfægtede design

95      Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 26 begik en fejl ved vurderingen af elementerne i det anfægtede design. Igen støttet på dommen i appelsagens præmis 69 (jf. nærværende doms præmis 84) har sagsøgeren gjort gældende, at det ikke af EUIPO kan kræves, at det inden for rammerne af vurderingen af, om det anfægtede design er nyt, skal foretage en sammensætning af forskellige dele (i det foreliggende tilfælde en afløbsbeholder og en dækkende plade) med henblik på at opnå dette designs fulde udseende. Ifølge sagsøgeren er det relevante spørgsmål spørgsmålet om det anfægtede designs »karakteristiske træk«. Det fremgår imidlertid af intervenientens bemærkninger af 8. december 2009, at denne i realiteten ikke ønskede at registrere en bruserafløbsrendes udseende, men alene udseendet af en dækkende plade, der skulle anvendes på rektangulære og aflange afløbsrender. Det fremgår ligeledes af to domme afsagt af de nederlandske retter, at det eneste »karakteristiske træk« ved det anfægtede design var »den lukkede dækkende plade« eller »[den såkaldte] nulrist«, dvs. »en rist uden huller, hvor vandet kan løbe fra via rillerne i begge sider af risten«. På samme måde fandt ugyldighedsafdelingen ved EUIPO, at det eneste synlige element ved det anfægtede design under normal brug var den øverste del af pladen.

96      Ifølge sagsøgeren var det fuldstændig kohærent, at ugyldighedsafdelingen, eftersom den var nået frem til denne konklusion, støttede sin argumentation på en sammenligning af udseendet af den dækkende »nulplade« i det anfægtede design og udseendet af alle de andre tidligere dækkende plader, navnlig den, der er afbildet på s. 33 i Blücher-katalogerne. Den omstændighed, at disse dækkende plader i givet fald er beregnet til at blive brugt sammen med en rektangulær og aflang beholder og således udgør en bruserafløbsrende, har kun ringe betydning i denne henseende, eftersom deres elementer ifølge intervenienten ikke skal anses for at være karakteristiske, nye eller individuelle, og at den rektangulære og aflange beholder samt de dermed forbundne elementer ikke er synlige under normal brug af afløbsrenden.

97      EUIPO og intervenienten har bestridt sagsøgerens argumenter.

98      I den anfægtede afgørelses punkt 26 anførte appelkammeret, at sagsøgeren den 21. september 2018 havde indgivet en anmodning om afhøring og fremsat sine bemærkninger, der i det væsentlige var støttet på forskellige argumenter, som appelkammeret opregnede. Sagsøgeren havde navnlig henvist til de erklæringer, der var blevet afgivet under den forudgående sag, og som ifølge sagsøgeren godtgjorde, at fagkredsene havde kendskab til eksistensen af design af bruserafløbsrender, hvis udseende bestod af en bakke eller en rektangulær, aflang beholder, som var forsynet med den samme lukkede dækkende plade. Sagsøgeren havde bl.a. henvist til bilag 5-7 og anmodet kammeret om at afhøre disse vidner.

99      Med det andet anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at appelkammeret begik en fejl ved vurderingen af elementerne i det anfægtede design. Appelkammeret begik den fejl, at det tog hensyn til visse elementer i det anfægtede design, såsom rillerne i siderne, mens intervenienten kun påberåbte sig enerettigheder til »udseendet af en dækkende plade til en afløbsrende, der skal anvendes sammen med rektangulære og aflange afløbsrender (bruserafløbsrender)«. Med andre ord er afløbsrendens form, rektangulær og aflang, og rillerne i siderne ikke omfattet af genstanden for beskyttelsen af det anfægtede design. Det er alene formen på den dækkende plade til bruserafløbsrenden, der gør, at dette design er forskelligt fra tidligere design.

100    Det skal indledningsvis bemærkes, at den anfægtede afgørelses punkt 26 ikke fremgår af »begrundelsen for [den omhandlede afgørelse]« (punkt 27-116), men af »resuméet af de faktiske omstændigheder« (punkt 1-26), eftersom der er tale om et resumé af sagsøgerens argumenter og ikke om appelkammerets vurdering.

101    Ifølge retspraksis skal anbringender, der ikke har til formål at anfægte begrundelsen for, at appelkammeret gav afslag på den indbragte klage, imidlertid anses for irrelevante (jf. kendelse af 16.10.2020, L. Oliva Torras mod EUIPO – Mecánica del Frío (Koblinger til køretøjer), T-629/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:506, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis). Dette er tilfældet i den foreliggende sag.

102    Det bemærkes endvidere, i lighed med det af EUIPO anførte, at genstanden for et anfægtet design og dets elementer udelukkende skal vurderes under henvisning til de gengivelser, der er fremlagt til støtte for registreringsansøgningen.

103    Ved vurderingen af det anfægtede designs nyhed eller individuelle karakter skal det anfægtede design nemlig sammenlignes med de tidligere design i den form, hvori det blev registreret (jf. i denne retning og analogt dom af 8.12.2005, Castellblanch mod KHIM – Champagne Roederer (CRISTAL CASTELLBLANCH), T-29/04, EU:T:2005:438, præmis 57, og af 21.4.2021, Chanel mod EUIPO – Huawei Technologies (Gengivelse af en cirkel, der indeholder to sammenflettede buer), T-44/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:207, præmis 25).

104    Endvidere kan konklusionerne vedrørende et anfægtet designs genstand og elementer ikke overlades til parternes vurdering og i sidste ende til deres frie disposition (jf. i denne retning vedrørende den retlige kvalificering af offentliggørelsen dom af 23.10.2018, Mamas and Papas mod EUIPO – Wall-Budden (Indlæg til babyseng), T-672/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:707, præmis 60).

105    Det andet anbringende skal derfor forkastes som irrelevant og ugrundet.

 Det fjerde, det femte og det sjette anbringende vedrørende sammenligningen af de omtvistede design og vurderingen af det anfægtede designs individuelle karakter

 Redegørelse for lovgivning og retspraksis

106    I henhold til artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002 kan et EF-design erklæres ugyldigt, hvis ikke det opfylder betingelserne i forordningens artikel 4-9, herunder navnlig nyhedskravet og kravet om individuel karakter.

107    I henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002 anses et registreret EF-design for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, det giver den informerede bruger, adskiller sig fra en sådan brugers helhedsindtryk af alle andre design, som er blevet offentliggjort inden den dato, hvor ansøgningen om registrering er indgivet, eller, hvis der begæres prioritet, inden prioritetsdagen. Samme forordnings artikel 6, stk. 2, præciserer desuden, at der ved vurderingen af denne individuelle karakter skal tages hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet.

108    Vurderingen af et EF-designs individuelle karakter foretages i det væsentlige ved en undersøgelse i fire etaper. Denne undersøgelse består i at afgøre for det første, hvilken produktgruppe designet skal finde anvendelse på eller indgå i, for det andet, hvem der er den informerede bruger af de nævnte produkter afhængigt af deres formål, og i forhold til denne informerede bruger graden af kendskab til den tidligere kunstform og opmærksomhedsniveauet med hensyn til ligheder og forskelle ved sammenligningen af designene, for det tredje designerens grad af frihed ved udviklingen af designet, hvis indflydelse på den individuelle karakter er omvendt proportional, og, for det fjerde – under hensyntagen hertil – resultatet af den om muligt direkte sammenligning af de helhedsindtryk, som det anfægtede design og ethvert andet tidligere offentliggjort design individuelt betragtet giver den informerede bruger (jf. dom af 13.6.2019, Informationstavle til køretøjer, T-74/18, EU:T:2019:417, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

109    Hvad angår det eller de tidligere design skal vurderingen af, om et design har individuel karakter, foretages ud fra et eller flere tidligere design, betragtet individuelt blandt alle de design, som tidligere er blevet offentliggjort, og ikke ud fra en kombination af enkelte bestanddele taget fra flere tidligere design (dom af 19.6.2014, Karen Millen Fashions, C-345/13, EU:C:2014:2013, præmis 25 og 35, og af 13.6.2019, Informationstavle til køretøjer, T-74/18, EU:T:2019:417, præmis 84; jf. ligeledes i denne retning dommen i appelsagen, præmis 61). Et tidligere design skal således have »kompakt« eller »samlet« tidsmæssig forrang og kan ikke være et resultat af en kombination.

110    Det er afgørende, at EUIPO’s instanser råder over en afbildning af det tidligere design, der gør det muligt at fastlægge udseendet af det produkt, som designet indgår i, og præcist og med sikkerhed at identificere det tidligere design for i henhold til artikel 5-7 i forordning nr. 6/2002 at kunne foretage en vurdering af, om det anfægtede design er nyt og har individuel karakter, og den sammenligning, som indgår i denne vurdering, af de omhandlede design. For at undersøge, om det anfægtede design faktisk savner nyhed eller individuel karakter, er det nemlig nødvendigt at have adgang til et præcist og bestemt tidligere design. Det påhviler desuden den part, der har indgivet ugyldighedsbegæringen, for EUIPO at fremlægge de nødvendige oplysninger og navnlig den præcise og fulde identifikation og gengivelse af det design, der påstås at ligge først i tid, med henblik på at godtgøre, at det anfægtede design ikke gyldigt kunne registreres. Det kan derimod ikke af EUIPO kræves, at det bl.a. inden for rammerne af vurderingen af, om det anfægtede design er nyt, skal foretage en sammensætning af de forskellige dele af det tidligere design, idet det påhviler indgiveren af ugyldighedsbegæringen at fremlægge en fuldstændig gengivelse af det tidligere design (jf. i denne retning dommen i appelsagen, præmis 64, 65 og 69).

111    Det skal i øvrigt fremhæves, at det er uvæsentligt at have kendskab til den produktgruppe, der er omhandlet i registreringsansøgningen, for så vidt angår påberåbelsen af det tidligere design i en ugyldighedssag, og i øvrigt også for så vidt angår omfanget af beskyttelsen af designet i en krænkelsessag, henset til artikel 36, stk. 6, i forordning nr. 6/2002. Ifølge Domstolens praksis kræves det således ikke, at den informerede bruger af det anfægtede design kender det produkt, hvori det tidligere design er inkorporeret, eller hvorpå det anvendes (jf. i denne retning dommen i appelsagen, præmis 134). Med andre ord udgør et tidligere design, der er inkorporeret i et andet produkt end det, der er omfattet af det anfægtede design, principielt et tidligere design, der er relevant med henblik på vurderingen af det anfægtede designs individuelle karakter som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 6/2002.

112    Hvad angår det anfægtede design kan de elementer, der ikke er synlige i et produkt, og som ikke indgår som del af dets udseende, ikke tages i betragtning med henblik på at afgøre, om det anfægtede design kan beskyttes eller ej (jf. i denne retning dom af 9.9.2014, Biscuits Poult mod KHIM – Banketbakkerij Merba (Kiks), T-494/12, EU:T:2014:757, præmis 29).

113    Hvad angår sammenligningen af de omtvistede design følger et designs individuelle karakter i henhold til fast retspraksis af et helhedsindtryk af forskellen i forhold til – eller fraværet af – noget, der »allerede er set«, ud fra en informeret brugers synspunkt i forhold til alle design, der hidtil er blevet anvendt, uden at der tages hensyn til forskelle, der forbliver utilstrækkeligt markante til at påvirke det nævnte helhedsindtryk, selv om det går ud over ubetydelige detaljer, men under hensyntagen til forskelle, der er tilstrækkeligt markante til at skabe indtryk af alle uligheder (jf. dom af 13.6.2019, Informationstavle til køretøjer, T-74/18, EU:T:2019:417, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

114    Sammenligningen af de helhedsindtryk, der fremkaldes af de omtvistede design, skal være konstrueret og må ikke begrænse sig til en analytisk sammenligning af en opregning af ligheder og forskelle. Denne sammenligning skal anvende de egenskaber, der var angivet i det anfægtede design, og udelukkende vedrøre karakteristika, der er beskyttet, uden hensyntagen til de – bl.a. tekniske – karakteristika, der ikke kan beskyttes. Den nævnte sammenligning skal principielt vedrøre designet, som dette er registreret, uden at der af indgiveren af ugyldighedsbegæringen kan afkræves en grafisk gengivelse af det påberåbte design, som kan sammenlignes med gengivelsen i ansøgningen om registrering af det anfægtede design (jf. dom af 13.6.2019, Informationstavle til køretøjer, T-74/18, EU:T:2019:417, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

115    Det er i lyset af denne retspraksis, at sagsøgerens fjerde, femte og sjette anbringende skal undersøges efter en individuel gengivelse af de omtvistede design og en redegørelse for appelkammerets vurderinger i den anfægtede afgørelses punkt 98-112.

 Individuel gengivelse af de omtvistede design og redegørelse for den anfægtede afgørelse

116    De omtvistede design er gengivet som følger, idet de seks design, der er omfattet af design DM/059828, skal betragtes individuelt, således at hvert enkelt, med forbehold af behandlingen af det fjerde anbringende (jf. nærværende doms præmis 128-147), har kompakt tidsmæssig forrang (jf. nærværende doms præmis 109):

25.1 25.2 25.3
Det anfægtede design	Tidligere design
25.1 25.2 25.3
Det anfægtede design	Tidligere design
25.1 25.2 25.3
Det anfægtede design	Tidligere design

25.1 25.2 25.3
Det anfægtede design	Tidligere design
25.1 25.2 25.3
Det anfægtede design	Tidligere design
25.1 25.2 25.3
Det anfægtede design	Tidligere design
25.1 25.2 25.3
Det anfægtede design	Tidligere design

117    I den anfægtede afgørelses punkt 98 og 99 anførte appelkammeret, at de tidligere design nr. 1 og 3 var de eneste, der havde en ikke-perforeret dækkende plade, mens der var spalter i forskelligt antal og forskellige former i de øvrige tidligere design. Eftersom forekomsten af spalter i høj grad var med til at give et helhedsindtryk, som var klart forskelligt fra det anfægtede design, fandt appelkammeret, at der ved vurderingen af den individuelle karakter skulle lægges særlig vægt på de tidligere design nr. 1 og 3. For fuldstændighedens skyld tog appelkammeret ikke desto mindre ligeledes hensyn til de øvrige tidligere design, dvs. de tidligere design nr. 2, 4, 5 og 6, eftersom nogle af dem ifølge sagsøgeren havde dimensioner og proportioner, der var sammenfaldende med den bruserafløbsrende, der var gengivet i det anfægtede design. Appelkammeret tilføjede, at det ved sammenligningen af de omhandlede design udelukkende ville tage hensyn til udseendet af de elementer, der forblev synlige efter installeringen af bruserafløbsrenderne.

118    I den anfægtede afgørelses punkt 100 anførte appelkammeret for så vidt angik det anfægtede design, at Retten i Rettens første doms præmis 49 (jf. nærværende doms præmis 14) havde fundet, at det produkt, som dommen vedrørte, var en »bruserafløbsrende« (shower drain), og at det efter dens installering i brusenichens gulv ikke kun var den øverste del af pladen, der var synlig, men også de to riller i siderne samt den øverste del af beholderens kanter, således at det var åbenlyst, at det var denne sidste bestanddel, som appelkammeret i den første afgørelse havde henvist til, da det nævnte de »tynde ydre kanter på bruserafløbsrenden«. Retten havde derfor i den nævnte doms præmis 59 tilsluttet sig appelkammerets opfattelse i dets første afgørelse, hvorefter den dækkende plades horisontale overflade efter installeringen af den »bruserafløbsrende«, der var gengivet i det anfægtede design, ikke var dettes eneste synlige bestanddel.

119    I denne henseende skal det af hensyn til klarheden og den terminologiske præcision straks præciseres, at det anfægtede design ikke er et »bruserafløbsrør« (»douchesifon« på nederlandsk) i streng forstand, således som Retten anførte i den franske version af sin første dom (jf. nævnte doms præmis 49 og 59), men derimod en »bruserafløbsrende« (»douchegoot« eller »doucheput« på nederlandsk), som ikke blot består af et afløbsrør, men også og især af en afløbsbeholder og en dækkende plade. I øvrigt udgør udtrykket »bruserafløbsrende« en mere præcis oversættelse af det engelske udtryk »shower drain«, der ligeledes er anvendt i den nævnte dom, og som er indeholdt i registreringsansøgningen (jf. nærværende doms præmis 3).

120    I den anfægtede afgørelses punkt 101 konstaterede appelkammeret følgende:

–        De omtvistede design havde en rektangulær og aflang form til fælles.

–        Det tidligere design nr. 5 og det anfægtede design havde næsten identiske proportioner mellem pladens fire sider.

–        De tidligere design nr. 1 og 3 og det anfægtede design var forsynet med en lukket dækkende plade.

–        Med undtagelse af det tidligere design nr. 5 havde de øvrige tidligere design og det anfægtede design tynde ydre kanter på alle fire sider.

121    I den anfægtede afgørelses punkt 102 konstaterede appelkammeret imidlertid, at de omtvistede design adskilte sig fra hinanden ved følgende elementer:

–        De tidligere design nr. 1, 2, 3 og 5 havde en rund vandopsamler midt i overfladen, som passede til det afløbsrør, der var placeret på undersiden, mens dette element ikke fandtes i det anfægtede design.

–        De tidligere design nr. 1 og 2 havde fire fastgørelseselementer på deres lange sider, og disse elementer forekom ikke i de andre design, herunder i det anfægtede design, men deres synlighed var meget begrænset, når produktet var installeret.

–        De tidligere design nr. 4, 5 og 6 indeholdt ikke en dækkende plade, men en perforeret plade, mens det anfægtede design indeholdt en lukket dækkende plade, der var dekoreret.

–        Kun den dækkende plade i det anfægtede design var forsynet med riller i de lange sider, mens de tidligere design var forsynet med en rund vandopsamler eller en rist med spalter eller huller.

–        I de tidligere design indeholdt pladen ikke noget dekorativt element, mens den dækkende plade i det anfægtede design var dekoreret med et prikket mønster på hele sin overflade.

122    I den anfægtede afgørelses punkt 103 og 104 anførte appelkammeret, at det helhedsindtryk, som de tidligere design nr. 1 og 3 gav den informerede bruger, hovedsageligt var bestemt af beholderens rektangulære og aflange form og den runde åbning i midten, som passede med afløbsrøret nedenunder. Ifølge appelkammeret var disse elementer forskellige fra dem, der kunne findes i sektoren for afløbsanordninger til væsker, som også kunne være forsynet med firkantede eller runde beholdere samt med f.eks. rektangulære spalter. Ifølge appelkammeret var de tynde ydre kanter på alle fire sider derimod mindre synlige end de øvrige bestanddele og havde mindre indflydelse på helhedsindtrykket.

123    I den anfægtede afgørelses punkt 105 og 106 konstaterede appelkammeret desuden, at det anfægtede design havde en rektangulær og aflang dækkende plade, hvis tynde ydre kanter på alle fire sider var synlige. Ifølge appelkammeret var denne dækkende plade imidlertid, i modsætning til det, der var tilfældet i de undersøgte tidligere design, fuldstændig lukket, da vandet løb væk via riller i de lange sider på bruserafløbsrøret i det anfægtede design, og den var ligeledes dekoreret med et gråprikket mønster på overfladen. I den foreliggende sag var de tynde ydre kanter desuden ikke særligt synlige, når den omhandlede afløbsanordning var i brug. Ud fra et vertikalt synspunkt giver disse elementer ikke den informerede bruger et særligt indtryk, idet denne i det væsentlige koncentrerer sig om den dækkende plades linjer og former.

124    I den anfægtede afgørelses punkt 107 fastslog appelkammeret derfor, at selv om disse design og det anfægtede design omfattede rektangulære og aflange former med tynde ydre kanter og havde de samme proportioner som de tidligere design, som sagsøgeren havde udpeget, indeholdt det anfægtede design en dækkende plade, der var fuldstændig lukket, og som – hvilket var lige så væsentligt – var forsynet med riller i siderne. Ifølge appelkammeret gav disse elementer det anfægtede design et andet indtryk end det, som de tidligere design gav. I sidstnævnte bidrog den manglende dekoration på en fuldstændig lukket dækkende plade og beholderens eller spalteristens umiddelbart synlige cirkelform på afgørende vis til det helhedsindtryk, som de gav.

125    I den anfægtede afgørelses punkt 108 fremhævede appelkammeret, at disse forskelle hverken var ubetydelige, mindre vigtige eller på anden måde ligegyldige, og at denne konstatering var så meget desto mere korrekt, som det anfægtede designs dækkende plade var dekoreret med små grå prikker. Ifølge appelkammeret kunne sagsøgeren ikke med føje gøre gældende, at de omhandlede systemer til væskeafløbs udseende, linjer og former skulle lades ude af betragtning med den begrundelse, at de opfyldte et teknisk formål, eller at beviserne tydede på, at der inden for den relevante sektor kunne være en tendens til at udbyde rektangulære og aflange afløbsanordninger til væsker, der var forsynet med en lukket dækkende plade. De omhandlede elementer havde tværtimod – selv om de havde et teknisk formål – former, dimensioner og placeringer, der kunne variere i lyset af den relativt store grad af frihed, som designeren havde, og som var dikteret af æstetiske hensyn. Sagsøgerens argument om, at det anfægtede design var identisk med design DM/059828, bortset fra den dækkende perforerede plade, der ifølge sagsøgeren var bestemt af tekniske hensyn, kunne heller ikke tiltrædes. Ifølge appelkammeret var spalternes form og placering på risten nemlig bestanddele, i forbindelse med hvis udformning designeren havde en betydelig grad af frihed, og som kunne udformes uafhængigt af eller som supplement til enhver teknisk funktion, som disse elementer ligeledes kunne opfylde. Spalternes form kunne således afvige fra en afløbsanordning til en anden, og deres placering og udformning kunne ligeledes variere, således at disse elementer kunne have betydning for helhedsindtrykket.

126    I den anfægtede afgørelses punkt 109 og 110 fandt appelkammeret følgelig, at selv om det helhedsindtryk, som det anfægtede design gav, var et indtryk af en elegant, essentiel og minimalistisk bruserafløbsrende, der var sammensat af en lukket dækkende plade, som var dekoreret, og riller i siderne, var det helhedsindtryk, som de tidligere design gav, bestemt af mere standardiserede elementer som den runde vandopsamler i midten eller en spalterist. Ifølge appelkammeret frembød de tidligere design desuden ingen dekorative elementer, mens der var dekorative elementer i det anfægtede design. Selv om sagsøgeren insisterede på den omstændighed, at tilstedeværelsen af riller i siderne i bruserafløbsrender med en lukket dækkende plade var almindelig og bestemt af en teknisk funktion, konkluderede appelkammeret, at disse riller i siderne, således som de var gengivet, havde en vis æstetisk værdi, som bidrog til at give intervenientens bruserafløbsrende et generelt elegant og minimalistisk udseende.

127    I den anfægtede afgørelses punkt 112 tilføjede appelkammeret, at det af de samme grunde, og henset ligeledes til den omstændighed, at de tidligere design nr. 2, 4, 5 og 6 ikke indeholdt en lukket dækkende plade, men en plade med spalter, hvis antal, form og dimensioner varierede, vurderede, at det helhedsindtryk, som disse design gav den informerede bruger, var forskelligt fra det helhedsindtryk, som det anfægtede design gav, idet det havde en lukket overflade og var dekoreret med prikker, og at disse forskelle havde en afgørende betydning for de omtvistede designs udseende.

 Det fjerde anbringende

128    Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 98-110 og 112 begik en fejl i forbindelse med vurderingen af det anfægtede designs nyhed eller individuelle karakter, idet det sammenlignede sidstnævnte med de design, der er gengivet i registrering DM/059828. Ifølge sagsøgeren er sammenligningen fejlagtig, idet appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 98 og 101 tog udgangspunkt i den ukorrekte konstatering, at design nr. 1 (der svarer til nr. 1.1 og 1.2) og design nr. 3 (der svarer til nr. 3.1 og 3.2), som gengivet i registrering DM/059828, vedrørte bruserrender med en ikke-perforeret dækkende plade, en såkaldt »nulplade« (cover of rooster).

129    For det første består det design, der svarer til nr. 1.1 og 1.2, imidlertid kun af en afløbsbeholder (som nr. 1.1 viser ovenfra og nr. 1.2 viser nedenfra) uden en perforeret eller ikke-perforeret dækkende plade, som er installeret i eller monteret på denne. Følgelig gengiver dette design ikke en komplet bruserafløbsrende som det anfægtede design. Det er sikkert, at den afløbsbeholder, der er vist i det design, der svarer til nr. 1.1 og 1.2, er installeret i gulvet, og at den ikke er synlig under normal brug (med undtagelse af afløbsbeholderens øverste kanter). Af denne grund er design nr. 1 ikke beskyttet af EF-designet. Fuldstændig det samme gør sig gældende for det andet design, der er nævnt i punkt 98 og 101, dvs. design nr. 3 (der svarer til nr. 3.1 og 3.2), som igen kun gengiver en afløbsbeholder (som nr. 3.1 viser ovenfra og nr. 3.2 viser nedenfra) uden en perforeret eller ikke-perforeret dækkende plade, som er installeret i eller monteret på denne. Desuden forsvinder de tynde ydre kanter på alle fire sider af de design, der svarer til nr. 1.1 og 1.2, og som er nævnt i den anfægtede afgørelses punkt 101 og 102, andet led, ligeledes ved installationen i gulvet og er usynlige under normal brug.

130    Hvad for det andet angår design nr. 5 (der svarer til nr. 5.1 og 5.2) og design nr. 6 (der svarer til nr. 6.1 og 6.2) anførte appelkammeret i afgørelsens punkt 102, tredje led, at de vedrørte bruserrender forsynet med en perforeret dækkende plade. Disse design gengiver imidlertid ikke en bruserafløbsrende. Billederne af det design, der svarer til nr. 5.1 og 5.2, viser kun en perforeret dækkende plade (som nr. 5.1 viser ovenfra, udelukkende synlig under normal brug, og nr. 5.2 viser nedenfra). Den samme konstatering gør sig gældende for billederne af det design, der svarer til nr. 6.1 og 6.2 (hvor nr. 6.1 viser designet nedenfra, og nr. 6.2 viser det ovenfra, udelukkende synlig under normal brug). Herved sammenlignede appelkammeret udseendet af en komplet afløbsrende, nemlig det anfægtede design, med udseendet af en dækkende plade alene, der var en del af en afløbsrende.

131    Ved en gennemlæsning af de punkter i den anfægtede afgørelse, som dette anbringende vedrører, fremgår det ifølge sagsøgeren klart, at appelkammeret overså, at de design, der svarer til nr. 1.1, 1.2, 3.1 og 3.2, kun vedrører afløbsbeholdere (uden dækkende plade), at de design, der svarer til nr. 5.1, 5.2, 6.1 og 6.2, kun vedrører (perforerede) dækkende plader, og at alene design nr. 2 og 4 gengiver en komplet afløbsrende som det anfægtede design, med afløbsbeholderen og en dækkende plade installeret i eller monteret på denne. Følgelig udgør det design, der svarer til nr. 1.1 og 1.2, sammen med det design, der svarer til nr. 5.1 og 5.2, udseendet af design nr. 2, mens det design, der svarer til nr. 3.1 og 3.2, sammen med det design, der svarer til nr. 6.1 og 6.2, udgør udseendet af design nr. 4. I realiteten gengiver registrering DM/059828 kun to tidligere design af en komplet afløbsrende som det anfægtede design, nemlig design nr. 2 og 4.

132    Sagsøgeren har tilføjet, at konstateringen i den anfægtede afgørelses punkt 102, første led, ligeledes er fejlagtig. Ifølge denne konstatering har design nr. 1, 2, 3 og 5 i registrering DM/059828 en rund vandopsamler midt i overfladen. Ifølge sagsøgeren er design nr. 1 og 3 imidlertid ganske rigtigt afløbsbeholdere eller vandopsamlere, men de er ikke synlige under normal brug. Hvad angår design nr. 2 og 5 er disse ikke udstyret med en vandopsamler, men gengiver en dækkende plade med et rundt hul midt i overfladen.

133    Sagsøgeren har gjort gældende, at konstateringen i den anfægtede afgørelses punkt 102, femte led, og i punkt 106 og 107 også er fejlagtig. Ifølge denne konstatering indeholder de dækkende plader til de modeller af afløbsrender, der fremgår af registrering DM/059828 (og således ifølge sagsøgeren alene til design nr. 2 og 4), ikke noget dekorativt element, mens den dækkende plade i det anfægtede design er dekoreret med et prikket mønster. Sagsøgeren er af den opfattelse, at de dækkende plader i de design, der er omfattet af registrering DM/059828, indeholder en dekoration i form af et defineret hulmønster. Den dækkende plade i det anfægtede design er derimod kendetegnet ved, at der ikke er et dekorativt element, eftersom den udelukkende består af en dækkende plade i glat rustfrit stål, der ligeledes er kendt under betegnelsen dækkende »nulplade«. Denne dækkende plade har ingen dekoration, hverken i form af prikker eller andet.

134    Sagsøgeren er derfor af den opfattelse, at appelkammeret begik en fejl med hensyn til arten og udseendet af de genstande, der skulle sammenlignes som tidligere design, idet det først sammenlignede det anfægtede design med udseendet af en afløbsbeholder til en bruserafløbsrende, dernæst med udseendet af en dækkende plade til en bruserafløbsrende og endelig med en komplet bruserafløbsrende. Sagsøgeren har heraf udledt, at det eller de elementer, der gør det muligt at adskille det anfægtede designs udseende fra de tidligere design, ligeledes er genstand for usikkerhed.

135    EUIPO og intervenienten har bestridt sagsøgerens argumenter.

136    Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren hverken har anfægtet den definition af den informerede bruger, der er anvendt i den anfægtede afgørelses punkt 85, eller den vurdering, hvorefter designerens frihed er relativt stor, i samme afgørelses punkt 88 (jf. nærværende doms præmis 24). Sagsøgeren har heller ikke bestridt appelkammerets vurdering i den nævnte afgørelses punkt 77, hvorefter ingen af det anfægtede designs elementer udelukkende var bestemt af dets tekniske funktion og derfor ikke kunne udelukkes fra beskyttelsen eller tillægges en væsentligt mindre rolle i dets betydning for den overordnede sammenligning (jf. nærværende doms præmis 23). Der er i øvrigt ingen grund til at rejse tvivl om denne definition og disse vurderinger.

137    Det er ligeledes efter dommen i appelsagen ubestridt, at det på ingen måde kræves, at den informerede bruger af det anfægtede design kender det produkt, hvori det tidligere design er inkorporeret, eller hvorpå det anvendes (jf. nærværende doms præmis 16). Med andre ord udgør et tidligere design, der er inkorporeret i et andet produkt end det, der er omfattet af det anfægtede design, principielt et tidligere design, der er relevant med henblik på vurderingen af det anfægtede designs individuelle karakter som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 6/2002 (jf. nærværende doms præmis 111). I den foreliggende sag er den omstændighed, at de tidligere design er beregnet til industriel brug til væskeafløb og ikke til anvendelse som bruserafløbsrender i et sanitetsrum som f.eks. et badeværelse, således ikke til hinder for, at de tages i betragtning som tidligere design, der er relevante ved vurderingen af det anfægtede designs individuelle karakter.

138    Med det fjerde anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at appelkammeret begik en fejl ved sammenligningen af det anfægtede design med de tidligere design, der er gengivet i registrering DM/059828. Det var med urette, at appelkammeret fandt, at de tidligere design, der var gengivet på billederne af de design, der svarer til nr. 1.1 og 1.2 og derefter nr. 3.1 og 3.2, vedrørte en ikke-perforeret dækkende plade, da de udelukkende vedrørte en afløbsbeholder. Ifølge sagsøgeren er disse tidligere design imidlertid ikke synlige under normal brug (dvs. når de er integreret i gulvet) og er derfor ikke omfattet af beskyttelsen af EF-design (jf. den anfægtede afgørelses punkt 98 og 101). På samme måde begik appelkammeret en fejl, da det fandt, at de tidligere design, der svarer til nr. 5.1, 5.2, 6.1 og 6.2, vedrørte afløbsrender med en perforeret dækkende plade, da der blot var tale om en dækkende plade og ikke andet. Sagsøgeren har konkluderet, at det kun er design nr. 2 og 4 i registrering DM/059828, der gengiver en komplet afløbsrende som det anfægtede design, med afløbsbeholderen og en dækkende plade integreret heri eller monteret ovenpå.

139    Med andre ord er sagsøgeren af den opfattelse, at det anfægtede design kun kunne sammenlignes med de to tidligere design nr. 2 og 4, for så vidt som disse to design var de eneste i registrering DM/059828, der vedrørte komplette »bruserafløbsrender«, der var sammensat af to bestanddele, nemlig afløbsbeholderen og den dækkende plade.

Design nr. 2 i registrering DM/059828	Design nr. 4 i registrering DM/059828

140    I denne henseende skal det indledningsvis i lighed med det af EUIPO anførte fremhæves, at en eventuel fejl, som appelkammeret måtte have begået ved definitionen af elementerne i andre design end design nr. 2 og 4 i registrering DM/059828, ikke kan have nogen betydning for den anfægtede afgørelses lovlighed, eftersom appelkammeret har sammenlignet det anfægtede design med de komplette tidligere design nr. 2 og 4, dvs. dem, der gengiver et sammensat produkt med to bestanddele, nemlig en afløbsbeholder og en dækkende plade, og som udgør en bruserafløbsrende. Selv hvis det antages, at appelkammeret ligeledes sammenlignede det anfægtede design med udseendet af en afløbsbeholder alene eller en dækkende plade alene, da det undersøgte de tidligere design nr. 1, 3, 5 og 6, kan dette ikke afkræfte resultatet af sammenligningen mellem det anfægtede design og de komplette bruserafløbsrender i de tidligere design nr. 2 og 4.

141    Dernæst skal det fastslås, at den foretagne sammenligning mellem det anfægtede design og de tidligere design nr. 2 og 4 ikke er behæftet med fejl. Dette gælder også, selv om det tidligere design nr. 4 – i modsætning til det, der er anført i den anfægtede afgørelses punkt 102, tredje led – omfatter en dækkende plade. Det er nemlig tilstrækkeligt, at dette design, som appelkammeret anførte, omfatter en perforeret plade, hvis mønster ikke er dekorativt, men funktionelt, for at konstateringerne i den anfægtede afgørelses punkt 109, 110 og 112 er gyldige og uden fejl med hensyn til resultatet. Den meget lille fejl, som appelkammeret begik i nævnte afgørelses punkt 102, tredje led, kan således ikke have nogen afgørende betydning for lovligheden af denne afgørelse.

142    Endelig skal det bemærkes, at sagsøgeren i sine skriftlige indlæg ikke har fremført noget argument, der kan afkræfte konstateringerne i den anfægtede afgørelses punkt 109, 110 og 112.

143    Desuden har sagsøgeren i retsmødet erkendt, at der var et »problem« med gengivelserne fra Blücher-katalogerne, da afløbsbeholderen fremgik af et fotografi og den dækkende plade af et andet fotografi, mens beholderen og pladen ikke var gengivet sammen. Det skal i denne forbindelse på ny fremhæves, at et tidligere design skal have »kompakt« eller »samlet« tidsmæssig forrang og ikke kan være et resultat af en kombination, jf. bl.a. dom af 19. juni 2014, Karen Millen Fashions (C-345/13, EU:C:2014:2013, præmis 25 og 35), der er nævnt i nærværende doms præmis 109. I den foreliggende sag skal det, i lighed med det af EUIPO i retsmødet anførte, bemærkes, at det fremgår af sagsakterne, at sagsøgeren ikke har fremlagt nogen gengivelse af et komplet afløbssystem, der gengiver afløbsbeholderen og den dækkende plade, således som det blev solgt i Blücher-katalogerne. Følgelig er de eneste design med kompakt tidsmæssig forrang, som sagsøgeren kan støtte sig på, under alle omstændigheder de tidligere design nr. 2 og 4, der fremgår af registrering DM/059828, og som gengiver komplette bruserafløbsrender.

144    Det var derfor med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 109 og 110 i det væsentlige fastslog, at selv om det helhedsindtryk, som det anfægtede design gav, var et indtryk af en »elegant, essentiel og minimalistisk« bruserafløbsrende, der var sammensat af en lukket dækkende plade, som var dekoreret, og riller i siderne, hvis æstetiske værdi bidrog til dette »elegante og minimalistiske« udseende, var det helhedsindtryk, som de tidligere design gav, navnlig design nr. 2 og 4, derimod et anderledes indtryk, da det var bestemt af mere »standardiserede« funktionelle og ikke dekorative elementer som den runde vandopsamler i midten (i design nr. 2, i overensstemmelse med billederne af det design, der svarer til nr. 1.1 og 1.2, og i design nr. 4, i overensstemmelse med billederne af det design, der svarer til nr. 3.1 og 3.2) eller en spalterist (i design nr. 2, i overensstemmelse med billederne af det design, der svarer til nr. 5.1 og 5.2, og i design nr. 4, i overensstemmelse med billederne af det design, der svarer til nr. 6.1 og 6.2).

145    Det var ligeledes med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 112, sammenholdt med denne afgørelses punkt 107, i det væsentlige tilføjede, at appelkammeret af de samme grunde som dem, der er anført i den nævnte afgørelses punkt 109 og 110, og ligeledes henset til den omstændighed, at de tidligere design nr. 2 og 4 gengav en funktionel plade med spalter, uden dekoration, vurderede, at det helhedsindtryk, som disse design gav den informerede bruger, var forskelligt fra det, som det anfægtede design gav, idet dette havde en lukket dækkende plade, som var dekoreret med et prikket mønster, samt riller i siderne, som havde en æstetisk værdi.

146    Endelig var det med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 113, som sagsøgeren ikke udtrykkeligt har bestridt, i det væsentlige fastslog, at den ovennævnte forskel i udseendet af de elementer, som var udarbejdet af en designer, der havde haft en høj grad af frihed, var tilstrækkelig til at give et andet helhedsindtryk til trods for, at der var visse sammenfald, og at det således konkluderede, at det anfægtede design alene på grundlag af de tidligere design, der var angivet i ugyldighedsbegæringen, og navnlig design nr. 2 (i overensstemmelse med billederne af de design, der svarer til nr. 1.1, 1.2, 5.1 og 5.2) og nr. 4 (i overensstemmelse med billederne af de design, der svarer til nr. 3.1, 3.2, 6.1 og 6.2), havde individuel karakter.

147    Det fjerde anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

 Det femte anbringende

148    Med det femte anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 111, sammenholdt med samme afgørelses punkt 29 og 30, med urette fandt, at de erklæringer, som sagsøgeren henviste til, ikke var afgivet under ed eller på tro og love, eftersom størstedelen af disse erklæringer var e-mails og desuden hidrørte fra sagsøgerens egen sfære og ikke var understøttet af nogen uafhængig erklæring. Sagsøgeren formoder, at der er tale om bilag nr. 4-7, som sagsøgeren havde vedlagt sit svar af 2. april 2010, og som sagsøgeren ligeledes havde henvist til i punkt 20 i sine bemærkninger af 21. september 2018. Ifølge sagsøgeren var der ingen grund til ikke at tage indholdet af disse erklæringer i betragtning med henblik på vurderingen af det anfægtede designs nyhed og individuelle karakter.

149    Sagsøgeren er for det første af den opfattelse, at det i lyset af det tredje anbringende er »besynderligt og inkohærent«, at appelkammeret tog disse erklæringer i betragtning. Sagsøgeren havde nemlig fremlagt de omhandlede bilag samtidig med fotografiet på s. 33 i Blücher-katalogerne, som appelkammeret afviste i henhold til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 med den begrundelse, at det ikke var blevet fremlagt i forbindelse med ugyldighedsbegæringen af 3. september 2009. Selv om sagsøgeren har erkendt, at størstedelen af disse erklæringer er e-mails, har selskabet imidlertid anført, at ingen af de involverede parter og ingen instans, der tidligere har truffet afgørelse, på noget tidspunkt har rejst tvivl om rigtigheden eller integriteten af disse e-mails. Disse erklæringer og deres indhold er på intet tidspunkt blevet bestridt. Sagsøgeren har endvidere tilføjet, at disse erklæringer ikke hidrører fra sagsøgerens egen sfære, men at bilag nr. 4, 5 og 7 hidrører fra selskabet Blücher, en virksomhed, der er helt uafhængig af sagsøgeren, uden noget kontraktforhold, selskabsforhold eller nogen anden forbindelse, mens bilag nr. 6 hidrører fra intervenientens juridiske rådgiver.

150    EUIPO og intervenienten har bestridt sagsøgerens argumenter.

151    I den anfægtede afgørelses punkt 111 anførte appelkammeret, at de erklæringer, som sagsøgeren henviste til, ikke var afgivet under ed eller på tro og love, eftersom størstedelen af disse erklæringer var e-mails, og at de desuden hidrørte fra sagsøgerens sfære og ikke var underbygget af nogen uafhængig erklæring fra f.eks. producentsammenslutninger eller handelskamre. Appelkammeret fandt derfor, at det ikke kunne fratage det anfægtede designs forskellige elementer en æstetisk værdi, henset til de dokumenter, som sagsøgeren henviste til. Tværtimod skulle der i den foreliggende sag ifølge appelkammeret tages hensyn til designet i dets helhed samt til formen, størrelsen, placeringen og proportionerne af de bestanddele, det bestod af.

152    Med det femte anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at appelkammeret begik en fejl ved at fratage disse erklæringer og udvekslede e-mails, der bl.a. hidrørte fra ansatte i Blücher eller I-Drain, bevisværdi.

153    Det skal for det første fastslås, at dette anbringende hviler på en urigtig forståelse af den anfægtede afgørelse. I den anfægtede afgørelses punkt 111 ønskede appelkammeret nemlig ikke at fratage de erklæringer, som sagsøgeren havde fremlagt i bilag nr. 4-7 til selskabets svar af 2. april 2010 på intervenientens bemærkninger for ugyldighedsafdelingen, og som i det væsentlige vedrørte det anfægtede designs mere eller mindre æstetiske eller funktionelle karakter, enhver bevisværdi. Appelkammeret nøjedes med at henvise til Rettens faste praksis, hvorefter tredjemands erklæringer i det væsentlige har en vis bevisværdi, som imidlertid falder i forhold til den interesse, som underskriveren har i at vinde sagen (jf. i denne retning dom af 16.7.2014, Nanu-Nana Joachim Hoepp mod KHIM – Stal-Florez Botero (la nana), T-196/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:674, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.6.2015, H.P. Gauff Ingenieure mod KHIM – Gauff (Gauff JBG Ingenieure), T-585/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:386, præmis 28).

154    Uafhængigt af de nævnte erklæringers bevisværdi skal det dernæst fastslås, at appelkammeret rent faktisk tog hensyn til disse dokumenter, således som det fremgår af dets analyse i den anfægtede afgørelses punkt 111. Appelkammeret gjorde således brug af sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 (jf. nærværende doms præmis 44-48). Det kunne appelkammeret frit gøre, eftersom de dokumenter, der var identificeret som bilag nr. 4-7 til sagsøgerens svar af 2. april 2010, ikke vedrørte identifikationen af de tidligere design. Det skal derimod bemærkes, at en sådan identifikation er fastsat inden for ugyldighedsbegæringens snævre rammer, som ikke gør det muligt at udøve en sådan skønsbeføjelse (jf. Rettens svar på det tredje anbringende i nærværende doms præmis 40-69).

155    Endelig var appelkammeret ikke bundet af disse erklæringer i forbindelse med dets frie bedømmelse af de faktiske omstændigheder. Det kunne uden at begå en retlig fejl fastslå, at sådanne erklæringer ikke kunne rejse tvivl om den konklusion, hvorefter det anfægtede design frembød æstetiske aspekter snarere end rent funktionelle aspekter. Det er disse æstetiske aspekter, der adskiller det helhedsindtryk, som det anfægtede design giver, som er indtrykket af en »elegant, essentiel og minimalistisk« bruserafløbsrende, fra det mere funktionelle eller »standardiserede« indtryk, som de tidligere design giver, således som appelkammeret med rette konstaterede i den anfægtede afgørelses punkt 109 (jf. nærværende doms præmis 144).

156    For så vidt som sagsøgerens argumenter kan fortolkes således, at sagsøgeren er blevet frataget muligheden for at få de tredjemænd, der har underskrevet erklæringerne, til at afgive vidneforklaring i forbindelse med en mundtlig forhandling og en vidneafhøring for appelkammeret, således som sagsøgeren havde anmodet om i henhold til artikel 64 og 65 i forordning nr. 6/2002, skal det i øvrigt bemærkes, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 29 og 30 for det første fandt, at det hverken var hensigtsmæssigt eller nødvendigt med en mundtlig forhandling i den foreliggende sag, for det andet, at sagsøgeren i den foregående sag havde modsat sig intervenientens anmodning om et retsmøde, og for det tredje, at appelkammeret rådede over tilstrækkelige elementer, faktiske omstændigheder, argumenter og beviser til at træffe afgørelse i sagen. Appelkammeret afslog derfor anmodningen om afholdelse af et retsmøde og af samme grunde anmodningen om vidneafhøring.

157    Hvad for det første angår anmodningen om mundtlig forhandling fastsætter artikel 64, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, at EUIPO anordner mundtlig forhandling enten ex officio eller på anmodning af en part i sagen, såfremt det anser det for hensigtsmæssigt.

158    Det fremgår således af ordlyden af artikel 64 i forordning nr. 6/2002 og af formuleringen »såfremt det anser det for hensigtsmæssigt«, at EUIPO har en vid skønsbeføjelse med henblik på afholdelsen af en mundtlig forhandling.

159    Det fremgår endvidere af retspraksis vedrørende design, at appelkammeret har en skønsmargen med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en mundtlig forhandling for appelkammeret reelt er nødvendig. Denne skønsmargen med hensyn til nødvendigheden af en mundtlig forhandling finder anvendelse, selv når en part anmoder om, at der afholdes mundtlig forhandling (dom af 13.12.2017, Delfin Wellness mod EUIPO – Laher (Infrarøde kabiner og saunaer), T-114/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:899, præmis 114).

160    Analogt følger det af retspraksis på varemærkeområdet, at et afslag ikke er behæftet med nogen åbenbar fejl, når den part, der anmoder om mundtlig forhandling, ikke har godtgjort, at appelkammeret ikke rådede over alle de oplysninger, der var nødvendige for at træffe afgørelse (jf. i denne retning og analogt dom af 27.2.2018, Hansen Medical mod EUIPO – Covidien (MAGELLAN), T-222/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:99, præmis 56-59).

161    Dette er imidlertid tilfældet i den foreliggende sag. Appelkammeret begik ikke en fejl, da det udøvede sin vide skønsbeføjelse og fandt, at det var i besiddelse af alle de oplysninger, der var nødvendige for at træffe den anfægtede afgørelse. Der er desuden intet i sagsakterne, der tyder på, at appelkammeret ikke rådede over alle de oplysninger, der var nødvendige for at begrunde denne afgørelses konklusion.

162    For det andet fastsætter artikel 65, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, at der under sagsbehandlingen ved EUIPO kan ske bevisoptagelse, bl.a. i form af afhøring af parterne, indhentning af oplysninger, fremlæggelse af dokumenter og bevismidler, afhøring af vidner, udtalelser fra sagkyndige og skriftlige erklæringer, der er afgivet under ed eller på tro og love, eller som har tilsvarende bindende virkning i henhold til lovgivningen i den stat, hvor de er afgivet. Det fremgår af denne forordnings artikel 65, stk. 3, at såfremt EUIPO anser det for påkrævet, at en part, et vidne eller en sagkyndig afgiver mundtlig forklaring, indkalder EUIPO den pågældende til at give møde for sig med henblik på afhøring.

163    Det fremgår således af ordlyden af artikel 65 i forordning nr. 6/2002 og af formuleringen »såfremt det anser det for hensigtsmæssigt«, at EUIPO har en vid skønsbeføjelse med henblik på afholdelsen af en mundtlig forhandling (jf. ligeledes i denne retning kendelse af 14.6.2021, TrekStor mod EUIPO – Zagg (Beskyttelses-covers til computerudstyr), T-512/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:359, præmis 32).

164    Appelkammeret var følgelig ikke forpligtet til at afhøre de anførte vidner, men rådede over en vid skønsbeføjelse i denne henseende, som det i dette tilfælde udøvede uden at begå en fejl.

165    Det fremgår nemlig analogt af retspraksis på varemærkeområdet, at et afslag ikke er behæftet med nogen åbenbar fejl, når den part, der har indgivet anmodningen om vidneafhøring, kunne have fremlagt de nævnte vidners forklaringer skriftligt (jf. i denne retning og analogt kendelse af 18.1.2018, W&O medical esthetics mod EUIPO – Fidia farmaceutici (HYALSTYLE), T-178/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:18, præmis 15-24). Det samme gælder så meget desto mere, når sådanne vidneforklaringer, som i den foreliggende sag, faktisk er blevet afgivet skriftligt. Der skal i øvrigt henvises til de grunde, der allerede er anført i nærværende doms præmis 87.

166    Det femte anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

 Det sjette anbringende

167    Med det sjette anbringende har sagsøgeren for det første gjort gældende, at appelkammeret begik en fejl, da det i den anfægtede afgørelses punkt 114 og 115 fastslog, at det anfægtede design ikke savnede individuel karakter og dermed heller ikke nyhed, og at det derfor var gyldigt. Sagsøgeren har henvist til hvert af de foregående anbringender, også i kombination med hinanden. For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at bevisoptagelsen som omhandlet i artikel 65 i forordning nr. 6/2002 ikke blev foretaget og end ikke overvejet, hvilket er i strid med dommen i appelsagens præmis 71. Appelkammeret efterkom heller ikke sagsøgerens tilbud om at fremlægge supplerende beviser, navnlig ved at føre særligt udpegede vidner, idet et sådant tilbud »om nødvendigt« blev gentaget for Retten.

168    EUIPO og intervenienten har bestridt sagsøgerens argumenter.

169    Hvad for det første angår den anfægtede afgørelses punkt 114 og 115 fandt appelkammeret heri, at eftersom det anfægtede design havde individuel karakter, kunne det a fortiori ikke savne nyhed som omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 6/2002 og var derfor gyldigt.

170    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at betingelsen om individuel karakter i artikel 6 i forordning nr. 6/2002 er strengere end betingelsen om nyhed i samme forordnings artikel 5 som følge af den grad af differentiering, den kræver i forhold til hvert enkelt tidligere design. Ifølge retspraksis kan et nyt design således have individuel karakter eller ej (jf. i denne retning dom af 6.6.2013, Kastenholz mod KHIM – Qwatchme (Urskiver), T-68/11, EU:T:2013:298, præmis 38). Derimod kan et design, der ikke er nyt, så meget desto mere ikke have individuel karakter.

171    Den omstændighed, at der foreligger individuel karakter, gør det så meget desto mere muligt at udlede, at der foreligger nyhed, som i den foreliggende sag, mens manglende individuel karakter ikke nødvendigvis foregriber, at der ikke foreligger nyhed, men under alle omstændigheder er tilstrækkelig til at erklære et design ugyldigt. Derimod er den omstændighed, at der ikke foreligger nyhed, afgørende for, at et design ikke har individuel karakter, mens nyheden ikke nødvendigvis foregriber, at der foreligger individuel karakter, hvilket også er påkrævet, for at et design er gyldigt.

172    Når der som i den foreliggende sag er nedlagt påstand om et designs ugyldighed på grundlag af de grunde, der er anført i artikel 5 og 6 i forordning nr. 6/2002, og i forhold til de samme tidligere design, indebærer konstateringen af, at det anfægtede design har individuel karakter, følgelig, at designet er gyldigt i forhold til de nævnte ugyldighedsgrunde og de nævnte tidligere design.

173    Under sådanne omstændigheder, hvor det, som i den foreliggende sag, er blevet fastslået, at der foreligger individuel karakter, er det ikke nødvendigt, at EUIPO’s instanser foretager en detaljeret undersøgelse af nyhedskravet, idet en prioriteret undersøgelse af den individuelle karakter kan være berettiget ud fra metodologiske og procesøkonomiske hensyn. Omvendt kan en prioriteret undersøgelse af nyhedskravet under andre omstændigheder, hvor det er fastslået, at der ikke foreligger nyhed, ligeledes være berettiget ud fra de samme metodologiske og procesøkonomiske hensyn, eftersom et sådant fravær af nyhed nødvendigvis medfører, at det omhandlede design er ugyldigt, uden at det er nødvendigt udtrykkeligt at undersøge betingelsen om individuel karakter.

174    Henset til de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 170-173, skal det fastslås, at appelkammeret ikke begik en fejl, da det af metodologiske og procesøkonomiske hensyn undersøgte, om det anfægtede design havde individuel karakter, før det heraf a fortiori udledte, at det samme design var nyt.

175    Hvad for det andet angår bevisoptagelsen er det tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen i dommen i appelsagens præmis 71 (nævnt i nærværende doms præmis 84) blot henviste til den omstændighed, at »en sådan omstændighed kunne tages i betragtning af EUIPO for at træffe foranstaltninger med henblik på sagens oplysning på grundlag af artikel 65, stk. 1, i [forordning] nr. 6/2002«. Ved anvendelsen af ordet »kunne« anerkendte Domstolen således den vide skønsbeføjelse, som EUIPO har til at træffe foranstaltninger med henblik på bevisoptagelse i henhold til denne bestemmelse (nævnt i nærværende doms præmis 162 og 163). Følgelig kan appelkammerets manglende bevisoptagelse, herunder afhøring af vidner, i kraft af dets vide skønsbeføjelse på ingen måde være i strid med dommen i appelsagen eller på anden måde være fejlagtig.

176    Hvad angår de yderligere beviser, som er blevet anført for Retten, skal det i øvrigt bemærkes, at det fremgår af artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement, at »[h]ovedparterne kan […] fremlægge eller anføre yderligere beviser, inden retsforhandlingernes mundtlige del er afsluttet […], forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes«. Da der i den foreliggende sag er tale om en administrativ procedure, der blev indledt i 2009, og henset til, at der ikke er fremlagt nye oplysninger for Retten, kan den forsinkede påberåbelse af sådanne beviser under alle omstændigheder ikke begrundes. Retten finder i øvrigt, at sagen er tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne, således at disse beviser ikke er nødvendige for, at den kan træffe afgørelse.

177    Det sjette anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

178    Henset til samtlige ovenstående betragtninger bør EUIPO frifindes i det hele.

 Sagsomkostninger

179    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

180    Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med EUIPO’s og intervenientens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):

1)      Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)      Group Nivelles NV betaler sagsomkostningerne.

Costeira Kancheva Perišin

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. april 2022.

Underskrifter

Indhold

*      Processprog: nederlandsk.