Sag C-696/15 P

Den Tjekkiske Republik

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – transport – direktiv 2010/40/EU – indførelse af intelligente transportsystemer på vejtransportområdet – artikel 7 – delegation af beføjelser til Europa-Kommissionen – grænser – delegeret forordning (EU) nr. 885/2013 – tilrådighedsstillelse af informationstjenester vedrørende sikrede parkeringspladser for lastbiler og erhvervskøretøjer – delegeret forordning (EU) nr. 886/2013 – data og procedurer for vederlagsfri tilrådighedsstillelse af et minimum af generel trafiksikkerhedsinformation for brugerne – artikel 290 TEUF – udtrykkelig afgrænsning af delegationens formål, indhold, omfang og varighed – væsentlig bestemmelse på det pågældende område – oprettelse af et kontrolorgan«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 26. juli 2017

1.        Transport – transport ad landevej – intelligente transportsystemer – medlemsstaternes pligt til at indføre applikationer og tjenester for sådanne systemer – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/40; Kommissionens forordning nr. 885/2013 og nr. 886/2013)

2.        EU-ret – fortolkning – metoder – fortolkning af en gennemførelsesforordning under hensyntagen til grundforordningen

3.        EU-institutionerne – udøvelse af beføjelser – Kommissionens beføjelse til at vedtage delegerede retsakter – EU-lovgivers behov for klart at afgrænse denne beføjelse i den lovgivningsmæssige basisretsakt – rækkevidde

(Art. 290, stk. 1, andet afsnit, TEUF; Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2010/40, art. 6 og 7)

4.        Appel – anbringender – en doms præmisser, der er behæftet med en tilsidesættelse af EU-retten – konklusionen berettiget af andre retlige grunde – ikke lagt til grund

(Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

5.        Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – Rettens anvendelse af en stiltiende begrundelse – lovlig – betingelser

(Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

6.        EU-institutionerne – udøvelse af beføjelser – Kommissionens beføjelse til at vedtage delegerede retsakter – forpligtelse til ikke at ændre væsentlige elementer i den lovgivningsmæssige basisretsakt – kvalifikation af væsentlige elementer – hensyntagen til det pågældende områdes kendetegn og særtræk – domstolskontrol – rækkevidde

(Art. 290, stk. 1, andet afsnit, TEUF)

1.      Forordning nr. 885/2013 om supplering af direktiv 2010/40 hvad angår tilrådighedsstillelse af informationstjenester vedrørende sikrede parkeringspladser for lastbiler og erhvervskøretøjer og forordning nr. 886/2013 om supplering af dette direktiv hvad angår data og procedurer for vederlagsfri tilrådighedsstillelse, om muligt, af et minimum af generel trafiksikkerhedsinformation indeholder ikke nogen bestemmelse, der fastsætter en udtrykkelig forpligtelse for medlemsstaterne til at indføre applikationer og tjenester for intelligente transportsystemer på deres område. Det følger således uomtvisteligt af den henvisning til direktiv 2010/40, der er indeholdt i begge disse forordningers artikel 1, at forordningerne alene forpligter medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de specifikationer, der fremgår af disse forordninger, anvendes på applikationer og tjenester inden for intelligent transport, når disse indføres.

(jf. præmis 25 og 30)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 33)

3.      Selv om Kommissionen i henhold til artikel 7 i direktiv 2010/40 om rammerne for indførelse af intelligente transportsystemer på vejtransportområdet og for grænsefladerne til andre transportformer er forpligtet til ikke alene at vedtage de nødvendige specifikationer til sikring af kompatibilitet, interoperabilitet og kontinuitet med henblik på indførelse og praktisk anvendelse af intelligente transportsystemer i forbindelse med de prioriterede foranstaltninger, forholder det sig ikke desto mindre således, at den delegation af beføjelser, der fremgår af artikel 7, henset til artikel 290 TEUF, ikke kan fortolkes som en beføjelse for Kommissionen til at overskride den ramme, der er fastsat i dette direktivs artikel 6, som ikke blot i stk. 1 udtrykkeligt afgrænser specifikationernes formål, men også deres indhold og rækkevidde, idet det bl.a. i stk. 4 udtrykkeligt fastsætter de foranstaltninger, der kan gøres til genstand herfor.

I henhold til artikel 290, stk. 1, andet afsnit, første punktum, TEUF afgrænser de lovgivningsmæssige retsakter nemlig udtrykkeligt ikke blot delegationens formål, men ligeledes dens indhold, omfang og varighed. Dette krav betyder, at tildelingen af en delegeret beføjelse sker med henblik på vedtagelsen af regler, der indgår i den retlige ramme som defineret i den lovgivningsmæssige basisretsakt. Endvidere er afgrænsningen af den tildelte beføjelse tilstrækkeligt præcis, således at den klart angiver grænserne for denne beføjelse, og at Kommissionens udøvelse heraf kan kontrolleres i forhold til de objektive kriterier, som EU-lovgiver fastsætter. På denne baggrund kan det ikke gyldigt gøres gældende, at den eneste begrænsning for EU-lovgiver som led i udøvelsen af en delegation af beføjelser består i et forbud mod at delegere vedtagelsen af væsentlige bestemmelser på et givent område. Artikel 290, stk. 1, andet afsnit, første punktum, TEUF giver ganske vist EU-lovgiver mulighed for at overlade Kommissionen en skønsmargen med henblik på udøvelsen af de beføjelser, som den delegeres, hvilket ud fra det pågældende områdes kendetegn kan være af større eller mindre omfang. En delegation af beføjelser som omhandlet i artikel 290 TEUF – og enhver eventuel skønsbeføjelse, som denne medfører – skal imidlertid overholde de grænser, som er fastsat i basisretsakten.

(jf. præmis 47-50 og 52)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 56)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 72)

6.      Det følger af artikel 290, stk. 1, andet afsnit, andet punktum, TEUF, at væsentlige bestemmelser på et område er forbeholdt den lovgivningsmæssige retsakt og derfor ikke kan være omfattet af delegation. En bestemmelse er væsentlig som omhandlet i denne bestemmelse, bl.a. hvis dens vedtagelse kræver et politisk valg, som hører under EU-lovgivers egen kompetence, for så vidt som den indebærer en afbalancering af de forskellige omhandlede interesser på grundlag af en række vurderinger, eller hvis den gør det muligt at foretage indgreb i de berørte personers grundlæggende rettigheder i et sådant omfang, at EU-lovgivers medvirken er påkrævet.

Eftersom artikel 290, stk. 1, andet afsnit, andet punktum, TEUF udtrykkeligt bestemmer, at væsentlige bestemmelser på et område er forbeholdt den lovgivningsmæssige retsakt og derfor ikke kan være omfattet af delegation, afgrænser denne bestemmelse i denne henseende den margen, som EU-lovgiver råder over som led i udformningen af en delegation af beføjelser. Denne bestemmelse tilsigter nemlig at sikre, at vedtagelser af sådanne bestemmelser forbeholdes denne lovgiver. Såfremt Unionens retsinstanser ikke undersøger spørgsmålet om, hvorvidt et bestemt forhold i den lovgivningsmæssige basisretsakt udgør en væsentlig bestemmelse heri, men blot henviser til omfanget af den delegation af beføjelser, som fremgår af denne lovgivningsmæssige retsakt, skal det følgelig slås fast, at retsinstansen har tilsidesat artikel 290, stk. 1, andet afsnit, andet punktum, TEUF. I modsætning til, hvad der kræves i henhold til denne bestemmelse, sikrede Unionens retsinstanser sig således ikke i denne sag, at vedtagelsen af væsentlige bestemmelser på det pågældende område blev forbeholdt EU-lovgiver og ikke blev omfattet af delegation af beføjelser.

(jf. præmis 75, 78 og 81-83)