Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākā tiesa (Senāts) (Letland) den 15. juni 2023 – SIA BALTIC CONTAINER TERMINAL mod Valsts ieņēmumu dienests

(Sag C-376/23, BALTIC CONTAINER TERMINAL)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākā tiesa (Senāts)

Parter i hovedsagen

Sagsøger i første instans og kassationsappellant: SIA BALTIC CONTAINER TERMINAL

Sagsøgt i første instans og procesdeltager i kassationssagen: Valsts ieņēmumu dienests

Præjudicielle spørgsmål

1.    Tillader artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446 1 , sammenholdt med EU-toldkodeksens 2 artikel 214, stk. 1, at den særlige »frizone«-procedure afsluttes, uden at det masterreferencenummer (MRN-nummer), som identificerer den toldangivelse, hvorved varerne er henført under den efterfølgende toldprocedure, er blevet indført i det elektroniske regnskabssystem?

2.    Tillader EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, og artikel 215, stk. 1, og artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446, at den person, der er ansvarlig for den særlige »frizone«-procedure, afslutter denne procedure alene på grundlag af en anmærkning påført af en embedsmand ved toldmyndighederne på transportdokumentet for varerne (CMR-fragtbrevet) vedrørende disse varers toldmæssige status uden selv at verificere gyldigheden af disse varers toldmæssige status?

3.    Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, hvilket verifikationsniveau i henhold til EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, og artikel 215, stk. 1, og artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446 er da tilstrækkeligt til, at det kan lægges til grund, at den særlige »frizone«-procedure er blevet afsluttet korrekt?

4.    Kunne den person, der er ansvarlig for den særlige »frizone«-procedure, have en berettiget forventning på grundlag af toldmyndighedernes bekræftelse af, at varernes toldmæssige status var blevet ændret fra »ikke-EU-varer« til »EU-varer«, selv om denne bekræftelse ikke indeholder en angivelse af begrundelsen for denne statusændring eller oplysninger, som gør det muligt at verificere denne begrundelse?

5.    Såfremt det fjerde præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, kan det forhold, at det i en anden tvist for en national retsinstans er blevet fastslået ved endelig dom, at den person, der er ansvarlig for toldproceduren, i henhold til de af toldmyndighederne fastsatte procedurer ikke begik en overtrædelse for så vidt angår »frizone«-toldproceduren, da begrunde en fritagelse fra den toldskyld, som er opstået i henhold til EU-toldkodeksens artikel 79, stk. 1, litra a), og stk. 3, litra a), under hensyntagen til retskraftprincippet som anerkendt i national ret og EU-retten?

____________

1     Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 af 28.7.2015 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 med nærmere regler angående visse bestemmelser i EU-toldkodeksen (EUT 2015, L 343, s. 1).

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9.10.2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1).