RETTENS DOM (Appelafdelingen)
27. juni 2017 (*)
»Appel – personalesag – midlertidigt ansatte – tidsbegrænset kontrakt med opsigelsesklausul, der bringer kontrakten til ophør, såfremt den ansattes navn ikke opføres på reservelisten for den kommende almindelige udvælgelsesprøve – opsigelse af kontrakten ved anvendelse af opsigelsesklausulen – ændring af en tidsbegrænset kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt – retskraft – § 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – begrundelsespligt«
I sag T-233/16 P,
angående appel af dom afsagt den 2. marts 2016 af Retten for EU-Personalesager (Tredje Afdeling), Ruiz Molina mod KHIM (F-60/15, EU:F:2016:28), med påstand om ophævelse af denne dom,
José Luis Ruiz Molina, bosiddende i San Juan de Alicante (Spanien), ved advokaterne N. Lhoëst og S. Michiels,
appellant,
den anden part i appelsagen
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved A. Lukošiūtė, som befuldmægtiget, bistået af advokat B. Wägenbaur,
sagsøgt i første instans,
har
RETTEN (Appelafdelingen),
sammensat af præsidenten, M. Jaeger, og dommerne M. Prek (refererende dommer) og A. Dittrich,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Dom (1)
1 Med appellen, som er indgivet i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol, har appellanten, José Luis Ruiz Molina, nedlagt påstand om ophævelse af den af Retten for EU-Personalesager (Tredje Afdeling) afsagte dom af 2. marts 2016, Ruiz Molina mod KHIM (F-60/15, herefter »den appellerede dom«, EU:F:2016:28), hvorved Personaleretten frifandt EUIPO i et søgsmål med påstand om annullation af den afgørelse, der var blevet truffet af EUIPO’s præsident den 4. juni 2014 om opsigelse af appellantens kontrakt som midlertidigt ansat med seks måneders varsel.
Sagens faktiske omstændigheder
2 De faktiske omstændigheder, som ligger til grund for tvisten, er i den appellerede doms præmis 13-29 beskrevet således:
»13 [Appellanten] tiltrådte sin stilling ved [EUIPO] den 16. juli 2001 og fik fra den 16. juli 2002 tildelt en kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af de dagældende AØA’s artikel 2, litra a), for en periode, der oprindeligt var fastsat til fire år, dvs. indtil den 15. juli 2006.
[udelades]
15 Efter at [appellanten] havde deltaget i en af de interne udvælgelsesprøver på området for »industriel ejendomsret«, og henset til hans placering, fik han tilbudt og accepterede med virkning fra den 1. juni 2005 et tillæg til sin midlertidige kontrakt. Den nævnte kontrakts artikel 4 og 5 blev således ændret, idet [appellantens] kontrakt således blev til en »kontrakt […] indgået på ubestemt tid med en opsigelsesklausul« i overensstemmelse med den nye artikel 4.
16 Artikel 5 i den således ændrede kontrakt som midlertidigt ansat fastsatte følgende:
»Denne kontakt opsiges på de betingelser, der er fastsat i [AØA’s] artikel 47, såfremt den ansatte[s navn] ikke opføres på reservelisten for den kommende almindelige udvælgelsesprøve for dennes ansættelsesgruppe med en specialisering i industriel ejendomsret organiseret af [Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor]. Denne kontrakt opsiges ligeledes, såfremt den ansatte ikke accepterer et tilbud om ansættelse som tjenestemand i sin ansættelsesgruppe, som [EUIPO] tilbyder efter offentliggørelsen af reservelisten for den nævnte udvælgelsesprøve.
[EUIPO] bevarer i øvrigt retten til at opsige denne kontrakt af alle de andre grunde, der er fastsat i [AØA’s] artikel 47-50 i overensstemmelse med de betingelser, der er nævnt i disse artikler.
Såfremt betingelserne for opsigelse er opfyldt, ophører denne kontrakt fuldt ud med et varsel som omhandlet i [AØA’s] artikel 47, litra c), nr. i).«
[udelades]
18 Den 19. december 2007 meddelte direktøren for afdelingen for menneskelige ressourcer ved [EUIPO] [appellanten], at de almindelige udvælgelsesprøver OHIM/AD/02/07 og OHIM/AST/02/07 var omfattet af dem, som var omhandlet i den opsigelsesklausul, der var fastsat i artikel 5 i [appellantens] midlertidige kontrakt som ændret den 1. juni 2005.
19 [Appellanten] deltog i den almindelige udvælgelsesprøve OHIM/AST/02/07, men [hans navn] blev ikke opført på reservelisten. Hans kontrakt blev opsagt ved en afgørelse af 12. marts 2009 med virkning fra den 15. september 2009 om aftenen (herefter »afgørelsen af 12. marts 2009«).
20 Den 12. marts 2009 påklagede [appellanten] afgørelsen af 12. marts 2009. Da hans klage var blevet afslået, anfægtede han den nævnte afgørelse inden for rammerne af et kollektivt søgsmål iværksat med 13 andre midlertidigt ansatte og tidligere midlertidigt ansatte ved [EUIPO], som blev registreret på Rettens Justitskontor under referencen F-102/09.
21 Det kollektive søgsmål, som blev registreret under referencen F-102/09, gav anledning til dom af 15. september 2011, Bennet m.fl. mod KHIM (F-102/09, EU:F:2011:138, herefter »Bennett II-dommen«). I denne dom fastslog Retten dels, at [appellantens] kontrakt – på trods af ordlyden af dennes artikel 4 som ændret med virkning fra den 1. juni 2005 – ikke kunne kvalificeres som en tidsubegrænset kontrakt, hvilken kontraktform karakteriseres ved ansættelsessikkerhed (Bennett II-dommen, præmis 86), dels, at den ændring, der blev indført den 1. juni 2005 i [appellantens] kontrakt som midlertidigt ansat ved tilføjelsen af en opsigelsesklausul, skulle undersøges som en første forlængelse af dennes tidsbegrænsede kontrakt som omhandlet i AØA’s artikel 2, litra a) (Bennet II-dommen, præmis 120). Ved samme dom frifandt Retten EUIPO for så vidt angik [appellanten] og annullerede således ikke afgørelsen af 12. marts 2009.
22 Forud herfor, i forbindelse med et andet kollektivt søgsmål registreret på Rettens Justitskontor under referencen F-19/08, som [appellanten] ligeledes havde deltaget i, og som gav anledning til dom af 2. juli 2009, Bennet m.fl. mod KHIM (F-19/08, EU:F:2009:75, herefter »Bennet I-dommen«), havde Retten – efter at have fastslået, at udvælgelsesprøverne OHIM/AD/02/07 og OHIM/AST/02/07 var blevet organiseret med henblik på ansættelse af henholdsvis blot fire assistenter og en enkelt fuldmægtig – i den nævnte doms præmis 116 udtalt følgende:
»[V]ed at tilbyde 31 ansatte, som havde deltaget i og bestået interne udvælgelsesprøver, en kontrakt som midlertidigt ansat på ubestemt tid med en opsigelsesklausul, som kun finder anvendelse i tilfælde af, at de pågældende ikke opføres på en reserveliste opstillet efter afholdelsen af en almindelig udvælgelsesprøve med specialisering i industriel ejendomsret, hvis organisering var blevet meddelt af præsidenten selv for 2007 eller 2008, havde [EUIPO] klart forpligtet sig til at beholde de berørte permanent på betingelse af, at de blev opført på en sådan reserveliste. Under disse omstændigheder havde [EUIPO] ved at begrænse antallet af stillinger, der skulle besættes, til samlet set 5, mens de berørte var [31], og ved at begrænse antallet af beståede ansøgere opført på de efter afholdelsen af [udvælgelsesprøve OHIM/AD/02/07 og OHIM/AST/02/07] – hvilke prøver oven i købet var almindelige – udfærdigede lister til præcis det antal stillinger, der skulle besættes, fuldstændigt og objektivt set begrænset sagsøgernes chancer under ét for ikke at blive omfattet af opsigelsesklausulen og følgelig delvist gjort indholdet af rækkevidden af EUIPO’s kontraktmæssige forpligtelser over for dets midlertidige ansatte illusorisk.«
[udelades]
25 Efter Bennett-I og Bennett II-dommene underskrev [EUIPO] og appellanten den 1. december 2011 en »reintegrationsprotokol«, der fastsatte, at appellanten skulle »reintegreres« inden for rammerne af sin kontrakt som midlertidigt ansat som ændret den 1. juni 2005, idet kontraktens artikel 5 forblev uændret og artikel 4 blev slettet (herefter »reintegrationsprotokollen«); ved samme protokol reintegrerede [EUIPO] faktisk [appellanten] i dennes stilling fra den 1. december 2011.
[udelades]
27 Den 28. november 2013 meddelte præsidenten for [EUIPO] [appellanten], at »[opsigelsesklausulen, der var fastsat i artikel 5 i hans kontrakt som midlertidigt ansat]« efter offentliggørelsen af den omhandlede meddelelse om udvælgelsesprøver »vil[le] blive anset [for at træde i kraft], hvis [hans] navn ikke [fremgik] af reserveliste[rne] for […] [de almindelige] udvælgelsesprøver [OHIM/AD/01/13 og OHIM/AST/02/13]«.
28 [Appellanten] deltog i den almindelige udvælgelsesprøve OHIM/AST/02/13 (herefter »den omhandlede udvælgelsesprøve«), men [hans navn] blev ikke opført på reservelisten. Hans kontrakt som midlertidigt ansat blev opsagt ved afgørelse af 4. juni 2014, der fik virkning med et varsel på seks måneder regnet fra samme dag, dvs. den 3. december 2014 (herefter »den anfægtede afgørelse«).
29 Den 4. september 2014 påklagede [appellanten] den anfægtede afgørelse, hvilken klage blev afslået den 12. januar 2015.«
Retsforhandlingerne i første instans og den appellerede dom
3 Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 22. april 2015 anlagde appellanten et søgsmål, der blev registreret under referencen F-60/15, med påstand om annullation af den afgørelse, der var blevet truffet af EUIPO’s præsident den 4. juni 2014 om at bringe appellantens kontrakt som midlertidigt ansat til ophør med et varsel på seks måneder.
4 Ved den appellerede dom frifandt Personaleretten EUIPO og tilpligtede appellanten – ud over at bære sine egne omkostninger – at betale halvdelen af de af EUIPO afholdte omkostninger.
5 Personaleretten anførte indledningsvis, at »den reintegrationsprotokol[, som EUIPO og [appellanten] havde underskrevet den 1. december 2011,] fastsatte, at [appellanten] skulle reintegreres inden for rammerne af sin kontrakt som midlertidigt ansat som ændret den 1. juni 2005 i den lønklasse og på det trin, som han havde på datoen for opsigelsen af den nævnte kontrakt, dvs. den 15. september 2009 om aftenen«, og at EUIPO ved denne samme protokol »forpligtede sig til at rekonstruere [appellantens] karriere regnet fra denne samme dato og til at udbetale [appellanten] forskellen mellem det, som han ville have modtaget mellem den 16. september 2009 og den 30. november 2011, hvis hans kontrakt ikke var blevet opsagt, og det, som han faktisk havde modtaget i den samme periode«. Personaleretten fandt, at der »under disse omstændigheder, således som det frem[gik] udtrykkeligt af [den nævnte protokols] artikel 1, [var] anledning til at antage, at afgørelsen af 12. marts 2009 [var] blevet trukket tilbage ved den nævnte protokol, og at [appellanten] med tilbagevirkende kraft [var] blevet genplaceret inden for rammerne af gennemførelsen af sin kontrakt som midlertidigt ansat, som ændret den 1. juni 2005, regnet fra den dato, hvor opsigelsesafgørelsen fik virkning, dvs. regnet fra den 15. september 2009 om aftenen«. Personaleretten fandt således, at »fordi [appellantens] kontrakt som midlertidigt ansat, som ændret den 1. juni 2005, skulle betragtes […] som en første forlængelse af dennes tidsbegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat som omhandlet i AØA’s artikel 2, litra a), [havde] appellanten ikke [kunnet] gøre gældende, at den anfægtede afgørelse [havde tilsidesat] bestemmelserne i AØA’s artikel 8, stk. 1, med den begrundelse, at [denne protokol] havde udgjort den anden forlængelse af [appellantens] kontrakt, der knyttede denne til [EUIPO]« (den appellerede doms præmis 39).
6 Herefter fremhævede Personaleretten, at »rammeaftalen [vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, indgået den 18. marts 1999 og gennemført ved Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999,] ikke [vedrørte] betingelserne for opsigelse af tidsbegrænsede eller tidsubegrænsede kontrakter, men betingelserne for anvendelsen af de nævnte kontrakter i overensstemmelse med rammeaftalens § 1, litra b)«, og at »[den nævnte] rammeaftales § 5, stk. 1, litra a), ikke direkte [havde kunnet] påberåbes over for den anfægtede afgørelse, hvilken afgørelse hverken havde til formål eller til virkning at forlænge [appellantens] ansættelse ved [EUIPO] og [således] ikke i sig selv [havde kunnet] være i strid med bestemmelserne i [denne] rammeaftale« (den appellerede dom, præmis 45).
7 Hvad endvidere angik den formodede ulovlighed af den reintegrationsprotokol, som EUIPO og appellanten havde underskrevet den 1. december 2011 (herefter »reintegrationsprotokollen af 1. december 2011«), for så vidt som den var i strid med bestemmelserne i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, indgået den 18. marts 1999 og gennemført ved Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 (EFT 1999, L 175, s. 43, herefter »rammeaftalen«), anførte Personaleretten, at den omhandlede protokol havde reintegreret appellanten i hans kontrakt som midlertidigt ansat som ændret den 1. juni 2005, og at »[s]idstnævnte kontrakt betragte[des] som en første forlængelse af hans tidsbegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat som omhandlet i AØA’s artikel 2, litra a), på grundlag af bestemmelserne i de nævnte vilkårs artikel 8, som netop ha[vde] til formål at begrænse benyttelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, og som ind[gik] i de foranstaltninger, der henvises til i rammeaftalens § 5, stk. 1, der kan forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold« (den appellerede doms præmis 46).
8 Endelig fremhævede Personaleretten, at »eftersom afgørelsen om opsigelse af [appellantens] tidligere kontrakt med [EUIPO] ikke var blevet annulleret af Retten, var reintegrationen af [appellanten] i henhold til reintegrationsprotokollen [af 1. december 2011] [blevet] foretaget alene på administrationens initiativ«, og at »[e]n sådan reintegration af [appellanten] inden for [EUIPO’s] tjenestegrene, selv om ansættelsesforholdet havde været afbrudt i mere end to år, ikke [havde kunnet] kvalificeres som misbrug i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i rammeaftalens § 1, litra b)« (den appellerede dom, præmis 46).
Retsforhandlingerne for Retten og parternes påstande
9 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. maj 2016 har appellanten iværksat denne appel.
[udelades]
17 Appellanten har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Som følge heraf tages appellantens påstande i første instans til følge, idet EUIPO’s præsidents afgørelse af 4. juni 2014 om at bringe appellantens kontrakt som midlertidigt ansat til ophør med et varsel på seks måneder, annulleres.
– EUIPO tilpligtes at betale alle sagsomkostninger ved begge instanser.
18 EUIPO har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Subsidiært afsiges der dom efter EUIPO’s påstande i første instans.
– Appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
[udelades]
Det første og det andet anbringende vedrørende henholdsvis tilsidesættelse af AØA’s artikel 8 og tilsidesættelse af den materielle retskraft, der er knyttet til dom af 15. september 2011, Bennett m.fl. mod KHIM (F-102/09, EU:F:2011:138)
21 De første to anbringender, som appellanten har fremført, vedrører henholdsvis tilsidesættelse af AØA’s artikel 8 og tilsidesættelse af den materielle retskraft, der er knyttet til dom af 15. september 2011, Bennett m.fl. mod KHIM (F-102/09, EU:F:2011:138).
[udelades]
24 De to første anbringender medfører, at der skal foretages en efterprøvelse af dels, om Personaleretten begik en fejl ved at fastslå, at opsigelsesafgørelsen af 12. marts 2009 var blevet kaldt tilbage, dels, om Personaleretten har bedømt de retlige konsekvenser af den nævnte tilbagekaldelse korrekt.
25 For det første skal der foretages en undersøgelse af spørgsmålet, om tilbagekaldelsen af opsigelsesafgørelsen af 12. marts 2009 retligt set var mulig.
26 For det første fremgår det af retspraksis, at det er i strid med almindelige retsgrundsætninger at tilbagekalde en lovlig administrativ afgørelse, som giver individuelle rettigheder eller lignende fordele, med tilbagevirkende kraft (jf. i denne retning dom af 22.9.1983, Verli-Wallace mod Kommissionen, 159/82, EU:C:1983:242, præmis 8, og af 5.12.2000, Gooch mod Kommissionen, T-197/99, EU:T:2000:282, præmis 52).
27 For det andet bemærkes for så vidt angår ulovlige administrative retsakter, at det fremgår af fast retspraksis, at det følger af almindelige EU-retlige retsgrundsætninger, at administrationen principielt er bemyndiget til at tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt, der er vedtaget ulovligt, med tilbagevirkende kraft (jf. i denne retning dom af 20.11.2002, Lagardère og Canal+ mod Kommissionen, T-251/00, EU:T:2002:278, præmis 138-140, og af 15.4.2011, IPK International mod Kommissionen, T-297/05, EU:T:2011:185, præmis 118), men at en tilbagekaldelse med tilbagevirkende kraft, der har skabt rettigheder for adressaten, normalt er underlagt særdeles strenge betingelser (jf. i denne retning dom af 9.3.1978, Herpels mod Kommissionen, 54/77, EU:C:1978:45, præmis 38). Selv om enhver EU-institution, som konstaterer, at en af institutionen udstedt retsakt er ulovlig, inden for en rimelig frist kan tilbagekalde den med tilbagevirkende kraft, kan denne ret nemlig være begrænset af hensynet til, at den ved akten begunstigede kunne have en berettiget forventning om, at retsakten var lovlig (dom af 26.2.1987, Consorzio Cooperative d’Abruzzo mod Kommissionen, 15/85, EU:C:1987:111, præmis 12-17, af 20.6.1991, Cargill mod Kommissionen, C-248/89, EU:C:1991:264, præmis 20, og af 17.4.1997, de Compte mod Parlamentet, C-90/95 P, EU:C:1997:198, præmis 35). En sådan afgørelse er endvidere underlagt den betingelse, at den ikke tilsidesætter retssikkerhedsprincippet (jf. i denne retning dom af 5.3.2003, Ineichen mod Kommissionen, T-293/01, EU:T:2003:55, præmis 91).
28 For det tredje følger det i det væsentlige af dom af 16. december 2010, Athinaïki Techniki mod Kommissionen (C-362/09 P, EU:C:2010:783, præmis 59), at de strenge betingelser, der er opstillet i dom af 9. marts 1978, Herpels mod Kommissionen (54/77, EU:C:1978:45), af 26. februar 1987, Consorzio Cooperative d’Abruzzo mod Kommissionen (15/85, EU:C:1987:111), og af 17. april 1997, de Compte mod Parlamentet (C-90/95 P, EU:C:1997:198), som skal iagttages ved tilbagekaldelsen med tilbagevirkende kraft af en ulovlig administrativ retsakt, som giver individuelle rettigheder, ikke er relevante i det tilfælde, hvor den pågældende retsakt i forhold til adressaten ikke udgør en retsakt, der skaber rettigheder, men en retsakt, der er til skade for den pågældende.
29 I lyset af denne retspraksis bemærker Retten, at der ikke er noget til hinder for, at en ulovlig eller lovlig administrativ retsakt, der i forhold til adressaten udgør en retsakt, der fortrinsvis er til skade for den pågældende, men som også skaber rettigheder til fordel for denne, kan tilbagekaldes, hvis den nævnte adressats berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet ikke tilsidesættes.
30 I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at opsigelsesafgørelsen af 12. marts 2009 udgør en administrativ retsakt, der fortrinsvis er til skade for appellanten, men at den også skaber rettigheder til fordel for denne.
31 Det skal endvidere bemærkes, at appellanten ved at underskrive reintegrationsprotokollen af 1. december 2011 godkendte tilbagekaldelsen af opsigelsesafgørelsen af 12. marts 2009, og at den omhandlede tilbagekaldelse som følge deraf blev foretaget under overholdelse af princippet om berettiget forventning for appellantens vedkommende og i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, som er nævnt i den retspraksis, der er anført i præmis 28 ovenfor. I denne henseende er det utvetydigt anført i den nævnte protokols artikel 1, at den nævnte afgørelse er tilbagekaldt.
32 Det var derfor med rette, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 39 anførte, at opsigelsesafgørelsen af 12. marts 2009 blev tilbagekaldt ved reintegrationsprotokollen af 1. december 2011.
33 Eftersom tilbagekaldelsen af opsigelsesafgørelsen af 12. marts 2009 retligt set var mulig, skal det for det andet undersøges, om Personaleretten begik en retlig fejl i forbindelse med vurderingen af de retlige konsekvenser af den nævnte tilbagekaldelse.
34 For det første bemærkes, at eftersom opsigelsesafgørelsen af 12. marts 2009 er blevet tilbagekaldt, skal denne afgørelse anses for aldrig at have eksisteret. Det var derfor med rette, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 39 anførte, at appellanten med tilbagevirkende kraft var blevet placeret inden for rammerne af gennemførelsen af sin kontrakt som midlertidigt ansat som ændret den 1. juni 2005, fra den 15. september 2009. Bestemmelserne i reintegrationsprotokollen af 1. december 2011 konkretiserer i denne henseende ikke, at appellanten skulle reintegreres i den stilling, som denne var ansat i før den 15. september 2009.
35 For det andet fandt Personaleretten i den appellerede doms præmis 39, at appellantens kontrakt som midlertidigt ansat som ændret ved tillægget af 1. juni 2005 skulle betragtes som en første forlængelse af hans tidsbegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat som omhandlet i AØA’s artikel 2, litra a), og den forkastede anbringendet om, at reintegrationsprotokollen af 1. december 2011 havde udgjort den anden forlængelse af den nævnte kontrakt.
36 Dette ræsonnement, som Personaleretten anvendte, er ikke behæftet med en retlig fejl. Som det blev anført i præmis 34 ovenfor, havde tilbagekaldelsen af opsigelsesafgørelsen af 12. marts 2009, der blev konkretiseret ved reintegrationsprotokollen af 1. december 2011, nemlig til virkning, at appellanten blev genanbragt i den situation, som han befandt sig i før den 15. september 2009, og ikke at placere ham i en stilling, som han ikke befandt sig i før denne dato, eller følgelig, at hans tidsbegrænsede kontrakt blev forlænget for anden gang.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Appelafdelingen):
1) Appellen forkastes.
2) José Luis Ruiz Molina bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er blevet afholdt af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i forbindelse med nærværende sag.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. juni 2017.
Underskrifter