Sag T-409/09

Evropaïki Dynamiki – Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE

mod

Europa-Kommissionen

»Ansvar uden for kontraktforhold – offentlige tjenesteydelseskontrakter – afvisning af en tilbudsgivers bud – annullation af beslutningen ved Rettens dom – forældelse – frister fastsat under hensyn til afstanden – søgsmål, der dels skal afvises, dels åbenbart savner ethvert retligt grundlag«

Sammendrag af kendelse

1.      Erstatningssøgsmål – ansvar uden for kontraktforhold – forældelsesfrist

(Statutten for Domstolen, art. 46; Rettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

2.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – reel og bestemt skade forvoldt af en ulovlig retsakt – begreb – mistet chance – omfattet – betingelser

(Art. 288 EF)

3.      Erstatningssøgsmål – ansvar uden for kontraktforhold – forældelsesfrist – begyndelsestidspunkt

(Statutten for Domstolen, art. 46)

4.      Den Europæiske Unions offentlige kontrakter – Unionens ansvar uden for kontraktforhold – forældelsesfrist – begyndelsestidspunkt

(Statutten for Domstolen, art. 46)

1.      Det er kun procesfristerne, der forlænges med en frist fastsat under hensyn til afstanden, og ikke forældelsesfristen, hvis udløb bevirker fortabelse af krav på erstatning uden for kontrakt, og som følgelig ikke forlænges med nogen frist fastsat under hensyn til afstanden. De bestemmelser om forældelse, der regulerer søgsmål om Unionens ansvar uden for kontrakt, er støttet på strengt objektive kriterier, da man ellers risikerer at tilsidesætte retssikkerhedsprincippet, der netop ligger til grund for disse bestemmelser.

Således er procesfristerne, såsom søgsmålsfristerne, og den femårige forældelsesfrist for krav mod Unionen om erstatning uden for kontraktforhold pr. definition forskellige. Søgsmålsfristerne er nemlig ufravigelige procesforudsætninger og ikke undergivet parternes eller retsinstansernes rådighed, da de har til formål at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed. Det tilkommer derfor Unionens retsinstanser, endog ex officio, at efterprøve, om søgsmålet faktisk er anlagt inden for de fastsatte frister. Derimod kan en ret ikke ex officio rejse spørgsmålet om forældelse af adgangen til erstatningssøgsmål uden for kontraktforhold.

Forældelsen afbrydes i øvrigt enten ved indgivelse af stævning til Unionens retsinstanser eller ved, at den skadelidte forud gør sit krav gældende over for vedkommende institution. I sidstnævnte tilfælde afbrydes forældelsen dog kun, såfremt kravet efterfølges af en stævning inden for fristen i henhold til artikel 230 EF eller 232 EF.

Under alle omstændigheder er der er ikke nogen forskel på beregningen af forældelsesfristen afhængigt af, om fristen afbrydes ved indgivelse af søgsmål eller ved forudgående fremsættelse af et krav. Ved anvendelse af frister fastsat under hensyn til afstanden indtræder forældelse derimod på forskellige tidspunkter afhængigt af, om skadelidte har valgt at henvende sig direkte til Unionens retsinstanser eller forinden til vedkommende institution. En sådan forskel, som ikke er omhandlet i statutten for Domstolen, bevirker, at forældelsesfristens udløb afhænger af en faktor, som ikke er objektiv, og at bilæggelse af tvister ved søgsmål favoriseres frem for mindelige løsninger.

(jf. præmis 46, 56 og 75-78)

2.      En række betingelser skal være opfyldt, for at Unionen kan drages til ansvar uden for kontraktforhold, nemlig at den adfærd, der foreholdes institutionerne, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagssammenhæng mellem den påståede adfærd og det påberåbte tab.

En af disse betingelser er ikke opfyldt, når der ikke kan fastslås nogen årsagsforbindelse mellem den ulovlige afvisning af en tilbudsgivers bud, der blev afgivet under den første udbudsprocedure, og det tab, denne hævder at have lidt som følge af den mistede chance for at få tildelt andre kontrakter, der er forbundet med den første kontrakt.

Under alle omstændigheder kan den mistede chance for at få tildelt følgekontrakten alene anses for et faktisk og sikkert tab, hvis det uden nogen tvivl kan fastslås, at den omhandlede virksomhed ville have fået tildelt den første kontrakt, såfremt Kommissionen ikke havde udvist den ulovlige adfærd. Inden for en ordning med offentlige udbud har den ordregivende myndighed imidlertid et vidt skøn med hensyn til beslutningen om at tildele en kontrakt.

(jf. præmis 47 og 83-87)

3.      Forældelsesfristen begynder at løbe, når alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og navnlig når det tab, der skal erstattes, er kendt. Særligt i tvister vedrørende individuelle foranstaltninger begynder forældelsesfristen at løbe, når disse foranstaltninger har haft virkning over for de personer, som den vedrører.

Det er uden betydning, om skadelidte har fået et præcist og indgående kendskab til de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for kravet, idet kendskab til de faktiske omstændigheder ikke er blandt de betingelser, der skal være opfyldt, for at forældelsesfristen begynder at løbe.

I modsat fald sammenblandes det processuelle kriterium for forældelsesfristens begyndelse med konstateringen af erstatningsbetingelsernes opfyldelse, som i sidste ende må foretages af den ret, der skal træffe den endelige afgørelse vedrørende tvistens realitet. Såfremt forældelsesfristen for søgsmål mod Unionen, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, forhindres i at begynde at løbe, så længe den person, der hævdes at have lidt skade, ikke selv har den opfattelse, at vedkommende har lidt skade, har det til følge, at tidspunktet for nævnte søgsmåls forældelse varierer alt efter den individuelle opfattelse, som hver berørt person måtte have vedrørende skadens faktiske forekomst, hvilket er i modstrid med det krav om retssikkerhed, der er påkrævet ved anvendelsen af forældelsesfrister.

(jf. præmis 48, 50, 62 og 64)

4.      Betingelsen om, at der skal være vished for, at der er lidt et tab, er opfyldt, såfremt tabet er umiddelbart forestående og kan påregnes med tilstrækkelig sikkerhed, også selv om det endnu ikke kan opgøres nøjagtigt, og forældelsesfristen kan først begynde at løbe på det tidspunkt, hvor det økonomiske tab faktisk er indtrådt. Det er uden betydning for, at forældelsesfristen begynder at løbe, at Unionens retsstridige adfærd er blevet fastslået ved en retsafgørelse.

Under en udbudsprocedure følger det tab, som en forbigået tilbudsgiver lider som følge af den manglende tildeling af kontrakten og den mistede chance for få denne tildelt, direkte og umiddelbart af beslutningen om at afvise hans bud uafhængigt af en fremtidig indgåelse af en særskilt kontrakt mellem fællesskabsinstitutionen og den valgte tilbudsgiver og af begrundelsen for denne afvisning.

Således er afvisningen af buddet den omstændighed, der ligger til grund for erstatningskrav i udbudssager, og som udløser de tab, som den forbigåede tilbudsgiver hævder at have lidt. Følgelig begynder forældelsesfristen at løbe den dag, hvor den forbigåede tilbudsgiver informeres personligt om afvisningen af hans bud. Den dag, hvor meddelelsen om ordretildelingen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, er i denne forbindelse uden betydning.

(jf. præmis 52, 61, 66, 68 og 70)