Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia nº 19 de Barcelona (Spanien) den 14. november 2023 – Encarna mod Elías

(Sag C-683/23, Encarna)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia nº 19 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Encarna

Sagsøgt: Elías

Præjudicielle spørgsmål

1.    Udgør rettens overdragelse af parternes samt børns og unges personoplysninger til forældreskabskoordinatoren og godkendelsen af adgangen til deres personoplysninger i tredjemænds registre (herunder sundhedsregistre), uden at dette er hjemlet ved lov eller administrative bestemmelser, en tilsidesættelse af artikel 6, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 1 af 27. april 2016?

2.    Såfremt retten kan overdrage parternes samt børns og unges personoplysninger, udgør rettens overdragelse af disse oplysninger til forældreskabskoordinatoren da en tilsidesættelse af artikel 16 TEUF og chartrets artikel 7 (respekt for privatliv og familieliv), 8 (beskyttelse af personoplysninger) og 52 (rækkevidde og fortolkning af rettigheder og principper)?

3.    Er overdragelsen af oplysninger til forældreskabskoordinatoren uden forudgående høring af barnet vedrørende dette spørgsmål og uden at tage hensyn til barnets tarv forenelig med artikel 6, stk. 4, i forordning (EU) 2016/679, sammenholdt med chartrets artikel 24?

4.    Udgør det forhold, at barnets oplysninger overdrages til forældreskabskoordinatoren med henblik på, at denne kan træffe beslutninger, som berører udøvelsen af patria potestad (forældremyndighed, rettigheder og pligter) og/eller forældremyndigheden og/eller samværsretten, i tilfælde, hvor der foreligger vold, en tilsidesættelse af Istanbulkonventionens artikel 48, stk. 1, som forbyder obligatorisk alternativ konfliktløsning eller domfældelse, sammenholdt med chartrets artikel 7 og 24?

5.    Såfremt retten kan overdrage parternes personoplysninger, og forældreskabskoordinatorens udgifter som følge af denne overdragelse nødvendigvis skal afholdes af parterne, idet de er blevet pålagt af retten, selv om parterne har ret til gratis retshjælp, udgør dette da en tilsidesættelse af chartrets artikel 47 (adgang til effektive retsmidler)?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016 L 119).