Language of document :

Sag anlagt den 6. januar 2006 - Frankin m.fl. mod Kommissionen

(Sag F-3/06)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Jacques Frankin (Sorée, Belgien) m.fl. (ved: avocats G. Bounéou og F. Frabetti)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgernes påstande

Annullation af den udtrykkelige afgørelse af 10. juni 2005, hvorved Kommissionen afviser at yde sagsøgerne bistand i henhold til vedtægtens artikel 24.

Kommissionen tilpligtes solidarisk at erstatte de tab, sagsøgerne har lidt som følge heraf.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne, som alle er tjenestemænd eller øvrige ansatte ved Kommissionen, havde anmodet om overførsel af de pensionsrettigheder, de havde optjent i Belgien, til Fællesskabernes ordning i henhold til bestemmelserne i en belgisk lov vedtaget i 1991. I 2003 vedtog Belgien en ny lov, som ifølge sagsøgerne fastsætter mere favorable vilkår for denne type nye overførsler. Eftersom sagsøgerne allerede havde overført deres rettigheder, kunne de imidlertid ikke benytte sig af bestemmelserne i lov 2003.

Sagsøgerne indgav derfor en ansøgning med henblik på at opnå den i vedtægtens artikel 24 fastsatte bistand. Kommissionen, som ikke havde til hensigt at bistå dens tjenestemænd og øvrige ansatte med at opnå nævnte overførsler, afslog deres ansøgning ved afgørelse af 10. juni 2005.

Sagsøgerne har med søgsmålet anfægtet denne afgørelse, som de betegner som en afvisning af at yde bistand i strid med vedtægtens artikel 24. Sagsøgerne har til støtte for deres påstande foruden sidstnævnte bestemmelse ligeledes anført, at der er sket tilsidesættelse af omsorgspligten, af princippet om forbud mod forskelsbehandling, af forbudet mod usaglig sagsbehandling, af begrundelsespligten, af beskyttelsen af den berettigede forventning og af reglen "patere legem quam ipse fecisti", samt at der foreligger magtmisbrug.

____________