DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
10. juli 2014 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2004/38/EF – artikel 16, stk. 2 – ret til tidsubegrænset ophold for tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger – ophør af ægtefællers samliv – umiddelbar bosættelse med andre partnere inden for en uafbrudt opholdsperiode på fem år – forordning (EØF) nr. 1612/68 – artikel 10, stk. 3 – betingelser – en medlemsstats tilsidesættelse af EU-retten – analyse af karakteren af den omhandlede tilsidesættelse – behovet for en præjudiciel afgørelse«
I sag C-244/13,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af High Court (Irland) ved afgørelse af 19. april 2013, indgået til Domstolen den 30. april 2013, i sagen:
Ewaen Fred Ogieriakhi
mod
Minister for Justice and Equality
Irland
Attorney General
An Post
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), og dommerne J.L. da Cruz Vilaça, G. Arestis, J.-C. Bonichot og A. Arabadjiev
generaladvokat: Y. Bot
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. marts 2014,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Ewaen Fred Ogieriakhi, selvmøder
– Minister for Justice and Equality Irland, Attorney General og An Post ved E. Creedon og B. Lydon, som befuldmægtigede, bistået af R. Barron, SC, E. Brennan, BL, og adviser R. Barrett
– den græske regering ved T. Papadopoulou, som befuldmægtiget
– den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget
– Europa-Kommissionen ved J. Enegren, C. Tufvesson og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 14. maj 2014,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører dels fortolkningen af artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT L 158, s. 77, og berigtigelse i EUT 2004 L 229, s. 35) og artikel 10, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT L 257, s. 2), dels fastlæggelsen af virkningerne af en national rets forelæggelse af en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende det materielle spørgsmål om ret til tidsubegrænset ophold for denne rets vurdering af, om den pågældende medlemsstat har foretaget en klar tilsidesættelse af EU-retten, i forbindelse med et erstatningssøgsmål, som er anlagt under henvisning til, at der er sket en tilsidesættelse af denne EU-ret.
2 Denne anmodning er fremsat inden for rammerne af en tvist mellem Ewaen Fred Ogieriakhi og Minister for Justice and Equality, Irland, Attorney General og An Post vedrørende et erstatningssøgsmål, som han har anlagt mod denne medlemsstat på grundlag af den retspraksis, der følger af dom Francovich m.fl. (C-6/90 og C-9/90, EU:C:1991:428), som følge af Irlands påståede manglende overholdelse af sine forpligtelser vedrørende gennemførelsen af direktiv 2004/38.
Retsforskrifter
EU-retten
Direktiv 2004/38
3 17. betragtning til direktiv 2004/38 lyder:
»Tidsubegrænset ophold for unionsborgere, der har valgt at slå sig varigt ned i værtsmedlemsstaten, styrker følelsen af unionsborgerskab og er en afgørende faktor med hensyn til at fremme den sociale samhørighed, der er et af Unionens grundlæggende mål. Alle unionsborgere og deres familiemedlemmer bør derfor sikres ret til tidsubegrænset ophold, når de har opholdt sig i værtsmedlemsstaten i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i dette direktiv, i en uafbrudt periode på fem år, og der ikke er truffet nogen udsendelsesforanstaltning.«
4 Under overskriften »Definitioner« bestemmer artikel 2 i direktiv 2004/38:
»I dette direktiv forstås ved:
1) »unionsborger«: enhver person, der er statsborger i en medlemsstat.
2) »familiemedlem«:
a) ægtefælle
[...]
3) »værtsmedlemsstat«: den medlemsstat, hvortil unionsborgeren rejser med henblik på at udøve retten til fri bevægelighed og ophold.«
5 Direktivets artikel 3 med overskriften »Berettigede personer« bestemmer i stk. 1:
»Dette direktiv finder anvendelse på enhver unionsborger, der rejser til eller tager ophold i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, samt familiemedlemmer som defineret i artikel 2, nr. 2), der ledsager unionsborgeren eller slutter sig til denne.«
6 Under overskriften »Retten til ophold i mere end tre måneder« bestemmer samme direktivs artikel 7, stk. 1 og 2:
»1. Enhver unionsborger har ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i mere end tre måneder, hvis den pågældende:
a) er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i værtsmedlemsstaten [...]
[...]
2. Retten til ophold, jf. stk. 1, omfatter også familiemedlemmer til en unionsborger, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, når disse ledsager eller slutter sig til unionsborgeren i værtsmedlemsstaten, og unionsborgeren opfylder betingelserne i stk. 1, litra a), b) eller c).«
7 Direktivets artikel 13, stk. 2, har følgende ordlyd:
»Skilsmisse, omstødelse af ægteskabet eller ophør af det registrerede partnerskab som omhandlet i artikel 2, nr. 2), litra b), betyder ikke, at familiemedlemmer til unionsborgere, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, mister deres ret til ophold, jf. dog andet afsnit:
a) hvis ægteskabet eller det registrerede partnerskab ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse eller omstødelse eller ophør af det registrerede partnerskab som omhandlet i artikel 2, nr. 2), litra b), har varet i mindst tre år, heraf mindst ét år i værtsmedlemsstaten
b) hvis forældremyndigheden til unionsborgerens børn er overdraget en ægtefælle eller en partner, der ikke er statsborger i en medlemsstat, efter aftale mellem ægtefællerne eller partnerne som omhandlet i artikel 2, nr. 2), litra b), eller ved en retsafgørelse
c) hvis der foreligger en særlig vanskelig situation, og ægtefællen eller partneren f.eks. har været udsat for vold i hjemmet, mens ægteskabet eller det registrerede partnerskab stadig bestod, eller
d) hvis den ægtefælle eller partner, der ikke er statsborger i en medlemsstat, efter aftale mellem ægtefællerne eller partnerne som omhandlet i artikel 2, nr. 2), litra b), eller ved en retsafgørelse er tilkendt ret til samvær med et mindreårigt barn, og retten har fundet, at samværet skal finde sted i medlemsstaten, så længe dette samvær skønnes at være nødvendigt.
Før de pågældende personer opnår ret til tidsubegrænset ophold, er deres ret til ophold fortsat betinget af, at de kan godtgøre, at de er arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, eller at de råder over tilstrækkelige midler til sig selv og deres familiemedlemmer, således at deres ophold ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, og at de har en sygeforsikring i værtsmedlemsstaten, der dækker alle risici, eller at de i værtsmedlemsstaten har status som familiemedlem til en person, der opfylder disse krav. »Tilstrækkelige midler« er defineret i artikel 8, stk. 4.
Sådanne familiemedlemmers ret til ophold bevares udelukkende på et personligt grundlag.«
8 I kapitel IV i direktiv 2004/38 med overskriften »Ret til tidsubegrænset ophold« fastsætter direktivets artikel 16 med overskriften »Generelle regler for unionsborgere og deres familiemedlemmer« følgende:
»1. Unionsborgere, der lovligt har haft ophold fem år i træk i værtsmedlemsstaten, har ret til tidsubegrænset ophold på dets område. Denne ret er ikke underlagt betingelserne i kapitel III.
2. Stk. 1 finder ligeledes anvendelse på familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, men som i fem år i træk lovligt har boet sammen med unionsborgeren.
3. Opholdets uafbrudte karakter berøres ikke af midlertidige fravær, der ikke tilsammen overstiger seks måneder om året, og heller ikke af fravær af længere varighed på grund af værnepligt, eller af ét fravær på højst tolv på hinanden følgende måneder af vægtige grunde som f.eks. graviditet og fødsel, alvorlig sygdom, studier eller erhvervsuddannelse eller udstationering på en anden medlemsstats område eller i et tredjeland.
4. Når der er opnået ret til tidsubegrænset ophold, mistes denne ret kun ved fravær fra værtsmedlemsstaten af en varighed på to på hinanden følgende år.«
9 Samme direktivs artikel 18 har følgende ordlyd:
»Når familiemedlemmer til unionsborgere som omhandlet i artikel 12, stk. 2, og artikel 13, stk. 2, opfylder de deri fastsatte betingelser, opnår de ret til tidsubegrænset ophold efter lovligt at have haft ophold i fem år i træk i værtsmedlemsstaten, jf. dog artikel 17.«
Forordning nr. 1612/68
10 Artikel 10 i forordning nr. 1612/68 bestemmer:
»1. Følgende personer har uanset nationalitet ret til at tage bopæl hos en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat og er beskæftiget på en anden medlemsstats område:
a) hans ægtefælle og deres efterkommere i lige linje, der er under 21 år eller forsørges af ham
b) arbejdstagerens og hans ægtefælles slægtninge i opstigende linje, når disse forsørges af ham.
2. Medlemsstaterne skal lette tilflytningen for familiemedlemmer, som ikke er nævnt i stk. 1, men som forsørges af eller i hjemlandet er optaget i den nævne arbejdstagers husstand.
3. Det er en forudsætning for anvendelsen af stk. 1 og stk. 2, at arbejdstageren for sin familie råder over en bolig, der svarer til de krav, der anses for normale for indenlandske arbejdstagere i det område, hvor han er beskæftiget; denne bestemmelse må ikke medføre forskelsbehandling mellem indenlandske arbejdstagere og arbejdstagere fra andre medlemsstater.«
Irsk ret
11 Med European Communities (Free Movement of Persons) Regulations 2006 (bekendtgørelse om De Europæiske Fællesskaber (fri bevægelighed for personer) af 2006, SI 2006, nr. 656, herefter »2006 Regulations«) gennemføres bestemmelserne i direktiv 2004/38 i irsk ret.
12 Med regulation 12 i 2006 Regulations sikres gennemførelsen af direktivets artikel 16 i national ret.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
13 Ewaen Fred Ogieriakhi, der er nigeriansk statsborger, ankom til Irland i maj 1998, hvor han ansøgte om politisk asyl. I maj 1999 indgik han ægteskab med en fransk statsborger, Laetitia Georges. Efter ægteskabets indgåelse trak han sin asylansøgning tilbage og fik en opholdstilladelse for perioden fra den 11. oktober 1999 til den 11. oktober 2000. Efter udløbet af denne periode ansøgte han om forlængelse af sin opholdstilladelse, hvilken blev imødekommet for perioden fra den 11. oktober 2000 til den 11. oktober 2004.
14 I perioden fra 1999 til 2001 boede Ewaen Fred Ogieriakhi og Laetitia Georges sammen til leje på forskellige adresser i Dublin (Irland).
15 Kort efter august 2001 forlod Laetitia Georges det fælles hjem for at flytte sammen med en anden mand. Ewaen Fred Ogieriakhi forlod efterfølgende ligeledes denne bolig for at flytte sammen med en irsk statsborger, Cathrine Madden, som han fik et barn sammen med, der blev født i december 2003. Det er ubestridt, at Laetitia Georges fra 2002 og fremefter ikke havde noget at gøre med at tilvejebringe eller stille bolig til rådighed for Ewaen Fred Ogieriakhi
16 I perioden mellem oktober 1999 og oktober 2004, bortset fra én måned, arbejdede Laetitia Georges eller modtog sociale sikringsydelser på betingelse af, at hun søgte arbejde. I december 2004 forlod Laetitia Georges irsk område og vendte definitivt tilbage til Frankrig.
17 I januar 2009 blev Laetitia Georges og Ewaen Fred Ogieriakhi skilt. I juli samme år indgik Ewaen Fred Ogieriakhi ægteskab med Cathrine Madden. I 2012 fik Ewaen Fred Ogieriakhi efterfølgende ved naturalisation irsk statsborgerskab.
18 I september 2004 ansøgte Ewaen Fred Ogieriakhi om fornyelse af sin opholdstilladelse. Denne ansøgning blev imidlertid afslået under henvisning til, at Ewaen Fred Ogieriakhi ikke kunne bevise, at Laetitia Georges på dette tidspunkt udøvede sine rettigheder i henhold til EU-traktaten ved at have beskæftigelse eller være bosiddende i denne medlemsstat, ligesom de beviser, som Minister for Justice and Equality var i besiddelse af, viste, at hun var rejst hjem til Paris (Frankrig) i løbet af december 2004 for at arbejde dér.
19 Efter udløbet af fristen for gennemførelse af direktiv 2004/38 indgav Ewaen Fred Ogieriakhi omtrent midt i 2007 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Irland under henvisning til, at han havde haft lovligt ophold fem år i træk, nemlig fra 1999-2004, som følge af hans ægteskab med Laetitia Georges i nævnte periode.
20 I september 2007 meddelte Minister for Justice and Equality afslag på denne ansøgning under henvisning til, at Ewaen Fred Ogieriakhi ikke havde ret til ophold i Irland i medfør af bestemmelserne i 2006 Regulations, fordi der ikke fandtes nogen beviser for, at hans ægtefælle endnu på dette tidspunkt udøvede sine rettigheder i henhold til traktaten.
21 I oktober 2007 blev Ewaen Fred Ogieriakhi opsagt fra sin stilling som postsorterer ved An post (det statslige postselskab) med den begrundelse, at han ikke havde ret til at opholde sig i Irland.
22 Ewaen Fred Ogieriakhi, der mente, at han havde erhvervet ret til tidsubegrænset ophold i denne medlemsstat, appellerede Minister for Justice and Equalitys afgørelse, men High Court forkastede appellen i januar 2008 med den begrundelse, at 2006 Regulations ikke fandt anvendelse på ophold forud for dens ikrafttræden.
23 Ewaen Fred Ogieriakhi appellerede ikke straks denne dom. Efter afsigelsen af dom Lassal (C-162/09, EU:C:2010:592), hvoraf fremgår, at et ophold forud for 2006 i princippet kan anses for at opfylde betingelsen om ophold i fem år i træk, anmodede han om en forlængelse af søgsmålsfristen, således at det var muligt for ham at indbringe sagen for Supreme Court. Ved afgørelse af 18. februar 2011 forkastede Supreme Court denne anmodning, idet den imidlertid bemærkede, at Minister for Justice and Equality havde accepteret at tage den tidligere afgørelse op til fornyet behandling, og oplyste, at Ewaen Fred Ogieriakhi kunne anlægge ethvert søgsmål, som han fandt hensigtsmæssigt, herunder på grundlag af EU-retten.
24 Efter den fornyede behandling af afgørelsen fra september 2007 udstedte Minister for Justice and Equality i november 2011 en opholdstilladelse til Ewaen Fred Ogieriakhi med den begrundelse, at han opfyldte de relevante betingelser i 2006 Regulations.
25 Under påberåbelse af den retspraksis, der følger af dom Francovich m.fl. (EU:C:1991:428), har Ewaen Fred Ogieriakhi således indgivet et erstatningssøgsmål ved High Court med påstand om erstatning for den skade, som han har lidt som følge af den påståede manglende korrekte gennemførelse af bestemmelserne i direktiv 2004/38 i irsk ret. Denne anmodning er særligt baseret på de tab, som Ewaen Fred Ogieriakhi har lidt som følge af, at hans arbejdskontrakt blev opsagt den 24. oktober 2007 med den begrundelse, at han ikke længere havde ret til at opholde sig i Irland.
26 Under behandlingen af denne sag fandt den forelæggende ret, at det søgsmål, som Ewaen Fred Ogieriakhi har anlagt på grundlag af den retspraksis, som følger af dom Francovich m.fl. (EU:C:1991:428), og som vedrørte en ukorrekt gennemførelse af EU-retten (og som ligeledes sigtede mod en ukorrekt anvendelse af nævnte ret), var betinget af, at Ewaen Fred Ogieriakhi godtgjorde, at han på den dato i løbet af oktober 2007, hvor han blev opsagt fra An Post, havde haft ret til ophold i fem år i træk (helt eller delvist, før eller efter 2006), og at denne opholdsret desuden fulgte af EU-retten.
27 På denne baggrund besluttede High Court at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Kan det antages, at en EU-borgers ægtefælle, der i den omhandlede periode ikke selv var statsborger i en medlemsstat, »i fem år i træk [har boet] lovligt […] sammen med unionsborgeren [i værtsmedlemsstaten]«, som omhandlet i artikel 16, stk. 2, i [direktiv 2004/38], i en situation, hvor parret i maj 1999 indgik ægteskab, hvor der i oktober 1999 blev meddelt opholdstilladelse, hvor parterne senest i begyndelsen af 2002 var blevet enige om at leve adskilt, og hvor begge ægtefæller i slutningen af 2002 havde indledt samliv med helt andre partnere?
2) Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, og idet det skal erindres, at en tredjelandsstatsborger, der gør gældende at have ret til tidsubegrænset ophold i henhold til artikel 16, stk. 2, [i direktiv 2004/38] på grundlag af fem års uafbrudt ophold før 2006, også skal godtgøre, at hans eller hendes ophold var i overensstemmelse med bl.a. kravene i artikel 10, stk. 3, i forordning […] nr. 1612/68, medfører den omstændighed, at EU-borgeren i løbet af den femårsperiode, som der henvises til, forlod den fælles bopæl, og at tredjelandsstatsborgeren derefter indledte et samliv med en anden person på en ny fælles bopæl, som den (tidligere) ægtefælle, der er EU-borger, ikke tilvejebragte eller stillede til rådighed, da, at [disse krav] ikke er opfyldt?
3) Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, og spørgsmål 2 besvares benægtende, er den omstændighed, at den nationale ret, der behandler et erstatningssøgsmål, som er anlagt under henvisning til, at der er sket en tilsidesættelse af EU-retten, har fundet det nødvendigt at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende det materielle spørgsmål om sagsøgerens ret til tidsubegrænset ophold, da i sig selv et forhold, som denne ret kan tage i betragtning ved bedømmelsen af, om der klart var tale om en tilsidesættelse af EU-retten, i forbindelse med, at den vurderer, om en medlemsstat har gennemført kravene i artikel 16, stk. 2, i [direktiv 2004/83] forkert eller på anden måde ikke har anvendt disse korrekt?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Om det første og det andet spørgsmål
28 Med de to første spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 16, stk. 2, i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, som i en sammenhængende periode på fem år før datoen for gennemførelsen af dette direktiv har opholdt sig i en medlemsstat som ægtefælle til en unionsborger, der arbejder i nævnte medlemsstat, skal anses for at have erhvervet ret til tidsubegrænset ophold som omhandlet i denne bestemmelse, selv om ægtefællerne i løbet af nævnte periode har besluttet at lade sig separere og har indledt samliv med andre partnere, idet den bolig, som nævnte statsborger bebor, ikke længere hverken tilvejebringes eller stilles til rådighed for sidstnævnte af dennes ægtefælle, som er unionsborger.
29 Indledningsvis bemærkes, at Domstolen har fastslået, at med henblik på erhvervelsen af retten til tidsubegrænset ophold i henhold til artikel 16 i direktiv 2004/38 skal opholdsperioder på fem år i træk, som var tilbagelagt før datoen for gennemførelsen af direktivet, dvs. den 30. april 2006, i overensstemmelse med de EU-retlige instrumenter før denne dato, tages i betragtning (dom Lassal, EU:C:2010:592, præmis 40).
30 I denne henseende bemærkes, at de i præmis 40 i dom Lassal (EU:C:2010:592) anvendte ord »EU-retlige instrumenter, som var gældende før« direktiv 2004/38, skal forstås således, at de henviser til de instrumenter, som dette direktiv har kodificeret, ændret og ophævet (dom Alarape og Tijani, C-529/11, EU:C:2013:290, præmis 47).
31 Domstolen har endvidere udtalt, at der med henblik på erhvervelse af ret til tidsubegrænset ophold som omhandlet i direktiv 2004/38 for en unionsborgers familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, alene tages hensyn til de ophold, som opfylder de i dette direktiv fastsatte betingelser (dom Alarape og Tijani, EU:C:2013:290, præmis 42).
32 Det følger heraf, at når perioden på fem års uafbrudt ophold er helt eller delvis tilbagelagt før fristen for gennemførelse af direktiv 2004/38, skal nævnte periode opfylde både betingelserne i nævnte direktiv og betingelserne i den EU-ret, der var gældende i den periode, hvor dette ophold blev tilbagelagt, for at man kan påberåbe sig retten til tidsubegrænset ophold i henhold til dette direktivs artikel 16, stk. 2.
33 Eftersom forordning nr. 1612/68 var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, skal det imidlertid i første omgang undersøges, om den uafbrudte periode på fem år, som Ewaen Fred Ogieriakhi har tilbagelagt, opfylder betingelserne i direktiv 2004/38, og derefter om nævnte periode ligeledes opfylder betingelserne i nævnte forordning.
34 I denne henseende bemærkes, at Domstolen i forbindelse med analysen af artikel 16, stk. 2, i direktiv 2004/38 har fastslået, at erhvervelsen af ret til tidsubegrænset ophold for en unionsborgers familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, under alle omstændigheder afhænger af dels, at denne borger selv opfylder de i dette direktivs artikel 16, stk. 1, fastsatte betingelser, dels at de nævnte medlemmer uafbrudt har boet sammen med denne i den pågældende periode (dom Alarape og Tijani, EU:C:2013:290, præmis 34).
35 Det er i hovedsagen ubestridt, at Laetitia Georges i hele den omhandlede periode opfyldte de i artikel 16, stk. 1, i direktiv 2004/38 fastsatte betingelser.
36 Eftersom artikel 16, stk. 2, i nævnte direktiv gør familiemedlemmer til en unionsborgers erhvervelse af retten til tidsubegrænset ophold betinget af, at de i fem år i træk har boet lovligt »sammen med« sidstnævnte, opstår spørgsmålet om, hvorvidt ægtefællernes separation i løbet af den omhandlede periode, som ikke kun skyldes, at de ikke længere bor sammen, men især, at de har opgivet det ægteskabelige samliv, forhindrer, at nævnte betingelse kan anses for opfyldt.
37 I denne henseende bemærkes, at Domstolen har udtalt, at de ægteskabelige bånd ikke kan anses for brudt, så længe ægteskabet ikke er blevet opløst ved en afgørelse fra den dertil kompetente myndighed, og at dette ikke er tilfældet, når ægtefællerne blot har ophævet samlivet, også selv om de har til hensigt senere at lade sig skille, således at ægtefællen ikke nødvendigvis til stadighed skal bo sammen med unionsborgeren for at have en afledt opholdsret (domme Diatta, 267/83, EU:C:1985:67, præmis 20 og 22, og Iida, C-40/11, EU:C:2012:691, præmis 58).
38 Den omstændighed, at ægtefællerne i perioden fra den 11. oktober 1999 til den 11. oktober 2004 ikke kun havde ophævet samlivet, men også var flyttet sammen med andre partnere, er således irrelevant for Ewaen Fred Ogieriakhis erhvervelse af en ret til tidsubegrænset ophold i henhold til artikel 16, stk. 2, i direktiv 2004/38.
39 Eftersom ægtefællerne forblev gift indtil januar 2009 i den medlemsstat, hvor Laetitia Georges udøvede sin ret til fri bevægelighed, kan Ewaen Fred Ogieriakhi således ikke anses for at have mistet sin status som en unionsborgers ægtefælle, der ledsager eller slutter sig til denne i værtsmedlemsstaten, og som således opfylder betingelserne i nævnte direktivs artikel 7, stk. 2.
40 Denne fortolkning er desuden i overensstemmelse med nødvendigheden af ikke at fortolke bestemmelserne i direktiv 2004/38 restriktivt og ikke at fratage dem deres effektive virkning. I denne henseende bemærkes, at hvis nævnte direktivs artikel 16, stk. 2, blev gjort til genstand for en ordlydsfortolkning, kunne tredjelandsstatsborgeren være sårbar over for sin ægtefælles ensidige beslutninger, hvilket ville stride mod nævnte direktivs ånd, hvor et af målene netop i henhold til 15. betragtning hertil er, at unionsborgerens familiemedlemmer, der opholder sig i værtsmedlemsstaten, bør sikres retsbeskyttelse med henblik på, at de i visse tilfælde og på visse betingelser bevarer deres opholdsret udelukkende på et personligt grundlag.
41 En fortolkning af artikel 16, stk. 2, i direktiv 2004/38, hvorefter forpligtelsen til at opholde sig sammen med unionsborgere med henblik på erhvervelsen af ret til tidsubegrænset ophold kun kan anses for opfyldt i det specifikke tilfælde, hvor den ægtefælle, der bor sammen med unionsborgeren i værtsmedlemsstaten, ikke har afbrudt ethvert ægteskabeligt samliv med sidstnævnte, forekommer imidlertid ikke at være i overensstemmelse med ovennævnte formål med dette direktiv og navnlig ikke i forhold til de opholdsrettigheder, som nævnte direktivs artikel 13 og 18 på visse betingelser tilkender tidligere ægtefæller i tilfælde af skilsmisse.
42 Som generaladvokaten har anført i punkt 87-90 i forslaget til afgørelse, kunne en sådan fortolkning føre til en ordning, der var mere fordelagtig for de omhandlede tredjelandsstatsborgere i tilfælde af skilsmisse end den, der finder anvendelse i tilfælde af separation, selv om nævnte statsborger i sidstnævnte tilfælde stadig bevarer et ægteskabeligt bånd og dermed fortsat er unionsborgerens familiemedlem i direktiv 2004/38’s forstand.
43 Hvad angår betingelserne i forordning nr. 1612/68 opstår bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt den betingelse, som en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, pålægges i nævnte forordnings artikel 10, stk. 3, om for sin familie at råde over en bolig, der svarer til de krav, der anses for normale for indenlandske arbejdstagere i det område, hvor han er beskæftiget, er opfyldt, når denne arbejdstager har forladt familiens bolig, og ægtefællen har bosat sig sammen med en anden partner i en ny bolig, som hverken er blevet tilvejebragt eller stillet til rådighed for denne ægtefælle af nævnte arbejdstager.
44 I denne henseende bemærkes, at Domstolen allerede har haft anledning til at præcisere rækkevidden af artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 1612/68 i lyset af det formål, som forfølges med nævnte forordning, nemlig at fremme arbejdstagernes frie bevægelighed.
45 I præmis 18 i dom Diatta (EU:C:1985:67) har Domstolen således fastslået, at det ifølge nævnte artikel, hvorefter den vandrende arbejdstagers familiemedlemmer har ret til at tage ophold hos sidstnævnte, ikke er nogen betingelse, at det pågældende familiemedlem til stadighed bor hos ham, men kun, at arbejdstageren med henblik på modtagelsen af sin familie råder over en bolig, der svarer til de krav, der anses for normale, hvorfor der ikke implicit kan stilles krav om, at familiens bolig til stadighed er en enhed.
46 Domstolen har desuden udtalt, at artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 1612/68 skal fortolkes således, at betingelsen om rådighed over en bolig, der anses for normal, kun kan gælde som betingelse for modtagelse af det enkelte familiemedlem hos arbejdstageren (dom Kommissionen mod Tyskland, 249/86, EU:C:1989:204, præmis 12), hvorfor overholdelsen af denne bestemmelse under alle omstændigheder kun bedømmes på det tidspunkt, hvor tredjelandsstatsborgeren indleder et samliv med ægtefællen, som er unionsborger, i værtsmedlemsstaten, i den foreliggende sag i løbet af 1999.
47 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de to første spørgsmål besvares med, at artikel 16, stk. 2, skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, som i en sammenhængende periode på fem år før datoen for gennemførelsen af dette direktiv har opholdt sig i en medlemsstat som ægtefælle til en unionsborger, der arbejder i nævnte medlemsstat, skal anses for at have erhvervet ret til tidsubegrænset ophold som omhandlet i denne bestemmelse, selv om ægtefællerne i løbet af nævnte periode har besluttet at lade sig separere og har indledt samliv med andre partnere, idet den bolig, som nævnte statsborger bebor, ikke længere hverken tilvejebringes eller stilles til rådighed for sidstnævnte af dennes ægtefælle, som er unionsborger.
Det tredje spørgsmål
48 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den omstændighed, at en national ret i forbindelse med et erstatningssøgsmål, som er anlagt med henvisning til, at der er sket en tilsidesættelse af EU-retten, har fundet det nødvendigt at forelægge et præjudicielt spørgsmål vedrørende den i hovedsagen omhandlede EU-ret, kan anses for at være en afgørende faktor med hensyn til at fastslå, om der klart var tale om, at medlemsstaten har tilsidesat EU-retten.
49 Indledningsvis bemærkes, at princippet om statens erstatningsansvar for tab, som er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af EU-retten, der må tilregnes staten, følger af selve traktatens system (domme Francovich m.fl., EU:C:1991:428, præmis 35, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 31, og British Telecommunications, C-392/93, EU:C:1996:131, præmis 38).
50 Det skal ligeledes bemærkes, at Domstolen desuden har fastslået, at EU-retten anerkender et krav om skadeserstatning, når tre betingelser er opfyldt, nemlig at den bestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at tilsidesættelsen er tilstrækkelig kvalificeret, og at der er en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, som påhviler staten, og de skadelidtes tab (dom Brasserie du pêcheur og Factortame, EU:C:1996:79, præmis 51).
51 Hvad angår den anden betingelse har Domstolen, efter at have bemærket, at det afgørende kriterium ved afgørelsen af, om en tilsidesættelse af EU-retten skal anses for tilstrækkeligt kvalificeret, er, om en medlemsstat har foretaget en åbenbar og alvorlig tilsidesættelse af grænserne for sin skønsbeføjelse, anført de kriterier, som de nationale retsinstanser, der alene er kompetente til at fastlægge de faktiske omstændigheder i hovedsagerne og til at tage stilling til, hvor kvalificerede de omhandlede overtrædelser af EU-retten er, kan tage i betragtning, f.eks. hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er (dom Brasserie du pêcheur og Factortame, EU:C:1996:79, præmis 55, 56 og 58).
52 Domstolen har dog gentagne gange fastslået, at de nationale retter i videst muligt omfang skal kunne forelægge sager for Domstolen, såfremt de finder, at en for dem verserende sag rejser spørgsmål, som kræver en fortolkning eller en bedømmelse af gyldigheden af EU-retten (dom Križan m.fl., C-416/10, EU:C:2013:8, præmis 64).
53 Som anført af generaladvokaten i punkt 62 i forslaget til afgørelse, kan alene den omstændighed, at der forelægges et præjudicielt spørgsmål, desuden ikke begrænse de beføjelser, som den ret, der træffer afgørelse om realiteten, har. Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt en tilsidesættelse af EU-retten skal anses for tilstrækkeligt kvalificeret, følger således ikke alene af selve udøvelsen af den mulighed, der er fastsat i henhold til artikel 267 TEUF, men også den fortolkning, som Domstolen har foretaget.
54 Det bemærkes således, at de nationale retsinstansers mulighed for forelæggelse for Domstolen, hvis de finder det nødvendigt for at få en fortolkning af en EU-retlig bestemmelse, selv om det rejste spørgsmål allerede er afklaret, utvivlsomt ville være begrænset, hvis udøvelsen af en sådan mulighed var afgørende for at fastslå, om der forelå en klar tilsidesættelse af EU-retten, med henblik på i givet fald at fastslå den pågældende medlemsstats ansvar for tilsidesættelse af EU-retten. En sådan virkning ville således sætte spørgsmålstegn ved den præjudicielles forelæggelsesprocedures system, formål og elementer.
55 Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at den omstændighed, at en national ret i forbindelse med et erstatningssøgsmål, som er anlagt under henvisning til, at der er sket en tilsidesættelse af EU-retten, har fundet det nødvendigt at forelægge et præjudicielt spørgsmål vedrørende den i hovedsagen omhandlede EU-ret, ikke kan anses for at være en afgørende faktor med hensyn til at fastslå, om der klart var tale om, at medlemsstaten har tilsidesat EU-retten.
Sagens omkostninger
56 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
1) Artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, som i en sammenhængende periode på fem år før datoen for gennemførelsen af dette direktiv har opholdt sig i en medlemsstat som ægtefælle til en unionsborger, der arbejder i nævnte medlemsstat, skal anses for at have erhvervet ret til tidsubegrænset ophold som omhandlet i denne bestemmelse, selv om ægtefællerne i løbet af nævnte periode har besluttet at lade sig separere og har indledt samliv med andre partnere, idet den bolig, som nævnte statsborger bebor, ikke længere hverken tilvejebringes eller stilles til rådighed for sidstnævnte af dennes ægtefælle, som er unionsborger.
2) Den omstændighed, at en national ret i forbindelse med et erstatningssøgsmål, som er anlagt under henvisning til, at der er sket en tilsidesættelse af EU-retten, har fundet det nødvendigt at forelægge et præjudicielt spørgsmål vedrørende den i hovedsagen omhandlede EU-ret, kan ikke anses for at være en afgørende faktor med hensyn til at fastslå, om der klart var tale om, at medlemsstaten har tilsidesat EU-retten.
Underskrifter