RETTENS DOM (Appelafdelingen)
14. november 2013
Sag T-455/11 P
Den Europæiske Politienhed (Europol)
mod
Andreas Kalmár
»Appel – personalesag – Europols ansatte – tidsbegrænset kontrakt – afskedigelse – begrundelsespligt – ret til forsvar – økonomisk godtgørelse«
Angående: Appel iværksat til prøvelse af EU-Personalerettens dom af 26. maj 2011, Kalmár mod Europol (sag F-83/09), med påstand om delvis ophævelse af denne dom.
Udfald: Appellen forkastes. Den Europæiske Politienhed (Europol) bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Andreas Kalmár har afholdt i appelsagen.
Sammendrag
1. Appel – anbringender – tilsidesættelse af forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita – Personalerettens ændring af de af sagsøgeren påberåbte anbringender – tilsidesættelse af retten til forsvar – anbringender ubegrundede
2. Tjenestemænd – Europols ansatte – afgørelse, som berører en ansats administrative situation – opsigelse før tid af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – grænser – domstolsprøvelse
[Vedtægten for Europols personale, art. 94, stk. 1, litra b)]
3. Tjenestemandssag – akt, der indeholder et klagepunkt – udtrykkelig afgørelse om afslag på klagen – retlig kvalifikation – relevans
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
4. Appel – anbringender – urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder – afvisning – Rettens efterprøvelse af bedømmelsen af de faktiske omstændigheder – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)
5. Appel – anbringender – ingen angivelse af den påberåbte retlige fejl – afvisning
[Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, første afsnit, litra c)]
6. Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – rækkevidden af begrundelsespligten
(Statutten for Domstolen, art. 36 og bilag I, art. 7, stk. 1)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 26-29)
2. Når administrationen besidder en vid skønsbeføjelse hvad angår en afgørelse om førtidig opsigelse af en tidsbegrænset kontrakt, må der lægges vægt på overholdelsen af de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Disse garantier omfatter bl.a. den kompetente administrations forpligtelse til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag.
(jf. præmis 33)
Henvisning til:
Retten: 8. september 2009, sag T-404/06 P, ETF mod Landgren, Sml. II, s. 2841, præmis 163 og den deri nævnte retspraksis
3. De påstande, der er nedlagt vedrørende afslag på en klage, har til virkning at indbringe den akt, som var genstand for klagen, til prøvelse for EU’s retsinstanser, og er som sådan uden selvstændigt indhold. For så vidt som en afgørelse om afslag på en klage har frembragt præciseringer vedrørende de klagepunkter, som endeligt blev lagt til grund i forhold til en tjenestemand, skal den konkrete fastlæggelse af de klagepunkter, der er fremsat angående denne, følge af de oprindelige afgørelser, sammenholdt med afslaget på klagen.
Spørgsmålet, hvorvidt afgørelsen om afslag på klagen udgør en bebyrdende retsakt, er kun relevant i det tilfælde, hvor søgsmålet rettet mod de oprindelige afgørelser afvises som for sent anlagt. I et sådant tilfælde kan kvalificeringen af afgørelsen om afslag på klagen medføre, at de omtvistede søgsmålsfrister genåbnes.
(jf. præmis 41 og 42)
Henvisning til:
Retten: 12. december 2002, forenede sager T-338/00 og T-376/00, Morello mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 301, og II, s. 1457, præmis 34 og 35; 10. juni 2004, sag T-258/01, Eveillard mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 167, og II, s. 747, præmis 31; 14. oktober 2004, sag T-389/02, Sandini mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 295, og II, s. 1339, præmis 49; 6. april 2006, sag T-309/03, Camós Grau mod Kommissionen, Sml. II, s. 1173, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis
4. Det er alene førsteinstansen, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, førsteinstansen har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Førsteinstansens vurdering af de faktiske omstændigheder er følgelig ikke et retsspørgsmål, som er undergivet Rettens prøvelsesret, medmindre de beviser, der er fremlagt for førsteinstansen, er gengivet forkert. En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne.
Personaleretten kan, uden at gengive de faktiske omstændigheder urigtigt, konkludere, at en institution ikke har foretaget en fuldstændig og indgående undersøgelse af de relevante og ikke ubetydelige faktiske forhold i forbindelse med en afgørelse om opsigelse, når institutionen detaljeret henviste til et negativt forhold vedrørende en tjenestemands tidligere adfærd og ikke gjorde det samme hvad angår de positive forhold i de personlige sagsakter.
(jf. præmis 64 og 66)
Henvisning til:
Retten: 8. september 2008, sag T-222/07, Kerstens mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 37, og II-B-1, s. 267, præmis 60-62 og den deri nævnte retspraksis
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 75)
Henvisning til:
Retten: ETF mod Landgren, præmis 140
6. Den pligt til at begrunde domme, der påhviler Personaleretten i medfør af artikel 36 i statutten for Domstolen og af artikel 7, stk. 1, i bilag I til nævnte vedtægt, pålægger denne ret at begrunde sine domme, således at disse gør det muligt for de berørte at få kendskab til begrundelsen for, at Personaleretten ikke har imødekommet deres argumenter, og gør det muligt for Retten at råde over de til udøvelsen af dens prøvelsesret nødvendige oplysninger.
(jf. præmis 76)
Henvisning til:
Domstolen: 16. juli 2009, sag C-440/07 P, Kommissionen mod Schneider Electric, Sml. I, s. 6413, præmis 135 og den deri nævnte retspraksis