Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 20. juli 2005 af Harald Mische mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-288/05)

(Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 20. juli 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Harald Mische, Bruxelles (Belgien), ved lawyers G. Vandersanden og L. Levi, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Den foretagne indplacering i ansættelsesmyndighedens afgørelse af 11. november 2004 om ansættelse af sagsøgeren, hvorved denne ved sin ansættelse som jurist i GD Konkurrence blev indplaceret i lønklasse A*6, 2. løntrin, annulleres, hvilket indebærer en genoprettelse af alle hans rettigheder, som følger af en lovlig og korrekt ansættelse, dvs. en lovlig og korrekt indplacering fra den 16. november 2004, hvilket er ensbetydende med en indplacering i minimum lønklasse A7/3 (som var gældende den 1. november 2003) eller det hertil svarende i henhold til artikel 1-11 i bilag XIII til vedtægten (A*8/3).

Sagsøgeren tilkendes erstatning, morarenter, erstatning for den skade, hans karriere har lidt, og anden godtgørelse i form af en lovlig og korrekt løn, navnlig anvendelsen af overgangsbestemmelsen i artikel 21 i bilag XIII til vedtægten, der trådte i kraft den 1. maj 2004, eller, som alternativ, en nedsættelse af bidragene til pensionsordningen i henhold til princippet om ligeløn. Disse rettigheder skal opgøres behørigt og skønnes på nuværende tidspunkt, foreløbigt og ex aequo et bono, til minimum 10 000 EUR pr. år.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren deltog i udvælgelsesprøve PE/96/A, offentliggjort den 23. maj 2002. Han bestod prøven og blev optaget på reservelisten den 27. maj 2004. I løbet af denne periode var sagsøgeren begyndt at arbejde for Kommissionen, først som midlertidig ansat i lønklasse A7 og siden som hjælpeansat i lønklasse B. Som følge af udvælgelsesprøven blev sagsøgeren ansat ved Europa-Parlamentet den 16. november 2004 og overført til Kommissionen. Sagsøgeren blev da indplaceret i lønklasse A*6.

Sagsøgeren har anført, at han ønsker samme behandling som de tjenestemænd, der er blevet ansat mellem juni 2003 og udgangen af april 2004. Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 12 i bilag XIII til den ændrede vedtægt for tjenestemænd er ulovlig. Ifølge sagsøgeren tilsidesætter artikel 12 princippet om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling, artikel 31 i den ændrede vedtægt, artikel 5 i den ændrede vedtægt sammenholdt med princippet om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling, princippet om overensstemmelse mellem stilling og lønklasse, artikel 7, stk. 1, i vedtægten og bilag IA til vedtægten, og endelig retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft samt princippet om sagsøgerens velerhvervede rettigheder og om beskyttelsen af hans berettigede forventning. Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne 1 tilsidesætter artikel 10 i vedtægten.

Sagsøgeren har ligeledes påberåbt sig en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, princippet om omhu, gennemsigtighedsprincippet, princippet om god tro, princippet om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling.

____________

1 - EUT L 124, s. 1.