Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 25. juli 2005 af Mohammad Reza Fardoom og Michael Ashbrook mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-291/05)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 25. juli 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Mohammad Reza Fardoom, Roodt-sur-Syre (Luxembourg), og Michael Ashbrook, Strassen (Luxembourg), ved avocats Gilles Bounéou og Frédéric Frabetti, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

Annullation af afgørelserne truffet den 4. november 2004 af chefen for kontoret for Den sociale dialog, hvorved der blev givet afslag på de af sagsøgerne den 9. september 2004 indgivne ordrer om tjenesterejse med henblik på deltagelse i mødet den 13. september 2004 med en kommissær.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgerne var som repræsentanter for en fagforening blevet indkaldt til et møde den 13. september 2004 med en kommissær. Med henblik på deltagelse i dette møde havde sagsøgerne på forhånd indgivet en ansøgning om tildeling af en ordre om tjenesterejse. Ansøgningen blev først påtegnet af den overordnede enogfyrre dage senere. Som følge af denne forsinkelse afviste den anvisningsberettigede ordrerne om tjenesterejse.

Sagsøgerne har nedlagt påstand om annullation af sidstnævnte afgørelse. Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at der sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 24a, af fagforeningsfriheden, af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling, samt at sagsbehandlingen har været usaglig. Sagsøgerne har i denne forbindelse anført, at de har indgivet deres ansøgninger rettidigt og at de ikke bør gøres ansvarlige for den omstændighed, at de er blevet påtegnet for sent. Sagsøgerne har endvidere anført, at der ikke var søgt om dækning af udgifter i forbindelse med de ansøgte tjenesterejser, og at der som følge heraf ikke er spørgsmål om efterfølgende at belaste institutionens budget.

Sagsøgerne har ligeledes anført, at der er sket tilsidesættelse af begrundelsespligten samt af Kommissionens omsorgspligt.

____________