Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 26. juli 2005 af Maurizio Caldarone mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-293/05)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 26. juli 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Maurizio Caldarone, Bruxelles, ved avocats Stéphane Rodrigues og Alice Jaume.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 12. april 2005 med svar på sagsøgerens klage, samt annullation af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. januar 2003 til den 21. august 2003.

Retten oplyser Kommissionen om de konsekvenser, der følger af denne annullation, herunder navnlig annullation af karriereudviklingsrapporten 2003 for den efterfølgende periode fra den 15. september 2003 til den 31. december 2003, der er udfærdiget på grundlag af den anfægtede karriereudviklingsrapport.

Det fastslås, at Det Europæiske Fællesskab er ifaldet ansvar uden for kontraktforhold som følge af den anfægtede afgørelse.

Sagsøgeren tildeles en godtgørelse på 3 000 EUR for de lidte tab, bl.a. for den lidte ikke-økonomiske skade.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren, som er tjenestemand ved Kommissionen, har med dette søgsmål anfægtet sin partielle karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. januar 2003 til den 21. august 2003, idet han bl.a. har anført, at der er uoverensstemmelse mellem bedømmerens og medbedømmerens bedømmelser, samt at der er anlagt åbenbare fejlskøn. Sagsøgeren har ligeledes anført, at der er sket tilsidesættelse af begrundelsespligten, af hans ret til kontradiktion og af principperne om god forvaltningsskik og om beskyttelse af den berettigede forventning.

____________