RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)
19. december 2013
Sag T-634/11 P
Mario Paulo da Silva Tenreiro
mod
Europa-Kommissionen
»Appel – personalesag – tjenestemænd – ansættelse – meddelelse om ledig stilling – udnævnelse i stillingen som direktør for afdeling E »Retlige Anliggender« i Generaldirektoratet »Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed« i Kommissionen – afslag på sagsøgerens ansøgning – udnævnelse af en anden ansøger – åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 29. september 2011, da Silva Tenreiro mod Kommissionen (sag F-72/10), med påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: Appellen forkastes. Mario Paulo da Silva Tenreiro bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger i denne sag.
Sammendrag
Appel – anbringender – anbringender og argumenter, som blot gentager det for Personaleretten påberåbte – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder – afvisning – Rettens kontrol med bevisbedømmelsen – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt – bevisbyrde og bevisførelse
[Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, første afsnit, litra c)]
Det følger af artikel 257 TEUF, af artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen og af artikel 138, stk. 1, første afsnit, litra c), i Rettens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom eller kendelse, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Personaleretten, herunder dem, som var baseret på faktiske omstændigheder, som Personaleretten udtrykkeligt havde forkastet. En sådan appel har nemlig i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Personaleretten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Rettens kompetence.
Appel til Retten er begrænset til retsspørgsmål. Det er alene førsteinstansen, der er kompetent til at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder, medmindre de for denne fremlagte elementer er gengivet urigtigt, idet det præciseres, at en sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne, endog uden fremlæggelse af nye beviser.
Rettens prøvelsesret med hensyn til Personalerettens faktiske konstateringer omfatter således spørgsmålet, om det fremgår af sagens akter, at disse konstateringer er indholdsmæssigt urigtige, om beviserne er gengivet forkert, den retlige kvalifikation af beviserne, samt om reglerne om bevisbyrde og bevisførelse er overholdt.
For at overbevise en domstol om rigtigheden af et anbringende, eller i det mindste foranledige, at en domstol eftersøger bevisligheder, er det ikke tilstrækkeligt at påberåbe sig visse faktiske omstændigheder til støtte for sin påstand; det er desuden nødvendigt at fremlægge tilstrækkeligt præcise, objektive og samstemmende indicier til støtte for deres rigtighed eller sandsynlighed. Under disse omstændigheder må Rettens deltagelse i bevisoptagelsen til sagsøgernes fordel begrænses til undtagelsestilfælde, hvor sagsøgerne for at underbygge deres argumentation bl.a. har behov for visse elementer, som sagsøgte råder over, men som sagsøgerne vanskeligt kan opnå, eller når modparten direkte afviser dette.
Bortset fra førnævnte ekstraordinære tilfælde tilkommer det således alene førsteinstansen at afgøre, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, den forelægges til afgørelse. Spørgsmålet om, hvilken beviskraft dokumenterne i sagen har, henhører under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun førsteinstansen kan foretage, og som ikke er undergivet Rettens prøvelsesret under appelsagen, medmindre de beviser, der er forelagt førsteinstansretten er gengivet forkert, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at sidstnævntes konstateringer er materielt urigtige.
(jf. præmis 35, 36, 52 og 85-87)
Henvisning til:
Domstolen: 16. september 1997, sag C-59/96 P, Koelman mod Kommissionen, Sml. I, s. 4809, præmis 31; 8. januar 2002, sag C-248/99 P, Frankrig mod Monsanto og Kommissionen, Sml. I, s. 1, præmis 68; 19. marts 2004, sag C-196/03 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 2683, præmis 40 og 41 og den deri nævnte retspraksis; 28. juni 2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 426
Retten: 25. september 2002, forenede sager T-201/00 og T-384/00, Ajour m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 167, og II, s. 885, præmis 75; 12. marts 2008, sag T-107/07 P, Rossi Ferreras mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 5, og II-B-1, s. 31, præmis 38 og 39 og den deri nævnte retspraksis; 19. marts 2010, sag T-338/07 P, Bianchi mod ETF, præmis 59; 4. april 2011, sag T-239/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 62; 7. december 2011, sag T-274/11 P, Mioni mod Kommissionen, præmis 18; 6. september 2012, sag T-519/11 P, Gozi mod Kommissionen, præmis 21; 16. maj 2013, sag T-281/11 P, Canga Fano mod Rådet, præmis 75