RETTENS KENDELSE (Sjette Afdeling)
20. marts 2014 (*)
»Erstatningssøgsmål – Europa-Parlamentets medlemmer – prøvelse af mandat – afgørelse truffet af Europa-Parlamentet, hvorefter et mandat som parlamentsmedlem erklæres ugyldigt – annullation af Parlamentets afgørelse ved Domstolens dom – åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«
I sag T-43/13,
Beniamino Donnici, Castrolibero (Italien), ved advokaterne V. Vallefuoco og J.-M. Van Gyseghem,
sagsøger,
mod
Europa-Parlamentet ved N. Lorenz og S. Seyr, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om erstatning for den skade, sagsøgeren har lidt som følge af vedtagelsen af Europa-Parlamentets afgørelse af 24. maj 2007 om prøvelse af hans mandat, som efterfølgende blev annulleret ved Domstolens dom af 30. april 2009 i sagen Italien og Donnici mod Parlamentet (forenede sager C-393/07 og C-9/08, Sml. I, s. 3679),
har
RETTEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen (refererende dommer), og dommerne F. Dehousse og A. Collins,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Tvistens baggrund
1 Ved valget til Europa-Parlamentet, som blev afholdt den 12. og 13. juni 2004, stillede sagsøgeren, Beniamino Donnici, op som kandidat på fælleslisten Società Civile – Di Pietro Occhetto. Denne liste opnåede to pladser, en i valgkredsen for Syditalien og en i valgkredsen for det nordvestlige Italien. Antonio Di Pietro, som fik flest stemmer i begge valgkredse, valgte valgkredsen for Syditalien.
2 Achille Occhetto opnåede på baggrund af antallet af stemmer i begge valgkredse en andenplads på listen over valgresultatet, idet han lå over sagsøgeren i valgkredsen for Syditalien og Giulietto Chiesa i valgkredsen for det nordvestlige Italien. Eftersom Antonio Di Pietro valgte pladsen i valgkredsen for Syditalien, skulle Achille Occhetto erklæres for valgt i valgkredsen for det nordvestlige Italien. Achille Occhetto, som på daværende tidspunkt bestred et mandat i det italienske senat, gav imidlertid ved skriftlig erklæring af 6. juli 2004, modtaget hos Ufficio elettorale nazionale per il Parlamento europeo presso la Corte di cassazione (det nationale valgkontor for Europa-Parlamentet ved Italiens Corte di cassazione, herefter »det italienske valgkontor«), den følgende dag, afkald på sit mandat til Europa-Parlamentet for så vidt angik begge valgkredse.
3 Efter dette afkald erklærede det italienske valgkontor den 18. juli 2004 Giulietto Chiesa for valgt i valgkredsen for det nordvestlige Italien og Antonio Di Pietro for valgt i valgkredsen for Syditalien og bekendtgjorde den 12. november 2004 sagsøgerens navn som den første på listen over suppleanter for Antonio Di Pietro i valgkredsen for Syditalien, mens Achille Occhetto, som havde givet afkald på sit mandat, ikke var opført på denne liste.
4 I forbindelse med parlamentsvalget i Italien den 9. og 10. april 2006 blev Antonio Di Pietro valgt til det italienske parlament og valgte at indtage sit nationale mandat med virkning fra den 28. april 2006. Da dette hverv er uforeneligt med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet, jf. artikel 7, stk. 2, i akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, knyttet til Rådets afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom af 20. september 1976 (EFT L 278, s. 1), som ændret og omnummereret ved Rådets afgørelse 2002/772/EF, Euratom af 25. juni 2002 og af 23. september 2002 (EFT L 283, s. 1), fastslog Europa-Parlamentet, at det pågældende mandat var blevet ledigt.
5 Ved erklæring af 27. april 2006 til det italienske valgkontor tilbagekaldte Achille Occhetto – som havde stillet op til det nationale valg, men som ikke var blevet genvalgt – sit afkald af 6. juli 2004, idet han anmodede om at overtage den plads, som var blevet ledig som følge af Antonio Di Pietros valg til det nationale parlament.
6 Herefter bekendtgjorde det italienske valgkontor den 8. maj 2006 valget af Achille Occhetto som medlem af Europa-Parlamentet og meddelte samme dag Europa-Parlamentet hans navn som suppleant for Antonio Di Pietro.
7 Ved dom af 21. juli 2006 forkastede Tribunale amministrativo regionale del Lazio (den regionale forvaltningsdomstol i Lazio i Italien) det annullationssøgsmål, som sagsøgeren havde anlagt til prøvelse af denne kundgørelse, som grundløs.
8 Sagsøgeren anfægtede endvidere for Parlamentet Achille Occhettos udnævnelse som medlem af Europa-Parlamentet i stedet for Antonio Di Pietro. Europa-Parlamentets Retsudvalg undersøgte denne indsigelse på et møde den 21. juni 2006. Efter at have fastslået, at indsigelsen i henhold til artikel 12 i akten af 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, knyttet til afgørelse 76/787, som ændret og omnummereret, ikke kunne antages til behandling, idet den var baseret på legge 18, Elezione dei membri del Parlamento europeo spettanti all’Italia af 24. januar 1979 (lov nr. 18 om valg af de italienske medlemmer til Europa-Parlamentet, GURI nr. 29 af 30.1.1979, s. 947), anbefalede et enigt Retsudvalg Parlamentet at erklære Achille Occhettos mandat for gyldigt. Den 3. juli 2006 godkendte Europa-Parlamentet Achille Occhettos mandat.
9 Ved dom af 6. december 2006 gav Consiglio di Stato (det italienske statsråd) sagsøgeren medhold i dennes appel af dommen afsagt af Tribunale amministrativo regionale del Lazio, idet det annullerede den udnævnelse af Achille Occhetto til medlem af Europa-Parlamentet, som det italienske valgkontor havde foretaget den 8. maj 2006.
10 Consiglio di Statos dom blev retskraftig efter dom af 26. marts 2007 afsagt af Corte suprema di cassazione (den italienske kassationsdomstol), hvorved den af Achille Occhetto anlagte sag blev afvist på grund af en formel mangel.
11 Den 29. marts 2007 tog det italienske valgkontor ovennævnte dom fra Consiglio di Stato til efterretning og udnævnte sagsøgeren som medlem af Europa-Parlamentet som repræsentant for valgkredsen for Syditalien, hvorved Achille Occhettos mandat blev tilbagekaldt. Denne udnævnelse blev meddelt Europa-Parlamentet, som tog den til efterretning i protokollen for plenarmødet den 23. april 2007, hvorefter sagsøgeren havde mandat til Europa-Parlamentet, men alene midlertidigt og under forbehold for Parlamentets efterfølgende afgørelse om mandatets prøvelse.
12 I mellemtiden havde Achille Occhetto ved skrivelse af 5. april 2007 rejst indsigelse og anmodet Parlamentet om at bekræfte hans mandat samt om ikke at erklære sagsøgerens mandat for gyldigt. Som følge af denne indsigelse underkastede Europa-Parlamentet sagsøgerens mandat en undersøgelse ved Parlamentets retsudvalg.
13 Ved Europa-Parlamentets afgørelse af 24. maj 2007 om prøvelse af sagsøgerens mandat (herefter »den anfægtede afgørelse«) blev sagsøgerens mandat erklæret ugyldigt og Achille Occhettos mandat bekræftet.
14 Den anfægtede afgørelse blev meddelt sagsøgeren den 29. maj 2007.
15 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. juni 2007 har sagsøgeren anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse.
16 Sagsøgeren indgav ligeledes en begæring om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse. Retten efterkom ved kendelse af 15. november 2007 denne begæring, Donnici mod Europa-Parlamentet (sag T-215/07 R, Sml. II, s. 4673), og udsatte gennemførelsen af den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren havde således på ny mandat til Europa-Parlamentet.
17 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 9. august 2007 har Den Italienske Republik anlagt sag, der er registreret under sagsnummer C-393/07, med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse.
18 Ved kendelse af 13. december 2007, Donnici mod Parlamentet (sag T-215/07, Sml. II, s. 5239), erklærede Retten sig inkompetent i sag T-215/07 til fordel for Domstolen, således at Domstolen kunne træffe afgørelse om annullationspåstanden. Sagen blev registreret i Domstolens register under sagsnummer C-9/08.
19 Ved dom af 30. april 2009, Italien og Donnici mod Parlamentet (forenede sager C-393/07 og C-9/08, Sml. I, s. 3679), annullerede Domstolen den anfægtede afgørelse.
20 Ved skrivelse af 6. juli 2010 anmodede sagsøgeren Europa-Parlamentet om erstatning for den skade, han havde lidt som følge af vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
21 Europa-Parlamentets generalsekretær besvarede henvendelsen ved skrivelse af 1. oktober 2010 og afslog sagsøgerens anmodning om erstatning.
22 Ved skrivelse af 22. juni 2011 besvarede sagsøgeren skrivelsen af 1. oktober 2010 fra Europa-Parlamentets generalsekretær, hvorved han gentog sin anmodning om erstatning og formelt opfordrede Parlamentet til at fremsætte bemærkninger. Europa-Parlamentet besvarede ikke sagsøgerens henvendelse.
Retsforhandlinger og parternes påstande
23 Sagsøgeren har anlagt denne sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. januar 2013.
24 Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. april 2013 har Europa-Parlamentet fremsat en formalitetsindsigelse i medfør af artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement. Sagsøgeren har indleveret sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen den 10. juni 2013.
25 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Europa-Parlamentet tilpligtes at betale 1 720 470 EUR eller et mindre beløb, som Retten finder passende.
– Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
26 Europa-Parlamentet har nedlagt følgende påstande vedrørende formalitetsindsigelsen:
– Sagen afvises.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
27 Sagsøgeren har i sit indlæg vedrørende formalitetsindsigelsen nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen forkastes, og om, at han gives medhold i sine påstande.
Retlige bemærkninger
Parternes argumenter
28 Europa-Parlamentet har anført, at sagen er blevet anlagt efter udløbet af den frist på fem år, der er fastsat i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
29 Sagsøgeren har i det væsentlige bestridt, at erstatningssagen er anlagt efter udløbet af forældelsesfristen på fem år. Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at der afsiges udeblivelsesdom, og at han gives medhold i sine påstande, idet Europa-Parlamentet ifølge sagsøgeren fremsatte sin formalitetsindsigelse efter udløbet af den frist på to måneder, inden for hvilken sagsøgte skal indgive svarskrift, og som finder anvendelse på fremsættelsen af en formalitetsindsigelse.
30 Sagsøgeren har til støtte for sin påstand om erstatning fremsat fire anbringender. Det første anbringende vedrører den omstændighed, at han ikke modtog det vederlag for perioden fra den 29. marts til den 15. november 2007, som han burde have modtaget, samt for samme periode ikke modtog de forskellige tillæg og faste godtgørelser af udgifter, der er forbundet med stillingen som parlamentsmedlem. Det andet anbringende vedrører den omstændighed, at han fortabte muligheden for at blive genvalgt for en ny periode. Det tredje anbringende vedrører den omstændighed, at den anfægtede afgørelse indebar, at han blev frataget muligheden for at udøve sine politiske rettigheder som medlem af Europa-Parlamentet i næsten en femtedel af sin mandatperiode. Det fjerde anbringende vedrører den omstændighed, at han mistede pensionsrettigheder, som han ville have oppebåret som medlem af det nævnte Parlament, som følge af, at han ikke havde mulighed for at varetage sit mandat.
Rettens bemærkninger
31 I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, såfremt en part ønsker det, tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Det fremgår af samme artikels stk. 3, at hvis Retten tager begæringen til følge, forhandles der mundtligt, medmindre Retten bestemmer andet.
32 I henhold til Rettens procesreglements artikel 111 kan Retten, når det er åbenbart, at den ikke har kompetence til at behandle en sag, at sagen må afvises, eller at den er åbenbart ugrundet, træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling.
33 I den foreliggende sag finder Retten, at de oplysninger, der fremgår af sagen, er tilstrækkelige, og at det er ufornødent at indlede den mundtlige forhandling.
Om den for sene indgivelse af formalitetsindsigelsen
34 Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at Retten bør afsige udeblivelsesdom og give ham medhold i hans påstande, idet Europa-Parlamentet ifølge sagsøgeren indgav formalitetsindsigelsen efter udløbet af den frist på to måneder, der er fastsat i procesreglementets artikel 46, stk. 1, for indgivelsen af svarskrift, og som også finder anvendelse på formalitetsindsigelser.
35 I det foreliggende tilfælde blev stævningen indleveret til Rettens Justitskontor den 29. januar 2013, den blev fremsendt til Europa-Parlamentet den 18. februar 2013 og modtaget hos Europa-Parlamentet den 19. februar 2013 (jf. bilag B1 til formalitetsindsigelsen).
36 Europa-Parlamentet fremsatte en formalitetsindsigelse den 25. april 2013.
37 Det er korrekt, at fristen for at indgive svarskrift er på to måneder.
38 Det er den frist, som en sagsøgt institution indrømmes med henblik på at besvare en stævning ved enten i et svarskrift at fremsætte bemærkninger vedrørende sagens realitet eller at påstå sagen afvist ved at fremsætte en indsigelse i denne henseende i henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1.
39 Fristen for at fremsætte en formalitetsindsigelse skal derfor også anses for at være to måneder.
40 Det bemærkes imidlertid, at det fremgår af procesreglements artikel 102, stk. 2, at »procesfristerne forlænges under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på ti dage«.
41 Det er endvidere allerede blevet fastslået, at fristen i procesreglementets artikel 46, stk. 1, for indlevering af svarskrift først begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor sagsøgte har modtaget stævningen (Rettens kendelse af 14.12.1992, sag T-47/92, Lenz mod Kommissionen, Sml. II, s. 2523, præmis 34).
42 Det må heraf udledes, at denne praksis også finder anvendelse på fristen for at fremsætte en formalitetsindsigelse.
43 I det foreliggende tilfælde udløb fristen derfor den 29. april 2013.
44 Da Europa-Parlamentets formalitetsindsigelse blev fremsat den 25. april 2013, blev den således ikke fremsat for sent.
45 Følgelig må sagsøgerens påstand om, at Retten skal afsige udeblivelsesdom, forkastes.
Om forældelse
46 I henhold til artikel 46 i statutten for Domstolen forældes krav mod Den Europæiske Union, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt.
47 Forældelsesfristen er således blevet fastsat under hensyntagen til den tid, der er nødvendig for, at den part, der hævder at have lidt skade, kan indsamle de oplysninger, der er relevante med henblik på et eventuelt søgsmål, og for at kontrollere de faktiske omstændigheder, der kan påberåbes til støtte for dette søgsmål (jf. Domstolens dom af 8.11.2012, sag C-469/11 P, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
48 Ifølge fast retspraksis begynder denne frist at løbe, når alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og navnlig når det tab, der skal erstattes, er kendt (jf. dommen i sagen Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt i præmis 47 ovenfor, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
49 Artikel 46 i statutten for Domstolen skal ganske vist fortolkes således, at forældelsen ikke kan gøres gældende over for skadelidte, der først på et senere tidspunkt har fået kendskab til det forhold, der er årsag til skaden, og derfor ikke inden forældelsesfristens udløb har haft rimelig tid til at indgive sin stævning til Domstolen eller gøre sit krav gældende (jf. dommen i sagen Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt i præmis 47 ovenfor, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
50 De betingelser, som det af artikel 340, stk. 2, TEUF omfattede erstatningsansvar er underlagt, og dermed de bestemmelser om forældelse, der regulerer søgsmål herom, kan imidlertid kun være støttet på strengt objektive kriterier (jf. dommen i sagen Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt i præmis 47 ovenfor, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
51 Således angives et præcist og indgående kendskab til de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for kravet, ikke blandt de betingelser, der skal være opfyldt, for at forældelsesfristen begynder at løbe. Tilsvarende kan skadelidtes subjektive bedømmelse af, hvorvidt der faktisk foreligger en skade, ikke tages i betragtning ved afgørelsen af tidspunktet for, hvornår forældelsesfristen for krav, der støttes på Unionens ansvar uden for kontraktforhold, begynder at løbe (jf. dommen i sagen Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt i præmis 47 ovenfor, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
52 I tvister vedrørende individuelle foranstaltninger begynder forældelsesfristen at løbe, når beslutningen har haft virkning over for de personer, som den vedrører (jf. dommen i sagen Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt i præmis 47 ovenfor, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
53 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren støttet sin erstatningspåstand på den anfægtede afgørelse, hvorved Europa-Parlamentet erklærede sagsøgerens mandat ugyldigt og bekræftede Achille Occhettos mandat.
54 Europa-Parlamentets afgørelse udgør således den omstændighed, der er årsag til en skade, og som kan give anledning til erstatningsansvar uden for kontrakt for Unionen, hvilket sagsøgeren i øvrigt også har anført i punkt i 40 i stævningen.
55 Skadevirkningen af den anfægtede afgørelse opstod således i forhold til sagsøgeren på det tidspunkt, hvor Europa-Parlamentet gav sagsøgeren meddelelse om den anfægtede afgørelse.
56 Det har i denne sammenhæng ingen betydning, at den anfægtede afgørelse blev annulleret ved dommen i sagen Donnici mod Parlamentet, nævnt i præmis 19 ovenfor. Det følger nemlig af fast retspraksis, at der er uden betydning, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe, at Unionens retsstridige adfærd er blevet fastslået ved en retsafgørelse (jf. dommen i sagen Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt i præmis 47 ovenfor, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis). Det argument, som sagsøgeren har baseret på Domstolens dom af 27. januar 1982, Birra Wührer m.fl. mod Rådet og Kommissionen (forenede sager 256/80, 257/80, 265/80, 267/80 og 5/81, Sml. s. 85), og dommen i sagen De Franceschi mod Rådet og Kommissionen (sag 51/81, Sml. s. 117) samt Rettens dom af 27. september 2007, Pelle og Konrad mod Rådet og Kommissionen (forenede sager T-8/95 og T-9/95, Sml. II, s. 4117), hvorefter forældelsen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor Domstolen erklærer en retsakt ulovlig, hviler på en fejlagtig læsning af de nævnte domme og kan derfor ikke tages til følge.
57 Det er korrekt, at det fremgår af artikel 46 i statutten for Domstolen, at forældelsesfristen kan afbrydes ved at indgive stævning til den kompetente institution. I dette tilfælde indtræder afbrydelse af forældelsen imidlertid kun, såfremt der indgives en stævning inden for den frist, der er fastsat med henvisning til artikel 263 TEUF og 265 TEUF.
58 I det foreliggende tilfælde er sagsøgerens skrivelser af 6. juli 2010 og af 22. juni 2011 til Europa-Parlamentet ikke blevet efterfulgt af et søgsmål inden for fristen i henhold til artikel 263 TEUF eller artikel 265 TEUF. De nævnte skrivelser har derfor ingen indvirkning på den femårige forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen.
59 Det bemærkes imidlertid, at det følger af fast retspraksis, at et tab betragtes som vedvarende, når dets størrelse stiger i forhold til det forløbne antal dage (Domstolens dom af 28.2.2013, sag C-460/09 P, Inalca og Cremonini mod Kommissionen, præmis 80).
60 I tilfælde af et vedvarende tab finder forældelsesfristen på fem år i henhold til artikel 46 i statutten for Domstolen anvendelse på den periode, der ligger mere end fem år forud for tidspunktet for afbrydelsen af forældelsen, uden at påvirke de rettigheder, der er stiftet under senere perioder (Rettens kendelse af 14.12.2005, sag T-369/03, Arizona Chemical m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5839, præmis 116, og af 10.4.2008, sag T-336/06, 2K-Teint m.fl. mod Kommissionen og ECB, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 106).
61 De forskellige skader, som sagsøgeren har påstået erstattet, skal derfor undersøges.
62 Sagsøgeren har, for det første, nedlagt påstand om betaling af 90 000 EUR (12 000 EUR x 7,5 måneder) i erstatning for det vederlag, som han ikke modtog for perioden fra den 29. marts til den 15. november 2007.
63 Sagsøgeren har vedrørende den samme periode fra den 29. marts til den 15. november 2007 endvidere nedlagt påstand om erstatning som følge af fortabte muligheder af følgende beløb, som han mener skal godtgøres med en koefficient på 90%: 45 000 EUR i fast godtgørelse for flyrejser (1 500 EUR x 4 uger x 7,5 måneder), 2 000 EUR i fast godtgørelse for deltagelse i kongresser og rundbordssamtaler (3 800 EUR pr. år), 43 500 EUR i dagpenge (290 EUR x 5 arbejdsdage x 4 uger x 7,5 måneder), 112 500 EUR i godtgørelse for manglende assistance fra parlamentariske assistenter (15 000 EUR x 7,5 måneder) og 30 000 i fast godtgørelse til dækning af generelle udgifter, dvs. i alt 234 300 EUR, der multipliceret med 90% fører til et samlet beløb på 210 870 EUR.
64 Den påståede skade var ifølge sagsøgeren endelig den 15. november 2007.
65 Forældelsesfristen udløb derfor den 15. november 2012, uden at den blev afbrudt med vedtagelsen af en retsakt, idet stævningen nemlig først blev indleveret den 29. januar 2013.
66 Søgsmålet er således forældet for så vidt angår den første skade.
67 Sagsøgerens argument om, at skaden den 15. november 2007 alene var forventelig, men ikke sikker, og at skaden først kunne anses for sikker efter afsigelsen af dommen i sagen Italien og Donnici mod Parlamentet, hvorved den appellerede dom blev annulleret, kan i denne henseende ikke tages til følge.
68 Den skade, som bestod i, at sagsøgeren ikke modtog vederlag og forskellige tillæg og fast godtgørelse af udgifter, der var forbundet med udøvelsen af den nævnte stilling i perioden fra den 29. marts til den 15. november 2007, var fuldt ud konkretiseret og dermed sikker den 15. november 2007.
69 Konstateringen af, at den anfægtede afgørelse var ulovlig, er under alle omstændigheder uden betydning for, at forældelsesfristen begyndte at løbe (jf. præmis 56 ovenfor).
70 Det bemærkes endelig for fuldstændighedens skyld, at sagsøgeren udøvede sit mandat – eller havde mulighed for at udøve det – fra den 23. april 2007 (den dato, hvor Europa-Parlamentet tog udnævnelsen af sagsøgeren til parlamentsmedlem til efterretning i protokollen for plenarmødet) til den 24. maj 2007 (den dato, hvor Europa-Parlamentet erklærede sagsøgerens mandat ugyldigt).
71 Sagsøgeren har, for det andet, nedlagt påstand om betaling af en erstatning på 200 000 EUR, idet han som følge af den anfægtede afgørelse blev frataget muligheden for at udøve sine politiske rettigheder som medlem af Europa-Parlamentet i næsten en femtedel af sin mandatperiode.
72 Det må igen fastslås, at den skade, som sagsøgeren påstår at have lidt, under alle omstændigheder ifølge sagsøgerens egne skriftlige indlæg var fuldt ud konkretiseret den 15. november 2007.
73 Søgsmålet er således ligeledes forældet for så vidt angår den anden skade.
74 Endelig har sagsøgeren, for det tredje, anført, at den omstændighed, at han i syv og en halv måned ikke havde mulighed for at udøve sit mandat, indebar, at han ikke erhvervede pensionsrettigheder for hele sin mandatperiode.
75 Sagsøgeren har derfor nedlagt påstand om betaling af 831 600 EUR, svarende til det samlede beløb, som han ville have oppebåret, hvis han havde erhvervet pensionsrettigheder i de fem år, han udøvede sit mandat. Beløbet er fastsat efter ret og billighed for en periode på 15 år.
76 Det bemærkes, at sagsøgerens påståede skade – dvs. den omstændighed, at han ikke erhvervede pensionsrettigheder i perioden fra marts til november 2007 – ifølge sagsøgerens skriftlige indlæg var fuldt ud konkretiseret den 15. november 2007.
77 Søgsmålet er således ligeledes forældet for så vidt angår den tredje skade.
78 Det bemærkes endvidere dels, at sagsøgeren, eftersom han kun var suppleant og ikke selv udøvede sit mandat i perioden fra den 12. og 13. juni 2004 til den 29. marts 2007, ikke med føje kan hævde, at han blev frataget muligheden for at erhverve pensionsrettigheder i denne periode, hvor han ikke var medlem af Europa-Parlamentet. Dels bemærkes, at sagsøgeren udøvede sit mandat i perioden fra den 15. november 2007 til den 6. juni 2009, hvor valgperioden udløb, og derfor erhvervede pensionsrettigheder i denne periode.
79 Det må derfor fastslås, at det erstatningssøgsmål, som sagsøgeren har anlagt mod Europa-Parlamentet, var forældet på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt for så vidt angår de tre ovenfor nævnte skader.
Om fortabelsen af en mulighed for at blive genvalgt for yderligere fem år
80 Sagsøgeren har nedlagt påstand om betaling af en erstatning på 388 000 EUR for fortabelsen af muligheden for at blive genvalgt for yderligere fem år, idet han nærmere bestemt blev forhindret i at udøve sit mandat i syv og en halv måned og efterfølgende var involveret i en retssag, der varede i mere end to år. Sagsøgeren har anført, at han derved var udelukket fra at deltage i det politiske liv i næsten en femtedel af sin mandatperiode, hvilket forhindrede ham i at udvikle sit netværk på samme måde, som han havde kunnet, hvis hans politiske aktiviteter ikke var begrænsede. Sagsøgeren er af den opfattelse, at skaden er en følge af, at han ikke modtog det vederlag, som han ville have haft ret til, såfremt han var blevet valgt, samt mistede de muligheder, som mandatet ville have betydet for hans politiske karriere, idet disse muligheder har en særlig økonomisk værdi, når henses til de andre prestigefulde institutionelle stillinger, som han kunne være blevet tilbudt.
81 Det bemærkes i denne henseende, at det følger af fast retspraksis, at det er en forudsætning for Unionens ansvar uden for kontraktforhold og gennemførelsen af kravet om erstatning for det lidte tab i henhold til artikel 288, stk. 2, EF, at en række betingelser skal være opfyldt med hensyn til den retsstridige adfærd, der foreholdes institutionerne, det eventuelle tab samt årsagssammenhængen mellem denne adfærd og det påberåbte tab (jf. Domstolens dom af 18.3.2010, sag C-419/08 P, Trubowest Handel og Makarov mod Rådet, Sml. I, s. 2259, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
82 Da alle disse tre betingelser for ansvar i henhold til artikel 288, stk. 2, EF skal være opfyldt, er det tilstrækkeligt til at forkaste erstatningssøgsmålet, at en af dem ikke er det (jf. dom af 9.9.1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 5251, præmis 14).
83 Endvidere er der ingen forpligtelse til at undersøge betingelserne for en institutions ansvar i en bestemt rækkefølge (jf. i den retning dommen i sagen Lucaccioni mod Kommissionen, nævnt i præmis 82 ovenfor, præmis 13).
84 De retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, og som artikel 288, stk. 2, EF henviser til, kan ikke påberåbes til støtte for en forpligtelse påhvilende Unionen til at genoprette enhver, nok så fjern, skadelig følge af dens organers adfærd. Betingelsen om årsagsforbindelse vedrører nemlig tilstedeværelsen af en tilstrækkeligt direkte forbindelse mellem institutionernes adfærd og tabet (jf. i denne retning dommen i sagen Trubowest Handel og Makarov mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 81 ovenfor, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
85 Sagsøgeren har imidlertid i det foreliggende tilfælde alene hævdet, at han ikke blev genvalgt på grund af, at han blev forhindret i at udøve sit mandat i perioden fra den 29. marts til den 15. november 2007, og at denne skade blev konkretiseret den dag, hvor han ikke blev genvalgt. Sagsøgeren har imidlertid ikke på nogen måde bevist, at der var en tilstrækkelig direkte forbindelse mellem disse to begivenheder.
86 Det bemærkes endvidere, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han stillede op som kandidat til valget til Europa-Parlamentet, og at han var optaget på en valgliste i den sammenhæng.
87 Det må derfor fastslås, at søgsmålet er åbenbart ugrundet.
88 Sammenfattende må det fastslås, at Kommissionen må frifindes i det hele.
Sagens omkostninger
89 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Europa-Parlamentets påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Sjette Afdeling):
1) Europa-Parlamentet frifindes.
2) Beniamino Donnici betaler sagens omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 20. marts 2014.
E. Coulon | | S. Frimodt Nielsen |
Justitssekretær | | Afdelingsformand |