Sag T-43/13

Beniamino Donnici

mod

Europa-Parlamentet

»Erstatningssøgsmål – Europa-Parlamentets medlemmer – prøvelse af mandat – afgørelse truffet af Europa-Parlamentet, hvorefter et mandat som parlamentsmedlem erklæres ugyldigt – annullation af Parlamentets afgørelse ved Domstolens dom – åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Sammendrag – Rettens kendelse (Sjette Afdeling) af 20. marts 2014

1.      Retslig procedure – formalitetsindsigelse – frist for indgivelse – begyndelsestidspunkt – sagsøgtes modtagelse af stævningen

(Rettens procesreglement, art. 46, stk. 1, og art. 114, stk. 1)

2.      Erstatningssøgsmål – forældelsesfrist – begyndelsestidspunkt – ansvar for en individuel retsakt – datoen for indtræden af retsaktens skadelige virkninger for den pågældende person – hensyntagen til den subjektive bedømmelse af, hvorvidt der faktisk foreligger en skade – afvisning

(Art. 340, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 46)

3.      Erstatningssøgsmål – forældelsesfrist – begyndelsestidspunkt – vedvarende tab – tidspunkt, der skal tages i betragtning

(Art. 340, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 46)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – tab – årsagsforbindelse – den ene betingelse ikke opfyldt – erstatningssøgsmålet forkastet i det hele

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

1.      Fristen for at indgive svarskrift er på to måneder. Det er den frist, som sagsøgte indrømmes med henblik på at besvare en stævning ved enten i et svarskrift at fremsætte bemærkninger vedrørende sagens realitet eller at påstå sagen afvist ved at fremsætte en indsigelse i denne henseende i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement. Fristen for at fremsætte en formalitetsindsigelse skal derfor også anses for at være to måneder.

Endvidere begynder fristen i artikel 46, stk. 1, i Rettens procesreglement for indlevering af svarskrift først at løbe fra det tidspunkt, hvor sagsøgte har modtaget stævningen. Det må heraf udledes, at denne løsning også finder anvendelse på fristen for at fremsætte en formalitetsindsigelse.

(jf. præmis 37-39, 41 og 42)

2.      I henhold til artikel 46 i statutten for Domstolen forældes krav mod Den Europæiske Union, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt. Denne frist begynder at løbe, når de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og navnlig når det tab, der skal erstattes, er kendt. De betingelser, som det af artikel 340, stk. 2, TEUF omfattede erstatningsansvar er underlagt, og dermed de bestemmelser om forældelse, der regulerer søgsmål herom, kan imidlertid kun være støttet på strengt objektive kriterier. Således angives et præcist og indgående kendskab til de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for kravet, ikke blandt de betingelser, der skal være opfyldt, for at forældelsesfristen begynder at løbe. Tilsvarende kan skadelidtes subjektive bedømmelse af, hvorvidt der faktisk foreligger en skade, ikke tages i betragtning ved afgørelsen af tidspunktet for, hvornår forældelsesfristen for krav, der støttes på Unionens ansvar uden for kontraktforhold, begynder at løbe.

I tvister vedrørende individuelle foranstaltninger begynder forældelsesfristen at løbe, når beslutningen har haft virkning over for de personer, som den vedrører. Det er i denne sammenhæng uden betydning for, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe, at Unionens retsstridige adfærd er blevet fastslået ved en retsafgørelse.

(jf. præmis 46, 48, 50-52 og 56)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 59 og 60)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 81-87)