Language of document :

Sag anlagt den 2. juli 2008 - Global Digital Disc mod Kommissionen

(Sag T-259/08)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Global Digital Disc GmbH & Co. KG (Ottendorf-Okrilla, Tyskland) (ved Rechtsanwalt D. Ehle)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale en erstatning til sagsøgeren på 8 025 495,25 EUR med tillæg af renter på 8% fra den 1. januar 2008.

Det fastslås, at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber endvidere skal betale erstatning til sagsøgeren for det tab, selskabet har lidt fra den 1. januar 2008, og som det stadig lider, med tillæg af renter.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen skal betale erstatning for den skade, selskabet har lidt, idet Kommissionen ikke har fastsat en midlertidig og endelig antidumpingtold på importen af compactdiske til indspilning ("CD-R") med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Hongkong og Malaysia, og idet den har afsluttet antidumpingproceduren vedrørende denne import ved afgørelse af 3. november 2006 1.

Sagsøgeren er et selskab, der er etableret i Tyskland, og som fremstiller CD-R og DVD-R.

Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort gældende, at Kommissionens administrative og retlige handlinger under, før og efter afslutningen af antidumpingproceduren vedrørende importen af CD-R med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Hongkong og Malaysia, i flere henseender og tilstrækkeligt kvalificeret har tilsidesat de bestemmelser, som primært finder anvendelse på området for antidumping, og som indeholder rettigheder for sagsøgeren. Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionens tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelser af retsregler, har medført et væsentligt tab for selskabet. Det har endelig gjort gældende, at der foreligger en direkte årsagsforbindelse mellem de kvalificerede tilsidesættelser af rettigheder og det tab, der allerede er lidt, og som vil blive lidt.

____________

1 - Kommissionens afgørelse af 3.11.2006 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af compactdiske til indspilning (CD-R) med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Hongkong og Malaysia (EUT L 305, s. 15).