Foreløbig udgave
RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
17. april 2024 (*)
»Sortsbeskyttelse – meddelelse af EF-sortsbeskyttelse for kartoffelsorten Melrose – manglende betaling inden for betalingsfristen af det årlige gebyr – annullation af beskyttelsen – anmodning om restitutio in integrum – betingelser for Sortsmyndighedens tilstillelse af afgørelser og meddelelser«
I sag T-2/23,
Romagnoli Fratelli SpA, Bologna (Italien), ved advokaterne E. Truffo og A. Iurato,
sagsøger,
mod
EF-Sortsmyndigheden (CPVO) ved M. García-Moncó Fuente og Á. Martínez López, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Tredje Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, F. Schalin, og dommerne I. Nõmm (refererende dommer) og G. Steinfatt,
justitssekretær: V. Di Bucci,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,
afsagt følgende
Dom
1 Sagsøgeren, Romagnoli Fratelli SpA, har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af EF-Sortsmyndighedens (CPVO, herefter »Sortsmyndigheden«) afgørelse af 7. november 2022 (herefter »den anfægtede afgørelse«).
Sagens baggrund
2 Sagsøgeren har den 10. december 2009 indgivet en ansøgning om sortsbeskyttelse til Sortsmyndigheden i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse (EFT 1994, L 227, s. 1). Denne ansøgning blev registreret under sagsnr. 2009/2240.
3 Plantesorten, for hvilken ansøgningen om EF-sortsbeskyttelse blev indgivet, er kartoffelsorten Melrose tilhørende arten Solanum tuberosum L.
4 Sortsmyndigheden traf den 20. februar 2012 afgørelse om at tildele den omhandlede plantesort beskyttelse.
5 Sortsmyndigheden udstedte og sendte den 27. oktober 2021 en debetnota vedrørende det årlige gebyr for den omhandlede EF-sortsbeskyttelse til sagsøgeren via Sortsmyndighedens selvbetjeningsportal kaldet »MyPVR«.
6 Da denne debetnota ikke blev betalt inden for den fastsatte frist, blev der via selvbetjeningsportalen MyPVR i overensstemmelse med artikel 83, stk. 2, i forordning nr. 2100/94 sendt en betalingspåmindelse til sagsøgeren den 10. januar 2022. I forbindelse med denne påmindelse opfordrede Sortsmyndigheden sagsøgeren til at betale det skyldige årlige gebyr inden for en måned for at undgå annullation af den omhandlede EF-sortsbeskyttelse i overensstemmelse med forordningens artikel 21, stk. 2, litra c).
7 Da sagsøgeren ikke havde downloadet dokumenterne vedrørende det årlige gebyr fra selvbetjeningsportalen MyPVR, sendte Sortsmyndigheden den 16. februar 2022 sagsøgeren endnu en påmindelse pr. e-mail uden dog at forlænge betalingsfristen.
8 Da det årlige gebyr ikke var blevet betalt inden for den fastsatte frist, annullerede Sortsmyndigheden den omhandlede EF-sortsbeskyttelse den 21. marts 2022. Afgørelsen vedrørende denne annullation blev meddelt sagsøgeren den 22. marts 2022.
9 Den 6. maj 2022 indgav sagsøgeren en anmodning om restitutio in integrum i henhold til artikel 80 i forordning nr. 2100/94 for så vidt angik fristen for betaling af ovennævnte årlige gebyr.
10 Den 6. maj 2022 betalte sagsøgeren det hidtil ubetalte årlige gebyr.
11 Ved den anfægtede afgørelse imødekom Sortsmyndigheden ikke sagsøgerens anmodning om restitutio in integrum. Ansøgningen blev afslået med den begrundelse, at den for det første ikke opfyldte betingelserne i artikel 80, stk. 2, i forordning nr. 2100/94, og at ansøgeren for det andet ikke havde godtgjort, at den havde stået over for uforudsigelige omstændigheder, og at den havde udvist al den omhu, der kræves, for at betingelserne i forordningens artikel 80, stk. 1, er opfyldt.
Parternes påstande
12 Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Sortsmyndigheden tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
13 Sortsmyndigheden har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Formaliteten
14 Sortsmyndigheden har nedlagt påstand om, at søgsmålet i sin helhed bør afvises, idet der ikke findes noget retligt grundlag for søgsmålet hverken i forordning (EF) nr. 2100/94 eller i Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2009 af 17. september 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 for så vidt angår sagsbehandlingen ved EF-Sortsmyndigheden (EUT 2009, L 251, s. 3). Henset til, at disse forordninger ikke indeholder noget retsgrundlag, har sagsøgeren desuden ligeledes bestridt, at artikel 263, stk. 4, TEUF finder anvendelse.
15 Sagsøgeren har bestridt Sortsmyndighedens argumenter.
16 Ifølge artikel 263, stk. 4, TEUF kan enhver fysisk eller juridisk person anlægge sag til prøvelse af retsakter, der retter sig til ham, eller som berører ham umiddelbart og individuelt, samt til prøvelse af regelfastsættende retsakter, der berører ham umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.
17 Artikel 263, stk. 5, TEUF bestemmer, at retsakter om oprettelse af EU-organer, ‑kontorer og ‑agenturer kan fastsætte særlige betingelser og vilkår for fysiske eller juridiske personers indbringelse af klager med henblik på prøvelse af retsakter vedtaget af disse organer, kontorer og agenturer, som skal have retsvirkning for dem.
18 Ifølge fast retspraksis kan der anlægges annullationssøgsmål til prøvelse af enhver bestemmelse eller foranstaltning, der er vedtaget af EU’s institutioner, organer, kontorer eller agenturer – uanset form – og som tilsigter at have retligt bindende virkninger, der kan berøre en fysisk eller juridisk persons interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (jf. dom af 31.1.2019, International Management Group mod Kommissionen, C-183/17 P og C-184/17 P, EU:C:2019:78, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
19 Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgeren for det første er adressat for den anfægtede afgørelse, og for det andet har Sortsmyndigheden i den nævnte afgørelse utvetydigt tilkendegivet sin endelige holdning til den omhandlede anmodning om restitutio in integrum samt de obligatoriske retsvirkninger, der påvirker sagsøgerens interesser.
20 Sortsmyndigheden har imidlertid gjort gældende, at artikel 263, stk. 5, TEUF legitimerer dens mulighed for at træffe afgørelse om anmodninger om restitutio in integrum uden mulighed for at indbringe en klage for Sortsmyndighedens appelkammer eller for Retten, eftersom en sådan klage hverken er fastsat i forordning nr. 2100/94 eller i forordning nr. 874/2009, som udgør »særlige betingelser og vilkår« som omhandlet i nævnte artikels stk. 5. Den har derfor anført, at den anfægtede afgørelse ikke kan gøres til genstand for et søgsmål ved Retten i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.
21 I denne henseende bemærkes, at det følger af artikel 2 TEU, at Unionen bl.a. bygger på værdierne ligestilling og retsstaten. Selve eksistensen af en effektiv domstolsprøvelse, som skal sikre overholdelsen af de EU-retlige bestemmelser, er imidlertid uløseligt forbundet med eksistensen af en retsstat (jf. dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).
22 Artikel 19 TEU, som udmønter det i artikel 2 TEU fastsatte retsstatsprincip, betror de nationale domstole og Den Europæiske Unions Domstol opgaven med at garantere, at EU-retten anvendes fuldt ud i alle medlemsstaterne, og at garantere en effektiv domstolsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten, idet Domstolen har enekompetence for så vidt angår den endelige fortolkning af den nævnte ret (jf. dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
23 Det fremgår desuden af artikel 256, stk. 1, første punktum, TEUF, at Retten har kompetence til som første instans at træffe afgørelse i de sager, der er omhandlet i artikel 263 TEUF, 265 TEUF, 268 TEUF, 270 TEUF og 272 TEUF, bortset fra sager, der henvises til en specialret oprettet i medfør af artikel 257 TEUF, og sager, der i henhold til statutten for Den Europæiske Unions Domstol er forbeholdt Domstolen.
24 Unionens retsorden udgøres således af et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af Unionens institutioners, organers, kontorers eller agenturers retsakter (jf. dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).
25 Det følger heraf, at selv om de »særlige betingelser og vilkår« i artikel 263, stk. 5, TEUF ganske vist gør det muligt for Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer at fastsætte interne betingelser og vilkår, der ligger forud for en retssag, og som bl.a. regulerer funktionen i en mekanisme med egenovervågning eller afviklingen af en procedure for mindelige løsninger, kan disse betingelser og vilkår ikke fortolkes således, at de tillader en EU-institution at unddrage tvister, som indebærer en fortolkning eller anvendelse af EU-retten, fra såvel medlemsstaternes retsinstansers kompetence som Unionens retsinstansers kompetence (jf. dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
26 Det følger i øvrigt af artikel 81, stk. 1, i forordning nr. 2100/94, at Sortsmyndigheden anvender de principper, der på dette område er anerkendt i medlemsstaterne, i det omfang forordningen eller bestemmelser vedtaget i henhold dertil ikke indeholder bestemmelser om sagsbehandlingen.
27 Det skal i denne henseende bemærkes, at artikel 263, stk. 4, TEUF – som fastsætter muligheden for at anlægge et søgsmål mod Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer – netop omsættes til et sådant »[princip], der på dette område er almindelig anerkendt i medlemsstaterne« som fastsat i artikel 81, stk. 1, i forordning nr. 2100/94. Selv om forordning nr. 2100/94 ikke udtrykkeligt giver ret til klageadgang til Sortsmyndighedens appelkammer eller direkte til Retten over afgørelser truffet af Sortsmyndigheden efter en anmodning om restitutio in integrum indgivet i henhold til artikel 80 i forordning nr. 2100/94, er der ikke desto mindre ret til at klage i henhold til forordningens artikel 81, stk. 1, og artikel 263, stk. 4, TEUF.
28 Det må konstateres, at tildelingen af en enekompetence til Sortsmyndigheden til at fortolke og anvende forordning nr. 2100/94 og navnlig forordningens artikel 80 under alle omstændigheder er i strid med den retspraksis, som anført i præmis 21-25 ovenfor (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 64).
29 I lyset af det ovenstående skal Sortsmyndighedens formalitetsindsigelse forkastes.
Realiteten
30 Søgsmålet er i det væsentlige støttet på to anbringender, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 2100/94 og det andet tilsidesættelse af artikel 65 i forordning nr. 874/2009.
Formaliteten vedrørende de for første gang for Retten fremlagte beviser
31 Det bemærkes, at det fremgår af Sortsmyndighedens sagsakter, at bilag 1, 8-12, 14-16 og 23-25, der er vedlagt stævningen, ikke blev fremlagt af sagsøgeren under den administrative procedure ved Sortsmyndigheden.
32 I denne forbindelse bemærkes, at lovligheden af en EU-retsakt skal vurderes i forhold til de oplysninger, som institutionen råder over på tidspunktet for vedtagelsen. Ingen kan således gøre omstændigheder gældende ved en sag for Unionens retsinstanser, som ikke er blevet fremført under den administrative procedure (jf. dom 8.3.2023, Novasol mod ECHA, T-70/22, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:106, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
33 For så vidt som de bilag, der er nævnt i præmis 31 ovenfor, blev fremlagt for første gang for Retten, kan disse ikke tages i betragtning i forbindelse med legalitetskontrollen af den anfægtede afgørelse og skal derfor afvises.
Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 2100/94
34 Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgeren i det væsentlige fremsat to klagepunkter, hvoraf det første vedrører force majeure eller uforudsigelige omstændigheder forårsaget af covid-19-pandemien, der begrunder den manglende overholdelse af den af Sortsmyndigheden fastsatte frist for betaling af det årlige gebyr, og det andet vedrører Sortsmyndighedens fejlagtige fortolkning af de beviser, som sagsøgeren har fremlagt.
35 Sortsmyndigheden har anfægtet sagsøgerens argumenter.
36 I henhold til artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 2100/94 genindsættes en ansøger om eller indehaver af EF-sortsbeskyttelse eller enhver anden part i en sag ved Sortsmyndigheden, der trods iagttagelse af den efter omstændighederne fornødne omhu er blevet forhindret i over for Sortsmyndigheden at overholde en frist, på begæring i sine tidligere rettigheder, såfremt den manglende overholdelse af fristen i medfør af denne forordning har som direkte følge, at en ret eller et retsmiddel fortabes.
37 I denne henseende følger det af artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 2100/94, at restitutio in integrum er underlagt to kumulative betingelser, idet den berørte for det første skal have handlet med den efter omstændighederne fornødne omhu, og den hindring, som den berørte har været udsat for, for det andet skal have haft til direkte følge, at en ret eller et retsmiddel fortabes (jf. analogt dom af 15.9.2011, Prinz Sobieski zu Schwarzenberg mod KHIM – British-American Tobacco Polska (Romuald Prinz Sobieski zu Schwarzenberg), T-271/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:478, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
38 Desuden er overholdelsen af frister et spørgsmål om offentlig orden, og restitutio in integrum kan underminere retssikkerheden. Betingelserne for anvendelse af restitutio in integrum skal derfor fortolkes strengt (jf. i denne retning og analogt kendelse af 9.12.2022, AMO Development mod EUIPO (Medicinsk udstyr), T-311/22, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:822, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
39 I den foreliggende sag har sagsøgeren inden for rammerne af det første anbringende i det væsentlige anfægtet Sortsmyndighedens vurdering af den første betingelse, der er nævnt i præmis 37 ovenfor, for så vidt som den konkluderede, at sagsøgeren ikke havde bevist, dels at sagsøgeren var stillet over for uforudseelige omstændigheder, dels at sagsøgeren havde udvist den fornødne omhu under disse omstændigheder.
40 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at sådanne uforudsigelige omstændigheder er blevet godtgjort dels som følge af den uventede situation i forbindelse med covid-19-pandemien, som medførte, at sagsøgerens eneste ansatte med ansvaret for korrespondancen med Sortsmyndigheden var fraværende, dels på grund af det cyberangreb, som sagsøgeren var udsat for.
41 For så vidt angår det angivelige cyberangreb, som sagsøgeren har været udsat for, må det konstateres, at hverken dette argument eller de beviser, der underbygger det, blev forelagt Sortsmyndigheden på tidspunktet for anmodningen om restitutio in integrum. I lyset af den retspraksis, der er nævnt i præmis 32 ovenfor, må dette argument derfor forkastes.
42 Angående de uforudsigelige omstændigheder som fulgte af covid-19-pandemien og fraværet af virksomhedens eneste ansatte, der var ansvarlig for korrespondancen med Sortsmyndigheden, har sagsøgeren fremlagt et bevis, dvs. en attest udstedt af Confcommercio Ascom Bologna dateret den 7. juni 2022, hvorved det blev erklæret, at sagsøgerens ene ansatte var fraværende i 600 timer i perioden fra oktober 2021 til april 2022 på grund af covid-19. Derudover har sagsøgeren ved e-mail af 7. juni 2022 til Sortsmyndigheden forklaret, at den omtalte ansatte havde været fraværende to gange i løbet af de fem forudgående måneder på grund af covid-19.
43 I denne henseende skal det konstateres, at Confcommercio Ascom Bolognas erklæring af 7. juni 2022, der attesterer det samlede antal arbejdstimer, som sagsøgerens ansatte har forsømt at bruge, hverken angiver antallet af timer eller dage eller den periode, hvori den eneste ansatte, der var ansvarlig for korrespondancen med Sortsmyndigheden, var fraværende og således ude af stand til at udføre de opgaver, som denne var blevet pålagt. Det skal derfor bemærkes, at sagsøgeren ikke har fremlagt beviser, der gør det muligt at godtgøre, at den nævnte ansatte var fraværende, og at sagsøgeren således stod over for særlige omstændigheder som følge af covid-19-pandemien, der forhindrede den i at overholde fristen for betaling af det årlige gebyr.
44 Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at virksomheden i betragtning af sin mellemstore størrelse ikke havde de fornødne økonomiske ressourcer til at ansætte yderligere personale som erstatning for den sygemeldte ansatte.
45 Det skal i denne forbindelse fastslås, at sagsøgeren i sin anmodning om restitutio in integrum ikke har fremlagt andre beviser end attesten af 7. juni 2022 udstedt af Confcommercio Ascom Bologna, der er nævnt i præmis 42 ovenfor. I mangel af beviser i denne henseende er den blotte konstatering af, at der ikke var tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at ansætte yderligere personale, derfor ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at sagsøgeren stod over for uforudseelige omstændigheder, og at sagsøgeren handlede med al den omhu, der under disse omstændigheder kræves for at overholde fristen for betaling af det af Sortsmyndigheden fastsatte årlige gebyr.
46 Det skal endvidere fastslås, at sagsøgeren ikke har forklaret grundene til, at andre mulige løsninger ikke var blevet anvendt for at afhjælpe fraværet af sagsøgerens ansatte, som ville have været ansvarlig for korrespondancen med Sortsmyndigheden. Selv hvis det f.eks. var blevet bevist, at denne medarbejder ikke var til stede, hvilket ikke er tilfældet her, har sagsøgeren ikke forklaret eller på nogen måde godtgjort, hvad der forhindrede sagsøgeren i at videregive medarbejderens opgaver og loginoplysninger til selvbetjeningsportalen MyPVR til en anden medarbejder i en periode på ca. fem måneder.
47 Den 16. februar 2022 sendte Sortsmyndigheden i øvrigt en supplerende e-mail til sagsøgeren, hvori denne blev opfordret til at konsultere selvbetjeningsportalen MyPVR, og oplyste, at den var til rådighed med henblik på at give alle yderligere oplysninger vedrørende adgangen til MyPVR. Selv hvis det antages, at sagsøgeren havde problemer med at få adgang til MyPVR, skal det fastslås, at virksomheden hverken reagerede på denne e-mail eller anmodede om hjælp i denne henseende. Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at virksomheden havde handlet med den fornødne omhu som omhandlet i artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 2100/94.
48 Efter at have taget hensyn til de faktiske omstændigheder, som var blevet fremlagt for den på tidspunktet for anmodning om restitutio in integrum, konkluderede Sortsmyndigheden derfor med rette, at sagsøgeren hverken havde bevist, at denne stod over for særlige omstændigheder, eller at sagsøgeren havde handlet med den fornødne omhu, henset til disse omstændigheder.
49 I lyset af det ovenstående må det første anbringende forkastes som ugrundet.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 65 i forordning nr. 874/2009
50 Inden for rammerne af det andet anbringende har sagsøgeren for det første gjort gældende, at selskabet ikke har modtaget den påmindelse, som Sortsmyndigheden sendte den 10. januar 2022, vedrørende det årlige ubetalte gebyr, og sagsøgeren har kritiseret Sortsmyndigheden for at have tilsidesat artikel 65 i forordning nr. 874/2009, for så vidt som den ikke har fremlagt bevis for den faktiske meddelelse og for modtagelsen af denne påmindelse. For det andet har sagsøgeren generelt anfægtet den omstændighed, at selvbetjeningsportalen MyPVR anses for at være en officiel meddelelsesvej for dokumenter eller afgørelser som omhandlet i forordning nr. 2100/94 og forordning nr. 874/2009, og sagsøgeren har følgelig rejst tvivl om anvendeligheden af de almindelige betingelser for anvendelsen af elektroniske kommunikationssystemer på meddelelser, der hidrører fra Sortsmyndigheden eller er adresseret til denne (herefter »almindelige betingelser for MyPVR«), således som de er defineret i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident.
51 Sortsmyndigheden har anfægtet sagsøgerens argumenter.
52 For det første skal det undersøges, om selvbetjeningsportalen MyPVR kan anses for en officiel meddelelsesvej for dokumenter eller afgørelser som omhandlet i forordning nr. 2100/94 og nr. 874/2009. Eftersom debetnotaen af 27. oktober 2021 og påmindelsen af 10. januar 2022 i det foreliggende tilfælde er blevet meddelt via selvbetjeningsportalen MyPVR, skal gyldigheden af denne selvbetjeningsportal som en officiel meddelelsesvej for disse to dokumenter undersøges.
53 Sortsmyndigheden skal i henhold til artikel 79 i forordning nr. 2100/94 ex officio tilstille rette vedkommende alle afgørelser og indkaldelser samt de meddelelser, som får en frist til at løbe, eller som skal tilstilles ifølge andre bestemmelser i forordningen eller bestemmelser vedtaget i henhold dertil, eller hvis tilstillelse Sortsmyndighedens præsident har truffet bestemmelse om. Tilstillelse kan ske gennem medlemsstaternes kompetente myndigheder for sortsbeskyttelse.
54 Det bemærkes, at eftersom debetnotaen af 27. oktober 2021 og påmindelsen af 10. januar 2022 i det foreliggende tilfælde begge fastsatte en frist, som sagsøgeren skulle overholde, må de betragtes som »meddelelser, som får en frist til at løbe« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 79 i forordning nr. 2100/94.
55 I henhold til artikel 64, stk. 4, i forordning nr. 874/2009 skal dokumenter eller kopier heraf tilstilles ad elektronisk vej, således som det fastsættes af Sortsmyndighedens præsident, eller pr. post ved anbefalet brev med modtagelsesbevis.
56 Det fremgår af ordlyden af artikel 64, stk. 4, i forordning nr. 874/2009 dels, at meddelelserne fra Sortsmyndigheden, der får en frist som omhandlet i artikel 79 i forordning nr. 2100/94 til at løbe, kan meddeles elektronisk, dels at Sortsmyndighedens præsident fastsætter de nærmere regler for denne meddelelse ad elektronisk vej.
57 Sortsmyndighedens præsident vedtog i overensstemmelse med artikel 64, stk. 4, i forordning nr. 874/2009 den 20. december 2016 en afgørelse om den elektroniske kommunikation, der hidrørte fra Sortsmyndigheden, og som var adresseret til denne.
58 Artikel 3, stk. 1, i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident bestemmer, at Sortsmyndigheden stiller en elektronisk kommunikationsplatform til rådighed på sit websted, »www.cpvo.europa.eu«, som gør det muligt for brugerne at modtage, fremvise, udskrive og registrere alle dokumenter og meddelelser, der er tilgængelige elektronisk fra Sortsmyndigheden, samt svar på meddelelser og anmodninger om sagsakter og andre dokumenter. Dette elektroniske kommunikationsrum (»selvbetjeningsportal«) er et begrænset system og kaldes »MyPVR«.
59 Artikel 3, stk. 4, i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident bestemmer, at MyPVR, når udviklingen heraf er afsluttet, vil tilbyde muligheden for ad elektronisk vej at modtage alle meddelelser fra Sortsmyndigheden. Hvis brugeren vælger denne mulighed, skal Sortsmyndigheden tilstille alle meddelelser elektronisk via denne elektroniske platform, medmindre dette er teknisk umuligt.
60 I henhold til artikel 4, stk. 1, i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident sendes alle officielle meddelelser, der er tilgængelige i elektronisk form, fra Sortsmyndigheden til brugeren via MyPVR, så snart brugeren aktiverer muligheden for at kommunikere elektronisk med Sortsmyndigheden. Dokumenter, for hvilke artikel 79 i forordning nr. 2100/94 foreskriver forkyndelse ex officio, forkyndes via MyPVR.
61 I henhold til artikel 6 i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident skal de almindelige betingelser for brug, der fremgår af Sortsmyndighedens hjemmeside vedrørende elektroniske meddelelser, der hidrører fra eller er rettet til Sortsmyndigheden, og som foretages via MyPVR, yderligere specificere de elektroniske tiltag, de dertil knyttede betingelser og de tekniske fremgangsmåder, som elektroniske meddelelser fra Sortsmyndigheden eller adresseret til denne er underlagt, samt de forpligtelser angående brug, som brugerne skal acceptere.
62 Det skal fastslås, at det i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, fremgår af artikel 3, stk. 1 og 4, og artikel 4, stk. 1, i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident, der er nævnt i præmis 58-60 ovenfor, at alle meddelelser, herunder dem, der er omfattet af artikel 79 i forordning nr. 2100/94, kan foretages via selvbetjeningsportalen MyPVR, forudsat at brugeren har aktiveret muligheden for, at Sortsmyndigheden kan kommunikere elektronisk med denne.
63 Desuden fastsættes det i artikel 6 i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident, der er nævnt i præmis 61 ovenfor, at de almindelige betingelser for MyPVR nærmere skal præcisere de elektroniske tiltag, de dertil knyttede betingelser og de tekniske fremgangsmåder, som elektroniske meddelelser fra Sortsmyndigheden er underlagt. Følgelig kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved anvendeligheden af disse almindelige betingelser.
64 Punkt 4, litra b), i version 3.0 af de almindelige betingelser for MyPVR bekræfter i øvrigt, at Sortsmyndigheden, når brugeren har valgt at kommunikere elektronisk, gyldigt giver brugeren meddelelse om afgørelser, meddelelser og andre dokumenter ad elektronisk vej via selvbetjeningsportalen, medmindre dette af tekniske årsager viser sig umuligt, eller i det tilfælde, hvor visse funktioner i portalen er under udvikling. I disse tilfælde kan elektronisk kommunikation via e-mail eller ved ethvert andet gyldigt kommunikationsmiddel tillades som et godkendt meddelelsesmiddel.
65 Klagepunktet vedrørende ulovligheden af selvbetjeningsportalen MyPVR, for så vidt som den udgør en af de officielle meddelelsesveje, kan derfor ikke tages til følge.
66 Det fremgår imidlertid af artikel 3, stk. 4, og artikel 4, stk. 1, i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident samt af punkt 4, litra b), i version 3.0 af de almindelige betingelser for MyPVR, at anvendelsen af MyPVR som officiel meddelelsesvej er betinget af, at brugeren har aktiveret muligheden for, at Sortsmyndigheden kan kommunikere elektronisk med MyPVR.
67 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det ikke er bestridt af parterne, at sagsøgeren havde valgt elektronisk kommunikation via MyPVR som omhandlet i de bestemmelser, der er nævnt i præmis 66 ovenfor. Det fremgår desuden af bilag C.2 til Sortsmyndighedens svarskrift af 19. september 2023, at sagsøgeren den 12. februar 2021 havde accepteret version 3.0 af de almindelige betingelser for MyPVR og således bekræftede sin beslutning om at vælge elektronisk kommunikation.
68 Ifølge punkt 2 i version 3.0 af de almindelige betingelser for MyPVR forpligter brugerne sig til at anvende selvbetjeningsportalen til bl.a. at modtage meddelelser og dokumenter fremsendt af Sortsmyndigheden. Elektronisk kommunikation pr. e-mail kan kun tillades som et godkendt kommunikationsmiddel i de tilfælde, hvor portalen ikke er hensigtsmæssig. Desuden bestemmer dette punkts andet afsnit, at brugeren ved brug af selvbetjeningsportalen forpligter sig til at overholde de forpligtelser, der er fastsat i det nævnte punkts første afsnit.
69 Der er således ingen tvivl om, at sagsøgeren ved at bruge selvbetjeningsportalen og acceptere de almindelige betingelser for MyPVR har accepteret at modtage meddelelser og meddelelser fra Sortsmyndigheden via selvbetjeningsportalen MyPVR.
70 I lyset af det ovenstående skal klagepunktet vedrørende MyPVR’s ulovlighed som en officiel meddelelsesvej for så vidt angår sagsøgeren forkastes.
71 Hvad for det andet angår den angivelige tilsidesættelse af artikel 65 i forordning nr. 874/2009, for så vidt som Sortsmyndigheden ikke har fremlagt bevis for den faktiske meddelelse og for modtagelsen af den påmindelse, der blev sendt den 10. januar 2022, skal det præciseres, at det fremgår af Sortsmyndighedens sagsakter, at påmindelsen blev sendt via MyPVR. Artikel 65 i forordning nr. 874/2009 om tilstillelse pr. post kan derfor ikke finde anvendelse i den foreliggende sag. I denne henseende skal der henvises til artikel 64a i forordning nr. 874/2009 om anmeldelser, der indgives elektronisk eller ved ethvert andet teknisk middel.
72 Artikel 64a, stk. 1, i forordning nr. 874/2009 bestemmer, at meddelelse ad elektronisk vej sker ved fremsendelse af en digital kopi af det dokument, der skal meddeles. Tilstillelse betragtes som foretaget på den dato, hvor meddelelsen blev modtaget af adressaten. Sortsmyndighedens præsident fastsætter de nærmere bestemmelser vedrørende tilstillelse ad elektronisk vej. Ifølge samme forordnings artikel 64a, stk. 3, fastsætter Sortsmyndighedens præsident de nærmere bestemmelser for meddelelse ved hjælp af andre tekniske kommunikationsmidler.
73 I lighed med præmis 67-69 ovenfor skal det atter bemærkes, at sagsøgeren har accepteret at modtage meddelelser fra Sortsmyndigheden via MyPVR. Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at det følger af artikel 4, stk. 1, i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident, at så snart brugeren har aktiveret muligheden for elektronisk kommunikation med Sortsmyndigheden, meddeles alle Sortsmyndighedens officielle meddelelser i elektronisk form, herunder dokumenter, der indeholder dokumenter, for hvilke der skal foretages forkyndelse i henhold til artikel 79 i forordning nr. 2100/94, vedkommende via MyPVR. MyPVR skal derfor anses for at være det eneste officielle kommunikationsmiddel for officielle meddelelser, herunder de meddelelser, der er fastsat i artikel 79 i forordning nr. 2100/94.
74 Som følge af dette sendte Sortsmyndigheden meddelelse til sagsøgeren via MyPVR, i medfør af artikel 4, stk. 1, i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident, først en debetnota vedrørende betalingen af årsgebyret den 27. oktober 2021, efterfulgt af en automatisk e-mail den 28. oktober 2021, og dernæst den omhandlede påmindelse den 10. januar 2022, hvorved sagsøgeren blev opfordret til at betale det ubetalte gebyr i henhold til artikel 83, stk. 2, i forordning nr. 2100/94, efterfulgt af en automatisk e-mail den 11. januar 2022.
75 Hvad angår den faktiske påmindelse af 10. januar 2022 præciserer artikel 4, stk. 4, i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident, at en afgørelse eller ethvert andet dokument anses for at være meddelt efter udløbet af den syvende dag efter den dag, hvor en e-mail blev sendt til brugeren for at underrette denne om, at den digitale kopi af afgørelsen eller dokumentet er blevet uploadet til selvbetjeningsportalen af Sortsmyndigheden. I det foreliggende tilfælde fremgår det heraf, at påmindelsen af 10. januar 2022 skal anses for at være blevet meddelt den 18. januar 2022, dvs. den syvende dag efter den 11. januar 2022, som er datoen for afsendelsen af den automatiske e-mail, hvorved sagsøgeren blev underrettet om uploadingen af det omhandlede dokument til selvbetjeningsportalen MyPVR.
76 Det følger endvidere af artikel 4, stk. 5, i afgørelsen af 20. december 2016 truffet af Sortsmyndighedens præsident, at hvis det ikke lykkes en bruger at tilgå en afgørelse eller ethvert andet dokument, påhviler det denne straks at underrette Sortsmyndigheden herom. Det må konstateres, at sagsøgeren i den foreliggende sag ikke har oplyst Sortsmyndigheden om noget problem med tilgang til de omhandlede dokumenter.
77 Derfor kan Sortsmyndigheden ikke kritiseres for ikke at have meddelt påmindelsen af 10. januar 2022. Da sagsøgeren ikke har ført bevis for det modsatte, anses den pågældende påmindelse for at være modtaget af sagsøgeren den 18. januar 2022. Dette anbringende skal derfor også forkastes som ugrundet.
78 På baggrund af det ovenstående må det andet anbringende forkastes, og Sortsmyndigheden må følgelig frifindes i det hele.
Sagsomkostninger
79 Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
80 Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Sortsmyndighedens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) EF-Sortsmyndigheden (CPVO) frifindes.
2) Romagnoli Fratelli SpA betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. april 2024.
Underskrifter