Sag T-380/10
Wabco Europe m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
»Konkurrence – karteller – belgiske, tyske, franske, italienske, nederlandske og østrigske markeder for badeværelsesudstyr og ‑inventar – afgørelse, der fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 – koordinering af prisforhøjelser og udveksling af følsomme kommercielle oplysninger – konkurrencefordrejning – bevis – beregning af bøden – samarbejde under den administrative procedure – samarbejdsmeddelelsen af 2002 – bødefritagelse – bødenedsættelse – betydelig merværdi – retningslinjer for beregningen af bøder af 2006 – princip om forbud mod tilbagevirkende kraft«
Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 16. september 2013
1. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde – hensyntagen til retningslinjerne for beregning af bøder – grænser – overholdelse af almindelige retsprincipper
(Art. 261 TEUF og 263 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)
2. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – domstolsprøvelse – grænser
(Art. 101, stk. 1, TEUF og 263 TEUF)
3. EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelse heraf
(Art. 6, stk. 2, EU, art. 101, stk. 1, TEUF; art. 47 og 48, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder)
4. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – de enkelte indiciers bevismæssige værdi
(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)
5. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevis for overtrædelsens varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden
(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)
6. Karteller – samordnet praksis – begreb – koordinering og samarbejde uforenelig med hver virksomheds forpligtelse til selvstændigt at fastsætte sin markedsadfærd – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – konkurrencebegrænsende formål eller virkning – formodning – betingelser – oplysninger vedrørende et produkt, som markedsføres på et marked, der ikke vedrører de konkurrerende virksomheder – formodning foreligger ikke
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
7. Karteller – aftaler og samordnet praksis udgør en samlet overtrædelse – begreb – samlet kartel – kriterier – samlet mål – betingelse – eksistensen af en forvridning af konkurrencen, der påvirker hvert af de produktmarkeder, der omfattes af den samlede overtrædelse
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
8. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afhjælpning af en utilstrækkelig begrundelse under retssagen – betingelser – usædvanlige omstændigheder
(Art. 296 TEUF)
9. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – betingelser – betydelig merværdi af de bevisdokumenter, den pågældende virksomhed har fremlagt – rækkevidde – hensyntagen til det kronologiske element ved samarbejdet – overholdelse af ligebehandlingsprincippet – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – rækkevidde
(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 18 og art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 20-23)
10. Retslig procedure – stævning – svarskrift – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – skriftlige indlæg, der er vedlagt som bilag til stævningen eller svarskriftet – formaliteten – betingelser
[Statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]
11. EU-retten – principper – forbud mod straffebestemmelser med tilbagevirkende kraft – anvendelsesområde – bøder pålagt på grund af en tilsidesættelse af konkurrencereglerne – omfattet – eventuel tilsidesættelse som følge af anvendelse af retningslinjerne for bødeberegningen på en overtrædelse begået før indførelsen af disse retningslinjer – ændringerne, som blev indført ved retningslinjerne, kunne forudses – ingen tilsidesættelse
(Art. 101, stk. 1, TEUF; art. 49, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03 og 2006/C 210/02)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 28, 140, 186, 195 og 196)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 42-44)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 45 og 46)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 47-52 og 94)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 53)
6. Inden for konkurrenceområdet har tilrådighedsstillelse af følsomme kommercielle oplysninger såsom udveksling af fremtidige prisforhøjelser en konkurrencebegrænsende virkning, når disse oplysninger tilstilles en eller flere konkurrerende virksomheder, idet de omhandlede virksomheders selvstændige adfærd på markedet på baggrund heraf ændres. Når der foreligger en sådan praksis blandt konkurrenter, er Kommissionen ikke forpligtet til at bevise dens konkurrencebegrænsende virkning på det omhandlede marked, hvis den konkret – under hensyntagen til den pågældende retlige og økonomiske sammenhæng – kan hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen på det indre marked.
Det kan til gengæld ikke antages, at en aftale eller en samordnet praksis, der består i, at virksomhederne udveksler følsomme kommercielle oplysninger vedrørende et produkt, der markedsføres på et marked, hvor de ikke er konkurrenter, har et konkurrencebegrænsende formål eller en konkurrencebegrænsende virkning på dette marked. En praksis, der består i, at en virksomhed, der er aktiv på to forskellige produktmarkeder, videregiver følsomme kommercielle oplysninger til sine konkurrenter, der er til stede på et marked, om et andet marked, hvorpå disse konkurrenter ikke er til stede, har i princippet ikke en sådan karakter, at det påvirker konkurrencen på dette andet marked.
(jf. præmis 78 og 79)
7. Inden for konkurrenceområdet foreligger der en samlet overtrædelse, når aftaler eller samordnet praksis, som vedrører forskellige goder, ydelser eller områder, er del af en samlet plan, der bevidst gennemføres af virksomhederne med henblik på at realisere et samlet konkurrencebegrænsende mål. Imidlertid overflødiggør en konstatering af en sådan overtrædelse ikke den forudgående betingelse om, at der skal foreligge en forvridning af konkurrencen, der påvirker hvert af de produktmarkeder, der omfattes af den samlede overtrædelse.
(jf. præmis 92)
8. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 107 og 110)
9. Inden for konkurrenceområdet har Kommissionen i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager fastsat betingelserne for, hvornår virksomheder, der samarbejder med Kommissionen i forbindelse med dennes undersøgelser af en kartelsag, kan fritages for bøder eller få nedsat den bøde, de ellers ville være blevet pålagt.
Det følger af logikken i meddelelsen, at den virkning, som ønskes opnået, er at skabe usikkerhed i kartellet og at tilskynde til en angivelse til Kommissionen. Denne usikkerhed skyldes netop den omstændighed, at karteldeltagerne ved, at kun en blandt dem kan få indrømmet en bødefritagelse ved at angive de andre deltagere i overtrædelsen, hvorved disse løber en risiko for at få pålagt strengere bøder. Inden for rammerne af denne ordning og ifølge den samme logik skal de virksomheder, der er hurtigst til at samarbejde, indrømmes en større nedsættelse af de bøder, som de ellers ville blive pålagt, end den nedsættelse, som indrømmes de virksomheder, der samarbejder på et senere tidspunkt. Den kronologiske orden og den hastighed, hvormed kartelmedlemmer samarbejder, udgør således grundelementer i den ordning, der er indført ved nævnte samarbejdsmeddelelse.
Selv om det påhviler Kommissionen at angive grundene til, at den vurderer, at det af virksomheder inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen fremlagte materiale udgør et bidrag, der begrunder en bødenedsættelse, eller modsat ikke udgør et sådant bidrag, påhviler det derimod de virksomheder, der ønsker at anfægte Kommissionens afgørelse i den henseende, at godtgøre, at de af virksomhederne frivilligt fremlagte oplysninger var afgørende for, at Kommissionen blev i stand til at godtgøre overtrædelsen og således vedtage en afgørelse om pålæggelse af bøder. I betragtning af begrundelsen for nedsættelsen kan Kommissionen ikke se bort fra brugbarheden af de fremlagte oplysninger, som nødvendigvis afhænger af det bevismateriale, den allerede er i besiddelse af.
Når en virksomhed som led i samarbejdet blot bekræfter, men mindre præcist og udførligt, visse oplysninger, som en anden virksomhed allerede har fremlagt som led i samarbejdet, kan førstnævnte virksomheds samarbejde – skønt det kan have en vis nytte for Kommissionen – ikke anses for at have et omfang, der kan sammenlignes med omfanget af det samarbejde, der blev udvist af den virksomhed, der først fremlagde de pågældende oplysninger. En forklaring, der kun i en vis udstrækning bekræfter en forklaring, som Kommissionen i forvejen var i besiddelse af, letter således ikke dens arbejde væsentligt. Dermed er forklaringen ikke tilstrækkelig til, at den kan begrunde en nedsættelse af bøden som følge af samarbejde. I øvrigt giver en virksomheds samarbejde under undersøgelsen ikke ret til nogen bødenedsættelse, når dette samarbejde ikke er gået ud over, hvad der fulgte af de forpligtelser, som påhvilede den i henhold til artikel 18 i forordning nr. 1/2003.
Endelig gælder det, at selv om Kommissionen har en skønsmargen ved undersøgelsen af den betydelige merværdi, som de oplysninger, der er blevet indgivet til Kommissionen i henhold til samarbejdsmeddelelsen, repræsenterer, kan Retten ikke desto mindre ikke støtte sig på denne skønsmargen for at afvise at udøve en tilbundsgående kontrol af både retlige og faktiske omstændigheder i forbindelse med Kommissionens vurdering i den henseende.
(jf. præmis 142 og 147-153)
10. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 162 og 163)
11. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 175-179)