Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. SZPUNAR
fremsat den 30. april 2024 (1)
Sag C-650/22
Fédération internationale de football association (FIFA)
mod
BZ
procesdeltagere:
Union Royale Belge des Sociétés de Football-Association ASBL (URBSFA),
SA Sporting du Pays de Charleroi,
Fédération Internationale des Footballeurs Professionnels,
Union Nationale des Footballeurs Professionnels,
Fédération Internationale des Footballeurs Professionnels, Division Europe
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour d’appel de Mons (appeldomstolen i Mons, Belgien))
»Præjudiciel forelæggelse – arbejdskraftens frie bevægelighed – aftaleforbud – FIFA’s reglement om spilleres status og transfer – opsigelse før tid af en aftale mellem en klub og en spiller – regler, hvorefter en anden klub, der ansætter den pågældende spiller, straffes – forbud mod at udstede det certifikat, der kræves for, at den pågældende spiller kan skifte til den anden klub«
I. Indledning
1. Denne anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d’appel de Mons (appeldomstolen i Mons, Belgien), som vedrører fortolkningen af artikel 45 TEUF og 101 TEUF, er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem BZ, som er en fodboldspiller, og Fédération internationale de football association (det internationale fodboldforbund (herefter »FIFA«), om det tab, som fodboldspilleren angiveligt har lidt som følge af visse af FIFA’s regler om det kontraktmæssige forhold mellem spillere og klubber.
2. De omhandlede regler vedrører erstatning, sportslige sanktioner og udstedelse af et obligatorisk internationalt transfercertifikat i en situation, hvor der angiveligt foreligger en kontraktopsigelse uden gyldig grund.
3. I dette forslag til afgørelse vil jeg undersøge, om artikel 45 TEUF og 101 TEUF eller artikel 15 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) er til hinder for de omtvistede regler.
II. Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og det præjudicielle spørgsmål
A. Sagens parter
4. BZ er en tidligere professionel fodboldspiller, der bor i Paris (Frankrig).
5. SA Sporting du Pays de Charleroi er en belgisk fodboldklub.
6. FIFA er en sammenslutning, der blev grundlagt i 1904 i Paris. FIFA er hjemmehørende i Zürich (Schweiz) og er underlagt schweizisk lovgivning. FIFA’s formål, som er beskrevet i artikel 2 i sammenslutningens vedtægter, er bl.a. »at fastsætte regler og bestemmelser, der regulerer fodbold og dermed forbundne anliggender, og påse, at de overholdes« (2), samt »at kontrollere fodbold under alle spillets former ved at træffe alle de foranstaltninger, der måtte vise sig nødvendige eller tilrådelige for at forhindre, at FIFA’s vedtægter, reglementer eller afgørelser, eller spillets regler, tilsidesættes« (3). FIFA’s organer omfatter »kongressen«, som er det »lovgivende organ«, der udgør forbundets »øverste instans« (4), »Rådet«, som er det »strategiske og tilsynsførende organ« (5), og »generalsekretariatet«, som er det »udøvende, operationelle og administrative organ« (6).
7. I henhold til artikel 11 og 14 i FIFA’s vedtægter kan ethvert »forbund, der har ansvaret for at organisere og kontrollere fodbold« i et givet land, blive medlem af FIFA, på betingelse af navnlig, at det allerede er medlem af en af de seks kontinentale konføderationer, der anerkendes af FIFA, og hvortil der henvises i vedtægternes artikel 22. Disse konføderationer omfatter Union des associations européennes de football (Det Europæiske Fodboldforbund, herefter »UEFA«). Et sådant forbund skal på forhånd forpligte sig til at overholde vedtægter, reglementer, direktiver og afgørelser udstedt af FIFA og af den kontinentale konføderation, som det pågældende forbund allerede er medlem af. I praksis er mere end 200 nationale fodboldforbund i øjeblikket medlemmer af FIFA. I medfør af artikel 14 og 15 i FIFA’s vedtægter er disse fodboldforbund i denne egenskab navnlig forpligtet til »at sørge for, at deres egne medlemmer overholder vedtægter, reglementer, direktiver og afgørelser udstedt af FIFA’s organer« (7), og til at sikre, at disse overholdes af alle fodboldsportens aktører, i særdeleshed professionelle ligaer, klubber og spillere. Det fremgår desuden, at »[k]lubber, ligaer eller andre grupperinger af klubber, der er tilknyttet et medlemsforbund, er underordnet dette forbund og skal være anerkendt af dette« (8).
B. De omtvistede regler
8. Den 22. marts 2014 vedtog FIFA en tekst med titlen »Regulations on the Status and Transfer of Players« (reglement om spilleres status og transfer, herefter »RSTP«), som trådte i kraft den 1. august samme år. Dette reglement ophæver og erstatter et tidligere reglement med samme titel.
9. RSTP’s artikel 9, stk. 1, lyder:
»En spiller, der er registreret hos ét forbund, kan ikke registreres hos et nyt forbund, før sidstnævnte forbund har modtaget et International Transfer Certificate [(internationalt transfercertifikat, herefter »ITC«)] udstedt af det tidligere forbund. Et ITC skal udstedes uden forbehold, vederlagsfrit og uden tidsgrænse. Enhver modstridende bestemmelse vil være ugyldig. Det forbund, der udsteder et ITC, er forpligtet til at indgive en kopi heraf til FIFA. Den administrative procedure for udstedelse af et ITC er beskrevet i artikel 8 i bilag 3 [...] til dette reglement.«
10. Artikel 8.2, stk. 7, i bilag 3 til RSTP bestemmer, at »[d]et tidligere forbund [...] ikke [skal] udstede et ITC [...], hvis der mellem den tidligere klub og den professionelle spiller foreligger en kontraktmæssig tvist på grundlag af de omstændigheder, der er fastsat i artikel 8.2, stk. 4, litra b), i bilag 3 [...]«.
11. Følgende fremgår af artikel 8.2, stk. 4, litra b), i bilag 3 til RSTP: »Inden for en frist på syv dage regnet fra datoen for anmodningen om et ITC skal det tidligere forbund [...] give afslag på anmodningen om et ITC og [...] angive grunden til afslaget, som enten kan være, at kontrakten mellem den tidligere klub og den professionelle spiller ikke er udløbet, eller at der ikke er indgået en gensidig aftale om en opsigelse af kontrakten før tid.«
12. RSTP’s artikel 17 er affattet således:
»Følgende bestemmelser finder anvendelse, hvis en kontrakt opsiges uden gyldig grund:
1. I alle tilfælde er den part, der har brudt kontrakten, forpligtet til at betale erstatning. Medmindre andet fremgår af bestemmelserne i artikel 20 og i bilag 4 vedrørende træningsgodtgørelse, og hvis ikke andet er fastsat i kontrakten, skal erstatningen for kontraktbrud beregnes under behørig hensyntagen til gældende ret i det pågældende land, sportens specifikke forhold og ethvert andet objektivt kriterium. Disse kriterier omfatter bl.a. løn og andre fordele, som spilleren har krav på i henhold til den nugældende kontrakt og/eller den nye kontrakt, den nugældende kontrakts restløbetid op til maksimalt fem år, udgifter og andre omkostninger, som den tidligere klub har pådraget sig eller betalt (amortiseret over kontraktperioden), samt spørgsmålet om, hvorvidt bruddet sker i en beskyttet periode.
2. Retten til en sådan erstatning kan ikke overdrages til tredjemand. Såfremt en professionel spiller tilpligtes at betale erstatning, hæfter den professionelle spiller og dennes nye klub solidarisk og i fællesskab for betalingen af denne erstatning. Størrelsen kan fastsættes i kontrakten eller aftales mellem parterne.
[...]
4. Ud over forpligtelsen til at betale erstatning vil der blive truffet sportslige sanktioner over for enhver klub, der findes skyldig i kontraktbrud eller tilskyndelse til kontraktbrud i den beskyttede periode. En klub, der skriver kontrakt med en professionel spiller, som har brudt sin kontrakt uden gyldig grund, formodes, indtil det modsatte er bevist, at have tilskyndet den pågældende professionelle spiller til kontraktbrud. Det gøres forbudt for klubben at registrere nye spillere, nationalt eller internationalt, i to fulde og på hinanden følgende registreringsperioder. Klubben vil først kunne registrere nye spillere, nationalt eller internationalt, fra og med den førstkommende registreringsperiode, efter at den pågældende sportslige sanktion er udstået i sin helhed. Navnlig vil klubben ikke kunne gøre brug af den undtagelse eller de foreløbige foranstaltninger, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i dette reglement, til at registrere spillere på et tidligere tidspunkt.«
C. Hovedsagens genstand
13. BZ var en professionel fodboldspiller fra 2004 til 2019.
14. Den 20. august 2013 indgik han en fireårig kontrakt med den professionelle russiske fodboldklub Futbolny Klub Lokomotiv (herefter »Lokomotiv Moskva«).
15. Den 22. august 2014 bragte Lokomotiv Moskva denne kontrakt til ophør og anmodede FIFA’s tvistbilæggelsesafdeling (herefter »tvistbilæggelsesafdelingen«) om at pålægge BZ at betale 20 mio. EUR i erstatning for kontraktbrud uden gyldig grund som omhandlet i RSTP’s artikel 17. Derefter fremsatte BZ et modkrav mod Lokomotiv Moskva om betaling af løntilgodehavender og erstatning svarende til den del af lønnen, han ville have oppebåret, hvis kontrakten ikke var blevet bragt til ophør.
16. BZ begyndte efterfølgende at lede efter en ny klub, der ville kunne ansætte ham, hvilket viste sig at være vanskeligt. Dette skyldtes ifølge BZ den risiko, der hvilede på den nye klub for at blive tilpligtet solidarisk sammen med ham at skulle betale en eventuel erstatning, som BZ eventuelt måtte blive Lokomotiv Moskva skyldig.
17. BZ har anført, at han til trods for den interesse, som flere klubber udviste for ham, kun var i stand til at opnå ét tilbud, der kom fra Sporting du Pays de Charleroi, som den 19. februar 2015 tilsendte ham en ansættelseskontrakt indeholdende to kumulative, suspensive betingelser: 1) senest den 30. marts 2015 at være forskriftsmæssigt registreret og spilleberettiget hos Sporting du Pays de Charleroi med henblik på for klubbens førstehold at deltage i enhver officiel turnering, der måtte blive organiseret af Union Royale Belge des Sociétés de Football-Association ASBL (det kongelige belgiske fodboldforbund, herefter »URBSFA«), UEFA eller FIFA, og 2) inden for den samme frist at have indhentet skriftlig og ubetinget bekræftelse på, at Sporting du Pays de Charleroi ikke ville kunne komme til at hæfte som solidarisk (in solidum) skyldner for noget som helst erstatningsbeløb (navnlig erstatning for kontraktbrud), som BZ eventuelt måtte blive Lokomotiv Moskva skyldig.
18. Ved skrivelse af 20. februar 2015 og 5. marts 2015 anmodede BZ’s og Sporting du Pays de Charlerois respektive rådgivere såvel FIFA som URBSFA om bekræftelse på, at BZ ville kunne blive forskriftsmæssigt registreret og spilleberettiget med henblik på at spille for førsteholdet i Sporting du Pays de Charleroi, og på, at artikel RSTP’s 17, stk. 2 og 4, ikke ville blive anvendt over for sidstnævnte.
19. Ved skrivelse af 23. februar 2015 svarede FIFA, at alene det kompetente beslutningsorgan, og ikke sammenslutningens administrative organ, har beføjelse til at anvende bestemmelserne i RSTP. URBSFA meddelte for sit vedkommende den 6. marts 2015, at registrering af BZ i henhold til FIFA-reglerne ikke kunne finde sted, så længe hans tidligere klub ikke havde udstedt et ITC.
20. Ved afgørelse af 18. maj 2015 gav tvistbilæggelsesafdelingen Lokomotiv Moskva delvist medhold i dennes krav og fastsatte størrelsen af den erstatning, som BZ skyldte, til 10,5 mio. EUR, idet BZ fik afvist sine krav. Tvistbilæggelsesafdelingen traf ligeledes afgørelse om, at RSTP’s artikel 17, stk. 2, ikke ville finde anvendelse på BZ for fremtiden. Denne afgørelse blev efter appel den 27. maj 2016 stadfæstet af Den Internationale Sportsdomstol (herefter »CAS«).
21. Ved kontrakt af 24. juli 2015 blev BZ ansat af klubben Olympique de Marseille (Frankrig).
22. Den 9. december 2015 anlagde BZ sag mod FIFA og URBSFA ved tribunal de commerce du Hainaut, division de Charleroi (handelsretten i Hainaut, retsdistrikt Charleroi, Belgien), med henblik på at opnå erstatning for det tab – nærmere bestemt en tabt fortjeneste på 6 mio. EUR – som han hævder at have lidt som følge af nævnte forbunds anvendelse af de omtvistede regler, som efter BZ’s opfattelse er ulovlige i henhold til EU-retten.
23. Ved dom af 19. januar 2017 gav nævnte ret BZ principielt medhold i dennes påstand og tilpligtede FIFA og URBSFA at betale et foreløbigt beløb på 60 001 EUR.
24. FIFA har iværksat appel til prøvelse af den nævnte dom for den forelæggende ret. URBSFA, der er blevet adciteret i sagen, har ligeledes nedlagt påstand om ændring af dommen af 19. januar 2017.
D. Det præjudicielle spørgsmål
25. Det er på denne baggrund, at Cour d’appel de Mons (appeldomstolen i Mons) ved afgørelse af 19. september 2022, som indgik til Domstolen den 17. oktober 2022, har forelagt følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:
»Skal artikel 45 [TEUF] og 101 [TEUF] fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for:
– princippet om, at spilleren og den klub, der ønsker at ansætte denne, hæfter solidarisk for betalingen af den erstatning, som den klub, med hvilken kontrakten er blevet brudt uden gyldig grund, har krav på, således som dette princip er fastsat i artikel [17, stk. 2,] i FIFA’s reglement, RSTP, sammenholdt med de sportslige sanktioner, der fremgår af samme reglements artikel [17, stk. 4,], og de finansielle sanktioner, der fremgår af artikel [17, stk. 1,] heri
– muligheden for, at det forbund, som spillerens tidligere klub henhører under, såfremt der foreligger en tvist mellem den tidligere klub og spilleren, kan undlade at udstede det [ITC], som er nødvendigt for, at en ny klub kan ansætte den pågældende spiller (artikel [9, stk. 1,] i [RSTP] og artikel [8.2, stk. 7,] i bilag 3 til nævnte reglement)?«
26. Der er indgivet skriftlige indlæg af FIFA, BZ, URBSFA, Fédération Internationale des Footballeurs Professionnels (Den Internationale Sammenslutning af Professionelle Fodboldspillere, herefter »FIFPro«) (9), Fédération Internationale des Footballeurs Professionnels, Division Europe (herefter »FIFPro Europe«), Union Nationale des Footballeurs Professionnels (herefter »UNFP«), den græske, den franske, den italienske og den ungarske regering samt Europa-Kommissionen. FIFA, BZ, URBSFA, FIFPro, FIFPro Europe, UNFP, den græske regering samt Kommissionen har deltaget i retsmødet den 18. januar 2024.
III. Bedømmelse
A. Formaliteten
27. FIFA og URSBFA har gjort gældende, at forelæggelsesafgørelsen ikke er tilstrækkelig klar, samt at tvisten i hovedsagen skal anses for at være af »rent intern« karakter, og at den foreliggende sag på denne baggrund bør afvises. Den græske, den franske og den ungarske regering nærer tilsvarende tvivl om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling.
28. Jeg kan ikke tiltræde dette argument. De retlige spørgsmål fremgår klart af forelæggelsesafgørelsen. Alle de berørte parter har fuldt ud forstået betydningen af og baggrunden for det forelagte spørgsmål og de faktiske omstændigheder og regler, som det udspringer af, samt den omstændighed, at tvisten havde en grænseoverskridende dimension, eftersom fodboldspilleren, som var fransk statsborger og havde bopæl i Frankrig, gjorde gældende, at han var blevet forhindret i at flytte til Belgien i erhvervsmæssigt øjemed (10).
B. Realiteten
29. Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 45 TEUF og 101 TEUF er til hinder for anvendelsen af de af FIFA indførte regler, hvorefter 1) spilleren og den klub, der ønsker at ansætte denne, hæfter solidarisk for betalingen af den erstatning, som den klub, med hvilken kontrakten er blevet brudt uden gyldig grund, har krav på, og 2) det forbund, som spillerens tidligere klub henhører under, har mulighed for at undlade at udstede det ITC, som er nødvendigt for, at en ny klub kan ansætte den pågældende spiller, såfremt der foreligger en tvist mellem den tidligere klub og spilleren.
1. Bemærkninger om metode
30. Det skal erindres, at Domstolen for nylig har afsagt to principielle domme vedrørende regler, der er vedtaget af private enheder med ansvar for at organisere og kontrollere fodbold på verdensplan samt på europæisk og nationalt plan (11). Dette betyder, at der allerede er gjort en betydelig indsats for at sammenfatte og opsummere forudgående retspraksis. Eftersom dette forslag til afgørelse kan støtte sig på disse nylige domme, vil det således hovedsageligt have fokus på de særlige forhold i den foreliggende sag (12).
31. Domstolen undersøger regler såsom de omtvistede regler både i henhold til konkurrencereglerne og bestemmelserne om det indre marked (13). Således finder artikel 101 TEUF og 45 TEUF principielt anvendelse på den foreliggende sag. Dette er en pragmatisk tilgang, der ikke desto mindre kan indebære potentielt ømtålelige situationer, hvilket jeg vil forsøge kort at påvise.
32. Ud fra logikken bag traktaterne bidrager såvel de grundlæggende frihedsrettigheder som konkurrencereglerne til formålet om at sikre et velfungerende indre marked (14). I denne forbindelse fremgår det udtrykkeligt af protokol (nr. 27) om det indre marked og konkurrence, at det indre marked, jf. artikel 3 TEU, omfatter et system, der sikrer, at konkurrencen ikke forvrides (15). Ifølge den oprindelige affattelse af traktaterne var de grundlæggende frihedsrettigheder rettet mod medlemsstaterne som offentlige enheder, mens konkurrencereglerne skulle være bindende for private virksomheder.
33. I årenes løb er denne adskillelse imidlertid blevet udvisket. Det er ofte vanskeligt at benægte, at nogle private enheder opfører sig på en tilsvarende måde som en stat, enten blot som følge af deres økonomiske styrke eller på grund af den måde, de vedtager »regler« på, mens der er andre situationer, hvor en stats handlinger i højere grad er beslægtet med en privat virksomheds handlinger. Domstolen har således (været nødsaget til) at følge med denne udvikling, og dens praksis har udviklet sig: På den ene side er nogle af frihederne i det indre marked i visse situationer blevet anvendt på private enheder (16), mens det på den anden side i andre situationer er blevet fastslået, at medlemsstaternes handlinger er omfattet af konkurrenceretten (17). En indgående og endegyldig behandling af dette spørgsmål ville gå ud over rammerne for dette forslag til afgørelse.
34. I nogle tilfælde har Domstolen endvidere fastslået, at de samme faktiske omstændigheder både er underlagt de grundlæggende frihedsrettigheder og konkurrencereglerne. Der var med andre ord ikke længere tale om et binært valg (enten konkurrencereglerne eller de grundlæggende frihedsrettigheder), men et parallelt (eller kumulativt) valg. På baggrund af det oprindelige rationale bag traktaterne, som er nævnt ovenfor, kan der opstå tvivl om, hvorfor Domstolen har valgt denne tilgang. Selv om en sådan parallel anvendelse af bestemmelser kan føre til den ønskværdige situation, at ingen regler vedtaget af en enhed såsom FIFA falder uden for EU-retten, er den tydeligvis ikke uden vanskeligheder: Hvad sker der, når det f.eks. fastslås, at en omtvistet bestemmelse er forenelig med artikel 101 TEUF, men uforenelig med artikel 45 TEUF, eller omvendt? Det intuitive svar er klart: Begge sæt regler (konkurrenceregler og de grundlæggende frihedsrettigheder) skal bedømmes særskilt og uafhængigt.
35. Lad os f.eks. se på Domstolens dom i sagen Royal Antwerp Football Club (18) og forestille os, at den forelæggende ret, idet den anvender Domstolens konklusioner, når til en situation, hvor de omtvistede regler 1) har til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101 TEUF (19) og 2) udgør en begrænsning i henhold til artikel 45 TEUF. Den nationale ret ville derefter, stadig ved at anvende dommen i sagen Royal Antwerp Football Club på den sag, der var indbragt for den, skulle fastslå, at et begrænsende formål (artikel 101 TEUF) er forbudt i sig selv, hvilket ville gøre det umuligt at bedømme sagen i lyset af de andre formål efter den af dommen i sagen Wouters m.fl. (20) følgende retspraksis (21). Den nationale ret ville samtidig kunne undersøge eventuelle begrundelser i henhold til artikel 45 TEUF og endda fastslå, at begrænsningerne i den pågældende sag er begrundede. Som følge heraf ville de omtvistede regler være uforenelige med artikel 101 TEUF, men forenelige med artikel 45 TEUF.
36. Det bør endelig anføres, at de retsvirkninger, der er forbundet med tilsidesættelser af de grundlæggende frihedsrettigheder og konkurrencereglerne, grundlæggende er forskellige: Så snart Domstolen har fastslået, at FIFA har tilsidesat f.eks. artikel 45 TEUF, kan de omtvistede regler ikke anvendes inden for FIFA’s jurisdiktion for så vidt angår EU’s indre marked. Der kræves imidlertid fortsat et grænseoverskridende element mellem medlemsstaterne. Så snart der er fastslået en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, kan de omtvistede regler derimod ikke anvendes, end ikke inden for en medlemsstat.
37. Hvorom alting er, vil jeg i dette forslag til afgørelse følge den samme fremgangsmåde, som Domstolen fulgte i de ovennævnte principielle domme: Jeg vil undersøge både artikel 45 TEUF og 101 TEUF.
2. De omtvistede regler
38. På dette tidspunkt er det efter min opfattelse hensigtsmæssigt kort at opsummere de omtvistede regler.
39. I henhold til RSTP’s artikel 17, stk. 1, 2 og 4, hæfter en spiller og den klub, der ønsker at ansætte denne, solidarisk for betalingen af den erstatning, som den klub, med hvilken kontrakten med spilleren er blevet brudt uden gyldig grund, har krav på. Desuden pålægges spilleren og klubben sportslige og finansielle sanktioner. Jeg vil i det følgende benævne disse regler som »erstatnings- og sanktionsregler«.
40. I henhold til RSTP’s artikel 9, stk. 1, og artikel 8.2, stk. 7, i bilag 3 til RSTP har det forbund, som spillerens tidligere klub henhører under, ret til at undlade at udstede det ITC, som er nødvendigt for, at en ny klub kan ansætte den pågældende spiller, såfremt der foreligger en tvist mellem den tidligere klub og spilleren.
3. Begrænsning i henhold til artikel 45 TEUF
41. Ifølge Domstolens faste praksis er artikel 45 TEUF til hinder for enhver foranstaltning, som, uanset om den er begrundet i nationaliteten eller finder anvendelse uafhængigt af nationalitet, kan skade unionsborgerne, såfremt de ønsker at udøve økonomisk virksomhed på en anden medlemsstats område end deres oprindelsesmedlemsstat, ved at forhindre dem i at forlade denne stat eller få dem til at afholde sig fra dette forehavende (22).
42. Der kan næppe herske tvivl for så vidt angår den restriktive karakter af de omtvistede regler, hvilket især kommer til udtryk ved, at ingen af parterne i den foreliggende sag har forsøgt at rejse tvivl om denne restriktive karakter.
43. De bestemmelser, hvorefter den nye klub hæfter solidarisk for betalingen af den erstatning for kontraktbrud, som den professionelle fodboldspiller er sin tidligere klub skyldig i tilfælde af en opsigelse før tid af en kontrakt uden gyldig grund, har netop en sådan karakter, at de kan afskrække eller afholde klubber fra at ansætte spilleren af frygt for en økonomisk risiko. Det samme gælder for sportslige sanktioner, der består i et forbud mod at registrere nye spillere nationalt eller internationalt i to fulde og på hinanden følgende registreringsperioder, samt manglende udstedelse af et ITC. Dette kan i praksis afholde en spiller fra at udøve sin profession hos en klub, der befinder sig i en anden medlemsstat.
44. I denne forbindelse er det formålsløst at undersøge, om de omtvistede regler udgør indirekte forskelsbehandling af borgere fra andre medlemsstater, eller om de blot udgør en hindring for den frie bevægelighed for personer. Det afgørende er, at spillere i praksis forhindres i at skifte til klubber i andre medlemsstater. Dette er netop tilfældet i den foreliggende sag: BZ, som er en fransk statsborger, der udøvede lønarbejde, ønskede at arbejde i Belgien, hvor han ikke var statsborger. De omtvistede regler forhindrede ham i at gøre dette i praksis.
4. Om artikel 101 TEUF
45. I henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF er alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked, uforenelige med det indre marked.
46. De omtvistede regler udgør vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF (23), der kan påvirke handelen mellem medlemsstater som omhandlet i samme bestemmelse (24). Jeg vil i denne forbindelse betone, at den omstændighed, at de omtvistede regler vedrører det, der sædvanligvis ville blive anset for arbejdsret, ikke berører denne konklusion. Navnlig finder den såkaldte »Albany-undtagelse« ikke anvendelse i den foreliggende sag, alene af den grund, at de omtvistede regler ikke udgør kollektive aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere (25). Således som BZ med rette har fremhævet, har FIFA derimod vedtaget RSTP som følge af, at sådanne aftaler ikke findes.
47. Jeg vil derefter undersøge, om de omtvistede regler udgør en adfærd, der har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked.
48. Ifølge BZ og FIFPro skal artikel 101, stk. 1, TEUF fortolkes således, at de omtvistede regler har til formål (26) at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF. RSTP’s artikel 17 og artikel 9, stk. 1, samt artikel 8.2, stk. 7, i bilag 3 til RSTP har i betragtning af disse bestemmelsers ordlyd, den økonomiske og retlige sammenhæng, de indgår i, og det objektive mål, som de forfølger, netop til formål, og under alle omstændigheder til følge, såvel i praksis som potentielt, at pålægge alle de »virksomheder«, som ud fra et økonomisk synspunkt er de professionelle fodboldklubber, der hører under de nationale fodboldforbund, som er medlemmer af FIFA, en række betingelser, der er så prohibitive og afskrækkende, med henblik på at få ansat spillere på højt niveau, som ikke længere er bundet af en kontrakt med en konkurrerende klub, men hvis kontrakt angiveligt er blevet opsagt uden gyldig grund, at disse betingelser må anses for i uforholdsmæssig grad, retligt og i praksis, at begrænse eller »låse« muligheden for, at disse klubber kan konkurrere med hinanden på denne måde. En sådan begrænsning er så meget desto mere væsentlig, for så vidt som den vedrører et element, som ifølge retlig og økonomisk teori udgør et af de vigtigste parametre for klubbernes indbyrdes konkurrence, eftersom ansættelse af fodboldspillere i sig selv er forbundet med organisering og transmission af klubturneringer i fodbold. Desuden begrænser disse regler på samme måde og i samme omfang spillernes egen mulighed for at konkurrere.
49. FIFA og URSBFA har derimod bestridt, at der foreligger en begrænsning i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF, og har fokuseret på en eventuel begrundelse for de omtvistede regler. Den græske og den ungarske regering har fremlagt en tilsvarende analyse. Den franske regering har i det væsentlige hjemvist spørgsmålet om et begrænsende formål eller en begrænsende virkning i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF til den forelæggende ret (27).
50. Kommissionen er af den opfattelse, at der er tale om en konkurrencebegrænsende virkning. Kommissionen har anført, at de omtvistede regler ikke kan anses for at have til formål at begrænse konkurrencen, på grundlag af deres indhold, den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori de indgår, og de mål, som de forfølger, for så vidt som de kun finder anvendelse i tilfælde af kontraktbrud uden gyldig grund og derfor ikke har en indvirkning på klubbernes mulighed for at konkurrere frit ved at skrive kontrakt med spillere både ved udgangen af den kontrakt, de havde med deres tidligere klub, og under denne kontrakts løbetid, såfremt der er enighed blandt alle de berørte parter om en sådan kontraktindgåelse, og den overholder alle tidsmæssige og materielle regler for registrering af spillere.
a) Konkurrencebegrænsende formål (artikel 101, stk. 1, TEUF)
51. For at afgøre, om der foreligger et konkurrencebegrænsende formål eller en konkurrencebegrænsende virkning, er det hensigtsmæssigt i første omgang at foretage en undersøgelse af formålet med den pågældende adfærd. Såfremt det efter en sådan undersøgelse viser sig, at denne adfærd har et konkurrencebegrænsende formål, er det ikke nødvendigt at undersøge dens virkning på konkurrencen. Det er således alene i tilfælde af, at den nævnte adfærd ikke kan anses for at have et konkurrencebegrænsende formål, at det er nødvendigt i anden omgang at undersøge dens virkning (28). Med henblik på i et givet tilfælde at fastlægge, om en aftale, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis efter dens art (29) er tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen til at kunne anses for at have til formål at hindre, begrænse eller fordreje denne, er det nødvendigt at undersøge for det første indholdet af den omhandlede aftale, vedtagelse eller praksis, for det andet den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den indgår, og for det tredje de formål, den tilsigter at opfylde (30).
52. Kombinationen af de omtvistede regler udmønter sig i nedenstående scenario: Så snart en spiller har brudt en kontrakt uden gyldig grund, følger det af RSTP’s artikel 17, at der skal betales erstatning, og alvorlige sportslige sanktioner træder i kraft. I henhold til artikel 8.2 i bilag 3 til RSTP vil en sådan spiller desuden ikke modtage det ITC, som gør det muligt for en klub at sætte den pågældende på banen.
53. Konsekvenserne af, at en spiller bryder en kontrakt uden gyldig grund, er med andre ord så voldsomme, at det er højst usandsynligt, at en spiller vil gå denne vej. De omtvistede regler er udformet med henblik på at virke afskrækkende og få det til at løbe koldt ned ad ryggen på alle spillere. Det samme gælder for klubber, der potentielt er interesserede i at tiltrække spillere med nye muligheder, mens sådanne spillere er under kontrakt. »Prisen« for en sådan manøvre ville være ekstremt høj.
54. På grund af selve deres karakter (31) begrænser de omtvistede regler således spillernes mulighed for at skifte klub og omvendt (nye) klubbers mulighed for at ansætte spillere i en situation, hvor en spiller har opsagt sin kontakt uden gyldig grund. Som Domstolen udtrykkeligt har fastslået, er ansættelse af talentfulde spillere »et af de vigtigste konkurrenceparametre, som professionelle fodboldklubber kan gøre brug af« (32), hvilket gør spillere til den vigtigste »produktionsfaktor« for klubber (33).
55. Herved berører de omtvistede regler, idet de begrænser klubbernes mulighed for at ansætte spillere, nødvendigvis konkurrencen mellem klubber på markedet for køb af professionelle spillere.
56. Disse elementer udgør tydelige tegn på, at der foreligger et konkurrencebegrænsende formål. Der findes naturligvis andre situationer, hvor spillere kan skifte klub og blive ansat. Dette betyder imidlertid ikke, således som Kommissionen har antydet i sit indlæg, at der ikke er tale om et konkurrencebegrænsende formål (34). I en situation, hvor en kontrakt opsiges uden gyldig grund, er det hensigten med de omtvistede regler, at konkurrencen sættes i bero. Jeg kan ikke se, hvordan dette ikke kan sidestilles med et konkurrencebegrænsende formål.
b) Konkurrencebegrænsende virkning (artikel 101, stk. 1, TEUF)
57. På baggrund af min analyse er det ikke længere nødvendigt at undersøge, om de omtvistede regler indebærer en konkurrencebegrænsende virkning. Når dette er sagt, står det efter min opfattelse klart, at de omtvistede regler i det mindste har en konkurrencebegrænsende virkning. FIFA’s repræsentant har i retsmødet forklaret, at der praktisk talt ikke findes nogen tilfælde af kontraktopsigelse uden gyldig grund, hvilket efter min opfattelse er et klokkeklart tegn på, at de omtvistede regler har deres tilsigtede afskrækkende virkning som beskrevet ovenfor.
c) Undtagelse (artikel 101, stk. 3, TEUF)
58. Betingelserne for en mulig undtagelse i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF er efter min opfattelse tydeligvis ikke opfyldt og vil af denne grund ikke blive behandlet i dette forslag til afgørelse (35).
d) Konklusion vedrørende artikel 101 TEUF
59. Artikel 101, stk. 1, TEUF er til hinder for de omtvistede regler. Såfremt Domstolen måtte fastslå, at der foreligger en konkurrencebegrænsende virkning fremfor et konkurrencebegrænsende formål, vil det næste skridt være at undersøge de omtvistede regler i lyset af andre mål efter dommen i sagen Wouters m.fl. (36) for at klarlægge, om de er begrundet i, at der forfølges et eller flere legitime mål af almen interesse, som ikke i sig selv er konkurrencebegrænsende (37). Efterprøvelsen i denne forbindelse vil i det væsentlige være sammenlignelig med efterprøvelsen af begrundelsen i henhold til artikel 45 TEUF, som jeg nu vil se nærmere på.
5. Begrundelse
60. En begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed kan ikke begrundes, medmindre den for det første er rettet mod et af de i artikel 45, stk. 3, TEUF anførte hensyn (38) eller et tvingende alment hensyn (39) og for det andet er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, hvilket indebærer, at den skal være egnet til på en sammenhængende og systematisk måde at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte mål og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (40).
a) Identificering af et tvingende alment hensyn
61. FIFA og URSBFA har gjort gældende, at de omtvistede regler har til formål at sikre kontraktmæssig stabilitet inden for professionel fodbold og mere specifikt at sikre overholdelse af de forpligtelser, som både spillere og klubber har påtaget sig.
62. Der er efter min opfattelse ingen problemer med at acceptere disse påberåbte grunde som tvingende almene hensyn, for så vidt som de ikke udgør formål af rent økonomisk karakter (41). For så vidt som den kontraktmæssige stabilitet angiveligt bidrager til lige vilkår i en vis grad mellem klubberne, bør det anføres, at Domstolen udtrykkeligt har anerkendt målet om at sikre ligevægten mellem klubberne ved at opretholde en vis konkurrence og usikkerhed om resultaterne (42).
b) Proportionalitet
63. De omtvistede regler skal dernæst være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, dvs. at de skal være egnede til på en sammenhængende og systematisk måde at sikre virkeliggørelsen af de forfulgte mål og ikke gå videre end nødvendigt for at nå disse mål. Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, om de omtvistede regler er forholdsmæssige. I denne forbindelse bærer FIFA bevisbyrden med hensyn til forholdsmæssigheden af de omtvistede regler.
1) Egnethed
64. De omtvistede regler ser generelt ud til at kunne fremme den kontraktmæssige stabilitet og dermed bidrage til både stabiliteten i sammensætningen af hold i sportsturneringer og til målet om en vis balance mellem klubber i sportskonkurrencer ved at opretholde lige muligheder i en vis grad. Her bør det anføres, at der er et særligt sportsligt kendetegn, idet fodboldklubber har brug for modstandere for, at systemet kan fungere (43).
65. Den pligt, som en spiller og en ny klub har til at betale erstatning (44), bør tilskynde spillere til ikke at opsige deres kontrakter uden gyldig grund og afholde klubber fra at ansætte en spiller, der har opsagt sin kontrakt før tid uden gyldig grund. Det samme gælder for de sportslige sanktioner (45) og ITC (46), hvis manglende udstedelse forværrer spillerens vanskelige situation ved at skabe en teknisk hindring for, at den pågældende kan registreres hos en ny klub, der tilhører et andet forbund.
2) Nødvendighed
66. Dernæst må de omtvistede regler ikke gå videre end nødvendigt for at nå målet om kontraktmæssig stabilitet (47).
i) Erstatning for kontraktbrud (RSTP’s artikel 17, stk. 1)
67. Betalingen af erstatning for kontraktopsigelse uden gyldig grund kan anses for med rimelighed at være nødvendig for at nå målet om kontraktmæssig stabilitet. Erstatningen skal imidlertid beregnes på en sådan måde, at det beløb, som den part, den manglende gyldige grund tilregnes, er skyldig, ikke overskrider det, der med rimelighed kan anses for nødvendigt for at yde den anden part erstatning for den skade, som den pågældende har lidt som følge af kontraktbruddet, og for at afskrække – spilleren i dette tilfælde – fra at opsige kontrakten uden gyldig grund (48).
ii) Solidarisk hæftelse (RSTP’s artikel 17, stk. 2) og sportslige sanktioner (RSTP’s artikel 17, stk. 4)
68. Selv om det ud fra FIFA’s perspektiv kan være vanskeligt at fastslå de grunde, der førte til opsigelsen før tid af den professionelle fodboldspillers kontrakt med den tidligere klub, når en spiller ansættes af en anden klub, går den systematiske ansvarligholdelse af den nye klub efter min opfattelse videre end nødvendigt for at forfølge det legitime formål i en situation, hvor den nye klub ikke har spillet en rolle ved opsigelsen af kontrakten. Den i RSTP’s artikel 17, stk. 4, indeholdte formodning for, at den nye klub har tilskyndet spilleren til at begå kontraktbrud, virker drakonisk, eftersom jeg ikke kan se, hvordan den nye klub kan bevise sin »uskyld«. Selv om det, ligesom FIFA og Kommissionen har gjort, kan gøres gældende, at det er muligt at fravige anvendelsen af RSTP’s artikel 17, stk. 2, og tvistbilæggelsesafdelingen har beføjelse til at begrænse anvendelsen af princippet om solidarisk hæftelse (49), giver en sådan tillæggelse af beføjelse til tvistbilæggelsesafdelingen efter min opfattelse ikke den fornødne retssikkerhed for spillere og klubber, eftersom alt afhænger af, om proceduren kan gennemføres, og dette hurtigt, hvilket synes vanskeligt at fastslå.
iii) ITC [artikel 8.2, stk. 7, og artikel 8.2, stk. 4, litra b), i bilag 3 til RSTP]
69. Her indebærer artikel 8.2, stk. 7, i bilag 3 til RSTP en risiko for, at det afvises at udstede et ITC alene som følge af en påstand om, at spilleren ikke har overholdt betingelserne i sin kontrakt, og at klubben var tvunget til at bringe kontrakten til ophør på grund af spillerens angivelige manglende overholdelse af sine kontraktlige forpligtelser. Det kan atter hævdes, at ordningen har den nødvendige fleksibilitet, eftersom FIFA, i tilfælde af en tvist mellem spilleren og dennes tidligere klub, på den nye klubs anmodning og undtagelsesvist kan træffe foreløbige foranstaltninger (50). Imidlertid er disse elementer efter min opfattelse atter for spinkle til, at det kan konkluderes, at de er nødvendige for at opnå kontraktmæssig stabilitet.
c) Om chartrets artikel 15
70. Eftersom nogle af parterne har støttet sig på chartrets artikel 15, bør denne bestemmelse efter min opfattelse undersøges i dette forslag til afgørelse.
1) Anvendelsesområde: chartrets artikel 51, stk. 1
71. Inden jeg ser nærmere på det materielle anvendelsesområde for chartrets artikel 15, må det først afklares, om denne artikel principielt overhovedet kan finde anvendelse i den sag, der verserer for den forelæggende ret. Er FIFA ved vedtagelsen af en tekst såsom RSTP med andre ord bundet af chartret, navnlig dets artikel 15?
72. Efter min opfattelse skal dette spørgsmål besvares bekræftende.
73. I henhold til chartrets artikel 51, stk. 1, som definerer chartrets anvendelsesområde, er bestemmelserne i chartret rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt til medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten.
74. FIFA er ikke i snæver forstand en medlemsstat, der gennemfører EU-retten.
75. Som jeg har beskrevet andetsteds, kan private enheder såsom FIFA i en situation som den foreliggende funktionelt sammenlignes ikke med en EU-institution, men med en medlemsstat, der forsøger at begrunde en begrænsning af en grundlæggende frihed (51). Ifølge Domstolens faste praksis siden dommen i sagen Walrave og Koch (52) finder traktatens bestemmelser anvendelse på en enhed såsom FIFA. En sådan enhed behandles, som om den var en medlemsstat, der forsøger at begrunde en begrænsning af en grundlæggende frihed (eller i givet fald en konkurrencebegrænsning). På denne baggrund er det kun logisk, at chartrets bestemmelser i en sådan situation finder anvendelse på den pågældende enhed, således at den er bundet af disse bestemmelser. Eftersom Domstolen ikke havde et problem med at anvende artikel 45 TEUF horisontalt på en enhed såsom FIFA, må det samme med andre ord gælde for anvendelsen af chartret (53).
76. Med hensyn til formuleringen »gennemfører EU-retten« er den blevet afklaret i Domstolens dom i Åkerberg Fransson-sagen (54), hvor Domstolen støttede sig på forklaringerne til chartret og fastslog, at forpligtelsen til at respektere de grundlæggende rettigheder, der er fastlagt inden for rammerne af Den Europæiske Union, kun påhviler medlemsstaterne, når de handler inden for rammerne af EU-retten (55). Domstolen fastslog endvidere, at eftersom de grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartret, skal efterleves, når en national lovgivning falder ind under EU-rettens anvendelsesområde, findes der ikke situationer, som henhører under EU-retten, uden at de grundlæggende rettigheder finder anvendelse. Den omstændighed, at EU-retten finder anvendelse, indebærer, at de grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartret, finder anvendelse (56).
77. Det er min opfattelse, at et sådant »spejlprincip« er i fuld overensstemmelse med rationalet bag chartrets artikel 51, som er at sikre, at rettighederne i chartret overholdes inden for EU‐rettens anvendelsesområde.
78. Jeg vil desuden gerne minde om den faste retspraksis både før (57) og efter (58) ikrafttrædelsen af chartret, hvorefter en medlemsstat, der ønsker at påberåbe sig en begrundelse i forbindelse med en begrænsning af en grundlæggende frihedsrettighed, skal overholde EU’s grundlæggende rettigheder.
79. På grundlag af det ovenstående kan jeg ikke se nogen grund til, at chartrets bestemmelser i dette specifikke tilfælde ikke skal anvendes, således at enkeltpersoner kan gøre dem gældende over for en enhed såsom FIFA (59).
80. Endelig vil jeg komme med endnu en kort bemærkning om metoden. I lyset af det ovenstående er det min opfattelse, at efterprøvelsen af, om de omtvistede regler er forenelige med chartret, bør finde sted i forbindelse med bedømmelsen af den begrundelse, som FIFA og URSBFA har anført. I denne forbindelse deler jeg til fulde generaladvokat Saugmandsgaard Øes synspunkt om, at »når Domstolen undersøger en national lovgivning i lyset af den frie bevægelighed, er det ikke muligt at undersøge en angivelig tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed, der er sikret ved chartret, uafhængigt af spørgsmålet om tilsidesættelsen af disse friheder« (60). Det er tilstrækkeligt at tilføje, at dette også er den fremgangsmåde, Domstolen efter min opfattelse har anvendt indtil videre: Spørgsmål, der omfatter grundlæggende rettigheder i sager om fri bevægelighed, behandles i forbindelse med begrundelsen for en begrænsning (61).
2) De materielle krav i chartrets artikel 15
81. Allerede på dette tidspunkt vil jeg gerne anføre, at intet i den bedømmelse, der følger med hensyn til chartrets artikel 15, stk. 1 (62), vil adskille sig væsentligt fra bedømmelsen af artikel 45 TEUF.
82. I en sag som den foreliggende skal den (grundlæggende og individuelle) subjektive økonomiske rettighed, der er fastsat i artikel 45 TEUF (63), for det første anses for at være funktionelt tilsvarende til chartrets artikel 15 (64), hvilket medfører, at jeg vil begrænse mig til nedenstående overvejelser for fuldstændighedens skyld (65). I denne forbindelse vil jeg tilsigte at påpege potentielle problemer, som Domstolen er nødt til at løse på et tidspunkt.
83. Som det allerede fremgår af ordlyden af chartrets artikel 15, stk. 1, giver denne bestemmelse for det første ret til at vælge og forfølge et erhverv eller fag (66). Eftersom de omtvistede regler vedrører udøvelsen af erhvervet som fodboldspiller, er de omfattet af det beskyttelsesområde, der følger af chartrets artikel 15, stk. 1.
84. Med hensyn til en potentiel begrænsning af retten til at udøve et erhverv bestemmer chartrets artikel 52, stk. 1, for det andet, at enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder, der anerkendes ved chartret, skal være fastlagt i lovgivningen og respektere disse rettigheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.
85. For det første må det undersøges, om RSTP skal anses for »lovgivning« som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1 (67). Her ville det intuitive og efter min opfattelse i sidste ende overbevisende svar være, at en retsakt såsom RSTP på et abstrakt plan kan udgøre »lovgivning«, i hvilken forbindelse ræsonnementet svarer til det ræsonnement efter chartrets artikel 51, stk. 1, som er anført ovenfor: Når en retsakt vedtaget af FIFA eller URSBFA anses for at være omfattet af chartret i en situation som den foreliggende, skal denne retsakt anses for »lovgivning« som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1. Jeg ville med andre ord vælge en funktionel tilgang til definitionen af begrebet »lovgivning« og anse RSTP for »materiel lovgivning«, eftersom den er formuleret og er bestemt til at finde anvendelse på en abstrakt måde. Selv om jeg er bevidst om den forfatningsmæssige betydning af en sådan konklusion, som med sikkerhed ville kræve en dybtgående undersøgelse i en situation, hvor chartrets artikel 15 ikke, som i den foreliggende sag, »konsumeres« af artikel 45 TEUF, er dette efter min opfattelse en konsekvens af, at sidstnævnte bestemmelse udvides til at omfatte enheder såsom FIFA.
86. Dernæst skal de pågældende regler være tilstrækkeligt tilgængelige og være affattet tilstrækkeligt præcist (68). Dette er efter min opfattelse tilfældet med hensyn til RSTP.
87. For så vidt angår den resterende efterprøvelse af begrænsningen (identificering af en begrundelse, proportionalitetsprincippet) kan jeg, eftersom denne efterprøvelse er funktionelt tilsvarende til efterprøvelsen i henhold til artikel 45 TEUF, endelig henvise til de tilsvarende betragtninger, der er anført ovenfor i dette forslag til afgørelse.
IV. Forslag til afgørelse
88. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de spørgsmål, som Cour d’appel de Mons (appeldomstolen i Mons, Belgien) har forelagt, således:
»1) Artikel 101 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for regler, der er vedtaget af et forbund med ansvar for at organisere fodboldturneringer på verdensplan, og som anvendes af både dette forbund og de nationale fodboldforbund, der er medlemmer heraf, idet disse regler bestemmer, at en spiller og en klub, der ønsker at ansætte den pågældende, hæfter solidarisk for den erstatning, som den klub, hvis kontrakt med spilleren er blevet brudt uden gyldig grund, har krav på, og at det forbund, som spillerens tidligere klub henhører under, har ret til at undlade at udstede det internationale transfercertifikat, som er nødvendigt for, at en ny klub kan ansætte den pågældende spiller, såfremt der foreligger en tvist mellem den tidligere klub og spilleren, hvis det fastslås dels, at disse vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder kan påvirke handelen mellem medlemsstater, dels at de enten har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen mellem professionelle fodboldklubber, medmindre det i sidstnævnte tilfælde ved overbevisende argumenter og beviser godtgøres, at de på én gang er begrundet i, at der forfølges et eller flere legitime mål, og er strengt nødvendige i dette øjemed.
2) Artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for anvendelsen af regler, der er vedtaget af et forbund med ansvar for at organisere fodboldturneringer på verdensplan, og som anvendes af både dette forbund og de nationale fodboldforbund, der er medlemmer heraf,
– idet disse regler bestemmer, at en spiller og en klub, der ønsker at ansætte den pågældende, hæfter solidarisk for den erstatning, som den klub, hvis kontrakt med spilleren er blevet brudt uden gyldig grund, har krav på, medmindre det kan godtgøres, at det reelt er muligt inden for en rimelig tidsfrist at undlade at anvende dette princip, såfremt det kan fastslås, at den nye klub ikke var indblandet i den ubegrundede opsigelse før tid af spillerens kontrakt
– idet disse regler bestemmer, at det forbund, som spillerens tidligere klub henhører under, har ret til at undlade at udstede det internationale transfercertifikat, som er nødvendigt for, at en ny klub kan ansætte den pågældende spiller, såfremt der foreligger en tvist mellem den tidligere klub og spilleren, medmindre det kan bevises, at der kan træffes effektive, reelle og hurtige foreløbige foranstaltninger i en situation, hvor der blot foreligger en påstand om, at spilleren ikke har overholdt betingelserne i sin kontrakt, og at klubben var tvunget til at bringe kontrakten til ophør på grund af spillerens angivelige manglende overholdelse af sine kontraktlige forpligtelser.«