Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 27. december 2001 af Colette di Marzio mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-335/01)

    (Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 27. december 2001 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Colette di Marzio, Ginasservis (Frankrig), ved avocats Georges Vandersanden og Laure Levi.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Afgørelsen af 18. juli 2001, meddelt den 5. september 2001, og som annullerer og erstatter en afgørelse af 4. januar 2001 med samme indhold, nemlig at forflytte sagsøgeren inden for det samme generaldirektorat (Generaldirektoratet for Personale og Administration), nemlig fra enheden Ekstern sikkerhed i tjenesten for protokol og sikkerhed til enheden Informationssystemer og edb-infrastruktur i direktoratet Indtægter, hvorved tjenestestedet ændres fra Cadarache, Frankrig, til Bruxelles, annulleres, og om fornødent annulleres såvel afgørelsen af 4. januar 2001 som afgørelsen af 17. december 2001 om at afvise sagsøgerens klage.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning med renter efter ret og billighed, der foreløbigt fastsættes til 25 000 EUR.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at det er åbenbart, at der foreligger et urigtigt skøn, og at hensynet til tjenestens interesse, omsorgsprincippet og det almindelige princip om respekt af privat- og familieliv er tilsidesat. Endvidere har sagsøgeren anført, at der foreligger magtfordrejning. Endelig har hun gjort gældende, at princippet om god forvaltningsskik og omsorgsprincippet er tilsidesat. Ifølge sagsøgeren tages der i den anfægtede afgørelse ikke hensyn til hendes personlige interesser og familiemæssige situation. Afgørelsen om overflytning er heller ikke truffet af hensyn til tjenestens interesse. Sagsøgeren påstår tværtimod, at hendes overflytning er resultat af en kamp om stillinger mellem de involverede tjenestegrene.

____________