Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 27. december 2001 af EuroCommerce A.I.S.B.L. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-336/01)

    (Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 27. december 2001 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af EuroCommerce A.I.S.B.L. ved Pierre V.F. Bos og Morten Nissen, advokatfirmaet Dorsey & Whitney LLP, Bruxelles (Belgien).

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Kommissionens beslutning af 9. august 2001 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/29.373 ( Visa International) annulleres.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

(Kommissionen tilpligtes at betale de omkostninger, EuroCommerce har pådraget sig i forbindelse med sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren er en international sammenslutning, der har som målsætning at forske i og at løse samhandelsproblemer. Sagsøgeren har indgivet flere klager til Kommissionen over betalingskortorganisationernes anvendelse af de regler, der ikke vedrører gebyrfastsættelse, og af reglerne om multilaterale formidlingsgebyrer. Pengeinstitutter, der indgår tilslutningsaftaler (den forretningsdrivendes pengeinstitut), betaler et multilateralt formidlingsgebyr til det kortudstedende pengeinstitut (kundens pengeinstitut). Sagsøgeren har givet udtryk for, at dette gebyr har direkte indvirkning på størrelsen af det gebyr, som en forretningsdrivende, hvis kunder anvender betalingskort som betalingsmiddel, skal betale til det pengeinstitut, der indgår tilslutningsaftalen. De regler, der ikke vedrører gebyrfastsættelse, regulerer udstedelsen af betalingskort og tilslutningsaftaler for betalingskort.

Kommissionen har i den anfægtede beslutning fastslået, at der for så vidt angår de regler, der ikke vedrører gebyrfastsættelse, ikke er behov for at træffe foranstaltninger efter EF-traktatens artikel 81. Denne beslutning er efter sagsøgerens opfattelse i strid med såvel EF-traktaten som EØS-aftalen.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgerens ret til at blive hørt. I de bemærkninger, som sagsøgeren har fremsat til den anden skrivelse i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 2842/98, anførtes det, at sammenslutningen trækker sin klage tilbage på bestemte betingelser. Dette skete i tiltro til, at Kommissionen ville forbyde multilaterale formidlingsgebyrer. Disse gebyrer er ifølge sagsøgeren nært forbundet med de regler, som ikke vedrører gebyrfastsættelse. Kommissionen ændrede senere opfattelse på dette punkt. Sagsøgeren har imidlertid herefter angiveligt ikke haft lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger.

Sagsøgeren har endvidere hævdet, at EF-traktatens artikel 81 og princippet om god forvaltningsskik er blevet tilsidesat, idet Kommissionen har undladt at sammenholde de regler, som ikke vedrører gebyrfastsættelse, med reglerne om multilaterale formidlingsgebyrer. Sagsøgeren er af den opfattelse, at de to regelsæt skulle have været vurderet i sammenhæng for at kunne afgøre, om de har en negativ indvirkning på konkurrencen. Kommissionen har i den anfægtede beslutning godkendt de regler, som ikke vedrører gebyrfastsættelse, og den har givet udtryk for, at den har til hensigt at godkende de multilaterale formidlingsgebyrer. Sagsøgeren har imidlertid anført, at de to aspekter er nært forbundne, og at Kommissionen skulle have undersøgt deres samlede indvirkning på konkurrencen.

Sagsøgeren har tillige anført, at Kommissionen lagde en urigtig retsopfattelse og en urigtig bedømmelse af faktum til grund, da den godkendte "forbuddet mod forskelsbehandling", som afskærer de forretningsdrivende fra at lade kunden betale omkostningerne ved brugen af kreditkortet. Dette forbud er efter sagsøgerens opfattelse konkurrencebegrænsende, da det fratager de forretningsdrivende det pressionsmiddel, der består i, at de ved forhandlinger om lavere gebyrer kan true med at foretage en sådan forskelsbehandling. Sagsøgeren har anført, at Kommissionens undersøgelse af markedet på dette punkt er utilstrækkelig.

Sagsøgeren har endvidere hævdet, at Kommissionen med den anfægtede beslutning fejlagtigt har godkendt flere andre regler. Kommissionen har således godkendt "regler for grænseoverskridende kortudstedelse", der foreskriver, at et pengeinstitut, der ønsker at udstede kort i en anden stat, skal overholde de regler, der gælder i den pågældende stat. Herved sker der efter sagsøgerens opfattelse en de facto opdeling af markedet, og de kortudstedende pengeinstitutter forhindres derved i at opnå en konkurrencemæssig fordel i ét land ved at være underlagt mindre restriktive regler i et andet land. Kommissionen har endvidere fejlagtigt godkendt "regler for grænseoverskridende hvervning af betalingsmodtagere", som ifølge sagsøgeren forhindrer, at en forretningsdrivende ved indgåelse af tilslutningsaftaler anvender et pengeinstitut fra et andet land, hvor de multilaterale formidlingsgebyrer er lavere.

Endelig anfører sagsøgeren, at Kommissionens godkendelse af "reglen om ingen hvervning af betalingsmodtagere uden kortudstedelse" ikke er ledsaget af en tilstrækkelig begrundelse. Et pengeinstitut, der ønsker at hverve forretningsdrivende, skal ifølge denne regel have udstedt et vist antal kort til kunder, før det må begynde hvervningen. En sådan regel er ifølge sagsøgeren udtryk for, at de nuværende kortudstedere har indgået en markedsdelingsaftale.

____________