Language of document :

Appel iværksat den 23. august 2023 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 14. juni 2023 i sag T-201/21, Covington & Burling og Van Vooren mod Kommissionen

(Sag C-540/23 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved S. Ciubotaru, C. Ehrbar og A. Spina, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Covington & Burling og Bart Van Vooren

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Covington & Burling og Bart Van Vooren tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med sag T-201/21 og appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Europa-Kommissionen har til støtte for appellen fremsat to anbringender.

Første anbringende: Retten har begået en retlig fejl ved at afvise relevansen af reglerne om udvalgsprocedurer i relation til fortolkningen af betingelsen om at »være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces« i artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1049/2001 1 .

Det første anbringende er opdelt i to led.

Retten har for det første begået en retlig fejl ved at afvise relevansen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 1 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser, og standardforretningsordenen for udvalg vedrørende anvendelsen af relevante undtagelser fra adgangen til aktindsigt i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001.

Retten har for det andet begået en retlig fejl ved at anlægge en fejlagtig fortolkning af standardforretningsordenen for udvalg og forordning (EU) nr. 182/2011 i forbindelse med vurderingen af, om »dokumentets udbredelse ville være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces«.

Andet anbringende: Retten har begået en retlig fejl i forbindelse med sin vurdering af, om »dokumentets udbredelse ville være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces« som omhandlet i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1049/2001.

Det andet anbringende er opdelt i to led.

I forbindelse med vurderingen af, om »[dokumenternes] udbredelse ville være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces«, har Retten for det første vedtaget en ufuldstændig vurdering af de argumenter, som Kommissionen har fremsat i den anfægtede afgørelse, og har derved tilsidesat sin begrundelsespligt.

Retten har for det andet ikke anvendt de korrekte retlige kriterier og har undladt at vurdere de relevante forhold som en del af en række samstemmende indicier.

____________

1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

1 EUT 2011, L 55, s. 13.