Language of document : ECLI:EU:F:2009:133

PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

29. september 2009

Sag F-64/09

Kay Labate

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – erhvervssygdom – passivitetssøgsmål – Retten inkompetent – henvisning til Retten i Første Instans«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 232 EF, hvorunder Kay Labate bl.a. har nedlagt påstand om, at det fastslås, at den omstændighed, at Kommissionen har undladt at handle, jf. artikel 232 EF, er retsstridig, at det fastslås, at Kommissionen tilpligtes at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af EU-Personalerettens kendelse af 1. februar 2008, Labate mod Kommissionen (sag F-77/07, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000), at nærværende sag gives passende prioritet, og at der afsiges dom inden seks uger, at der anordnes de foranstaltninger, som Retten finder fornødne, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Udfald: Det søgsmål, der er registreret som sag F-64/09, Labate mod Kommissionen, hjemvises til Retten i Første Instans. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

Tjenestemænd – søgsmål – passivitetssøgsmål – Personaleretten inkompetent

(Art. 232 EF og 236 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 91)


Et søgsmål, hvorunder der er nedlagt påstand ikke om annullation af en bebyrdende retsakt, men om, at det fastslås, at en institution retsstridigt har undladt at handle, og som fremkommer efter gennemførelsen af proceduren om opfordring til at handle i artikel 232 EF, og som klart fremstår som baseret på artikel 232 EF, er et passivitetssøgsmål, som i henhold til artikel 225, stk. 1, første afsnit, EF og artikel 51, stk. 1, i statutten for Domstolen henhører under Rettens kompetence.

Denne konklusion ændres ikke af den omstændighed, at den foreliggende tvist vedrører ansættelsesforholdet mellem en institution og en person omfattet af vedtægten, og at den derved henhører under anvendelsesområdet for artikel 236 EF.

Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren under en sådan tvist med føje kan anlægge et passivitetssøgsmål, selv om han i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91 har mulighed for at anfægte administrationens passivitet ved et søgsmål til prøvelse af et stiltiende afslag på en ansøgning, kan kun afgøres af den ret, som har kompetence til at træffe afgørelse i passivitetssøgsmålet, dvs. af Retten i første Instans, og ikke af Personaleretten.

(jf. præmis 20-23)

Henvisning til:

Retten: 6. juli 2009, sag T-176/04 DEP, Marcuccio mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 23-27; 9. juli 2009, sag T-176/08, Infeurope mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36-40