Sag anlagt den 16. januar 2012 - Hagenmeyer og Hahn mod Kommissionen

(Sag T-17/12)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Moritz Hagenmeyer (Hamburg, Tyskland) og Andreas Hahn (Hannover, Tyskland) (ved advokat T. Teufer)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Den del af Kommissionens forordning (EU) nr. 1170/2011 af 16. november 2011 om afvisning af visse sundhedsanprisninger af fødevarer, der henviser til en reduceret risiko for sygdom (EUT L 299, s. 1), som vedrører den af sagsøgerne ansøgte anprisning "Regelmæssig indtagelse af betydelige mængder vand kan reducere risikoen for udvikling af dehydrering og for deraf følgende nedsat ydeevne", annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer ² er sundhedsanprisninger af fødevarer forbudt, såfremt de ikke i overensstemmelse med den nævnte forordning er blevet tilladt af Kommissionen og optaget på en liste over tilladte anprisninger.

Det foreliggende søgsmål er rettet mod Kommissionens forordning (EU) nr. 1170/2011 af 16. november 2011 om afvisning af visse sundhedsanprisninger af fødevarer, der henviser til en reduceret risiko for sygdom , for så vidt som det med denne forordning blev afvist at optage følgende anprisning vedrørende reduceret risiko for sygdom - hvorom der var blevet ansøgt om tilladelse - på listen over tilladte anprisninger: "Regelmæssig indtagelse af betydelige mængder vand kan reducere risikoen for udvikling af dehydrering og for deraf følgende nedsat ydeevne".

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført ni anbringender.

Første anbringende vedrørende undværligheden af angivelsen af en "risikofaktor"

Sagsøgerne gør for det første gældende, at sagsøgte har erklæret angivelsen af en "risikofaktor" for obligatorisk for ansøgningen om tilladelse, selv om der ikke følger en sådan forpligtelse af forordning nr. 1924/2006.

Andet anbringende om at der ikke er blevet taget hensyn til den faktiske angivelse af en risikofaktor i ansøgningen om tilladelse

Sagsøgerne gør derudover gældende, at sagsøgte har overset, at sagsøgerne i deres formuleringsforslag til den sundhedsanprisning, som de har ansøgt om, faktisk har nævnt en "risikofaktor".

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Sagsøgerne gør endvidere gældende, at forordning nr. 1170/2011 er uforholdsmæssig i sin helhed.

Fjerde anbringende om at der mangler et tilstrækkeligt retsgrundlag

Den anfægtede forordning mangler efter sagsøgernes opfattelse desuden et tilstrækkeligt retsgrundlag, da den er støttet på bestemmelserne i artikel 17, sammenholdt med artikel 14, stk. 1, litra a), og artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1924/2006, som for deres vedkommende er i strid med EU-retten og navnlig med proportionalitetsprincippet.

Femte anbringende om et ulovligt retsskabelsesinstrument

Sagsøgerne gør for det femte gældende, at sagsøgte har tilsidesat væsentlige formforskrifter, idet sagsøgte i stedet for at træffe en afgørelse, som fastsat i forordning nr. 1924/2006, har udstedt en forordning.

Sjette anbringende om en tilsidesættelse af kompetencefordelingen

Sagsøgerne gør i denne sammenhæng gældende, at den kompetencefordeling, der er fastsat i forordning nr. 1924/2006 mellem sagsøgte, Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og Bundesamt für Verbraucherschutz und Lebensmittelsicherheit (den tyske forbundsmyndighed for forbrugerbeskyttelse og levnedsmiddelsikkerhed) er blevet tilsidesat af sagsøgte i sagen.

Syvende anbringende om at der ikke er blevet truffet en afgørelse inden for fristen

Sagsøgerne gør desuden gældende, at de obligatoriske tidsfrister for videresendelsen af ansøgningen om tilladelse, udarbejdelsen af den videnskabelige stillingtagen og udstedelsen af afgørelsen om tilladelse i henhold til forordning nr. 1924/2006 er blevet tilsidesat.

Ottende anbringende om en mangelfuld hensyntagen til det anførte

Sagsøgerne gør endvidere gældende, at sagsøgte har tilsidesat væsentlige formforskrifter, da sagsøgte ved afgørelsen om tilladelse ikke har taget hensyn til en væsentlig del af det af sagsøgerne og interesserede tredjemænd, der deltager i sagen, anførte.

Niende anbringende om mangelfuld begrundelse

Endelig gør sagsøgerne gældende, at sagsøgte ikke på tilstrækkelig vis har efterkommet sin begrundelsesforpligtelse i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

____________

¹ - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20.12.2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (EUT L 404, s. 9).

² - Kommissionens forordning (EU) nr. 1170/2011 af 16.11.2011 om afvisning af visse sundhedsanprisninger af fødevarer, der henviser til en reduceret risiko for sygdom (EUT L 299, s. 1).