Language of document :

Sag anlagt den 26. oktober 2012 – ZZ mod Kommissionen

(Sag F-126/12)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: ZZ (ved advokat M. Boury)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af svaret på den klage, hvorved sagsøgeren anmodede om, for det første, at Kommissionen anerkendte, at kun visse dokumenter i hans personlige administrative sagsmappe kunne fremsendes til undersøgelsesdommeren ved Tribunal de première instance de Bruxelles og, for det andet, at det blev fastslået, at fortielsen af afgørelsen af 2. februar 2001 for nævnte ret var ulovlig.

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har bl.a. nedlagt følgende påstande:

Annullation af ansættelsesmyndighedens svar af 24. august 2012 på klage nr. R/367/12.

Kommissionen tilpligtes at anerkende, at fortielsen over for de belgiske retslige myndigheder af sagsøgerens rigtige personlige administrative sagsmappe, samt af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 2. februar 2001, og af samtlige dertil hørende sagsakter, dokumenter, som de belgiske strafferetlige myndigheder havde forlangt af Kommissionen, er ulovlig.

Kommissionen tilpligtes at anerkende, at fremsendelsen til Tribunal de Bruxelles af fortrolige dokumenter udarbejdet uden nogen retslig kontrol og i strid med vedtægtens regler i den tidligere enhed ADMIN B9, som varetog den administrative undersøgelse, der blev iværksat den 2. februar 2001 af ansættelsesmyndighedens i strid med vedtægtens regler, er ulovlig.

Kommissionen tilpligtes at anerkende, at den intervention, som blev foretaget af Kommissionens ansatte, som hverken havde fuldmagt eller kompetence hertil, i undersøgelsen af hans klage ved Tribunal de Bruxelles og med det formål at skade ham, er ulovlig.

Kommissionen tilpligtes at anerkende, at han, og hans familie, har været udsat for alvorlige tilsidesættelser af hans grundlæggende menneskerettigheder og at han har lidt alvorlige erhvervsmæssige, økonomiske og ikke-økonomiske tab, som vanskeligt kan erstattes, og at han som følge heraf har ret til at opnå erstatning for disse selv samme tab.