RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

15. marts 2007

Sag T-402/03

Georgios Katalagarianakis

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – udnævnelse – ændring af indplacering i lønklasse og løntrin – anvendelse af Domstolens praksis – artikel 5, artikel 31, stk. 2, artikel 32, stk. 2, og artikel 45 og 62 i tjenestemandsvedtægten«

Angående: Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse, for så vidt som sagsøgerens indplacering ved ansættelsen herved ændres og fastsættes til lønklasse A6, første løntrin, og for så vidt som hans efterfølgende indplacering i lønklasse A5, tredje løntrin, ændres og fastsættes til den 1. april 2000, og de økonomiske følger heraf gives virkning fra den 5. oktober 1995.

Udfald: Kommissionens afgørelse af 14. april 2003 annulleres, for så vidt som datoen for de økonomiske følger heraf fastsættes til den 5. oktober 1995. Kommissionen foretager en sammenligning af sagsøgerens fortjenester med fortjenesterne for de tjenestemænd, der er blevet forfremmet til lønklasse A5 i hvert forfremmelsesår siden den 1. maj 1993. Efter denne gennemgang og for så vidt som Kommissionen ikke er i stand til at tilbyde sagsøgeren en forfremmelse til den lønklasse, der er berettiget, opfordres parterne til at søge at opnå en aftale om en passende kompensation. Parterne informerer Retten inden for en frist af tre måneder at regne fra denne doms afsigelse om indholdet af den aftale, de måtte være nået frem til, eller, i mangel heraf, om deres påstande opgjort i tal vedrørende erstatningsbeløbet. I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – afgørelse om indplacering i lønklasse og på løntrin – begrundelsespligt senest ved afslaget på klagen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2, art. 31, stk. 2, art. 32, stk. 2, og art. 90, stk. 2)

2.      Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse og på løntrin

(Tjenestemandsvedtægten, art. 31, stk. 2, og art. 32, stk. 2)

3.      Tjenestemænd – ansættelse – ligebehandling – indplacering på løntrin

(Tjenestemandsvedtægten, art. 5, stk. 3, art. 31, stk. 2, og art. 32, stk. 2)

4.      Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 31, stk. 2, art. 45, stk. 1, og art. 62, stk. 1)

5.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – tjenestefejl

1.      Ved en afgørelse om indplacering i lønklasse og på løntrin kan begrundelsen gives på det tidspunkt, hvor afgørelsen vedrørende klagen træffes, og det er tilstrækkeligt, at begrundelsen vedrører opfyldelsen af de retlige betingelser, der er opstillet i vedtægten for en korrekt procedure og til den relevante individuelle begrundelse for afgørelsen i forhold til den berørte tjenestemand.

Ansættelsesmyndigheden har ikke pligt til i sin afgørelse om afslag på en klage over en afgørelse om indplacering af en nyansat tjenestemand i den højeste lønklasse i stillingsgruppen at angive den specifikke uddannelse og erhvervserfaring, der er nødvendig for at kunne få godskrevet anciennitet på løntrinnet inden for nævnte lønklasse. Henset dels til det skøn, den er tillagt ved indplacering i lønklasse, dels den konkrete karakter af bedømmelsen af de særskilte krav til uddannelse og erhvervserfaring, der skal være opfyldt for at blive omplaceret til en højere lønklasse, har ansættelsesmyndigheden ikke pligt til generelt at definere den uddannelse og erhvervserfaring, der kræves for at kunne få godskrevet anciennitet på løntrinnet inden for den pågældende lønklasse.

(jf. præmis 39, 42 og 43)

Henvisning til: Retten, 17. december 2003, sag T-133/02, Chawdhry mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 329, og II, s. 1617, præmis 121; Retten, 26. oktober 2004, sag T-55/03, Brendel mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 311, og II, s. 1437, præmis 120; Retten, 16. februar 2005, sag T-284/03, Aycinena mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 29, og II, s. 125, præmis 33; Retten, 15. november 2005, sag T-145/04, Righini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 349, og II, s. 1547, præmis 55.

2.      Inden for de rammer, der er fastsat i vedtægtens artikel 31 og artikel 32, stk. 2, råder ansættelsesmyndigheden over et vidt skøn med hensyn til vurderingen af en nyansat tjenestemands forudgående faglige erfaring, både for så vidt angår arten og varigheden heraf og dens større eller mindre relevans i relation til de krav, der stilles i forbindelse med den stilling, som skal besættes. Det følger heraf, at Retten ikke ved prøvelsen af en afgørelse om en tjenestemands indplacering på et løntrin i den højere lønklasse kan sætte sit eget skøn i stedet for myndighedens.

Når denne myndighed således har taget hensyn til en nyansat tjenestemands specifikke uddannelse og erhvervserfaring med henblik på fra udnævnelsen at indplacere ham i den højeste lønklasse, kan den fastslå, at denne tjenestemand ikke har krav på godtgørelse af ancienniteten på løntrinnet i denne lønklasse, idet hans uddannelse og erhvervserfaring er taget i betragtning ved indplaceringen i lønklassen.

(jf. præmis 59 og 61)

Henvisning til: Domstolen, 5. oktober 1988, forenede sager 314/86 og 315/86, De Szy-Tarisse og Feyaerts mod Kommissionen, Sml. s. 6013, præmis 26; Retten, 7. februar 1991, sag T-2/90, Ferreira de Freitas mod Kommissionen, Sml. II, s. 103, præmis 56; Aycinena mod Kommissionen, præmis 72.

3.      Da de tjenestemænd, der er udnævnt den højeste lønklasse i stillingsgruppen, og de tjenestemænd, der er udnævnt i den lavere lønklasse, ikke befinder sig i identiske faktiske og retlige situationer, kan den omstændighed, at de tjenestemænd, der er udnævnt i den lavere lønklasse, kan opnå en anciennitetsforbedring på løntrinnet, mens de tjenestemænd, der indplaceres i den højere lønklasse, efter omstændighederne ikke har adgang hertil netop på grund af deres indplacering i lønklassen, ikke anses for forskelsbehandling mellem disse tjenestemænd.

(jf. præmis 71)

4.      Ved i forbindelse med en ændring af en tjenestemands indplacering i en lønklasse ved ansættelsen at foretage en sondring mellem ændringen af indplaceringen i lønklasse, der fandt sted på tidspunktet for udnævnelsen af tjenestemanden, og de økonomiske følger af denne afgørelse, hvis begyndelsestidspunkt er fastsat til en senere dato, har ansættelsesmyndigheden i perioden mellem disse to datoer usagligt begrænset den pågældende tjenestemands ret til vederlag, som er en subjektiv ret, der er sikret i vedtægten, og som udelukkende kan begrænses ved udtrykkelig bestemmelse herom som omhandlet i vedtægtens artikel 62, stk. 1.

Ansættelsesmyndigheden har desuden ved at foretage en sådan sondring tilsidesat sondringen mellem en ansøgning om ændret indplacering, der har til formål at opnå en ændring af den oprindelige indplacering i lønklasse og tildeling af en forfremmelse, som ifølge vedtægtens artikel 45, stk. 1, indebærer, at en tjenestemand under sin karriere udnævnes i en højere lønklasse inden for hans kategori.

I denne henseende er den omstændighed, at den oprindelige afgørelse om indplacering ikke er blevet anfægtet inden for klagefristerne, uden betydning, fordi afgørelsen om ændringen af indplaceringen i den højere lønklasse ved udnævnelsen til opfyldelse af dommen i sag C-389/98 P, Gevaert mod Kommissionen, i alle henseender træder i stedet for den oprindelige indplaceringsafgørelse.

(jf. præmis 80, 84, 85, 87, 88 og 90)

Henvisning til: Domstolen, 11. januar 2001, sag C-389/98 P, Gevaert mod Kommissionen, Sml. I, s. 65, præmis 39; Retten, 27. juni 2001, sag T-214/00, X mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 143, og II, s. 663, præmis 29.

5.      Den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden ved flere sammenligninger af fortjenester inden en forfremmelse ikke har taget en tjenestemand i betragtning, hvis indplacering i lønklasse ved udnævnelsen den ændrede for sent efter afsigelsen af dommen i sag C-389/89 P, Gaevert mod Kommissionen, udgør en tjenestefejl, som kan medføre erstatningsansvar, idet den herved berøvede den pågældende tjenestemand muligheden for, at hans ansøgning blev taget i betragtning ved relevante forfremmelsesperioder.

Trods denne fejl opstår myndighedens faktiske erstatningsansvar imidlertid først, når den påståede skade og dens omfang kan fastslås. For at kunne fastslå skadens omfang er det i denne sag nødvendigt at sammenligne sagsøgerens fortjenester med fortjenesterne for de øvrige tjenestemænd, der er blevet forfremmet i de perioder, hvor den pågældende tjenestemand ulovligt var udelukket, hvilket gør det muligt at fastslå, om han faktisk er blevet forbigået i forbindelse med en forfremmelse, som han med rimelighed kunne forvente, og, i så fald, størrelsen af hans tab.

(jf. præmis 101-106)

Henvisning til: Retten, 12. december 1996, sag T-99/95, Stott mod Kommissionen, Sml. II, s. 2227, præmis 72.