RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)
26. juni 2009
Sag T-114/08 P
Luigi Marcuccio
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Appel – personalesag – tjenestemænd – rimelig frist for indgivelse af en anmodning om erstatning – for sent indgivet – åbenbart, at appellen delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet«
Angående: Appel af kendelse afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 14. december 2007, Marcuccio mod Kommissionen (sag F-21/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne kendelse.
Udfald: Appellen forkastes. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers omkostninger i appelsagen.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – procesregler – artikel 236 EF og tjenestemandsvedtægtens artikel 90 og 91 – frister
(Art. 236 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd – søgsmål – frister – anmodning om erstatning indgivet til en institution – overholdelse af en rimelig frist – bedømmelseskriterier
(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)
3. Retspleje – afgørelse truffet ved en begrundet kendelse – betingelser – søgsmål, der åbenbart ikke kan antages til realitetsbehandling, eller som åbenbart er retligt ugrundet
1. En tvist mellem en tjenestemand og den institution, som vedkommende er eller var ansat i, der har til formål at opnå erstatning, henhører – når den udspringer af beskæftigelsesforholdet mellem den pågældende og institutionen – under anvendelsesområdet for artikel 236 EF og tjenestemandsvedtægtens artikel 90 og 91 og falder, bl.a. med hensyn til formaliteten uden for anvendelsesområdet for såvel artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF som artikel 46 i statutten for Domstolen. Det følger heraf, at søgsmål, der anlægges i medfør af artikel 236 EF, er underlagt de frister, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, uanset om der er tale om annullations- eller erstatningssøgsmål.
(jf. præmis 12)
Henvisning til: Domstolen, 22. oktober 1975, sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, Sml. s. 1171, præmis 7, Domstolen, 17. februar 1977, sag 48/76, Reinarz mod Kommissionen og Rådet, Sml. s. 291, præmis 10, Domstolen, 4. juli 1985, sag 174/83, Amman m.fl. mod Rådet, Sml. s. 2133, præmis 12, Domstolen, 4. juli 1985, sag 175/83, Culmsee m.fl. mod ØSU, Sml. s. 2149, præmis 12, Domstolen, 1. april 1987, sag 257/85, Dufay mod Parlamentet, Sml. s. 1561, præmis 21, Domstolen, 7. oktober 1987, sag 401/85, Schina mod Kommissionen, Sml. s. 3911, præmis 9.
2. Fastsættelse af søgsmålsfristen er et retsspørgsmål. I de relevante retsforskrifter er der ikke fastsat nogen bestemt frist for indgivelse af en anmodning om erstatning, der udspringer af arbejdsforholdet mellem en tjenestemand og den institution, som han er ansat i. Fristen for at indgive en anmodning om erstatning fastsættes derimod på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag i overensstemmelse med princippet om overholdelse af en rimelig frist, herunder bl.a. sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet, parternes adfærd samt den vejledende henvisning til artikel 46 i statutten for Domstolen, der anses for at udgøre den øverste grænse. Selv om det herved alene er Personaleretten, der fastlægger og vurderer de relevante faktiske omstændigheder, med forbehold for en urigtig gengivelse af disse, foretager den herefter under Retten i Første Instans’ kontrol den retlige subsumption af omstændighederne under hensyn til princippet om overholdelse af en rimelig frist.
(jf. præmis 25-27)
3. Den adgang, der i henhold til artikel 111 i procesreglementet for Retten i Første Instans er til at træffe afgørelse ved en begrundet kendelse i et søgsmål, der åbenbart ikke kan antages til realitetsbehandling, eller som åbenbart er retligt ugrundet, kan bringes i anvendelse, selv før svarskriftet er indgivet, og vurderingen af betimeligheden heraf skal ikke foretages i lyset af et kriterium, der inddrager antallet af præmisser, der er angivet i den afsagte kendelse.
(jf. præmis 50)