Sag T-117/08

Den Italienske Republik

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

»Sprogordning – meddelelse om ledig stilling med henblik på ansættelse af en generalsekretær for EØSU – offentliggørelse på tre officielle sprog – oplysning vedrørende meddelelsen om ledig stilling – offentliggørelse på alle de officielle sprog – annullationssøgsmål – formaliteten – artikel 12 EF og 290 EF – artikel 12 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber – forordning nr. 1«

Sammendrag af dom

1.      EU-retten – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse

(Art. 230, stk. 1, EF)

2.      De Europæiske Fællesskaber – sprogordning – forordning nr. 1

(Art. 290 EF; Rådets forordning nr. 1, art. 6)

3.      De Europæiske Fællesskaber – sprogordning – forordning nr. 1

(Rådets forordning nr. 1, art. 1, 4 og 5)

4.      De Europæiske Fællesskaber – sprogordning

5.      Tjenestemænd – ansættelse – meddelelse om ledig stilling – offentliggørelse i Tidende kun på visse officielle sprog

(Art. 12 EF)

1.      Det Europæiske Fællesskab er et retsfællesskab, og der er ved traktaten indført et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, hvormed Domstolen skal kunne kontrollere lovligheden af institutionernes retsakter. Traktatens ordning giver adgang til direkte søgsmål til prøvelse af enhver af institutionerne vedtagen bestemmelse, som er bestemt til at afføde retsvirkninger. Heraf følger et almindeligt princip om, at enhver retsakt, der er udstedt af et EU-organ, såsom Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, og som har til formål at have retsvirkninger i forhold til tredjemand, bør kunne underlægges domstolskontrol.

Ganske vist hører Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ikke til de institutioner, der er omhandlet i artikel 230 EF. Imidlertid har et organ som udvalget kompetence til at vedtage retsakter, der har retsvirkninger i forhold til tredjemand, såsom meddelelser om ledige stillinger. Sådanne retsakter fastsætter betingelserne for ansættelse i den pågældende stilling, og hvilke personer der kan forvente at få en ansøgning imødekommet, hvorfor meddelelserne udgør akter, der indeholder et klagepunkt mod potentielle ansøgere, som er udelukket fra at ansøge Det vil ikke være acceptabelt, at sådanne retsakter i et retsfællesskab ikke kan gøres til genstand for domstolsprøvelse.

Det følger heraf, at retsakter, som vedtages af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, såsom meddelelser om ledige stillinger, og som er bestemt til at afføde retsvirkninger i forhold til alle de ansøgere, hvis ansøgning ikke imødekommes i henhold til de krævede betingelser, udgør anfægtelige retsakter.

(jf. præmis 30-33)

2.      Forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område, blev vedtaget i medfør af artikel 290 EF. Artikel 6 i nævnte forordning tillader udtrykkeligt institutionerne i deres forretningsorden at fastsætte de nærmere regler for denne ordning på det sproglige område, en kompetence i forbindelse med hvis udøvelse der i øvrigt bør indrømmes dem en vis autonomi af hensyn til deres funktion. Under disse omstændigheder er det institutionernes ansvar at vælge det interne kommunikationssprog, idet hver institution kan pålægge sine ansatte og dem, som søger ansættelse, at benytte dette sprog.

(jf. præmis 41 og 55)

3.      Artikel 1, 4 og 5 i forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område, finder ikke anvendelse på forholdet mellem institutionerne og deres tjenestemænd og øvrige ansatte samt ansøgerne til sådanne stillinger, idet disse artikler kun fastsætter den sprogordning, der gælder mellem institutionerne og en medlemsstat eller en person, som er undergivet en medlemsstats jurisdiktion. Det samme gælder hvad angår forholdet mellem organerne, såsom Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, og Fællesskabernes tjenestemænd og øvrige ansatte.

(jf. præmis 51)

4.      De mange henvisninger i traktaten til sprogbrug i Den Europæiske Union kan ikke betragtes således, at de er udtryk for et generelt fællesskabsretligt princip, der sikrer enhver borger en ret til, at alt, hvad der kan berøre hans interesser, under alle omstændigheder skal være affattet på hans sprog. Ingen bestemmelse og intet princip i fællesskabsretten foreskriver, at meddelelser om ledig stilling systematisk skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på alle de officielle sprog.

(jf. præmis 70 og 71)

5.      Hvis Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg beslutter at offentliggøre den fulde tekst til en meddelelse om en ledig chefstilling kun på visse sprog i Den Europæiske Unions Tidende, skal det for at undgå, at de ansøgere, som en sådan meddelelse potentielt kan interessere, forskelsbehandles på grundlag af sprog, træffe passende foranstaltninger til at gøre alle de nævnte ansøgere bekendt med, at den pågældende meddelelse om en ledig stilling findes, og i hvilke udgaver den er offentliggjort i sin helhed. Når denne betingelse er opfyldt, indebærer offentliggørelsen af en meddelelse om en ledig stilling på et begrænset antal sprog i Den Europæiske Unions Tidende ikke, at de forskellige ansøgere forskelsbehandles, hvis det står klart, at de behersker mindst ét af disse sprog tilstrækkelig godt til, at det gør det muligt for dem at gøre sig fyldestgørende bekendt med indholdet af meddelelsen. Derimod kan offentliggørelse af meddelelsen om en ledig stilling i Den Europæiske Unions Tidende på kun visse fællesskabssprog, skønt personer, der kun har kendskab til andre fællesskabssprog, også har ret til at ansøge, indebære, at denne kategori af potentielle ansøgere forskelsbehandles, medmindre der er truffet andre foranstaltninger, der skal gøre det muligt for de pågældende at gøre sig fyldestgørende bekendt med meddelelsens indhold. I denne situation vil de pågældende ansøgere nemlig være ringere stillet end de øvrige ansøgere, da de ikke vil kunne gøre sig fyldestgørende bekendt med de krav, der stilles i meddelelsen om ledig stilling, og med de betingelser og procedurebestemmelser, der gælder for ansættelsen. Et sådant kendskab er en nødvendig forudsætning for, at de kan udforme deres ansøgning bedst muligt med henblik på at maksimere deres muligheder for at blive udvalgt til den pågældende stilling.

(jf. præmis 74, 75, 78 og 79)